I år er det knap 20 år siden, noget begyndte at ulme i professor Niels Egelund.
I mere end to årtier havde han levet et kernefamilieliv, og 50-års fødselsdagen stod som en milepæl i nær fremtid.
Tanken om at bryde ud af familielivet og begynde på en frisk voksede inden i mig, da jeg var omkring 49 år. Det er jo en klassiker for mænd, som oplever en slags overgangsalder. Man føler, at man skal ud og realisere sig selv, og begynder at tænke, at det måske er sidste chance, hvis man skal nå at skifte spor, siger han.
Niels Egelund er 68 år og direktør for Center for Strategisk Uddannelsesforskning ved Institut for Uddannelsesforskning, Aarhus Universitet, men er i den brede offentlighed mest kendt som leder af den danske del af den internationale Pisa-undersøgelse og en aktiv deltager i debatten om folkeskolen.
Han mødte sin første kone i 1972, da han var 26 år. Han var uddannet lærer, men havde et fuldtidsjob som pilot for Sterling Airways.
Vi flyttede hurtigt sammen og udviklede os sammen. Vi begyndte begge at læse videre, og vi blev venstreorienterede, hvilket var en fordel i studiemiljøet den- gang i 1970erne, siger han.
Da de havde boet sammen i fem år, blev de gift. De havde fået deres første barn og ventede barn nummer to. Niels Egelund arbejdede meget, mens børnene voksede op. Ved siden af psykologistudiet var han fuldtidspilot. Siden fik han job som klinisk psykolog, men fortsatte med at flyve. Senere blev han lektor og etablerede et forlag, som han drev i fritiden. Skønt der var nok at se til, fik de hverdagen til at fungere.
Vi var meget ens, og vi tænkte ens om mange ting. Mange par er uenige om børneopdragelse, men også her var vi 100 procent enige, siger han.
Vi vender tilbage til dengang, Niels Egelund var 49 år. Hvor han tidligere oplevede, at de delte interesser, så udviklede parret sig fagligt i forskellige retninger. Efter nogle år, hvor Niels Egelund havde været væk fra forskningsverdenen og været flyverchef, fik han mulighed for at arbejde mere akademisk. Han var blandt andet i Mongoliet og Kirgisistan for at se på, hvordan man kunne etablere specialundervisning i udviklingslande, og lagde her grundlaget for det, som siden gav ham hans professorat.
Vi begyndte at glide fra hinanden og havde hver vores interesser. Snart ville vores børn være flyttet fra hjemmet, og jeg sagde flere gange, at jeg godt kunne tænke mig at flytte til byen og bo for mig selv. Jeg sagde ikke, at jeg ville skilles, men at jeg gerne ville bo for mig selv. Jeg måtte have luft under vingerne. Det var noget, jeg talte om et halvt års tid, men jeg syntes ikke rigtigt, det blev hørt, siger han.
Men en dag sagde han det så tydeligt, at ægtefællen hørte, at han ønskede at flytte. Og så gik tingene stærkt. Hun var på vej på nogle dages forretningsrejse, og inden hun var hjemme igen, havde Niels Egelund taget de første skridt ud i et nyt livskapitel. Han tog sit tøj og efterlod nøglerne til huset og boede de næste måneder på sit kontor, som var indrettet i et tidligere kollegieværelse.
De første to uger følte jeg mig som en fugl, der var sluppet fri af et bur. Jeg kunne baske med vingerne. Vi havde været enige om mange ting, men der havde også været ting, hvor vi ikke var enige, men som jeg havde affundet mig med. Nu kunne jeg få det, som jeg ville have det.
Efter nogle måneder blev kontoret skiftet ud med en større ejerlejlighed i et af hovedstadens bedste kvarterer.
Det var fantastisk i en alder af 50 år at kunne indrette sit hjem med de ting, som jeg havde lyst til. Jeg kørte ud til de fine forretninger, og uden at spørge nogen til råds kunne jeg købe, hvad jeg ville. Men efter nogen tid begyndte den dårlige samvittighed også at bide sig fast i nakken, siger han.
Ikke mindst var der de to voksne børn, som udtrykte sig i klare vendinger om hans nye liv. De oplevede bruddet som et svigt fra hans side.
De mente, at det var noget pubertært pjat, når jeg sagde, at jeg måtte have luft under vingerne. Jeg fortalte dem, at kærligheden for mit vedkommende var forsvundet. Ja, den var død. Det havde de svært ved at tage, siger han.
Niels Egelund måtte erkende, at det at blive skilt er en vanskelig proces.
Man tænker ikke i tilstrækkelig grad forud på, hvad der tabes. Man ofrer hele den fælles historie bagud, og man ofrer venskaber. Relationer, som før var naturlige, bliver pludselig enormt besværlige. Og så er der den fælles historie, som man deler i forholdet, og som man hurtigt opdager at man kommer til at mangle, siger han.
Han har holdt kontakt med sin første kone i alle årene. Den første tid efter skilsmissen mødtes de til middag en gang om måneden for at tale om børnene.
Skønt børnene reagerede med vrede efter bruddet, fik Niels Egelund med tiden opbygget en god, ny måde at være sammen på.
De første år efter skilsmissen havde vi en tradition med, at de kom til middag hos mig hver søndag aften, hvor vi bare var sammen. Jeg gjorde det klart, at jeg ikke ville komme ind på, hvorfor det gik, som det gik, for det ødelagde bare stemningen. Jeg tager gerne ansvaret for det, som er sket, men jeg er en voksen mand, der har truffet en beslutning. Jeg sagde til dem, at jeg beklager, men sådan er det, og det skal I leve med.
Han er gift igen. Hans ægtefælle har børn fra et tidligere forhold, så han har atter en hverdag med skolesøgende børn i hjemmet.
Han synes, at livet som familie er vigtigt, og at skilsmisse for alt i verden bør undgås.
Når jeg skal råde andre, vil jeg sige, at inden det når så vidt, skal de opsøge hjælp. Det gjorde jeg ikke selv jo, jeg er jo psykolog, men en psykolog kan ikke være psykolog for sig selv, siger han og uddyber:
Alle bør prøve at få ægteskabet på ret køl igen. Alle ægteskaber rummer kriser. Selv om man umiddelbart ligner hinanden, er man naturligvis også forskellig på en række områder, men jeg tror, at de fleste par vil kunne komme sig over selv meget alvorlige kriser, hvis de søger hjælp i tide.
Denne artikel bygger udelukkende på interview med Niels Egelund om om skilsmissen.