Modig kvinde fortæller: Sådan var min traumatiske fødsel

Fødsel, nyfødt, gravid,

Jeg ville i dag gerne have barn nummer to, men jeg tør og kan ikke. Jeg er panisk ræd for en graviditet, skriver kvinde, der var udsat for en traumatisk fødsel. Modelfoto Iris

Jeg ville i dag gerne have barn nummer to, men jeg tør og kan ikke. Jeg er panisk ræd for en graviditet

Op mod en tredjedel af alle fødsler opleves som direkte traumatiske af kvinderne. I bogen ”Efterveerne – Den traumatiske fødsel” fortæller kvinder med fødselstraumer om nederlaget ved en dårlig fødselsoplevelse, om tankerne og barselstiden efterfølgende. Læs en af kvindernes fortællinger her

Jeg blev gravid som 24‑årig. Jeg fødte en dreng, og derudover har min mand tre døtre fra et tidligere forhold. Jeg arbejder til daglig i en lederstilling i en stor virksomhed. Her er min beretning:

Om det var min fødsel eller det samlede forløb, der gjorde det til en forfærdelig oplevelse for mig, er jeg usikker på. Men hvad jeg til gengæld ikke er usikker på, er, at det stadig i dag – over tre år efter – trækker tårerne frem og knuger i brystet, hver gang jeg tænker tilbage på min søns fødsel. I det daglige arbejder jeg meget med kommunikation, og jeg er slet ikke i tvivl om, at der i mit fødselsforløb var tale om store kommunikationsbrister mellem sundhedssystemet og mig. Jeg føler, at jeg undervejs i både graviditet og fødsel blev misforstået og en smule undervurderet. På grund af en familiehistorik med fødsler af meget store børn og med børn, der sad fast i bækkenet og pådrog sig hjerneskader, var jeg meget angst i forhold til fødslen. Reaktionen fra sundhedspersonalet var blot, at jeg jo ikke nødvendigvis var en kopi af min familie, så mit forløb kunne gå meget anderledes. De lægelige argumenter var sikkert i orden, men det ændrede ikke min opfattelse af, hvordan jeg blev behandlet, og det ændrede ikke det mindste på min angst. Derudover var nogle af mine allernærmeste alvorligt syge undervejs i min graviditet, hvilket naturligvis også bekymrede mig rigtig meget, og det gav jeg udtryk for, men der blev ikke taget yderligere hånd om mig af den grund heller.

Da jeg blev gravid, havde jeg som de fleste førstegangsgravide mange spørgsmål og usikre øjeblikke. Fra uge syv i graviditeten blev jeg ramt af den første halsbetændelse, og frem til min søns fødsel nåede jeg at få ni halsbetændelser, hvilket i sig selv var en hurdle at skulle over. Sygdom med feber oven i lidt kvalme og madlede var en hård omgang, og jeg tog aldrig rigtig meget på eller nød min graviditet, som jeg ellers kunne læse mig til i diverse bøger, at man gjorde. Graviditeten blev tværtimod anstrengende at komme igennem.

Jeg glædede mig til dagen, hvor min søn skulle komme til verden, men var bange for fødslen allerede inden min graviditet. Som sagt var to fødsler i min familie endt med hjerneskadede børn, fordi begge børn havde siddet fast i bækkenet, og min angst for et lignende forløb var enorm. Jeg talte meget med jordemoderen om det, og efter en lang “kamp” henviste hun mig til sygehuset for at tale om muligheden for et eventuelt kejsersnit. Jordemoderen mente, at et planlagt kejsersnit kunne være en god løsning i mit tilfælde, og hun skønnede da også min søn til at være ret stor. Derfor henviste hun mig til sygehuset til samtale om planlagt kejsersnit.

På sygehuset mødte jeg hende, der i dag står for mig som årsagen til mit traume. Lad os kalde hende X. X var fødselslægen på sygehuset, og fra første øjeblik jeg trådte ind ad hendes dør, udtrykte hun arrogance med al sin autoritet og sine manglende evner for kommunikation. Selvom jeg til daglig selv arbejder som leder og vil mene, at jeg har et godt fundament til at klare lidt af hvert, fik X mig til at føle mig som den mest sølle kvinde i hele verden. Jeg oplevede, at X ikke forstod min angst for fødslen (begrundet eller ej), og jo mere overfladisk og nedladende hun talte til mig, des mere voksede angsten for fødslen. Hun sagde det ikke direkte, men hun udstrålede, at hun mente, at jeg var hysterisk og unødigt bekymret, og at nu måtte jeg tage mig sammen. Hun havde på ingen måde forståelse for, hvorfor jeg bekymrede mig. Hun tog udelukkende udgangspunkt i den fysiske side af graviditeten og fødslen.

