Skilt - men alligevel sammen

Omkring en tredjedel af alle indgåede ægteskaber opløses. Men en skilsmisse behøver ikke nødvendigvis være en katastrofe, selvom den er smertelig - ikke mindst for børnene. Er kommunikationen god mellem parterne, er meget vundet. I enkelte tilfælde bliver de skilte inklusive de nye samlevere hinandens bedste venner

Lasse Leander var 12 år, da hans forældre blev skilt. Forældrene har forlængst fået nye partnere, og Lasse Jensen nyder godt af, at de alle fire kommer godt ud af det med hinanden. Fra venstre ses Lasses stedfar, Leif Rix, sammen med Lasses mor, Lisbeth Leander. I kørestolen er hans far Kim Jensen, og bag ved Lasse står hans stedmor, Marianne Høst. --
Lasse Leander var 12 år, da hans forældre blev skilt. Forældrene har forlængst fået nye partnere, og Lasse Jensen nyder godt af, at de alle fire kommer godt ud af det med hinanden. Fra venstre ses Lasses stedfar, Leif Rix, sammen med Lasses mor, Lisbeth Leander. I kørestolen er hans far Kim Jensen, og bag ved Lasse står hans stedmor, Marianne Høst. --. Foto: Lars Aarø/Fokus.

I 1976 blev Lisbeth Leander og Kim Jensen gift, og kort efter fik de sønnen Lasse. De boede på en landejendom lidt uden for Viborg. I 1988, da Lasse var 12 år gammel, besluttede de at flytte fra hinanden. På det tidspunkt boede Kim Jensens mor, Ayoë Jensen, hos parret i en tilbygget længe.

- Det kom helt bag på mig, og jeg var naturligvis ked af det, siger Lasse Leander, der i dag bor i Norge og har egen virksomhed.

Kim Jensen og Lisbeth Leander havde hver især haft en kæreste, der havde spøgt i kulissen, og derfor var opløsningen af deres samliv ikke noget, der gav anledning til bitterhed hos nogen af parterne.

For der var ligesom ikke rigtig nogen taber, som de understreger.

Derimod var det sværere for Lasse Leander og hans farmor, som blev boende på landejendommen hos Lisbeth Leander og hendes nye ven, Leif Rix.

- Min mor boede altså hos sin ekssvigerdatter og hendes kæreste, og det var der mange i bekendtskabskredsen, som stillede sig skeptiske over for, siger Kim Jensen.

Selv flyttede han ind til Viborg hos sin kæreste, Marianne Høst. Her fik han besøg af Lasse hver weekend. Arrangementet med farmor, som blev boende hos Lasse og hans mor, viste sig at være en gevinst for Lasse. Hun var der hver eftermiddag, når han kom fra skole, og de to fik et meget nært forhold, som hjalp ham gennem den første svære tid efter forældrenes skilsmisse.

- Vi var alle sammen indstillet på, at det skulle være så smertefrit som muligt for Lasse og for Ayoë, og vi gjorde meget ud af at holde fødselsdage og jul sammen alle seks. Det blev så fasttømret, at vi fortsatte med det, efter at Lasse var flyttet hjemmefra, og efter at Ayoë døde, og i dag kan vi slet ikke forestille os, at det skulle være anderledes, siger Lisbeth Leander. Hendes forældre og Marianne Høsts forældre har også været en fast bestanddel af fester og højtider i de nye familier.

Lisbeth Leander og Kim Jensen havde længe før bruddet aftalt, at de aldrig ville være uvenner. Og det har de holdt - også gennem skilsmissen. I hele folkeskoletiden boede Lasse Leander hos sin mor sammen med Leif Rix og farmor Ayoë på landejendommen. Hvis han gik til en fritidsaktivitet om aftenen inde i Viborg, sov han hos sin far og Marianne Høst.

- Det var et nyt sted med nye lyde, og det skulle man jo lige vænne sig til. Her skulle jeg jo også lære at føle mig hjemme, siger Lasse Leander.

