90-årig: Jeg har ikke tilgivet mig selv, at jeg svigtede min far efter mine forældres skilsmisse

Splittelsen og det manglende samarbejde mellem forældre kan i næste generation føre til et splittet indre, hvor mange kræfter i årevis bruges på at gøre den ene eller den anden tilfreds eller undgå yderligere ufred, skriver Annette Due Madsen og Jørgen Due Madsen til 90-årige Alma. - Foto: Radius / Scanpix

Jeg var fej og lå under for min dominerende mor.
Alma, 90 år

Jeg er sikker på, at min far for længst har tilgivet mig, men det er ikke nok. Hvordan tilgiver jeg mig selv, spørger Alma på 90 år. Læs svaret til hende her

Kære brevkasse

Det er snart mange år siden. Mine forældre var gift i otte år. Først fik de en lille dreng, der døde, og så fik de mig. Da jeg var fem år, ville min mor ikke ægteskabet længere.

Der er naturligvis fejl på begge sider, men set i bakspejlet mener jeg, at min mor havde de største og de fleste. Hun var den ældste af 10 søskende ud af en stærk og handlekraftig slægt. Min far var enebarn og havde mistet sin mor som 12-årig, og min farfar døde, inden jeg blev født, så min far stod ret alene over for hele min mors familie.

Jeg kom til at bo hos min mor, men heldigvis havde systemet tilkendt mig samvær med min far – meget imod min mors ønske. Min mor skabte et godt og trygt hjem for mig. Jeg har aldrig savnet noget, og jeg har fået god mad, tøj og oplevelser, skønt pengene var meget små. Min mor var meget respekteret i nabolaget som en dygtig og vidende dame.

Desværre var hun meget bitter på min far, og hun talte aldrig pænt om ham. Tværtimod sagde hun for eksempel, at hans mor havde været sindssyg, og min mor var ofte strid og hårdnakket i det, hun sagde. Jeg har kun en eneste gang hørt min far sige noget negativt om min mor. 

Da min mand og jeg blev gift, ønskede jeg, at min far skulle komme hos os juleaften det ene år og min mor det andet, da min mor under ingen omstændigheder ville være i stue med sin tidligere mand. Far var imidlertid bange for, at de mennesker, han ellers holdt jul sammen med, ikke længere ville invitere ham, så det blev til, at min far hvert år kom anden juledag sammen med min svigerfamilie.

Var pengene små i mit barndomshjem, så var de det også i alle de første år af mit ægteskab. Så jeg besøgte ikke min far så tit, som jeg nok skulle. Men han var flere gange årligt på besøg hos os. Og jeg skrev tit til ham. Da vores børn skulle døbes og siden konfirmeres, var det min mor, der var med til festerne. Min far blev skubbet ud. Dog ved jeg, at det glædede ham, at vi opkaldte vores datter efter hans mor. Det pinte mig meget, at far ikke var med. Han kom først til andendagsfesterne ved konfirmationen sammen med et hold fra min mands familie samt nogle venner. Det var trods alt en erstatning. Men far var ensom.

Den dag i dag, hvor jeg er 90 år, er jeg ikke i stand til at tilgive mig selv, at jeg svigtede ham. Jeg skulle have sat min mor stolen for døren og sagt, at begge mine forældre var lige velkomne i mit hjem, og til fester skulle de begge inviteres med. Jeg var fej og lå under for min dominerende mor. Min mand støttede mig, og han så tydeligt den klemme, jeg sad i. Men han kunne ikke gøre noget.

Jeg holdt jo af dem. De var hver for sig flittige og dygtige mennesker, og de holdt begge meget af mig og ville mig det bedste. At min mor ikke kunne se sine egne fejl, kunne hun måske ikke gøre for. Der var heller ingen, der kunne retlede hende i hendes egen familie, for de så op til den stærke søster.

Hvordan tilgiver jeg mig selv? Det er en sen og en alt for sen erkendelse. Jeg er sikker på, at min far har forstået, hvilket dilemma jeg sad i, og at han for længst har tilgivet mig. Men det er ikke nok. Jeg kan ikke tilgive mig selv, at min far levede så ensomt. Det er langt nemmere at tilgive andre. Da kan man sige, at vedkommende var i en presset situation, eller at han eller hun var syg. Jeg synes bare ikke, at der er nogen undskyldning for min del.

