Halvdelen af hendes rødbrune, halvlange hår har revet sig fri af hestehalen og falder blødt omkring det unge ansigt. En sølvring glimter i venstre næsebor, men ellers er ansigtet helt bart og upyntet. Huden rødmer lidt på kinderne og næsen måske på grund af det kolde vintervejr. Det generer ikke 15-årige Lea Frisdahl. Ikke mere. Men det er ikke lang tid siden, at hun aldrig gik uden for en dør eller tog imod gæster uden et tykt lag makeup i ansigtet. For Lea var afhængig af makeuppen.
Med den kunne hun skjule, hvordan hun egentlig havde det indeni.
”Jeg gik med al den makeup, der findes,” siger hun.
En undersøgelse foretaget i England i 2014 af webshoppen Escentual.com viser, at unge britiske piger i gennemsnit begynder at gå med makeup allerede som 11-årige. Det er tre år tidligere end for 10 år siden. Souschef ved center for ungdomsforskning på Aalborg Universitet, Niels Ulrik Sørensen, fortæller, at han ikke er kender til lignende undersøgelser i Danmark, men at unge generelt træder hurtigere ind i ungdomslivet:
”Ungdommen bliver længere, og barndommen bliver kortere. Børnene lærer tidligere at forholde sig aktivt til verden og sig selv. På den ene side ligger det i forlængelse af vores ønske om at ruste børnene til voksenlivet i det moderne samfund. På den anden side mister de også nogle år af barndommen.”
Han advarer mod kun at se makeuppen som et tegn på mistrivsel:
”Hvis man ikke tør gå ud på gaden uden makeup, er det selvfølgelig et problem. Men hvad der er for meget og for lidt makeup handler jo i bund og grund om smag. Og hvem skal være dommer over det? På den anden side, så kan mistrivsel hos piger også være relativt usynlig. Mange piger vender tingene indad, når de mistrives. Så det er klart, at man skal være opmærksom på de her tegn,” siger Niels Ulrik Sørensen.
Leas forældre blev skilt, da hun var lille, og hun flyttede ind hos sin mor. Med skilsmissen fulgte en række bekymringer.
“Da min mor og far blev skilt, gik jeg automatisk ind og tog en voksenrolle, selvom jeg ikke behøvede det. Jeg tog mig lidt af både min mor og far. Jeg skulle sørge for, at deres verden var okay,” fortæller Lea.
Moderen forærede indimellem sin datter makeup, og Lea begyndte at gå med mascara dagligt som 10-årig.
”Jeg startede med det, fordi jeg syntes, jeg så pænere ud med det 'falske' ansigt. Jeg havde lettere ved at kigge mig selv i spejlet,” siger hun.
I sin klasse havde Lea det ikke godt. Børnene var vilde og uregerlige, men lærerne brød ikke ind, fortæller hun. Da to af Leas veninder i 5. klasse begyndte at holde hende udenfor og bagtale hende, besluttede Lea og hendes forældre, at hun skulle flytte skole. I den nye klasse gik det bedre. Alligevel begyndte Lea at gå med mere og mere makeup.
”Jeg kunne ikke tage ud uden at have et fuldt ansigt på. Jeg skulle i hvert fald dække min rødmen og have mascara på. Og når folk kom på besøg, skulle jeg have makeup på. Jeg var nærmest afhængig, ligesom nogle er afhængige af smøger,” fortæller Lea.
Om morgenen brugte hun en time på at gøre sig klar. Og selvom hun syntes, det var irriterende at bruge så megen tid på det, så var det tiden værd. Lea følte sig både mere lækker, pænere og gladere, når hun havde makeup på. Men indeni var Lea ikke glad.
”Jo længere tid der gik, jo dårligere fik jeg det. Jeg syntes, mit liv var et helvede, og jeg begyndte at tænke på selvmord. Der var jeg 12 eller 13 år. Jeg tænkte på selvmord hver dag. Tankerne tog helt overhånd, og det var lige før, handlingerne også gjorde det.”
Flere gange havde Lea et glas med piller klar og tænkte: Nu gør jeg det.
