Opgør med den sorte skole i fødsel og amning

Da professor Drude Dahlerup fik børn i 1970erne, var hun ikke bare vidne, men også medvirkende til en revolution blandt mødre. Kvinderne ville ikke længere leve op til omverdenens forventning om at være husmødre og ville samtidig selv have kontrol over deres graviditet, fødsel og børneopdragelse

Da professor emerita Drude Dahlerup fik børn i 1970’erne, var hun med til at stifte rødstrømpebevægelsen og gøre oprør mod Fødselsanstalten i Jylland og meget andet og sørge for, at kvinderne selv fik kontrollen over deres fødsel og børn.?–
Da professor emerita Drude Dahlerup fik børn i 1970’erne, var hun med til at stifte rødstrømpebevægelsen og gøre oprør mod Fødselsanstalten i Jylland og meget andet og sørge for, at kvinderne selv fik kontrollen over deres fødsel og børn.?–. Foto: John Olsen/?photodan.dk.

Fra den sorte skole i amning og børneopdragelse til et opgør med Fødselsanstalten Jylland og lille De-tiltaleformen.
Under kvindefrigørelsen i 1970erne, da nogle af de største forandringer af moderrollen i nyere tid skete, stod Drude Dahlerup midt i orkanens øje både som initiativtager, studerende og nybagt mor.

LÆS OGSÅ:Borgerskabets fruer var ikke kun til pynt

I 1970erne studerede Drude Dahlerup statskundskab i Aarhus. Sidenhen har hun forsket og undervist i kvindebevægelsens historie, køn og politik, senest som professor ved Statsvetenskapliga Institutionen på Stockholms Universitet, hvor hun stadig forsker. Undervejs fik hun to børn, alt imens kvindefrigørelsen buldrede af sted, og moderrollen og forventningerne til, hvordan man er mor, blev ændret.

For at høre nærmere om, hvordan forventningerne til moderskabet ændrede sig i 1970erne, besøger Kristeligt Dagblad Drude Dahlerup i hendes sommerhus i Rørvig. For enden af en grusvej lige før skoven ligger det lille, sortmalede hus med rødsprossede vinduer, der langt fra ligner de store nye sommerhuse, som er blevet en villa nummer to. For at gøre det nemmere for børnebørnene har de dog bygget et ekstra lille sommerhus på grunden, så der faktisk er toilet og varmt vand.

Her sidder Drude Dahlerup med blødt, krøllet hår, der indrammer ansigtet, og gestikulerende hænder, mens hun taler begejstret om revolutionen for kvinderne dengang.

Det er vigtigt at udvikle sine egne idéer om, hvordan man vil være mor, og hvordan graviditeten og fødslen skal være. At man selv tager kontrol. Det kan vist godt være overskriften, siger Drude Dahlerup.

Dengang kom forventningspresset fra samfundet, ugebladene og i visse tilfælde familien.

Jeg følte, at presset var i retning af, at man skulle være derhjemme og være husmor. Vi forsøgte på mange måder at gå imod og sige, at man kunne være nybagt mor, studere og have et arbejde, siger Drude Dahlerup.

Opgøret med kvinderollen startede allerede, da Drude Dahlerup blev gravid. Hun meldte sig til det første gymnastikhold for gravide og købte graviditetsbukser.

Dengang var graviditeten stadig meget privat og skulle ikke vises offentligt. Så kommer en danselærer med et gymnastikhold for gravide, og pludselig går vi i rundkreds og er meget stolte, siger Drude Dahlerup.

Graviditetsbukser var helt nyt i 1970. Så nyt at Drude Dahlerup tog turen fra Aarhus til København for at købe bukser med elastik i, så hun slap for at gå rundt i en plisseret overdel, der skjulte maven. I stedet stod hendes graviditetspåklædning på bukser og sweater.

Jeg husker stadig de blå, plisserede overdele og de små, hvide kraver, der var så forfærdelige. Det illustrerede den ydmyge husmor. Da jeg købte bukserne i København, slap jeg samtidig for det torturinstrument af en hofteholder, der gik helt op til skuldrene, fordi det ikke skulle stramme om maven, når man var gravid, siger Drude Dahlerup.

