Aftensmaden foreviges, og billedet sendes i cyberspace, før maden fortæres. Byturen er ikke det samme uden et fællesbillede til online-følgerne, som kvitterer med ”likes”. Og når der skal shoppes nyt tøj, kan en selfie i prøverummet invitere omverdenen til at sige god for blusen, inden dankortet køres igennem på beløbet.
Dokumentationen af hverdagen er rodfæstet i danske unge, og sociale medier som Facebook, Instagram og Snapchat giver et væld af muligheder for interaktion, der ikke fandtes, før internettet blev allemandseje. Men de unges udbredte brug af sociale medier rummer også risici, mener forskere.
Søren Schultz Hansen er selvstændig erhvervsforsker og ekstern lektor ved Handelshøjskolen i København, CBS. Han har i årevis beskæftiget sig med digital adfærd hos unge.
”Unge i dag har konstant hele deres netværk ved hånden i kraft af deres smartphones. Det betyder, at de unge har mulighed for at få alt, hvad de gør, valideret nårsomhelst i form af likes og et ekspanderende online-netværk. Men den konstante spejlen sig i omverdenen truer deres selvstændighed som individer, fordi det fordrer de flygtige, konstante selvfremstillinger,” siger Søren Schultz Hansen og tilføjer:
”Det er udtryk for en total mangel på selvstændighed på et niveau, hvor man kan diskutere, om de unge overhovedet er individer længere.”
Med internettet er vores muligheder for at blive del af nye fællesskaber blevet flere, og heri ligger et enormt potentiale for unge, som i dag kan trodse de begrænsninger, fysiske afstande tidligere skabte.
Samtidig lægger det imidlertid et pres på de unge, for netværket er ganske vist markant større end tidligere, men tilknytningen til andre har langt mere porøs karakter, fortæller Anders Colding-Jørgensen, cand.psych. og adfærdspsykolog med særligt fokus på digital adfærd.
”Vi befinder os i en matrix, hvor vi kan få anerkendelse på et splitsekund, men hvor mange unge samtidig vokser op uden faste holdepunkter og uden en egentlig fornemmelse af, hvad det vil sige at være menneske og være voksen, fordi verden er konstant foranderlig. Vi har mange flere tilknytninger i dag, men båndene er af meget flygtigere karakter end tidligere.”
En undersøgelse fra 2015, foretaget blandt 2700 unge i Odense Kommune, viste, at hver tredje ung mellem 15 og 24 år føler sig afhængig af sociale medier. Samtidig lægger udviklingen pres på de unge for konstant at skulle optimere sig og vise sig frem, for når omstændighederne byder, at alle er potentielle dele af dit netværk, men kan forsvinde med et klik på musen, så falder ansvaret for at kunne byde sig til for omverdenen tilbage på den enkelte.
Niels Ulrik Sørensen er forskningsleder og lektor på center for ungdomsforskning ved Aalborg Universitet. Han har studeret unges trivsel i en kulturel og kropslig sammenhæng. Ifølge ham er netop vores fysiske fremtoning noget, som unge flittigt benytter til at præsentere sig selv med for omverdenen.
”Vores syn på kroppen har ændret sig, og det kommer til udtryk på internettet, hvor kroppen i nutidens ungdomskultur spiller en fremtrædende rolle som arena for selvfremstilling. Kroppen og hvordan vi viser den frem, herunder vores påklædning, bliver til et projekt. Den er ikke længere blot et vilkår, en skæbne, vi må leve med, men derimod noget, vi konstant må modellere og arbejde på, og som vi viser frem for at fremme vores personlige fortælling, for heri kan vi blive set og anerkendt af omverdenen,” forklarer han.
Ifølge Niels Ulrik Sørensen kan det have store omkostninger for unge, der hægtes af i anerkendelseskulturen. Når de unge oplever nederlag i form af manglende anerkendelse eller ensomhed, vender de ofte kritikken indad:
“Den øgede individualisering betyder, at hvis man som ung har succes, så oplever man, at man kan klappe sig selv på skulderen for denne succes. Har man det ikke, så er man tilbøjelig til at vende kritikken mod sig selv, da man oplever, at ansvaret påhviler én selv.”
