Set udefra burde netop de vel være glade, ubekymrede og leve det søde ungdomsliv. De får høje karakterer, har en stor omgangskreds og stor venneflok på de sociale medier. Men sådan er det ikke nødvendigvis at være ung pige i dagens Danmark.
En omfattende rapport fra Vidensråd for Forebyggelse, der udkom sidste efterår, og omhandler børn og unges mentale helbred, viser, at trivslen blandt danskere mellem 15 og 24 år er faldet gennem de sidste 20 år. Særlig skidt står det til hos pigerne.
Således viste en undersøgelse fra 2010, at 21 procent af unge piger ofte eller meget ofte følte sig stressede og nervøse, mens dette tal i sidste års rapport var steget til 26 procent.
Samtidig viste en undersøgelse i foråret, som Danske Gymnasieelevers Sammenslutning stod bag, at over halvdelen af pigerne i gymnasiet føler sig pressede i hverdagen, dagligt eller ofte.
De mange undersøgelser vidner om, at det ikke nødvendigvis er lykken at være ung i dag. Men hvordan og hvorfor er det blevet så slemt at være ung og særligt pige i Danmark anno 2015?
Jens Christian Nielsen er lektor og ungdomsforsker på DPU ved Aarhus Universitet, og han understreger, at der ikke findes noget enkelt og entydigt svar på de spørgsmål.
Tværtimod er der mange facetter af ungdomslivet i dag, som er med til at påvirke pigernes trivsel i en negativ retning.
”De unge kan selv have svært ved at sætte ord på det pres og den stress, de føler. Nogle af dem taler om, at det stammer fra dem selv, men når man så taler med dem, kan man høre, at det handler meget om, hvordan man begår sig socialt, fungerer på de sociale medier og præsterer i skolen.
Hele tiden har de et selvfokus, som kan synes stærkt overdrevet, men som i den grad stresser dem,” siger han.
Når de unge piger konstant føler sig vejet og vurderet og mangler frirum, hvor de kan slippe for pres og forventninger, skyldes det, at det er en udvikling, hvor ikke mindst de sociale medier spiller en afgørende rolle. Til tider en negativ rolle.
”Det betyder noget for dem, om deres opdateringer på de sociale medier nu falder i god jord hos andre og bliver 'liket' tilstrækkeligt. Og de kan hurtigere end før komme til at føle sig udenfor. Har en gruppe venner for eksempel været på café sammen, uden at man selv er blevet inviteret med, bliver det sikkert delt på Facebook, og så starter bekymringerne om, hvorfor man ikke selv var inviteret med,” siger Jens Christian Nielsen og fortsætter:
”De sociale medier har skabt nogle nye eksklusions- og inklusionsmuligheder, og det er ikke nemt bare at sige, at nu lægger jeg telefonen helt væk. For gør man det, er der risiko for, at man ekskluderes fra fællesskabet. Det er synd for dem, for selvom de på den ene side selv er med til at skabe den her kultur, er der også hele tiden angsten for at være den, der står udenfor,” siger han.
Det er dog ikke kun de unge piger selv, der er med til bygge en præstationskultur op omkring sig. Det spiller også en rolle, at vi i dag lever i et kompetencesamfund, hvor opfattelsen synes at være, at det er skamfuldt, når man ikke formår at realisere det potentiale, man besidder.
Dermed skubbes de unge i en retning, hvor de indirekte tvinges til hele tiden at optimere sig selv på alle platforme, lyder analysen fra ungdomsforskeren.
De reformtiltag, der har været inden for uddannelsessystemet, spiller også en væsentlig rolle, påpeger Jens Christian Nielsen.
”De er med til at presse de unge. De skal tidligt vælge, hvilken vej de ønsker at gå i forhold til uddannelse og erhverv, de kan få ekstrapoints, hvis de tager flere højniveaufag end nødvendigt, og de skal gerne så hurtigt igennem systemet som muligt og i gang med en videregående uddannelse, hvor fremdriftsreformen nu venter på dem,” siger han og uddyber:
”Hele tiden skal de være på den her fremadskridende hest, hvor det handler om at være i konstant udvikling. I dag er der for eksempel flere steder, især i de større byer, et stort fokus på, om man nu kommer på det rette gymnasium, så man er sikker på at være på rette vej. For ved man ikke, hvor man er på vej hen, ja, så er man ikke rigtig ung,” siger Jens Christian Nielsen.
Men kan de unge piger slet ikke se, at de er nødt til at sagtne farten og lade forventningerne til sig selv falde en smule? Det er jo unge, intelligente mennesker.
