Præst: Livet bliver fattigt, hvis lykken er at elske sig selv

Sognepræst Kristine Stricker Hestbech (tv) er kritisk over for tanken om, at man kan indgå en ægteskabspagt med sig selv, som en række kvinder har gjort: "De leger ægteskab, men ægteskab med kun ét medlem er det, vi andre lever i, når den anden har forladt én." Foto: Morten Germund / Scanpix

Kvinder har vakt opsigt ved at gennemføre bryllups-lignende ceremonier uden en partner for blandt andet at markere deres kærlighed til sig selv. Det ender ulykkeligt, mener præst. Debattør forstår ikke forargelsen

Det er godt at holde af sig selv.

Men man styrer direkte mod ulykken, hvis man er så optaget af egenkærlighed, at man lader sig vie til sig selv.

Sådan siger Kristine Stricker Hestbech, sognepræst i Havdrup, efter at Kristeligt Dagblad forleden beskrev, hvordan en række kvinder i ind- og udland har vakt opsigt ved at indgå ægteskabspagter med sig selv. 

Kvinderne beskriver blandt andet ceremonierne som en markering af, at de elsker og accepterer sig selv, som de er, og tager ansvar for eget liv og egen lykke. 

Men trods gode intentioner er det et trist projekt at markere sin ensomhed ved hjælp af ægteskabet, det stærkeste symbol for tosomheden, mener Kristine Stricker Hestbech.

”Der er noget dybt ensomt over selvægteskabet. En opgivelse, et tab, en gråd kvalt i halsen. Det minder mig om, når voksne siger til børn, at de skal holde op med at græde. Disse kvinder er holdt op med at græde og har sat ring på sig selv i en form for trods, der bærer sorgens mærke. Fordi selvægteskabet er et paradoks," siger hun og uddyber:

"De leger ægteskab, men ægteskab med kun et medlem er det, vi andre lever i, når den anden har forladt én. På den måde kommer de til at forstærke den oplevelse af stigmata, som ensomheden hyller dem i, fordi de bruger det stærkeste tosomheds-symbol af alle i vielsen."
 
Livet bliver fattigt, hvis vi tror, at det at elske sig selv medfører lykke, mener Kristine Stricker Hestbech.

”Vi skal holde af os selv, men kærlighedens væsen er altid rettet væk fra os selv, hen mod en anden. Når vi gør os selv til livets periferi, kommer centrum som regel helt af sig selv, fordi vi bliver optagede af det, der ligger uden for os selv. Vi er dømt til frihed, sagde filosoffen Sartre. Ja, vi har så megen frihed. Men fri os fra at blive dømt til at leve med os selv som den største kærlighed. Det ender ulykkeligt.”

Historien om kvinderne, der har indgået en ægteskabspagt med sig selv, har affødt meget blandede reaktioner på Kristeligt Dagblads Facebook-profil. 
 
En del bakker op om initiativet og ser det for eksempel som et ”herligt opgør med ligustersegmentets smagsdømmende tyranni”, mens de fleste kritiserer kvindernes initiativ og kalder det ”sørgeligt og utroligt selvcentreret” og ” narcissisme for fuld udblæsning”. 

Debattør og blogger Anne Sophia Hermansen forstår ikke de negative reaktioner.

”Hvorfor dog blive så forarget over, at kvinder vælger sig selv og har lidt sjov ud af det? Der findes så mange kedelige mænd, og kvinderne får det nok mere muntert alene," siger Anne Sophia Hermansen.

"Jeg ønsker dem held og lykke, selv om jeg nok var sprunget den del over med præsten og var rykket direkte videre til kagen, festen og bryllupsrejsen," siger hun med henvisning til en dansk kvinde, som for godt et år siden gennemførte en bryllups-lignende ceremoni i samarbejde med en præst.

Forargelsen over kvindernes selvægteskaber er blot et af flere eksempler i tiden på, at folk har det svært med andres selvbestemmelse, mener Anne Sophia Hermansen. 

"Mange bliver jo også forarget, hvis en mand vil giftes med en mand, hvis en dreng går i kjole eller hvis en kvinde tager på fertilitetsklinik for at få et barn med sig selv. Så vanker der gardinprædikener og hellig moraliseren. Som jeg ser det, må det skyldes en ubekvemhed ved den moderne verden og ved den enkeltes selvbestemmelse."