Som mor og ekstremsportsudøver vil jeg ikke sættes i bås

180 grader - Anne Marie Geisler Andersen er folketingskandidat. Hun er vokset op med en svært depressiv far ...

Man kan godt dyrke ekstremsport uden at have et ekstremt forhold til sin træning - og uden at det går ud over familien, mener Anne Marie Geisler Andersen, der er gravid med sit tredje barn. Foto: Sophia Juliane Lydolph / Scanpix Denmark

Begrebet kvalitetstid er vi ikke tilhængere af, da vi opfatter det som et udtryk for dårlig samvittighed over, at man ikke har tid nok med sine børn i det daglige.
Anne Marie Geisler Andersen

Min mand og jeg har altid dyrket sport, og vi henter både energi og overskud ved at være fysisk aktive – også i forhold til vores børn, skriver Anne Marie Geisler Andersen

I sommer satte jeg som mor til to små piger danmarksrekord i 24-timersløb. Og jeg vil vove den påstand, at det kunne lade sig gøre, uden at det var på bekostning af familien.

For ellers havde jeg aldrig gjort det.

Derfor blev jeg også en smule provokeret af at læse artiklen ”Træningsivrige forældre overser børns behov” i Kristeligt Dagblad lørdag den 14. marts.

Mest af alt fordi jeg følte mig sat i bås.

For hvis man - som eksperterne i artiklen påstod - ikke kan træne op til et maraton, uden at det går ud over familien, hvordan skal man så kunne træne op til et 24-timersløb?

Som alt andet her i livet handler det i mine øjne om at finde en fornuftig balance - om at træffe bevidste valg og om at prioritere.

Som mennesker og som familier er vi forskellige, og det skal der være plads til. Men jeg ville ikke kunne leve som det par, der blev omtalt i nævnte artikel, og som eksempelvis ofte ikke spiser aftensmad sammen, fordi mor eller far partout skal træne i netop det tidsrum.

Som de siger: ”Det der med bare at løbe en lille tur på seks kilometer, det er bare ikke rigtigt nok, når man først har løbet et maraton." 

I de perioder, hvor jeg løb flest kilometer per uge, løb jeg mange små ture på helt ned til 2,5 km for at få det passet ind i hverdagen på en måde, så det gik mindst muligt ud over familien.

Det var ikke ud fra et hensyn til, hvad der var optimalt i forhold til træningen, men ud fra hvad der passede bedst med at være småbørnsmor.

Min mand og jeg har ligesom parret i artiklen altid dyrket sport - og også på eliteniveau - så fysisk aktivitet er bestemt et sted, hvor vi henter både energi og overskud – herunder ikke mindst overskud til vores børn.

Men jeg er enig med både parterapeut Martin Østergaard og børnepsykolog John Halse i, at det er problematisk, hvis træningen medfører meget sporadisk samvær.

180 grader - Anne Marie Geisler Andersen er folketingskandidat. Hun er vokset op med en svært depressiv far ...

Anne Marie Geisler Andersen sammen med sin datter, Mila. Foto: Sophia Juliane Lydolph / Scanpix Denmark

For hvis der ikke er tid til at være familie, nyder børnene jo ikke godt af det øgede overskud. Min indvending er bare, at dyrkelse af ekstremsport ikke behøver at være lig med, at der ikke er tid til at være småbørnsforælder.

Heldigvis er der forskellige måder at gøre tingene på.

Af samme årsag er jeg heller ikke enig med psykolog John Halse, når han siger, at det ikke er mens, man har små børn, at man skal vælge at løbe maratonløb, "for man risikerer samtidig at løbe fra sit barn”.

Det handler om at træffe bevidste og til tider svære valg og om at prioritere. Samt om at være kreativ i forhold til, hvordan træningen kan passes ind i hverdagen.

Da jeg bestemte mig for at ville sætte danmarksrekord i 24-timersløb, var det vigtigste for min mand og mig uden tvivl, at det ikke skulle tage for meget tid fra familien.

Aftalen var, at kunne det ikke lade sig gøre, måtte vi droppe det.

Begrebet kvalitetstid er vi ikke tilhængere af, da vi opfatter det som et udtryk for dårlig samvittighed over, at man ikke har tid nok med sine børn i det daglige. Af samme årsag havde jeg heller ikke en træningsplan – noget mange undrer sig over, når jeg er ude at holde foredrag.

Men min træning skulle passes ind efter familien, ikke omvendt. Derfor havde jeg blot nogle overordnede mål for, hvor meget jeg gerne ville løbe på for eksempel en uge eller en måned, og så blev turene passet ind alt efter, hvad der hang bedst sammen med familielivet.

Sidst i forløbet, hvor jeg i en 2-3 uger løb omkring 100 km om ugen, kunne det ikke undgås, at jeg også måtte træne lidt i den tid, hvor jeg ellers var sammen med pigerne.

Et par gange spiste vi derfor aftensmad nede ved stranden, for at jeg kunne få lidt ekstra km i benene. Men rent faktisk nød de det.

Over en periode på cirka tre måneder løb jeg også en del søndagsture med løbeklubben Sparta.

Men det var helt bevidst planlagt til at være i den periode, hvor Morten havde barsel og derfor også havde mere overskud til pigerne.

Derudover lagde jeg så meget træning som overhovedet muligt, når børnene var lagt i seng eller var i institution.

Sidstnævnte var kun muligt, fordi jeg var på nedsat tid: Et meget bevidst valg fra vores side.

Havde det ikke været muligt med deltid, havde det næppe kunnet hænge sammen for os på en måde, hvor vi kunne se os selv i øjnene som forældre. Træningsturene om aftenen, når pigerne var lagt, var til tider svære et komme af sted på. Men det var vilkårene.

Som forældre stræber vi efter at være nærværende og tilstedeværende, og det kræver tid. Af samme årsag kan vi heller ikke begge træne lige meget til hver en tid, hvorfor vi tager en sæson af gangen.

I år, hvor jeg er gravid, skal min mand lave ironman. Når han er i Esbjerg for at arbejde og alligevel ikke kan være sammen med pigerne og mig, lægger han de lange træningspas.

180 grader - Anne Marie Geisler Andersen er folketingskandidat. Hun er vokset op med en svært depressiv far ...

Som mennesker og som familier er vi forskellige, og det skal der være plads til, siger Anne Marie Geisler Andersen. Foto: Sophia Juliane Lydolph / Scanpix Denmark

Ligesom han i den tid, hvor jeg trænede mere, måtte tænke kreativt for selv at få løbet lidt. Det betød, at han løb indtil Hovedbanegården om morgenen, fra stationen og ud til hospitalet og omvendt på hjemturen.

En masse småture – men det tog ikke tid fra os som familie.

Så selv om vi sagtens kan nikke genkendende til, hvor meget træning og det at have et mål at træne henimod kan betyde for det mentale overskud, så bliver vi også drænet mentalt, hvis træningen går ud over børnene og familielivet i det hele taget.

Derfor vil jeg som ekstremsportsudøver ikke sættes i bås. Der er heldigvis flere måder at gøre tingene på, og man kan godt dyrke ekstremsport uden at have et ekstremt forhold til sin træning. Var det ikke muligt, havde vi valgt det anderledes, mens vi har små børn.

Anne Marie Geisler Andersen er sundhedspolitisk rådgiver og medlem af Borgerrepræsentationen for Radikale Venstre.