Når sorgen er dybest, er kærligheden det også

Der er ikke en pille mod sorgen, som du kan tage for at få den til at forsvinde. Der er kun en stenet vej, du må gå. Så det gør du, skriver Anna Skyggebjerg til en sorgramt kvinde. Foto: Iris Foto:

Det er en af de måder, sorgen udtrykker sig på. Man går i stå (...) Man trækker sig fra en meningsløs verden og al dens overflade og alle dens trivialiteter, mens man får orden i kaos og heler.

Hvordan lever man med sorg som et evigt grundvilkår i sit liv uden at gå i stå? Dette spørgsmål svarer forfatter Anna Skyggebjerg på i sin bog "Kærlig hilsen Anna", som vi her bringer et uddrag af

Kære Anna
 
Min mor er syg af kræft. Det virker uforståeligt. Det er som et tungt tæppe. Det er svært at koncentrere sig om dagligdagen og få familielivet til at hænge sammen. Jeg er hele tiden fraværende. Hvordan
lever man med sorgen som et evigt grundvilkår uden at gå i stå?

Kære du
 
Tilfældet ville, at det netop var på årsdagen for min mors død, at dit brev landede i min postkasse. En lille, lilla kuvert har du sendt mig. Samme størrelse som en af de kuverter, man sender takkekort i eller sætter uden på en buket blomster, der bliver leveret til modtagerens dør. Og nede i kuverten lå en lille bitte seddel, foldet to gange.

På den har du skrevet verdens største spørgsmål: »Hvordan lever man med sorgen som et evigt grundvilkår uden at gå i stå?« Du har ikke underskrevet brevet. Ikke så meget som et forbogstav har du skrevet. Og det er der en poetisk sandhed i, for det spørgsmål, du stiller, er ikke kun fra dig. Det er alle menneskers spørgsmål.

Du stiller det på vegne af alle, fordi du lige nu er et af de mennesker, det berører helt personligt. Fordi den abstrakte viden om, at vi skal dø og kan miste dem, vi elsker, er blevet skræmmende konkret i din hverdag. Du ville altid have ramt mig med dit spørgsmål, men fordi jeg modtog det på præcis den dag, hvor min mor døde, ramte du mig ekstra hårdt; jeg kan mærke din sorg gennem papiret.

Jeg føler med dig. Jeg ved, hvad du skal gå igennem, Lille Seddel. Jeg er ked af det på dine vegne. Min mor døde, da jeg var 30 år. Min far døde, da jeg var 23.
 
Han døde på hospitalet, hvor han lige havde overstået en operation for kræft, men han døde hverken af operationen eller kræften. Hans hovedpulsåre brast, og han forblødte ihjel. Jeg sad lige ved siden af ham, da det skete.

»Jeg skal kaste op,« sagde han.

Jeg bøjede mig ned for at tage en bakke fra natbordet, som han kunne kaste op i. Da jeg et sekund senere så på ham igen, hamrede hans overkrop op og ned i sengen med en vanvittig, pulserende kraft. Jeg skreg »Hjælp!«, men jeg vidste godt, jeg så ham dø, og at der ikke var nogen hjælp at få.

Jeg ville ønske, jeg havde skreget »Far!« i stedet for. Så det havde været det sidste, han hørte.

Min mor havde altid været rask. Da hun døde, havde hun lige været ude i haven for at plukke morgenfruer. Hun havde hilst på naboen hen over hækken. Så var hun gået ind for at sætte blomsterne i den blå vase. Hun havde fået det dårligt og ringede til lægen og sagde, hun havde ondt i venstre arm og var bange. Derefter blev der stille.

Da lægen kom, sad min mor død i stolen med telefonen i hånden. Den blå vase med morgenfruer stod foran hende. Nu står den foran mig, i vinduet ved mit skrivebord.

Da min mor døde, blev jeg forældreløs. Jeg havde heller ingen søskende, ingen kæreste, ingen børn. Jeg var stadig i gang med min uddannelse og boede i udlandet, hvor jeg ikke kendte nogen, der kunne trøste mig. Jeg har ikke ord for min ensomhed, min sorg og min følelse af meningsløshed.
 
»Afgrundsdyb« er en kliché, der ikke rækker. Hvis jeg have rummet en selvdestruktiv impuls, ville jeg måske have givet den frit løb og fyldt mit meningsløse liv med druk, ligegyldig sex eller hvad-ved-jeg. I stedet trak jeg mig ind i mig selv og aktiverede min automatpilot. Den sikrede, at jeg kom igennem det følgende år på trods af, at jeg egentlig var død og ikke kunne være mere ligeglad. Med andre ord: Jeg gik i
stå.

Så når du spørger, Lille Seddel, hvordan man lever med sorg, uden at gå i stå, er min helt personlige erfaring:

Det gør man ikke. At gå i stå er helt naturligt.

Det er en af de måder, sorgen udtrykker sig på. Man går i stå. Man kapsler sig inde. Man trækker sig fra en meningsløs verden og al dens overflade og alle dens trivialiteter, mens man (måske uden at
være sig det bevidst) får orden i kaos og heler. Så langsomt, som når pindsvin elsker.