Der var ingen tvivl om, at X havde som mission at skulle overbevise mig om at fravælge et planlagt kejsersnit. Hun lagde stor vægt på alle risici i forbindelse med et kejsersnit og konkluderede, at hun derfor ikke kunne indstille mig til et kejsersnit. Jeg blev fulgt af X hver 14. dag de sidste måneder af graviditeten, fordi jeg var syg, og man i den forbindelse var usikker på min søns vækst. Desuden vendte han også den forkerte vej helt hen til de sidste uger af graviditeten. Ydermere stod han heller ikke fast, da fødslen senere gik i gang. I forhold til min fødselsangst blev jeg ikke tilbudt hverken samtaler eller andre former for behandlingstilbud. Min mand og jeg begyndte at overveje, om vi kunne leje os ind på et andet hospital eller på anden måde finde en løsning selv. Bagefter kan jeg sagtens efterrationalisere og se, at det ikke nødvendigvis var det planlagte kejsersnit, der var det vigtigste for mig, men derimod at få talt om min fødselsangst og den familiehistorik, som bekymrede mig i forhold til mit eget kommende fødselsforløb. I bund og grund er det jo langt ude at tænke, at man måske er nødt til at spekulere i, hvilket sygehus man skal køre til for at blive hørt!

Terminsdagen oprandt, og der var ingen tegn på, at min søn ville komme ud, så derfor blev jeg indlagt til igangsættelse den 17. marts 2010. Jeg mødte spændt, angst og meget forberedt op til igangsættelsen. Jeg blev undersøgt, og der var desværre ikke mulighed for, at man kunne tage vandet, hvorfor man lagde stikpiller op og afventede yderligere. Mit hjerte hamrede, og jeg var måske en smule skuffet over, at det ikke havde været muligt at tage vandet, da jeg nu følte mig så klar, som jeg overhovedet kunne blive. Et døgn efter var der fortsat intet sket, og man valgte at oplægge en ballon for at udvide og indlægge mig natten over. Jeg var bange – og bange kan nok i virkeligheden slet ikke beskrive de følelser, der fyldte mig op. Det var den nat, jeg fandt ud af, at jeg ikke bare var bange, men angst.

Min mand måtte sige godnat og farvel, og jeg blev lagt på gangen på grund af overbooking på gynækologisk afdeling. Jeg sov ikke den nat og forsøgte lidt desperat at få en snak med en social- og sundhedshjælper, der var på vagt. Midt i mylderet på gangen bed en kvindes historie sig fast i mig – hun var indlagt for at føde sit dødfødte barn.

Tragikomisk at ligge der og være bange for at føde, og så stod hun dér i sorg og smerte. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet af sygehuset forud for fødslen, men jeg havde håbet på, at jeg var blevet mødt med forståelse, og tror, at blot en god snak kunne have ændret meget for mig og for min oplevelse af fødslen. Normalt er jeg meget ressourcestærk, men eftersom der var omstændigheder i løbet af min graviditet – både med mig personligt, der var ramt af så mange halsbetændelser med dertilhørende feber, og med nogle af mine nærmeste, som var alvorligt syge – der gjorde, at jeg var blevet angst og bekymret, så burde der have været fokus på den del også i løbet af min tid som gravid og fødende. Det stod endda i mine papirer, hvordan jeg havde det med alle de ting i løbet af min graviditet, og jeg kan den dag i dag ikke forstå, at man fra sygehusets side ikke formåede at opfatte, at kommunikation herom var meget vigtig.