Det er dybt problematisk, at de unge piger begynder at bruge makeup tidligere end for 10 år siden. Det mener Pernille W. Lauritsen, der er coach, grundlægger af uddannelsen Mindjuice og forfatter til forældreguiden ”Tweens - Børn af en tid i alderen 8-13”.
Hun mener, at det er problematisk, at barndommen bliver kortere.
”Det betyder, at de unge pigers identitetsfølelse ikke bliver udviklet. Og så kigger de i bladene og på Instagram for at finde ud af, hvordan de så skal se ud. De skal leve op til de her glansbilleder hele tiden. Nogle unge piger bruger makeup som et værn mod en verden, de har svært ved at finde sig selv i. Og det er et problem, vi hurtigt kan overse i dagens samfund, ” siger hun.
”Jeg har samarbejdet med en del børneforskere, og det bliver faktisk værre og værre. Når man forkorter barndommen på den her måde, så bliver ens identitetsfølelse ikke udviklet. De lærer ikke sig selv at kende. Og når man ikke kender sig selv, så kigger man i bladene eller på Instagram for at finde ud af, hvordan man så skal se ud.”
Pernille W. Lauritsen peger også på, at identitetsløshed er den største årsag til, at unge oplever retningsløshed eller ensomhed, og at de kommer ud i problemer som kriminalitet, spiseforstyrrelser og selvskade.
”Det ender jo ud i følelsesmæssige og fysiske lidelser. Generelt er man bekymret for de unges fremtid. De dropper ud af uddannelserne og ved ikke, hvad de vil, eller hvem de er,” fortæller hun.
Lea tog aldrig pillerne i glasset. For hver gang hun var ved at gøre det, tænkte hun på sin far. Lea savnede sin far, som hun kun så hver anden uge, så til sidst besluttede hun at flytte fra sin mor og ind hos sin far.
”I det første halve år kunne jeg ikke rigtig noget. Jeg lå bare på sofaen og blev tit hjemme fra skole,” fortæller hun.
Da Lea flyttede ind, kunne hendes far, Claus Willemoes, pludselig se, hvor galt det stod til med hans datter. De var sammen døgnet rundt, og det gik op for ham, at Lea ikke havde det godt. Claus Willemoes var på det tidspunkt i gang med at uddanne sig til coach, så han kontaktede sin uddannelsesinstitution for at sætte gang i et forløb for Lea.
”Min far sagde til mig, at makeuppen var en facade. Og jeg tænkte, det var noget værre løgn,” fortæller Lea.
Hun havde før været til psykolog, hvilket ikke havde gjort nogen forskel, så hun var skeptisk over for et coachingforløb. Men af sted kom hun. Så sad hun der i et rum med et bord, to stole og en coach, der ikke havde nogen svar - kun spørgsmål.
Det skulle Lea lige vænne sig til.
”Det syntes jeg var virkelig mærkeligt. Psykologen havde altid fortalt mig, hvordan jeg havde det. Nu skulle jeg selv svare. Men min coach og jeg matcher bare sammen. Vi har den samme personlighed og nogle af de problemer, jeg har haft, har hun også været igennem.”
Efter et par gange i forløbet kom de til det med makeuppen. Lea havde egentlig lyst til at slippe det helt. Men det var svært.
”Min coach sagde til mig: 'Du kan jo bare lade være.' Men det kunne jeg ikke på det tidspunkt. Det er jo ligesom at slippe en afhængighed.”
I dag har Lea Frisdahl næsten sluppet makeuppen. Hun tager kun makeup på, når hun skal noget særligt. Men det har været en lang proces. Frygten for at blive dømt af andre fyldte meget i begyndelsen. Men langsomt fik Lea det bedre og bedre med den person, hun så i spejlet. Nu synes hun, at det er vanvittigt at se unge piger på 10-12 år, der køber makeup i Matas, selvom hun selv startede lige så tidligt.
”Unge piger går rigtig meget op i det i dag. Alle vil jo gerne se perfekte ud og ligne modeller. Men folk har ikke forstået, at man jo ikke kan ligne dem. Man kan kun ligne sig selv.”