Tid er den nye kapital i overklassefamilier

Tegning: Rasmus

Der findes et lille stykke Danmark, som omfatter den rigeste del af befolkningen, hvor familielivet kan leves uden at svede over rengøringen og pres over den forventede involvering i lektielæsningen. Tegning: Rasmus Juul

Man taler ikke om sig selv som overskudsfamilie, men man beskriver, hvordan andre i børnehaven eller skolen er overskudsfamilier.
Overskudsmor

Blandt landets mest velhavende børnefamilier indretter man sig med masser af tid. At give sine børn et roligt opvækstmiljø er idealet

Hvordan indretter en børnefamilie sig, hvis alt er muligt? Hvis man ikke er tvunget til at have to indtægter, men med én indtægt kan leve en tilværelse, som ikke er begrænset økonomisk? Så tilbyder man sine børn tid, tid og mere tid.

Det er i hvert fald konklusionen i den nye bog ”Overskudsfamilier”, som udkom tidligere på ugen.

”Overskudsfamilier” udkom stort set samtidig med en kvalitativ undersøgelse blandt 27 børnefamilier foretaget af reklame- og vidensbureauet Envision.

Undersøgelsen viser, hvordan dagligdagen opleves som et kapløb, og almindelige gøremål fra rengøring over indkøb til lektielæsning presser familierne. Undersøgelsen er en af mange, som giver et billede af børnefamilierne som pressede til det stakåndede.

Men der findes et lille stykke Danmark, som omfatter den rigeste del af befolkningen, hvor familielivet kan leves uden at svede over rengøringen og pres over den forventede involvering i lektielæsningen. Et Danmark, hvor en au pair er en selvfølge. Et Danmark, hvor naboens hus indimellem er til salg for 40 millioner kroner. Det er det Danmark, antropologen Dil Bach beskriver i ”Overskudsfamilier”.

I en periode på tre år har hun fulgt 15 børnefamilier i en rig, nordsjællandsk kommune. Som antropolog har Dil Bach været på feltarbejde i overklassen, hvor hun har observeret og interviewet for at give et billede af, hvordan familielivet leves i familier med stort materielt overskud. Hun siger:

”I Danmark bilder vi os ind, at vi stort set alle tilhører middelklassen. Den tankegang ville jeg gerne være med til at udfordre, for der er nogle, som har mere og ikke er begrænsede økonomisk. Og hvad gør folk, når de ikke er begrænset af, at de skal skaffe to indtægter? Penge er dog ikke uden videre nogen legitim kapital, men hvis man konverterer kapitalen til tid, som investeres i ens børn, bliver det legitimt.”

Når der ikke er brug for to indtægter, er det kvinden, som vælger arbejdslivet fra. Det er kvinderne, som sætter kursen i forhold til børneopdragelse og familieliv, og det er derfor også overvejende kvinderne, Dil Bach har talt med under feltarbejdet.

Mens vi i Danmark generelt hylder et ideal om, at både mænd og kvinder skal arbejde, så mødte Dil Bach et ideal om, at børn skal være ”fyldt op med mor”. Kvinderne satser på moderskabet, som dette citat fra en mor illustrerer:

”Det er et paradoks, at man har nogle, der er veluddannede, og så har en stærk moralsk drift på, at det rigtige er at være hjemme, mens børnene er små. Børnene skal have forældrekontakt. Det er jo mange steder, man har hørt det fra, at det er det, der gør, at børn får en god opvækst.”

I sin feltdagbog har Dil Bachnoteret ord som hygge, varme og nærvær som et billede på det overskud, som flere af familierne blev associeret med. Hun fortæller om den eftermiddag, hvor hun en dag for tidligt dukkede op hos en mor til tre. Kvindens mor åbnede døren, familiens tre børn var fordybet i leg, mens moderen selv var ude at gå med hunden.

Da moderen var tilbage, sagde hun til antropologen, at de fint kunne tale, for familien skulle ikke nå noget. At man ikke skal nå noget, men har tid i rigelighed, er et billede på det overskud, Dil Bach fandt ofte blev forbundet med børnefamilierne i området. Når hun i feltarbejdet talte med lærere, pædagoger og au pairs, gav de billedet af disse familier som en slags særligt ordentlige familier, som samlet går under betegnelsen ”overskudsfamilier.”

”Der er et ideal om etablere et hyggeligt og roligt hjem. I Danmark taler vi ikke om klasser, men overskud fungerer som en metafor for magt og klasse. Overskud i forhold til familielivet associeres med tid,” siger Dil Bach.

Familierne i undersøgelsen ser skævt til familier i kommunen, som udstiller rigdommen. En kvinde fortæller om et introduktionsmøde på den lokale folkeskole, hvor hun sad tilbage og følte sig flov.

På mødet havde en far sagt, at med fire spor på skolen, så kunne han ikke invitere til fødselsdag, for de havde kun et hus på 475 kvadratmeter. Til Dil Bach sagde denne mor efterfølgende:

”Det bliver sådan et lukket selskab, som jeg kunne være rædselsslagen for, at mine børn skulle havne i. Som nogle af de andre her, som går i tredje klasse og har Louis Vuitton-tasker.”