Klokken 8.00 næste morgen kom jeg på fødegangen igen og blev mødt af den sødeste jordemoder. Hun var venlig og empatisk og satte sig til fulde ind i mine tanker. Hun undersøgte mig og fortalte til min store overraskelse, at min søn ikke sad fast i bækkenet, og at hun derfor var bange for at tage vandet. En overjordemoder kom til og undersøgte mig på ny: De var enige – de turde ikke tage vandet, når han stod så højt oppe i bækkenet, da der var risiko for, at navlestrengen kunne falde ned foran. Overjordemoderen tog telefonisk kontakt til fødselslægen, der til min meget store forskrækkelse viste sig at være X. Efter lidt telefonkonference med hende besluttede de sig for, at de skulle tage vandet og observere på min søn og mig. Konferencen gjorde mig utryg, fordi jordemødrene bad X komme ned til mig og undersøge mig, men hun afviste at komme. Jeg havde småveer i løbet af formiddagen. Min søn lå stadig for højt i bækkenet, og jeg mærkede jordemoderens grundighed og ekstra opmærksomhed. Da veerne ikke rigtigt blev til mere, og jeg stadig ikke havde åbnet mig yderligere klokken 14, valgte man at sætte et vedrop på, og jeg skal love for, at jeg fik veer. Jeg fik så mange veer, at jeg fik ondt – rigtig ondt – og klokken 14.30 blev der bestilt epiduralblokade. Narkoselægen kom, og jeg fik mit drop, men jeg nåede kun lige at få det placeret, før jeg blev rigtig dårlig. Jeg fik ekstremt blodtryksfald, og jeg husker ikke meget andet, end at der pludselig var mange mennesker omkring mig. Da jeg kom til mig selv igen lidt efter, havde jeg to blodtryksapparater på, og roen, som jeg ellers havde fundet, var forsvundet.

Jeg mærkede også usikkerheden hos jordemoderen, der holdt tæt øje med mit blodtryk og var meget opmærksom på, om jeg var klar i dialogen. Måske netop fordi jeg kender lidt til området, kunne jeg tydeligt mærke, at hun testede mig, hvilket for mig indikerede, at der var noget galt. Min søn og jeg blev undersøgt yderligere, og overvågningen gjorde mig både rigtig tryg og rigtig utryg, fordi den også viste mig, at alt ikke var, som det skulle være.

I timerne efter havde jeg det godt og tænkte et kort øjeblik, at jeg da uden problemer kunne klare dette. Klokken 15.30 var der jordemoderskifte til en jordemoder, der virkede ung og noget kølig. Klokken 17.30 var jeg fire centimeter åben, og jeg fik uro i kroppen, dog ikke værre end at jeg blot registrerede det, og så skal jeg ellers love for, at jeg nærmest fik kramper i maven. Igen blev stuen fyldt med mennesker, og det viste sig, at jeg havde fået en vestorm, som de ikke kunne få styr på trods frakobling af drop med videre. Klokken 18 var jeg ni centimeter åben, og jordemoderen var noget overrasket og bekymret over, at hun heller ikke vurderede, at min søn arbejdede sig med ned i bækkenet. Jeg fik presseveer og blev undersøgt af min jordemoder, der fortalte mig, at jeg stadig ikke var helt åben. Klokken var 19.00, og hun fortalte mig, at jeg ville føde på hendes vagt, der sluttede klokken 22. Jeg kiggede på uret og tænkte, at jeg nu manglede højst tre timer i smerte, og tanken gjorde mig glad. Klokken 21 var jeg næsten fuldt udvidet og havde haft presseveer i over tre timer. Jordemoderen masserede, trykkede og gjorde ved, og jeg fik at vide, at jeg skulle arbejde med mine veer. Jeg var afkræftet. Jeg fornemmede en uro hos de tilstedeværende på stuen. Der taltes om kejsersnit, og der blev ringet efter en læge. – Og ind kom X. Hun kiggede på mig med præcis det blik, der – allerede i konsultationerne – fik mig til at føle mig helt forkert. Hun undersøgte mig kort og sagde, at jeg bare skulle arbejde med. Holdet blev bedt om at arbejde videre, og hun vurderede ikke, at et kejsersnit var nødvendigt.

