"Jeg tænker på, at Sally og Agnes og Linus og Jenny, og ja det er egentlig dem. Fordi Nicolaj og Sebastian og Thomas, de er ikke rigtig mine søskende ... Så Jenny og Linus og Agnes og Sally og mig selv, de er mine halvsøskende."
Vigga, 10 år, om sine syv søskende.
Sådan ser 10-årige Viggas søskendeflok ud. Nicolaj, Sebastian og Thomas er bare pap, som hun udtrykker det.
I to år har fire forskere fra DPU Aarhus Universitet lyttet til Vigga og andre børns fortællinger om søskende. Særligt børn som Vigga, der vokser op med halvsøskende, papsøskende og helsøskende, har været i fokus i studiet, hvor man kommer tæt på hverdagsssøskende, weekendsøstre og bor-alene-børn. Alt sammen ord, som børnene tager til hjælp, når de skal forklare, hvordan deres søskendeforhold ser ud.
LÆS OGSÅ: Enebarnet er på retur i Danmark
Enebørn er sjældne i Danmark. Kun fem procent af landets børn er enebørn, når de er fyldt seks år. Det er mest udbredt at vokse op i en familie med far, mor og biologiske helsøskende, men knap hver tredje 17-årig har en familie, som også tæller halvsøskende.
Når vi diskuterer børns liv og barndommens betingelser, fylder søskende ikke ret meget, men for børnene er søskende en betydningsfuld livsomstændighed, som der knytter sig mange hensyn og forpligtigelser til, og som har stor betydning for det enkelte barns selvforståelse, identifikationer, læring og handlemuligheder. Men det er en relation, som tilsyneladende ikke fylder så meget i pædagogers og læreres opmærksomhed, siger antropolog Eva Gulløv, som sammen med Ida Wentzel Winther, lektor ph.d., Charlotte Palludan, lektor ph.d., og ph.d.-studerende Mads Middelboe Rehder har gennemført projektet.
Hvilken betydning søskendeskab har, ved man meget lidt om fra dansk forskning.
Den aktuelle undersøgelse er det hidtil mest omfattende søskendestudie i Danmark, men SFI-undersøgelsen Børn i deleordninger viser noget af det, som også denne undersøgelse konkluderer: Børn opfatter søskende som en stabilitetsfaktor i forbindelse med en skilsmisse og et liv med deleordninger.
Se de nyeste tal om søskende fra Danmarks Statistik
I familier, hvor forældrene er gået fra hinanden, er der stort fokus på, at hver forælder har fin kontakt med hver af børnene. Men spørgsmålet om, hvad søskende betyder for hinanden, er mindre diskuteret. Vi kan dog se, at det er noget, som betyder rigtig meget for børnene. I nogle familier bliver søskende hinandens primære livsvidner, siger Eva Gulløv.
"Jeg synes, det har været hårdt at være (...) at skulle være Juliane to forskellige steder. Og det at være en del af en familie, det handler jo rigtig meget om, at man mere eller mindre tager hinanden for givet. Ikke i en negativ forstand, jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal sige det. Men hvor alle hører lige meget til i den familie, man nu er i. Og jeg kan da godt mærke og jeg tror ikke, man kan undgå det men som den, der rykker frem og tilbage, der er man bare lidt (...) man hører lidt mindre til."
Juliane, 18 år
Juliane har to barndomshjem, som hun er flyttet imellem, fordi hendes forældre blev skilt tidligt i hendes barndom. Hun har derfor altid været langt væk fra nogle af sine søskende, når hun var sammen med andre søskende. I 14 år har hun balanceret mellem søskenderelationer. Julianes mor har altid lagt vægt på, at børnene skulle fortælle hinanden, hvad de havde oplevet, når de var sammen igen, ligesom moderen har lagt op til fælles lektielæsning og aftenbad.
LÆS OGSÅ: Fire råd, når søskendeflokken udvides
Nogle børn beskriver, hvordan forældrenes ønske om intimitet mellem børnene tipper over og kan tendere det intimiderende. Nogle af børnene giver udtryk for, at deres forældre i for høj grad prøver at blande sig i, hvordan forholdet mellem børnene skal være. Der kan være en forventning om, at når man kommer hjem til mor, så skal det være på en bestemt måde, men den slags er jo ikke en objektiv kategori, men nogle af børnene beskriver det som for meget, siger Eva Gulløv.
Samtidig har det været slående for forskerne, at en del børn også udtrykker ønske om at være mere sammen, men på egne betingelser. For eksempel er der børn fra sammenbragte familier, som fortæller, at de godt kunne tænke sig at besøge det hjem, hvor deres søskende er, når de ikke er sammen med dem. Som syv-årige Carlo, der bor halvdelen af tiden sammen med sin mor og bror, mens han den anden halvdel af tiden bor med sin far og fem søskende. Tre af dem har en anden far. Hverken Carlo eller de andre har besøgt de andres hjem. Carlo ville gerne, men han siger, at han ikke har lyst til at spørge.
Søskendeforholdet kan se ud på mange måder. I familier med flere hjem og mange voksne involveret bliver det ofte rammesat af de logistiske styringer og ordninger, som forældre laver med hinanden. Det vil sige, at det er organiseret om praktiske hensyn, som imidlertid har nogle konsekvenser for børnenes relationer. Der var ingen af børnene eller de unge i studiet, som spontant hoppede ind i de andre børns hjem, siger Eva Gulløv.
Mens mange forældre gerne ser, at søskendeflokken følelsesmæssigt har det godt med hinanden og deler liv med hinanden, så viser undersøgelsen, at forældre generelt forsøger at skåne søskende for at skulle hjælpe hinanden på et praktisk plan.
Storebror skal for eksempel ikke være den, som sørger for, at lillesøster får smurt en madpakke eller hjælper med skolearbejdet, og det skal heller ikke være de ældre søskende, som har et øje på de yngre søskende i skolegården. Som en mor udtrykker det.
Men hvorfor skal søskende ikke hjælpe hinanden? Eva Gulløv siger, på baggrund af forskergruppens interviews med forældre og samtaler med pædagoger i børnehaver, SFOer og klubber, at det er en udbredt opfattelse, at det kan hæmme den enkeltes selvstændighed og autonomi, hvis søskende tager ansvar for hinanden.
Normen synes at være, at søskenderelationen skal være båret af noget følelsesmæssigt og ikke af bestemte pligter eller ansvar. På den måde skiller danske søskendeforhold sig ud fra andre kulturer, hvor der kan være en både praktisk og økonomisk afhængighed af søskende, siger Eva Gulløv.