Stress er en del af mit liv

Morten Ankerdal, studievært på TV 2 Sporten, slapper af ved at rejse væk mellem sommerens to store sportsbegivenheder, EM i fodbold og OL i London

 Den 38-årige Morten Ankerdal finder ro, når der ikke længere er kontakt til mobiltelefonen. –
Den 38-årige Morten Ankerdal finder ro, når der ikke længere er kontakt til mobiltelefonen. –. Foto: .

Hvad skal du lave i din ferie?

Sammen med min kone og to børn på fem og syv år skal jeg til den lille by La Azohia ved Alicante i Spanien. Vi skal være der i 14 dage mellem EM i fodbold og OL i London. Vi trækker stikket ud, der er kun spanierne og ro og fred. Vi var der også for to år siden efter VM i fodbold, og det var helt fantastisk, fordi der er så roligt. Min familie og jeg har brug for bare at være os selv og ikke blive konfronteret med alle mulige sportsbegivenheder. Vi bader hele tiden, hygger os og skal ikke noget. Børnene er ikke så store, så det foregår på deres præmisser. Mit arbejde har den pris, at jeg ikke ser dem så meget, og de ser ikke mig, og derfor synes jeg, at det er vigtigt at holde ferie 100 procent på deres vilkår, inden jeg smutter væk igen.

LÆS OGSÅ: 5 råd til en stressfri sommer

Er du tit stresset?

Både ja og nej. Stress er en del af mit liv, fordi arbejdspresset er så stort. Jeg har stresssymptomer i form af udslæt omkring øjenbrynene, som er et tegn på, at kroppen er belastet. Jeg har ikke prøvet under slutrunden i EM at have en arbejdsdag på under 12 timer. Men jeg er positivt stresset, og jeg går ikke rundt og er negativ og irritabel. Jeg er meget bevidst om, at arbejdet slider på organismen. Derfor cykler jeg hver dag mellem studiet i København og Greve, hvor jeg bor, også selvom jeg først kan vende hjemad ved tolv-et-tiden om natten. Efter Danmarks kamp mod Tyskland under EM var klokken to om natten, men det er stadig op på racercyklen. Efter en kamp er der efterbearbejdning af, hvordan udsendelsen forløb, og der bliver sat ting i gang til næste dag. Så jeg er da træt, men jeg holder fast i at cykle hjem. Det er da hårdt arbejde, men det er også sjovt, ellers ville jeg ikke gøre det. Jeg føler det aldrig som en pligt at gå på arbejde, for det er en stor lyst, der driver det. Det er meget svært at være sportsjournalist, hvis man ikke har en passion for sport det er noget, hvor du lever og dør med det. Sportsjournalister bliver nogle gange kritiseret for ikke at være kritiske nok, og det er da også svært, for hvornår er man journalist, og hvornår er man sportsfan? Man skal være god til at træde ind og ud af det rum.

Hvad gør du for at slappe af?

Jeg cykler. Og så rejser vi væk. Jeg slapper først helt af, når jeg ikke er i kontakt med mobiltelefon, computer og tv, for ellers kan jeg ikke lade være med at gå og følge med. Når vi er i La Azohia, slapper jeg først af efter et par dage, og mobilen er slukket. Et godt afslapningsmiddel er at være sammen med børn, der kræver ens opmærksomhed. Lige et øjeblik er ikke en sætning, som en femårig kan forholde sig til.