Klokken blev 22, og der var igen vagtskifte – og jeg havde ikke født. Faktisk var tilstanden helt den samme, og jeg kunne mærke på den ellers kølige og måske meget professionelle jordemoder, at hun havde svært ved at forlade mig. Ind kom igen en ny jordemoder, der, helt som de to øvrige, blev usikker over, at min søn stod skævt og ikke helt nede i bækkenet. Faktisk stod han så højt oppe, at en sugekop ikke ville kunne nå ham. Min søn begyndte at blive dårlig, og jeg kunne ikke mere. Der konfereredes med X, og hun over-rulede fuldstændig jordemødrenes vurdering om, at et kejsersnit ville være den rigtige løsning. Det afgjorde hun helt uden at have undersøgt mig. Vi fik at vide af X, at en vaginal fødsel ville være det bedste for alle parter. Også selvom min søn stod skævt i bækkenet og var en meget stor baby. X sagde, at jeg jo også måtte tænke på, at der ville være ømhed efter et kejsersnit, og at jeg måske skulle ligge i sengen i to dage efter, hvorimod jeg efter en vaginal fødsel ville kunne komme op at gå med det samme.

Min mand fortalte endnu en gang min og min families historie, men jeg fik bare at vide, at jeg skulle presse. Jeg pressede alt, hvad jeg kunne, og jeg kunne mærke, at noget var galt. Jeg kiggede skamfuldt ned ad mig selv og så til min frygt, at jeg lå i min egen afføring og blod – ret meget blod. Jeg følte mig ydmyget og rigtig krænket af situationen. En social- og sundhedshjælper gjorde rent efter mig. Min mand gik ud. Jeg fornemmede, at han græd. Min ellers så stærke mand kunne ikke mere. Jeg hørte ham fortælle jordemoderen, hvordan vi havde haft et noget ubehageligt forløb med X. Jordemoderen reagerede på det og kom lidt søgende tilbage til mig og spurgte mig om vores historie. Elektroden på min søn svingede ud. Nu skulle han ud! Jeg mærkede, hvordan alting føltes forkert. Helt forkert. Jeg lukkede øjnene og pressede – pressede alt, hvad jeg havde lært – kunne mærke, hvordan afføring og blod væltede ud af mig igen. Jeg lukkede øjnene og blev ved. Klokken 22.43 kom han ud.

Han blev straks taget over og undersøgt, hvorefter han blev lagt hos mig. Jeg var høj af oplevelsen af ham på brystet og fornemmede faktisk ikke, at der fortsat var mange på stuen, før jeg blev hentet af en portør og kørt væk i meget hastig fart. På vej ned ad gangene blev jeg svimmel og havde svært ved at fokusere. Jeg fornemmede blot lysene, der kørte over mit hoved. En jordemoder kom løbende efter os og sagde et tal – pludselig var jeg på en operationsstue. Jeg var gået i stykker – helt i stykker indvendig og udvendig, fra for til bag. Det var en 4. grads bristning, og jeg havde mistet blod. Meget blod. Jeg blev opereret i tre timer. Midt om natten blev jeg genforenet med min søn og mand. Dagen efter kom X forbi os på sygehuset og fik kort sagt: “Ja, der kan du bare se, hvad jeg sagde – du kunne jo sagtens føde ham selv!” efterfulgt af et lille grin og et overbærende smil. Jeg var målløs og spurgte hende, om hun var klar over, at jeg var blevet opereret i tre timer efter fødslen, og at vores søn lå forkert. Hun smilede og sagde: “Ja, men han kom jo ud.”

Og ja, han kom da ud, men her tre år efter har vi stadig problemer med vores sexliv, fordi jeg bristede så meget og efterfølgende blev opereret med meget arvæv til følge. Så jeg har både fysiske og psykiske ar efter fødselsforløbet. En vaginal fødsel er ikke bare automatisk lig med, at alt er gået godt. Jeg talte også med jordemoderen, som havde været meget påvirket af mit forløb, der var meget voldsomt, som hun sagde. Det var hende, der havde vurderet i løbet af fødslen, at et kejsersnit ville have været det rigtige valg at tage, både fordi min søn stod skævt, fordi han blev dårlig, og fordi jeg var så udmattet. Jordemoderens vurdering var jo som sagt blevet over-rulet af X, der ville have, at jeg bare skulle fortsætte. Hun var virkelig ked af forløbet, og selvom hun havde fri, sad hun hos mig og talte lidt med mig, spurgte til min søn og lignende. Jeg kunne godt mærke, at hun forsøgte at udvise mere omsorg for mig, end hun ville have gjort efter et normalt forløb.

