Er det din vurdering, at tålmodigheden mellem mennesker generelt er blevet mindre? Eller der bestemte sammenhænge, hvor det ene menneskes tålmodighed med det andet er særligt udfordret i det moderne samfund?
Det er min opfattelse, at der er bestemte sammenhænge, hvor det ene menneskes tålmodighed med det andet er særligt udfordret. Disse sammenhænge er karakteriseret af rationalitet frem for fornuft. Det sker ofte, når vi suspenderer vores sanser, inden vi træffer beslutninger.
Du taler om en forskel på fornuft og rationalitet. Kan du forklare den?
Lad mig bruge olieboringer som eksempel. Når markedsprisen på olie er høj, er det rationelt at fortsætte den bekostelige udvinding. Det er det ikke, når den er lav. Under alle omstændigheder er mange dog enige om, at det er mere fornuftigt at investere i alternativer til fossile brændstoffer.
Hvad ser du som hovedårsag til, at det enkelte menneske kan have svært ved at mobilisere tålmodighed? Og hvad ser du som hovedårsag til, at vi som individer bliver mødt med mindre tålmodighed fra vores omgivelser?
At stadig flere aspekter af vores livsverden bliver underlagt markedslignende betingelser. Det er usikkert at agere i et frit marked. Usikkerhed kan i et vist omfang bemestres med normative forestillinger om vores adfærd i sådanne markeder. Den herskende forestilling er, at vi er rationelle. Vi træffer med andre ord beslutninger ved at stille os selv spørgsmålet: ”Hvad får jeg ud af det?”.
Hvis et andet menneske ikke med det samme kan redegøre for eller gøre det klart, hvad jeg får ud af det, mister jeg tålmodigheden. Under markedslignende betingelser forstår vi os selv som forbrugere, og som forbrugere er vi ikke særlig tålmodige. Vi søger i høj grad fabrikerede løsninger eller kompetencer i stedet for dannende udfordringer.
Kan du give nogle konkrete eksempler på områder, hvor markedet efter din vurdering har vundet over moralen, med den følgevirkning, at tålmodigheden hurtigere slipper op?
Uddannelse er et eksempel fra min egen verden. I den her sammenhæng vil jeg gerne generalisere og tale om epistemologi eller erkendelsens oprindelse, grænser og gyldighed. Og så i øvrigt holde fast i forbrugerismen fra før. Hvis der efterspørges fabrikerede kompetencer, men udbydes dannende udfordringer er det vanskeligt at finde en ligevægt og være tålmodig med hinanden.
Et andet eksempel er virksomhedsledelse, hvor både sociale, miljømæssige og økonomiske omkostninger ved kortsigtede – det vil i den her sammenhæng sige utålmodige – beslutninger efterhånden er veldokumenteret. Det kan være rationelt uden at være fornuftigt.
Hvad kan vi som enkeltindivider og som samfund stille op, hvis vi ønsker at øge den mellemmenneskelige tålmodighed?
Tillad mig at starte med en digression: Det er almindeligt at lade Adam Smith stå fader til det frie marked. Han introducerede den usynlige hånd og argumenterede for i et vist omfang at lade stå til. Det er samtidig almindeligt at udlægge hans politiske økonomi uafhængig af hans moralfilosofi. Det er dog i sidstnævnte, der er mest at hente i dag.
Og nu til svaret på dit spørgsmål: Ifølge Smith drives modne, almindelige mennesker af et ønske om at træffe beslutninger, der er påskønnelsesværdige. Det samme kan siges om fællesskaber, om end fællesskaber – ligesom nogle mennesker – kan opstå og opløses, inden de modnes tilstrækkeligt. Vi er tålmodige med hinanden, fordi vi anderkender dette behov for modning.
Vi kan derfor forsøge at skabe rammer for vores beslutninger, der i højere grad tager hensyn til fornuften end til rationaliteten. Fornuften søger det påskønnelsesværdige, ikke blot påskønnelse i sig selv. Og fornuft er mindre flygtig end den rationalitet, vi lader styre alt for meget.