Alting blev redefineret dengang, så Drude Dahlerup kunne ikke bare spørge sin mor, hvordan hun havde gjort. I stedet talte hun med sine veninder og læste bøger og blade om graviditet og børn. Men hun var ikke lige begejstret for alle bøgerne, der ofte var af ældre dato og med gamle råd.

Min daværende mand var læge, så det gjorde det nemmere for os ikke at følge alle reglerne, fordi han vidste meget, siger hun.

Modet til at sige fra blev både hjulpet på vej af hendes daværende mands faglighed, bøgerne og ikke mindst veninder, der havde fået børn.

Det var vigtigt, at man var flere om at sige fra. Det er svært at gøre oprør, når man bare er én, pointerer Drude Dahlerup.

Men oprøret skulle til, for ved siden af moderrollen ville hun have tid til at studere og mulighed for at arbejde.

Der var én ting, jeg vidste 100 procent, og det var, at jeg ikke ville falde i husmorfælden, siger Drude Dahlerup.

Efter oprøret mod det plisserede ventetøj gik Drude Dahlerup og hendes rødstrømpefæller i gang med næste kamp: at få kontrol over deres egen fødsel.

Dengang fik alle nærmest automatisk trukket en maske med lattergas ned over hovedet, når de skulle føde. Jeg læste meget om fødsel uden bedøvelse og snakkede med andre, der ikke følte, de havde kontrol over deres egen fødsel og nærmest var rædselsslagne over det. Jeg sagde til lægerne, at jeg ikke ville have lattergas og havde besluttet, at hvis de kom med masken, ville jeg tage den af. Det er jo ikke sådan, at man altid kan være sikker på, at det bliver, som man tænker, men det hjælper at tage kontrol over fødslen og have en idé om, hvordan det skal foregå, siger Drude Dahlerup.

Drude Dahlerup fødte sin søn Jesper i april 1970.

Dengang var fødslerne virkelig ikke kvindernes egne. Det var Lille De, nu skal De høre, hvordan det foregår. Der var ikke badekar eller mulighed for at gå rundt under de første veer, man blev bare lagt i en seng, og så lå man der, siger Drude Dahlerup.

Efter fødslen lå kvinderne og deres børn en uges tid på Fødselsanstalten. Spædbørnene blev placeret i uigennemsigtige vugger for enden af sengen, så mødrene ikke kunne se deres eget barn uden at flytte sig.

Man var jo øm efter fødslen, og så skulle man kravle ned for enden af sengen, hver gang ungen gryntede, for at kigge på ham. Det var nogle fuldstændig groteske regler. Det andet var, at amning var på faste tidspunkter for alle på stuen. Sygeplejerskerne kom simpelthen ind hver tredje time og sagde, så er der amning, og lagde barnet til, først 10 minutter ved det venstre bryst og så 10 minutter ved det højre. Da man var ung og mor for første gang, vidste man jo ikke, at det kunne gøres anderledes. Babyerne havde små tøjbleer på, der ikke sad ordentligt fast og hele tiden faldt fra hinanden, så det var så uhandy som muligt. Jeg sad undrende og tænkte: Var det sådan, det skulle foregå?. Nu gik det udmærket for mig med at få gang i amningen, men det var fuldstændig umyndiggørende, siger Drude Dahlerup.

Hun husker også overlæge Ingerslev, der gik stuegang.

Det var fuldstændig militær disciplin inden stuegang. Først kom den yngste af sygeplejerskerne og rettede på alting, så kom afdelingssygeplejerskerne og rettede alting til og sørgede for, at brysterne ikke stak ud, for det måtte de ikke, når overlægen kom. Og til sidst kom overlægen ind. Hierarkiet var helt enormt, siger hun og fortsætter:

Det var den sorte skole i amning og børneopdragelse.

Drude Dahlerups første fødsel blev et startskud til et oprør mod Fødselsanstalten i Jyllands måde at håndtere fødsler på. Mange af kvinderne i rødstrømpebevægelsen var blevet mødre og havde født der, så de startede en gruppe, der gjorde oprør mod Fødselsanstalten.