Den næste uge lå jeg med kateter og måtte nærmest bæres rundt. Jeg var altså ikke oppegående direkte efter den vaginale fødsel, som X ellers havde omtalt som værende én af de mange fordele ved at føde vaginalt frem for ved et kejsersnit i mit tilfælde. Jeg fik en masse materiale omkring bristninger af den kategori, jeg havde pådraget mig under fødslen. Efter en uge kom jeg hjem – træt og ked af det. Jeg havde svært ved at klare min søn og var taknemmelig for min mand, der arbejdede ihærdigt for at få familien til at hænge sammen. Jeg havde svært ved at holde på afføringen, og det gjorde gudsjammerligt ondt at skulle på toilettet. Såret blev ved at gå op, hver gang jeg var på toilettet. Jeg gik i stykker igen og igen. Jeg fandt på at fylde bind med vand og lægge dem i fryseren. Dem havde jeg så med mig, når jeg skulle på toilet for at dulme den værste smerte og stoppe blødningerne.

Det var dog et stort problem for mig, da jeg kom tilbage på arbejde fem måneder efter, hvor jeg ikke kunne have bind liggende i fryseren, eller hvis jeg var væk hjemmefra, hvor jeg heller ikke kunne have frosne bind med. Ud over de fysiske smerter, der var forbundet med bristningen, så var der også de psykiske og mentale udfordringer.

I dag er der udelukkende smerter i underlivet i forbindelse med vores sexliv – men det i sig selv er jo også en stor belastning for forholdet. To uger efter fødslen fik jeg en blødning, og min livmoder trak sig ikke sammen, som den skulle. Jeg blev advaret om, at operation kunne blive nødvendigt, men til alt held trak livmoderen sig sammen, efter
jeg fik medicin. Jeg skulle dog passe på mig selv og måtte ikke bære min søn. Han var ca. en måned, da jeg første gang kunne bære ham selv. Han var fire uger, før jeg kunne amme ham på grund af den morfin, jeg fik – fire uger er tabt. Amningen kom i øvrigt aldrig rigtigt i gang, men blev forsøgt som en form for styrkelse af relationen mellem min søn og mig.

Ved otteugersundersøgelsen ved min egen læge fortalte jeg, at fødslen havde været en rigtig dårlig oplevelse, men mere blev der ikke gjort ved det. Jeg havde selv rigtig svært ved at tale om det, og jeg føler også, at det har været meget tabubelagt at tale om – specielt hvor svært jeg har haft det med at skabe tilknytning til min søn. Jeg havde svært ved at forholde mig til min søn, og jeg kunne næsten ikke klare at have ham tæt på mig. Jeg vidste jo godt, at det ikke var normalt, men jeg kunne ikke se mig ud af det. Følelsesmæssigt kunne jeg ikke håndtere det. Min mand blev derfor den primære omsorgsperson for alle fire børn.

Vores hverdag kom til at dreje sig om rent praktiske ting, og det kunne jeg navigere i. Jeg kunne handle mig ud af de forskellige situationer i løbet af dagen. Men de naturlige “mor-ting” kunne jeg ikke rumme at udføre. Min mand vidste det godt, men vi kunne ikke få talt os ind på det, der gjorde ondt. Det var for smertefuldt at tage hul på. Derfor agerede vi bare i forhold til de dagligdags opgaver, og min mand tog mere og mere over i forhold til vores søn.

I dag er min søn tre år og er fortsat mere fars dreng end mors dreng. Jeg har meget dårlig samvittighed og mange skrupler over, at min start som mor ikke var optimal. Da min søn blev fem måneder, startede jeg på arbejde igen. Vi fik en au pair derhjemme, som tog sig af vores søn. At komme tilbage til mit arbejde kunne jeg forholde mig til, og her havde jeg succes med det, jeg gjorde.