Jo, det kan de i et eller andet omfang godt, vurderer ungdomsforskeren. Når man taler med dem, formår de både at reflektere og forholde sig kritisk til udviklingen og kan for eksempel tydeligt se, at der manipuleres på de sociale medier, og at reklamer fordrejes, så alting fremstår mere perfekt, end det i virkeligheden er.
Men samtidig kan man mærke, at de lader sig påvirke og selv tilstræber at fremstå på en måde, der lever op til ungdomslivets perfektions- og præstationsidealer.
”De kan have enormt svært ved at se, at det ikke kun er dem selv, der står i problemerne og med de mange høje forventninger muret op omkring sig. Vi hører fra studievejlederne på uddannelserne, at de pressede piger ikke formår at sætte grænser. Hvornår har jeg gjort nok ved min opgave? Hvornår har jeg været social nok og dyrket mit netværk godt nok? Samtidig oplever de, at det er et nederlag, hvis de ikke kan balancere kravene og skal bede andre om hjælp. Der er ingen tvivl om, at nogle vil blive tabt på gulvet, hvis ikke de rustes til at bede om hjælp og til at få opbygget nogle gode fællesskaber,” siger Jens Christian Nielsen.
Og netop fællesskaber er en afgørende faktor for de unge pigers trivsel. Men de kan ikke klare opgaven selv. Ungdomsuddannelserne, hvorpå pigerne har deres dagligdag, har også et ansvar, hvis det skal lykkes, fremhæver ungdomsforskeren.
Og de steder, hvor man forsøger netop at have et blik for at danne gode fællesskaber og holde øje med, om der udvikler sig nogle usunde dynamikker blandt eleverne som for eksempel en uheldig konkurrencementalitet omkring karakterer, lykkes det faktisk at dæmme op for problemerne.
Og selvom man på papiret er myndig eller lige ved og næsten, betyder det ikke, at man kan undvære stærke voksne til at støtte sig.
”De unges fællesskaber er ofte uden for de voksnes rækkevidde, når de begynder på ungdomsuddannelserne, hvor de unge selv styrer deres sociale liv, og hvor der ikke længere er skole-hjem-samtaler. Men som forældre skal man alligevel turde blive ved at være opmærksom på, hvordan de unge er sammen, hvordan de fester og skaber fællesskaber,” siger Jens Christian Nielsen.
Det kan man blandt andet gøre ved at tale med sine børn om, hvordan de har det, og hvordan de trives socialt. Det handler også om at give udtryk for, at man gerne vil forstå og kan rumme de udfordringer, ens unge stilles over for ved at være ung anno 2015.
Overordnet og påsamfundsniveau er det også vigtigt at finde ud af, hvilke krav man egentlig kan tillade sig at stille til de unge i dag og huske at diskutere, hvilke eventuelle negative virkninger disse krav kan medføre. Men det er kompliceret, mener Jens Christian Nielsen.
”Vi lever i en kultur, hvor alle er blevet gjort ansvarlige for deres eget liv og for, hvor succesfuldt det er og bliver. På den ene side er det jo positivt, at de unge tager mere ansvar for eget liv. På den anden side bliver problemet, at hvis de er ansvarlige for deres egen succes, er de også selv ansvarlige for deres fiasko, og det gør dem mere sårbare. For hvad gør du, hvis du ikke lykkes i dit eget personlige projekt, som du selv har formet? Det er nogle kræfter i samfundet, som er meget svære at lave om på,” siger han.
Man kunne dog starte med at overveje, hvordan man overhovedet omtaler problemerne og ikke mindst de unge.
”Noget af det, vi burde se på, er selve retorikken. Hør bare på ordet '12-talspiger'. Det alene er med til at skabe et fokus på at præstere, og hvis man 'bare' er en 'syvtals-pige' er det nemt ikke at føle sig god nok, for så ligger der et pres for at blive en '12-talspige',” siger Jens Christian Nielsen.
Og så er der drengene - også blandt dem er der mistrivsel, men ikke i noget nær samme grad som hos pigerne. Hvorfor ikke?
”Der kan også kan være bekymringer, der angår drengene. Spiller de nu for meget computer, eller går de for meget i træningscenter? Men der er bare ikke helt de samme forventninger til dem, som der er til pigerne. Ordet '12-talsdrenge' bruges ikke - i stedet taler man sommetider om taberdrenge, og selvom det er en negativ betegnelse, signalerer det også, at der ikke lægges det samme præstationspres på drengene. De har måske derfor mere rum end pigerne til selvforglemmelse og til at kunne være på en anden måde,” siger Jens Christian Nielsen.