Psykologens gode råd: Sådan får du talt med din teenager

Prøv at etablere et lille mødested, hvor I kan sidde og få en kop te sammen og ikke lave andet end at snakke sammen. Det kan godt være, at din teenager vil sige, at der ikke er sket noget særligt, men med tiden bliver samtalen til lidt mere, lyder det fra psykolog Per Schultz Jørgensen. - Foto: Ableimages / Scanpix

Mange unge har svært ved at tale med deres mor eller far, viser ny undersøgelse fra Børnerådet. Problemet kan gå begge veje, men der er råd at hente her

Teenagere kan være usædvanligt ordknappe, og voksne kan have frygteligt travlt. Summen kan i værste fald blive, at du aldrig får talt med dit store barn.

Psykolog med speciale i børn og familieliv Per Schultz Jørgensen giver tre råd til, hvordan I får samtalen i gang.

Det kan godt tage tid, så vær tålmodig!

Spørg dig selv og vær ærlig

Begynd med at spørge dig selv: "Hvordan er min kontakt til mit eget pubertetsbarn? Hvor tit får vi talt sammen? Bliver det kun til en alt for kort sludder i det daglige? Får jeg lyttet til de signaler, der er, eller har jeg selv for travlt?" Det handler om din egen mavefornemmelse.

Skab et mødested for dig og din teenager

Prøv at etablere et lille samtalerum eller mødested. Et sted, hvor man kan sidde og få en kop te sammen og ikke laver andet end at snakke lidt sammen. Der skal helst være tale om en regelmæssig kontakt.

Det kan godt være, at din teenager vil sige, at der ikke er sket noget særligt. Så skal man måske fortælle lidt om sig selv, så kontakten bliver gensidig, og den unge hører lidt fra den voksnes verden. Det behøver ikke at være så kunstigt. Det kan med tiden blive til lidt mere, så man lige pludselig kan man mærke en særlig kontakt ansigt til ansigt, inden man igen skilles på grund af internet og Facebook og andre gøremål.

Børneforsker Per Schultz Jørgensen ud på gåtur i Farum Midtpunkt bla. med den nye

Psykolog Per Schultz Jørgensen. Foto: Niels Ahlmann Olesen / Scanpix Denmark

Vær fælles om måltiderne

Jeg husker især en familie, som sagde, at det hele altid gik op i en spids for dem. Så begyndte de at stå op en halv time før, så de havde tid til at spise morgenmad sammen, og så holdt skænderierne op. Hvis man har en teenager, som ikke kan komme op om morgenen, kan man gøre det samme med aftensmåltidet.

Det er godt at lade sit barn vide, at det altid kan komme og snakke, men det duer ikke at sige, ’når du har noget at sige, så bare kom til mig’. Det handler om at skabe en institution, en tradition, en gentagelse. Spis for eksempel en halv time tidligere, end I plejer, og aftal, at ingen går, før alle er færdige, og I har fået snakket lidt sammen.