I 2015 foretog YouGov en undersøgelse, der viste, at hver femte unge mellem 18 og 25 år har slettet opslag eller billeder på sociale medier, der ikke fik nok ”likes”. Søren Schultz Hansen fra CBS understreger, at den kroniske usikkerhed ikke blot er forbeholdt dem, der føler sig udenfor, men snarere er et alment vilkår blandt unge. Han finder det derfor misforstået, når man taler om unges selvoptagethed, og opfatter det som udtryk for omnipotens. Ifølge ham er det tværtimod udtryk for, at unge oplever meget lille tiltro til sig selv.
”Det paradoksale er, at selvom det kan fremstå som udtryk for ekstrem selvcentrerethed, at de unge hele tiden stiller sig til skue, så er det præcis det modsatte. Den konstante jagt på anerkendelse på internettet er netop udtryk for, at de unge baserer deres selvbillede på, om andre vender tomlen op eller ned.”
Hvor der er et kulturelt fænomen, er der en virksomhed, der forsøger at lukrere på det, og selfie-kulturen er ingen undtagelse. Tøjkæden Pieces, som henvender sig til kvinder under 25 år, markedsfører eksempelvis skjorter, der er ”perfekte til dig, som vil se godt ud på dine selfies”. Det kan synes nærliggende at drage paralleller fra virksomheders markedsføring til en generation af unge, der i høj grad markedsfører sig selv på nettet. Men bærer reklamebranchen ansvaret?
Det afviser csr- og kommunikationsdirektør Mogens Werge fra Bestseller, som Pieces-kæden hører under.
”Vi lever i en meget narcissistisk kultur, og jeg mener ikke, der er noget galt i at fokusere på tøjet i forbindelse med selfies. Tøj har forskellige funktioner, og vores reklame viser tre forskellige piger i forskellige situationer, hvor pigen, der tager selfies, blot er én af dem. Jeg mener overhovedet ikke, det er problematisk.”
Det er adfærdspsykolog Anders Colding-Jørgensen enig i.
”Folk tager ikke selfies, fordi en virksomhed opfordrer dem til det. Det er ikke dem, der sætter dagsordenen. Forklaringen på, at unges status forhandles gennem 'likes' og billeder, skal snarere findes i den rodløse kultur og usikkerhed, unge oplever i dag,” forklarer han.
Han bakkes op af Søren Schultz Hansen:
”Nogle virksomheder er selvfølgelig bedre til at spille på den usikkerhed, unge oplever, på en subtil måde, men de er for mig at se undtagelser. Hvis reklamer rent faktisk formår at tale til unge på en måde, som opfattes som autentisk, så kan de nå igennem med deres budskab. Det har vi bare i det store og hele til gode at se, og ofte kommer virksomhederne tværtimod til at fremstå kluntede, når de forsøger at koble sig på tendenser som denne.”
Thomas Ploug er professor i anvendt etik ved Aalborg Universitet og medlem af Det Etiske Råd. Han mener heller ikke, at reklamer bærer ansvaret for unges adfærd, men understreger dog, at de kan være med til at holde visse mønstre i hævd:
”Hvis den selvcentrerede, narcissistiske kultur er et problem, er det ikke virksomhederne, der har skabt dette problem. De lukrerer dog på det, og i den forstand kan de siges at understøtte den selviscenesættende kultur.”
Han ser gerne, at virksomheder i højere grad er bevidste om deres rolle og udarbejder etiske retningslinjer.
”Jeg vil ikke kalde det decideret uetisk, når virksomheder forsøger at spille på tendenser som denne. Omvendt påtager de sig heller ikke et etisk ansvar, og jeg så generelt gerne, at virksomheder i dag var mere bevidste om, hvilke værdier de gerne vil fremme, i stedet for bare at ride med på eksisterende fænomener. Hvis man vil ændre på kulturelle mønstre, så kræver det, at man kollektivt anerkender, at der er tale om et problem og i samlet flok går i rette med det. Her ser jeg ingen grund til, at virksomheder ikke skulle kunne løfte deres del - uden at gå på kompromis med bundlinjen.”