At signalere rigdom ved at give små børn dyre designertasker eller komme til børnehaven i en jeep og være klædt i minkpels opfatter mødrene som dårlig stil, men at vise, at man har masser af tid til børnene, er en accepteret måde at fremvise overskud på. Skal ens barn være i børnehaven i juledagene, eller kan man give det mange fridage?

Et sådant valg kan være en måde indirekte at vise, at man er værdig til at blive omtalt som ”overskudsfamilie”. En mor i studiet formulerer det således: ”Jeg har altid været sådan lidt stolt, når jeg bare satte alle de der krydser over al det fri, mine børn kunne holde.”

En anden mor fortæller, at hun hver morgen byder børnene på nybagt brød og tænder stearinlys. Hun siger i samme åndedrag, at hun ikke siger det for at lyde overskudsagtig. Dejen gør hun klar aftenen før, så det er ikke nogen kunst at bage hver morgen.

”Man taler ikke om sig selv som overskudsfamilie, men man beskriver, hvordan andre i børnehaven eller skolen er overskudsfamilier. Der er en forsigtighed omkring at tale om overskud, fordi man ved, at det kan tippe over og blive opfattet som 'for meget'. Selvom disse familier ikke er økonomisk begrænsede, så er de begrænsede af andres moralske vurderinger.”

På et tidspunkt har Dil Bach en samtale med en af kvinderne om hjemmebag, som viser, at der er uskrevne regler for, hvordan man skal være en overskudsfamilie. Kvinden siger til Dil Bach om de eftermiddage, hvor børnene samles ved bordet om hjemmebag:

”Det er jo iscenesættelse. Så smager det godt, og det er lækkert med en god kage. Men man kan også nogle gange stå så meget med ryggen til sine unger ude ved et køkkenbord i kampen for at iscenesætte.”

Men hvorfor er de velstillede børnefamilier så enige om, at de vil give deres børn tid og ikke mindst masser af mor? Ifølge Dil Bach er det udtryk for en slags investering foretaget ud fra en antagelse om, at fraværet af mor skaber svage børn, mens masser af moderkontakt skaber stærke børn.

”Den psykologiske diskurs rummer en forestilling om, at forældre via deres handlinger bestemmer deres børns liv, hvilket igen er medvirkende til, at nogle forældre investerer så megen energi i deres børn. Mødrene i mit studie gør meget for at give deres børn en god barndom, for det opfattes som en forudsætning for at skabe stærke, selvstændige, hyggelige og rolige mennesker frem for svage, usikre, forvirrede og vilde mennesker.”

En børneflok i trivsel er det, som giver mest status i et land, hvor klasseskel er noget, man sjældent taler om, lyder en af konklusionerne.

Dil Bachs feltstudier ligger efterhånden nogle år tilbage. De er brugt i hendes ph.d.-afhandling fra 2011 og igen i den aktuelle bog.

I den mellemliggende periode har hun i forbindelse med undervisning og foredrag haft lejlighed til at dele studierne med en bred gruppe af lærere og pædagoger, som ikke tilhører den lille gruppe af velstående. Og hun konstaterer, at de overvejelser og drømme, hun fandt blandt mødrene i overklassen, går igen i diskussionerne om familieliv generelt. Opdragelsesidealerne er de samme, skønt vilkårene er forskellige.

”Forældre holdes mere end nogensinde ansvarlige for deres børns opførsel og trivsel, selvom danske børn i gennemsnit tilbringer syv en halv time i institution, så opfattes barnets adfærd som bestemt af forældrenes indsats. Hvis man ser et velfungerende barn, så tænker mange, at der nok står en velfungerende familie bag. I dag stilles der ekstremt mange krav til børnefamilier generelt om at deltage i institutionslivet og nærmest fungere som en slags ubetalte lærere, ligesom man skal sørge for, at børnene er veludhvilede og får den rigtige ernæring. Mødrene, som jeg mødte i studiet, gør bare det, som alle bliver bedt om at gøre. Det er min påstand, at de samme krav hviler på alle forældre, for der er en enorm standardisering af, hvad det gode liv er. Det er de forældre, som læser lektier med børnene, afholder legegrupper og involverer sig, der møder anerkendelse i skolen,” siger hun.

Tilbage til undersøgelsen om de pressede børnefamilier, som kom stort set samtidig med Dil Bachs bog om overskudsfamilierne. Mens hendes bog tegner et billede af familieliv levet med stort tidsmæssigt overskud, giver undersøgelsen fra reklamebureauet et billede af forældre, som kun slapper af fredag aften. Hun siger:

”Det er måske ikke kun i overklassen, der findes familier, der bliver opfattet som overskudsfamilier. Man bruger betegnelsen om de familier, som i særlig grad magter opdragelsesopgaven, men måske er der i alle miljøer familier, som siges at have overskud, og andre, som har mindre eller intet og dermed betragtes som underskudsagtige familier. Men den måde at tale om overskud, som noget mere relativt, er jo igen en måde at sløre, at nogle ting altså er nemmere, hvis der er penge.”