Da vores søn var otte-ni måneder, gik det op for mig, hvorfor jeg ikke havde holdt mere barsel: Udadtil sagde jeg, at det var, fordi jeg gerne ville i gang med min nye stilling. At jeg jo havde fået en ret stor stilling i en ung alder, så jeg måtte i gang hurtigt. Men sandheden var, at jeg ikke kunne holde til at være sammen med min søn en hel dag. Trods det at dagen var delt ind i små bidder, hvor min mand klarede morgenen med børnene, og jeg herefter skulle være sammen med min søn i halvanden time, og så sov han i et godt stykke tid. Igen skulle jeg være sammen med ham i halvanden time, han kom derefter atter ud at sove, og så kom de store børn og min mand hjem og tog meget over i forhold til at lege og være sammen med vores søn. Så i virkeligheden var det jo ganske kort tid, jeg reelt var alene med ham. Og de første fem uger efter fødslen var min mand endda hjemme, og da vores søn var fire måneder, ankom vores au pair og blev sat ind i vores hverdag. Så reelt var jeg kun alene med ham tre og en halv måned, men det var næsten uoverskueligt for mig. Indtil for ganske kort tid siden kunne jeg ikke engang overskue at være alene med ham i bare en time. Det er dog blevet bedre, fordi jeg har tvunget mig selv ud i nogle situationer, hvor jeg har skullet være alene med ham.

Jeg var enormt grådlabil i min barsel, og jeg havde det egentlig bedst med, at min søn lå for sig selv. Selvfølgelig tog jeg ham op, hvis han græd – og jeg syntes, at han græd meget. Men den der nærhed og tæthed kunne jeg ikke håndtere. Jeg magtede ikke tilknytningen til mit eget barn. Så når jeg ikke kunne finde ud af at være mor, så kunne jeg da finde ud af at køre min karriere. Det blev min egen indre undskyldning for at starte på arbejde igen så forholdsvist hurtigt efter fødslen. Udadtil var folk meget benovede over, at jeg var så hurtigt i gang igen og bare kørte derudad. Jeg blev mere og mere bevidst om, at jeg manglede en relation til min søn. Når jeg sagde det højt, kunne omgivelserne ikke forstå det. “Du har da en relation til ham,” sagde de blot. Og ja, det havde jeg da også, men den dybde og nærhed og den dybe kærlighed jeg havde, men ikke kunne komme af med, blev jeg meget opmærksom på.

Jeg fik et tilbud om at komme ind til en jordemoder og tale om fødslen. Det var ikke et tilbud specielt rettet mod mig, men et tilbud som kommunen havde til kvinder, der havde født samme år som jeg. Jeg så det som en oplagt mulighed for at få talt om mit forløb, så jeg tog imod det. Det viste sig, at jeg skulle tale med en af de jordemødre, der havde været til stede under min fødsel. Dog var det ikke hende, der var der i selve situationen, da han blev født. Jeg åbnede op og fortalte, hvordan det havde været, og ikke mindst hvordan jeg havde det med min søn. Jordemoderen sagde, at hun godt kunne se, at det havde været et barskt forløb med store udfordringer – og at så måtte jeg jo se, hvordan jeg selv kunne finde ud af at gøre noget ved det. Hun havde ingen hjælpemuligheder eller yderligere tilbud til mig. Det var som at lukke Pandoras æske op: Jeg havde åbnet mig i løbet af de 45 minutter, det varede, men der var ikke noget, der kunne lindre og afslutte forløbet for mig igen på en god måde. Jeg vidste jo godt, jeg skulle have gjort noget ved det, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gribe det an. Hvor skulle jeg starte? Skulle jeg tage kontakt til en psykolog eller en terapeut, som kunne hjælpe mig med at løse mit problem?

Det var stadig så tabubelagt for mig at skulle fortælle om, hvordan jeg i virkeligheden havde det med min søn, med fødslen og med belastningen heraf, at jeg ikke fik gjort mere ved det efter samtalen med jordemoderen. Jeg kunne ikke overskue at skulle tage initiativet selv, og desuden har jeg fået en grundlæggende mistillid til den del af vores sundhedssystem, som drejer sig om graviditet og fødsel. Jeg havde jo mange gange forsøgt at sige, hvordan jeg havde det undervejs i min graviditet. Og jeg oplevede kun at blive afvist og fejet af. Måske blev jeg misforstået, fordi jeg udadtil virkede så ressourcestærk. Men jeg synes jo, at jordemødrene og lægerne bør være kompetente nok til at se igennem overfladen og lytte til, hvad der virkelig bliver sagt med ord. Det kan ikke passe, at man er nødt til at sidde foran jordemoderen og græde hysterisk for at blive taget seriøst! Jeg savnede også at have haft mulighed for at tale om selve fødslen umiddelbart efter forløbet på sygehuset. Der var fokus på min søn og hans trivsel, men det faktum, at jeg var bristet fra ende til anden – og den ydmygelse jeg havde følt ved at ligge i min egen afføring og en masse blod – det var der på ingen måde opmærksomhed omkring. Tilsyneladende har ingen af de ni personaler, der var til stede på stuen
under fødslen, tænkt, at det måtte have været en voldsom hændelse for mig som fødende at opleve. Jo, måske har de tænkt det, men de har i hvert fald ikke efterfølgende håndteret det. Det kunne have været rart, hvis nogen allerede dengang havde talt med mig om det, talt med mig om operationen og hele det voldsomme forløb.