Da han begyndte på gymnasiet, flyttede han permanent ind til sin far og Marianne Høst. Kammeraterne var i byen, og der skete meget om aftenen. Lasse Leander fik en knallert og kunne således besøge sin mor, sin farmor og Leif Rix, når han havde lyst. Han og Leif Rix udviklede et venskab, der havde grobund i blandt andet fodbold, tennis og bordtennis. De tumlede sig med biler i markrace og var i det hele taget optaget af forskellige fysiske udfordringer.

- Selvfølgelig var det ikke lutter idyl. Jeg har da taget mine ture - både med Leif og med Marianne. Men jeg har haft nemt ved at acceptere og respektere dem begge. Jeg har aldrig sagt: Du er ikke min far ... eller: Du er ikke min mor, så du skal ikke bestemme over mig, siger Lasse Leander.

Marianne Høst kan godt huske nogle skænderier, der mest har handlet om bunker af vasketøj og oprydning på værelset. Et velkendt teenagefænomen.

- Når du skulle rydde op, smed du alt tøjet - både det rene og det snavsede - til vask. Det var altså noget, der kunne sætte fut i mit temperament, erklærer Marianne Høst og ler.

Lisbeth Leander tilføjer, at sønnens teenageår også gav anledning til krydsede klinger hjemme hos hende og Leif Rix, og at det egentlig var en dobbelt ild, Lasse var igennem med to sæt forældre.

De to par er involveret i hinandens liv på kryds og tværs. Lisbeth Leander og Marianne Høst er aktive i den lokale rideklub og har begge siddet i bestyrelsen. Kim Jensen og Leif Rix styrketræner to gange om ugen og tager på lystfiskerture sammen. Desuden er de med i noget øl- og whiskysmagning. Marianne Høst og Leif Rix går også godt i spænd sammen.

- Vi er ellers meget forskellige. Marianne er rap i replikken, og så er hun sådan en, der læser bøger. Jeg er ikke så hurtig på den sproglige aftrækker og er mere til natur og den slags, siger Leif Rix og sender hende et drillende smil.

Lasse Leander føler, han fik fire forældre og to familier samt et ekstra sæt bedsteforældre i Marianne Høsts forældre. Bortset fra at der er flere at købe fødselsdags- og julegaver til, som han siger med et glimt i øjet, så indebærer det også, at han kan blive lidt i vildrede med, hvem af de to forældrefamilier han skal besøge først, når han er hjemme i Viborg. Det er en situation, han har stået i, lige siden han flyttede hjemmefra.

- Jeg prøver at holde lidt regnskab, så jeg deler sol og vind lige. Men det er altså ikke noget, der tynger nogen af os i det daglige, siger han.

I 1992 kom Kim Jensen ud for en bilulykke, som lammede ham fra livet og ned, og han sidder i dag i kørestol. Ulykken gjorde sammenholdet blandt de fire endnu stærkere, og Lisbeth Leander og Leif Rix hjalp med mange praktiske opgaver i den forbindelse.

Ayoë Jensen blev boende hos sin ekssvigerdatter og Leif Rix til sin død i 1995. Kort efter oprettede hendes søn og Marianne Høst sammen med Lisbeth Leander og Leif Rix en rejsefond kaldet Ayoes Minde. De indbetaler et beløb hver måned til denne fond, og en gang om året rejser de - ofte sammen med Lasse Leander - til en eller anden ø. De har for eksempel været på Ærø, Samsø, Læsø, Fanø, Rømø, Langeland og Fur. Og der har også været ferier i England, Norge og Sverige. Til september går turen til Samos i Grækenland. Leif Rix er primus motor, når det gælder om at finde rejsemål, hvor transport og hotelfaciliteter er kørestolsegnede.

Nøglen til, at denne skilsmisse ikke blev alt for traumatiserende, ligger ifølge Kim Jensen og Lasse Leander i det faktum, at parterne på samme tid fandt en ny samlever. Der stod ikke en såret part tilbage. Det altafgørende var, at såvel forældre som kærester bevarede en god tone over for hinanden - en tone, der udviklede sig til venskab.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk