Xinxins 8 gode råd: Sådan gør du dovenskab til din fordel

Hvis vi accepterer, at vi er dovne, kan vi bruge dovenskaben som motivation, skriver Xinxin Ren Gudbjörnsson i sin nye bog

Kun få danskere tør indrømme, at de tager en middagslur, selvom træthed gør kvaliteten af ens arbejde ringere, påpeger Xinxin Ren Gudbjörnsson.
Kun få danskere tør indrømme, at de tager en middagslur, selvom træthed gør kvaliteten af ens arbejde ringere, påpeger Xinxin Ren Gudbjörnsson. . Foto: Petra Theibel.

For kinesere er det en almindelig sandhed, at alle er dovne, men at nogle er bedre end andre til at bekæmpe dovenskaben.

Det skriver Xinxin Ren Gudbjörnsson i sin bog, ”Find motivationen. Den kommer ikke af sig selv”, der netop er udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag.

Hun sammenligner også den kinesiske holdning til begrebet dovenskab med den danske, hvor dovenskab betragtes som noget negativt - en karakterbrist.

Xinxin Ren Gudbjörnsson foreslår en tredje mulighed: Accept af dovenskab som en del af os selv samt fokus på, hvordan vi tackler og bruger den, for dovenskab kan også være en slags motivation.

I bogen ”Find motivationen” har hun otte gode råd til, hvordan man bekæmper sin dovenskab:

1. Eliminere snoozeknappen

Da jeg kom til Danmark, kunne jeg ikke forstå, hvorfor der var en snoozeknap på stort set alle alarmer. I dag findes de selvfølgelig også på mobiltelefoner. Tit finder jeg ud af, at en nabo i en lejlighed ved siden af er afhængig af at snooze om morgenen, når jeg mærker vibrationen fra telefonalarmen først klokken 6.30, så 6.40, så 6.50, så 7.00.

Selvom det er videnskabeligt bevist igen og igen, at brug af snoozeknappen giver dårligere søvn, skaber stress og manglende overskud, så er det stadig en del af manges hverdag. Jeg takker min far hver morgen, for han har vænnet mig til ganske simpelt at stå op, når alarmen ringer. Ingen dramatik og hast, blot sid op og stå op.

2. Spis til tiden, og spis godt

Sørg for, at dine måltider er på nogenlunde samme tidspunkt hver dag. Det er let at blive træt eller føle ubehag, når man er tidsmæssigt bagud med et måltid. Langt de fleste mennesker kan godt lide mad, derfor fungerer veltilberedt mad som regel motiverende. Sult dræber motivationen, medmindre det kommer op på et niveau, hvor man er i livsfare ...

Det er ekstra nemt, hvis du godt kan lide mad! Måltiderne i løbet af dagen kan fungere som en motivationsfaktor for dig. Se måltidet som en velfortjent pause, du arbejder frem imod – og drop dermed de mange små overspringshandlinger, der sætter dig bagud, så det ender med, at du føler, du må droppe frokosten.

3. Få masser af søvn og gerne en middagslur

Når jeg holder kursus om personlig planlægning, kan deltagerne godt lide at prale med, hvor lidt de sover, og generelt er det meget få arbejdende mennesker, der tør indrømme, at de tager eftermiddagslur eller ville ønske, at de kunne gøre det. For en kineser er det en selvfølge, at man sover dagligt otte timer, og det er ganske få, som frivilligt opgiver deres søvn.

Træthed er ikke motiverende. Man er hverken produktiv eller effektiv, når man er træt, man tænker ikke klart, og kvaliteten af ens arbejde bliver ringere. Tænk, hvis du har løst opgaverne så ringe, at de skal gøres om! Det er i hvert fald ikke motiverende.

ANNONCE: Køb bogen her

4. Glem trusler 

Både trusler mod dig selv og andre er håbløst ineffektive som motivation. Mange truer med forskellig straf, hvis de selv eller andre undlader at udføre en opgave. Gør det i stedet nemt at udføre opgaven.

Du kan for eksempel time det således, at flere af dine venner eller kollegaer kommer til at udføre lignende opgaver samtidig, så man på den måde får selskab: fælles rengøringsdag, fælles tidspunkt for at tælle varelager med videre. I stedet for trussel og straf er det bedre at tænke belønning. Det er langt mere motiverende for dig selv og andre.

5. Drop tanken om at være en ildsjæl

I Danmark siger man tit, at man skal brænde for noget, at man skal have passion og være en ildsjæl. På sigt er det rigtig dårligt for ens motivation at tænke sådan. Jeg kommer på en del arbejdspladser, og mange steder ser jeg en eller flere medarbejdere, som andre anser for at være dovne, og som måske oven i købet virker triste.

Jeg har opdaget, at denne type faktisk ofte begyndte som særdeles engagerede medarbejdere, men at de gik så hårdt til den, at de nu er udbrændte og har mistet evnen til at finde ny motivation. Det er utopisk at tro, at man kan give alt, hvad man har, hele tiden.

6. Husk at prioritere

Det kan være rigtigt svært at vælge et sted at begynde, når der er mange opgaver. Mange mennesker prioriterer uhensigtsmæssigt, og opgaverne virker derfor uendelige. Det kan lyde simpelt, at man skal prioritere vigtige hasteopgaver først, men i praksis vælger mange ofte at prioritere de opgaver, hvor modparten presser mest på. Nogle vælger at prioritere opgaver, som de godt lide at udføre, men problemet er, at de resterende opgaver hober sig op.

Man skal især prioritere opgaver, der bliver besværligere, når man venter med at løse dem. Det kan for eksempel være, at en konflikt er under opsejling, og at det derfor er fordelagtigt at få løst opgaven med det samme. Tænk blot på opvasken: Det er bestemt nemmere at skylle tallerkenerne af lige efter maden end at vente, til madresterne rigtig har sat sig fast dagen efter.

7. Omgiv dig med motiverende mennesker

Nogle mennesker giver én mere lyst til at arbejde og producere end andre. Måske er de selv så energiske og hårdtarbejdende, at det ganske simpelt smitter. Måske er de gode til at fordele opgaver, så det virker overskueligt og nemt at gå til. Måske er de positive, så man kommer i arbejdshumør. Vi påvirkes utrolig meget af vores omgivelser. Tænk derfor over, hvilke miljøer du trives i, hvis du vil ændre dig selv.

8. Fokuser på hvorfor

I vores dagligdag har vi ofte fokus på behov lige nu og her. Men hvordan kan man motivere sig selv uden at tænke på, hvorfor man gør det, man gør? Derfor er man nødt til at tænke på fortid og fremtid. Det kan ofte være nødvendigt at lave noget, man ikke kan lide, men det skulle gerne føre til noget bedre på lang sigt – og det er netop her, man skal have fokus.