Den anerkendelse, der er i at blive talt med og forstået, kunne have hjulpet mig rigtig meget, tror jeg. Det ville have givet mig en følelse af, at det ikke kun var mig, der oplevede hele forløbet som voldsomt og forkert. På intet tidspunkt fik vi noget at vide om, at der ville kunne komme en psykisk reaktion oven på fødselsforløbet. Der var ingen dialog om psykiske forhold overhovedet. Heller ikke min mand blev der spurgt til, selvom det var meget chokerende for ham at se mig have det så dårligt, mens jeg lå i mit eget blod og afføring. Det tog mig fem måneder, før jeg fysisk blev mig selv igen – bortset fra de fortsatte smerter i forbindelse med vores sexliv – og jeg er stadig ikke mig selv psykisk. Jeg har haft og har stadig rigtig mange flashbacks til fødselsforløbet, ligesom jeg har fået søvnproblemer, hvilket jeg ikke led af før fødslen. I starten var flashbacksene meget mareridtsagtige, og jeg brød sammen i gråd, når billederne trængte sig på. Nogle af billederne handler om blodet og afføringen, som jeg lå i, og som jeg følte som meget krænkende og grænseoverskridende. Andre billeder handler om situationen, hvor jordemødrene foreslår et kejsersnit, og X – via telefonen og uden overhovedet at have tilset mig – blankt afviser dem. Derudover har jeg sorte huller i min hukommelse, som gør mig ude af stand til at kommunikere fuldstændigt om hele forløbet. Selvom det indimellem lykkes mig at gemme forløbet helt væk, så ved jeg også, at når jeg taler om det, så bliver jeg svimmel, får hyletone i øret, rysteture og lignende reaktioner. Det kan gemmes, men på ingen måde glemmes.

Jeg ville i dag gerne have barn nummer to, men jeg tør og kan ikke. Jeg er panisk ræd for en graviditet, hvilket selvfølgelig sammen med de fysiske smerter påvirker vores samliv. På ingen måde kan jeg forholde mig til at skulle gå et lignende forløb igennem igen. Formentlig vil jeg få lov til at få et planlagt kejsersnit ved en eventuel ny fødsel, men eftersom jeg ikke kan få lovning på det og blive forsikret om, at det er 100 % sikkert, så tør jeg slet ikke at blive gravid. Jeg spurgte en jordemoder, men hun svarede, at det jo skulle undersøges og vurderes rent fysisk først. Da jeg efterfølgende spurgte, om de undersøgelser og vurderinger kunne laves på forhånd, kiggede hun på mig, som om jeg var åndssvag og svarede, at nej, det kunne der ikke blive tale om. Den udmelding er nok til, at jeg går i stå og ikke kan overskue at gå videre med mit ønske om et barn mere. Jeg tør ikke, for jeg véd, at der er stor risiko for ikke kun fysiske problemer, men sandelig også psykiske. Angsten, jeg havde dengang, vil jo være endnu større ved en ny graviditet og fødsel. Men fik jeg at vide, at det var 100 % sikkert, at jeg kunne få et planlagt kejsersnit, så ville jeg formentlig hurtigt gå i gang og forsøge at blive gravid. Det kan godt være, min tilstand bliver bedre, og at jeg får et godt forhold til min søn, men jeg kommer aldrig til at slippe fri af forløbet. Løbet er kørt i forhold til min søns start i livet. Jeg kan ikke gøre det om, og jeg kommer aldrig over det. Også om 10, 15 og 20 år vil jeg være rigtig ked af og bitter over forløbet, og jeg får sandsynligvis ikke flere børn på grund af det. Jeg tør ikke åbne for det og forsøge at bearbejde det, for jeg ved ikke, hvordan det vil blive håndteret. I det mindste ved jeg da, hvad jeg har nu, selvom det ikke er optimalt.