Pige, kend din pubertet

Piger mellem 8 og 12 år har fået deres egen håndbog. Puberteten indtræder tidligere, så hvordan forholde sig til, at man er mere barn end teenager?

For nylig udkom Danmarks første fagbog, der henvender sig direkte til piger mellem 8 og 12 år - de såkaldte "tweens". Bogen er skrevet af forfatter Julie Schlüter Valentin.
For nylig udkom Danmarks første fagbog, der henvender sig direkte til piger mellem 8 og 12 år - de såkaldte "tweens". Bogen er skrevet af forfatter Julie Schlüter Valentin. Foto: Uffe Weng/ Denmark.

Bumser, bryster, menstruation, svedlugt og fedtet hår. Det hører puberteten til og var engang noget, som først tog fart i teenagealderen. Men de seneste årtier er gennemsnitalderen for pubertetens begyndelse faldet, så det i dag er normalt, at de første spæde fysiske tegn på hormonforandringer hos mange piger viser sig allerede i 8-10-års-alderen.

LÆS OGSÅ: En alder med både pudekampe og humørsvingninger

Mens drengene som regel udvikler sig noget senere, er der en del af pigerne, der både fysisk og følelsesmæssigt mærker hormonernes begyndende storm. Og det kan være svært for både pigerne selv og deres forældre at få styr på. Men der er hjælp at hente for begge parter. For nylig udkom Danmarks første fagbog, der henvender sig direkte til piger mellem 8 og 12 år de såkaldte tweens. Det er aldersgruppen in between, imellem barndom og teenagelivet. Bogen Klar, parat, pubertet er skrevet af journalist og forfatter Julie Schlüter Valentin. Hun er selv mor til tre, og hendes datter, der i dag er 12 år, begyndte at udvikle svedlugt, da hun var ni år. Og i løbet af kort tid viste sig flere tegn på pubertet:

Først tænkte jeg: Uha, det er da ikke normalt for hendes alder. Jeg gik på nettet og læste, at det faktisk ikke er usædvanligt. Men jeg kunne ikke finde ret meget information om tweens og pubertet og slet ikke noget til børn på ni år, siger Julie Schlüter Valentin.

Hendes bog henvender sig helt ned til piger på otte år, og nogen vil måske umiddelbart tænke, at det er meget tidligt at bringe emner som bryster og menstruation på banen:

Slet ikke! Det er helt normalt, at de første pubertetstegn starter i otteårsalderen. Man skal helst ikke få menstruation allerede, når man er otte år, for så vokser man typisk ikke så meget mere. Men der er hos mange piger begyndende pubertetstegn som svedlugt og fedtet hud og hår.

Men kunne pigerne ikke bare læse bøger til teenagere om pubertet? Nej, mener Julie Schlüter Valentin. For de inddrager ofte sex, alkohol og andre emner, som ikke egner sig som læsestof for helt unge piger:

Teenlitteraturen er skrevet i en meget mere voksen tone, for de er jo meget mere modne og udviklede. Og det er en vigtig pointe i bogen, at den stopper i 12-års-alderen, hvor pigerne får tilbudt deres vaccine mod livmoderhalskræft. Der står noget om spirende følelser for eget eller modsat køn, men min bog handler ikke om prævention eller de udfordringer, der er ved at gå på gaden om aftenen.

Meningen er også, at Klar, parat, pubertet kan læses af forældre og bruges som udgangspunkt for samtale om det, der sker med deres døtre:

Men bogen er skrevet i børnenes eget sprog. Det er med vilje, at bogen har et lavt lixtal, så alle kan være med, siger Julie Schlüter Valentin.

Bogen har et farvestrålende layout, et dagbogsagtigt præg og er skrevet i et direkte sprog om at være smækfuld af kønshormoner og synes, at svederen er nederen. Men bag den bramfri og tøsede stil gemmer sig grundig research og sparring med fagpersoner og ikke mindst pigerne selv om emnet, fortæller Julie Schlüter Valentin. Hun har talt med gynækolog, psykolog, læge, socialrådgiver og sundhedsplejerske samt med stribevis af piger på 9, 10 og 11 år om, hvordan de har det med en krop, der buler ud, om svingende følelser og den første forelskelse.

Med hvad med Julie Schlüter Valentins datter, som nu er på vej ind i teenagealderen. Synes hun, at det er pinligt, at mor har skrevet en bog om et emne, der for mange på hendes alder er tabu? Heldigvis ikke, forsikrer forfatteren:

Både hun og hendes veninder, som har bidraget til bogen undervejs, har været utrolig glade for det. De syntes i starten, at det var pinligt og meget privat, men det har udviklet sig til, at de taler naturligt om det, og de er ikke længere helt så bange for, at drengene skal drille. De har fået en forståelse af, at det er en del af det at blive voksen, at kroppen forandrer sig.

Krop og psyke under ombygning