Så giv dig selv lov til at være fraværende, at gå i stå, at have svært ved at koncentrere dig om dagligdagen og få familielivet til at hænge sammen. Det er, som det skal være. Eller i hvert fald som det kan være – og er for dig. Men vær alligevel åben over for, at der måske er nogle af dagligdagens opgaver, som du gerne vil bevare ansvaret for, fordi de kan give en følelse af forankring midt i oplevelsen af, at alt andet sejler i og omkring dig.

Derudover må andre tage over i den tid, hvor du ikke kan udfylde den rolle, du plejer at udfylde. Imens du gør det, du må gøre: Er der for din mor. Tager afsked med hende (hvis sygdommen går i den retning), sådan som I to nu bedst kan det. Sørger.
 
Det tager den tid, det tager. Der er ikke en pille mod sorgen, som du kan tage for at få den til at forsvinde. Der er kun en stenet vej, du må gå. Så det gør du. Du tror ikke, du kan, men du kan, for din mor har lært dig at klare dig her i livet, og hvert skridt tager du til hendes ære.

Synes du, det lyder underligt?

Prøv at tænke på, hvad din mor vil svare, hvis du spørger hende i dag, hvad hun ønsker for dig. Hun vil svare, at hun ønsker dig alt det bedste, at hun ønsker, du skal være lykkelig. Hun ønsker ikke, at du går under i sorg. Det er derfor, du ærer hende ved hvert et skridt hen ad den stenede vej: Du opfylder hendes højeste ønske.
 
Så hun er med dig gennem sorgen, hen ad vejen. Det er hun, fordi kærligheden er inden i sorgen. Grunden til, at vi sørger, er jo, at vi elsker. Din sorg og smerte er et udtryk for, hvor utroligt meget din mor betyder i dit liv. Din mors sygdom er tragisk og meningsløs, men sorgen er ikke meningsløs.

Den er tværtimod fuld af kærlighedens mening. Husk på det.

Jeg har en veninde, Mette, som mistede sin tvillingebroder, da de var helt unge. Få dage efter hans død havde Mette en drøm: Hun drømmer, at hun og broderen og deres forældre sidder omkring spisebordet hjemme hos forældrene. Broderen fortæller, at han skal dø, men de andre afviser det. »Jamen, det skal jeg. Det er bestemt,« siger han og viser dem sin dødsattest med datoen.

Og så fortæller han, at det vil være sådan, at han først er i et rum, hvor de kan se ham. Derefter vil han gå ind i et andet rum, hvor de ikke kan se ham, og der vil han være altid. I drømmen går Mette ind til sin broder på værelset hver dag og ser, at han er der. Lige indtil en dag, hvor han ikke længere er der, men er flyttet ind i Mettes hjerte.

Han er flyttet fra et rum til et andet. Derefter vågner hun.
 
Mette har fortalt mig, at fra det øjeblik, hun vågnede af drømmen, og til i dag, 30 år senere, har hun hver eneste dag mærket, at hun bærer sin broder i sit hjerte, i det rum, hvor han ikke kan ses. »Det, som tilhører hjertet, kan vi aldrig miste,« siger hun.

Hun har ret, Lille Seddel. Selv hvis din mor skulle dø af sin sygdom, vil du ikke have mistet hende. Hun vil altid bo i et rum inden i dig. Du kan ikke se hende, men du kan mærke hende. Og du vil mærke hende. Hver eneste dag. Jeg mærker min mor, når jeg ser på den blå vase. Langt de fleste dage mærkes det som glæde og taknemmelighed.

Men der er dage, hvor sorgen og følelsen af uretfærdighed igen får overtaget. På de dage er det ikke nok for mig, at jeg bærer min mor inden i mig. På de dage vil jeg sælge min sjæl til Djævelen for at kunne få hende og min far ind i et rum, hvor jeg kan se dem bare en enkelt gang mere. Jeg vil vise dem de børnebørn, som har fået deres navne.

Jeg siger det bare, Lille Seddel, for at du ikke skal tro, jeg fylder dig med violiner og så-så-det-skal-nok-gå, når jeg siger, at du aldrig helt kan miste din mor, fordi hun vil leve i dig altid. Jeg ved bedre end nogen,
at der vil komme dage, hvor det bare ikke er nok.

Hvor du synes, sorgen er meningsløs og mine ord tomme. Det virkeligt paradoksale er, at det er på de dage, hvor det ikke er nok at mærke din mor indeni, at du mærker hende stærkest. Jeg kan ikke forklare det anderledes, end at det er, når sorgen er dybest, at kærligheden også er det.

Det er en af de ting, der gør livet uudgrundeligt og meget smukt.

Du har stadig din mor, Lille Seddel. Men sorgen har lagt sig over jeres forhold og forandret det. Jeg forstår, hvor tungt et tæppe du taler om. Lad det ikke kvæle jer. Prøv – prøv! – at få fat i den kærlighed, der ligger inden i sorgen. Lev livet med din mor, sådan som hun har lært dig det. Fyld det med takkekort i lilla kuverter.

Og den dag din mor dør – om forhåbentlig mange, mange år – så lev det dobbelt op. Til hendes ære.
 
Kærlig hilsen,
Anna

BOG: Du kan købe "Kærlig hilsen Anna" her