Venlig hilsen
Alma

Kære Alma

Tak for dit gode brev, som fortæller noget om, hvilke dilemmaer mange skilsmissebørn må leve med gennem et helt liv.

Splittelsen og de bitre ord og det manglende samarbejde mellem forældre kan for mange i næste generation føre til et splittet indre, hvor mange kræfter i årevis bruges på at gøre den ene eller den anden tilfreds eller undgå vrede eller yderligere ufred. Du er et eksempel på, at det kan skabe uro i over 80 år. Og i de kommende år bliver der desværre endnu flere i din alder, der kender til det.

Det værste problem er ikke altid selve skilsmissen, selvom det kan være meget hårdt. Det værste for et barn og videre som voksen er, at forældrene ikke kan samarbejde – eller i det mindste kan sætte sig selv så meget til side, så deres børn ikke skal vælge mellem dem og have eneansvar for eksempel med at finde praktiske løsninger på mærkedage, højtider og familiesammenkomster. Dagspressen har igen i disse dage heldigvis sat mere fokus på dette store samfundsmæssige problem efter offentliggørelsen af en ny rapport, som Egmontfonden og Børns Vilkår stod bag, og hvor det blandt andet fremgik, at mere end hver fjerde skilsmissebarns forældre slet ikke taler sammen.

Du skriver i dit brev noget om dine forældres baggrund. Og det er vel tænkeligt, at din mor som storesøster i en børneflok på 10 var vant til at ordne og styre. Hvis hun tillige var dygtig og handlekraftig og blev set op til, var det måske den eneste måde, hun kunne agere på. Din far var sikkert meget mere sårbar. Han havde ingen søskende og havde mistet sin mor i en tidlig alder, og tidligt mistede han også sin far. Og så mistede både han og din mor en lille dreng, før du kom. Og det kan godt have været af stor betydning og været en meget uforløst ting for dem begge, som har fremmedgjort dem fra hinanden.

At din far har været den mest sårbare og langt oftere har bøjet af og fundet løsninger på svære valg, er nok den måde, som han har tacklet det på. Vi ved det ikke, men måske har han ikke været helt så ensom, som du nu fokuserer på. For du nævner alligevel jævnlig kontakt og hyppige breve. Som enebarn har han måske også haft nogle forudsætninger for at være alene med sig selv på en god måde.
 
Og så spørger du, hvordan du kan tilgive dig selv. Umiddelbart er der noget i os, som gerne vil trøste dig og sige noget om, at du har gjort det så godt, du kunne, og for øvrigt er du jo heldigvis sikker på, at din far allerede har tilgivet dig. Den uforsonlighed og manglende barmhjertighed, som din mor udviste over for din far, kunne du måske forsøge at gå imod. Du var barn. De var voksne. Børn følger ofte det, de har lært, langt op i voksenalderen. Måske skal din fejhed over for din mor nu afløses af, at du gør det modsatte af hende, nemlig beslutter dig for at tilgive dig selv.

Dit spørgsmål får os også til at huske en ældre herre, som en af os som ung terapeut lyttede til. Han bebrejdede sig selv, at han som forsker gennem et langt liv ikke havde været nok tid sammen med sine børn. Han fik næsten med det samme trøst fra den unge terapeut, som sagde noget om, at han nok havde været en god far alligevel, og at han sikkert havde været sammen med dem på en god måde, når det var. Da sagde han noget, som vi aldrig har glemt: ”Du må ikke tage skylden fra mig”.

Det er altid klogt at gennemgå historien og se på størrelsen og rimeligheden af den skyld og det ansvar, som man mærker. Nogle gange kan det bidrage til en forsoning med, at vi mennesker gør fejl og ofte er klogere baglæns end forlæns. Og så må vi nogle gange lære at leve med den skyld, vi oplever.

Vi ved ikke noget om, hvordan dit forhold er til kirken. Men i kirken er der noget, der hedder et privatskriftemål. Måske kunne du kontakte en præst, der har erfaring med det. Ved skriftemålet kan du alene sammen med præsten udtale det svigt og den fejhed, som du efter nøjere eftertanke føler. Og så kan præsten på Vorherres vegne konkret tilsige dig syndernes forladelse. Måske kunne det være en konkret måde at få tilgivelsen udefra – så du også kunne tilgive dig selv.