Vi skrev til aviserne og startede en debat i den socialdemokratiske avis Demokraten. Efterfølgende lavede vi en rapport om Fødselsanstalten. Den tog jeg med og lagde på mit natbord, da jeg fødte mit andet barn i 1975. Nogle af de unge sygeplejersker lånte den og læste i den, siger Drude Dahlerup.

I 1975 var forholdene på Fødselsanstalten ændret radikalt. Nu måtte kvinderne amme, når børnene var sultne, og vuggerne måtte godt stå ved siden af sengen, så man kunne se sit eget barn.

Opgøret med husmoderrollen var på alle planer. Dengang lød mantraet, at hvis man gav barnet flaske, ville det ikke tage brystet igen. Drude Dahlerup kunne godt lide at amme og havde ikke problemer med det, men hun ville gerne have friheden til at gå ud en gang imellem. Derfor fik hendes børn nogle gange flaske af deres far, hvilket ikke gjorde amningen sværere.

Da Drude Dahlerups søn var tre måneder, fik hun en halvtidsplads på en Røde Kors-vuggestue, fordi hun regnedes som enlig mor.

Vi var jo oprørere alle sammen, så vi var ikke gift formelt, og så blev man regnet som enlig mor. Vuggestuen var vi også med til at lave total revolution mod, siger hun med begejstring i stemmen.

Dengang måtte man ikke gå ind på vuggestuen. Der var en halvdør, hvor man rakte sin unge ind til personalet. Der var tre stuer, og i to af stuerne stod hvide tremmesenge, hvor der sad en unge i hver. Der var kun en stue, hvor ungerne løb rundt og legede. Når ungerne var seks måneder, satte personalet dem på en potte i hjørnet af tremmesengen og bandt en ble rundt om ungen og tremmesengen, så barnet ikke faldt af potten. Der sad ungerne så og græd alle sammen. Hvis der kommer noget i en potte med et seks måneder gammelt barn, så er det jo helt tilfældigt. Vi sagde, at det ville vi ikke være med til, og det viste sig, at personalet også syntes, det var forfærdeligt, siger Drude Dahlerup.

Men hvorfor gjorde de det så?

Det var pottetræning, der var vældig vigtigt. Pottetræning, pottetræning, siger hun. For første gang dukker der en arrighed op i Drude Dahlerups stemme.

Pottetræning var en del af disciplineringen af børnene. Og en disciplinering af mødrene, for det var vigtigt, at ens barn blev renlig tidligt, siger hun.

Også vuggestuen måtte laves om.

Det var virkelig ro, regelmæssighed og renlighed. Men der blev oprør. Der kom cirkulærer om, at forældrene skulle med i bestyrelsen, og det viste vi til frøken Baumbech, der var leder af vuggestuen. Vi krævede et forældremøde, og jeg blev valgt ind i bestyrelsen, hvor der sad nogle pæne bedsteborgere med konsulen som formand. Tidligere var vuggestuen for de forhutlede mødres børn, men pludselig kommer der studerende, som kender cirkulæret. Det siger jo noget om, hvor kontrollerende de var over for de enlige mødre, siger hun.

Selvom kvindebevægelsen fik ændret mange regler, forventninger og metoder, var én ting stadig en selvfølge i 1970erne.

Selvom min generation blev meget bevidste om at få en uddannelse, så lå det stadig i luften, at man bare fik børn. Den fri abort kom jo først i 1973. Selvom der var prævention, så tog vi det for givet, at alle fik børn. Jeg opfattede det ikke som et valg, men heller ikke som noget negativt. I dag er nærmest alle børn ønskebørn, og det er jo dejligt, men det gør samtidig kravene til forældreskab større, siger Drude Dahlerup.

Men forventningspresset var der også i 1970erne. At jonglere med en hverdag med et studium, børn og en gryende kvindebevægelse er en stor mundfuld for de fleste, hvis man gerne vil gøre alting så godt som muligt.

Jeg havde besluttet, at jeg ikke ville have dårlig samvittighed. Det var den, man kontrollerede kvinderne med, og det var der, socialiseringen lå, siger Drude Dahlerup.

Alligevel kom den nogle gange.

Måske havde man dårlig samvittighed engang imellem, for selvfølgelig ville man gerne gøre mere med sine børn. Men der var ikke nogen, der skulle komme efter mig.

Drude Dahlerup

Moderskabets forventninger