Vorherre lader altid et vindue stå på klem

Folketingspolitiker Mette Bocks barndom gik fra tryg til turbulent, da hendes lillesøster mistede livet i en trafikulykke. Kristendommen og engagementet i familien og samfundet er blevet givet videre fra generation til generation

”Siden min lillesøsters død har jeg hver eneste dag været 100 procent bevidst om, at det kan være, at livet er slut i morgen,” siger Mette Bock (LA). -
”Siden min lillesøsters død har jeg hver eneste dag været 100 procent bevidst om, at det kan være, at livet er slut i morgen,” siger Mette Bock (LA). - . Foto: Nikolai Linares/Scanpix.

Min opvækst var tryg og lys de første ni år. Vi boede i Horsens i det samme sogn, som jeg stadig bor i, og mine forældre var engageret i lokalsamfundet.

Alt blev ændret i 1966, da min lillesøster Karen cyklede direkte ud foran en bil og blev dræbt på stedet. Jeg stod i vejkanten og så det ske. Der blev min lyse barndom til sort nat. Min barnetro på, at ulykker ikke er noget, som rammer min familie, blev med et slag fuldstændig fjernet.

Nogle turbulente år fulgte.Min far kom i Folketinget i 1968 for De Radikale og var derfor meget væk fra familien. Der kom to nye børn til, og min mor var meget alene med os. Da min far røg ud af Folketinget i 1973, blev mine forældre skilt, og min far kom ud i et alkoholmisbrug. Han ønskede ikke at se min mor mere. Det er svært, når man har fem børn sammen.

Mit lykkeligste familieminde er fra, da jeg overværede mine to yngste brødres fødsler derhjemme. Jeg oplevede den fuldstændig ubetingede glæde, der er ved at tage imod et nyt barn, og det blev et vendepunkt. Jeg mærkede jorden skælve, da jeg så min lillesøster Karen omkomme, men efter fødslerne stod det fuldstændig klart for mig, at selvom en dør smækkes definitivt, sørger Vorherre altid for, at der står et vindue på klem et sted.

Den vigtigste værdi i min familie var engagement i familien og i samfundet. Da min moster var syg af kræft, passede min mor hende derhjemme, og efter skilsmissen boede min mor hos mine bedsteforældre, indtil de døde. Vi lærte, at man har en forpligtelse til at tage sig af hinanden i familien, også når det koster tid og arbejde. Mine forældre tog os med i kirke, og der fik vi nogle værdier, som ikke er materielle. Det var ikke noget, vi talte om hver dag, men kristendommen var og er for mig lige så naturligt som at trække vejret. Der blev læst op af bibelhistorien, vi lærte salmerne, og vi talte om højtidernes betydning.

Vi fik lov til det meste i mit hjem. Vi opdrog hinanden i den store søskendeflok, og der var en tillid til, at vi tog konsekvenserne af de valg, vi traf. Man kan også vende det om og sige, at vi blev meget overladt til os selv. Der var kun to ufravigelige krav: Vi blev overhørt i Radioavisen, og vi skulle overholde aftaler.

Vi søskende har et nært forhold til hinanden, for vi blev nødt til at holde sammen gennem mine forældres skilsmisse og min fars alkoholmisbrug. Nu bor vi fire generationer i samme sogn, og vi løber ind og ud af hinandens huse hele tiden.

Til en fest i min familie er der som regel flere meninger til stede, end der er mennesker. Vi synger lystigt fra Højskolesangbogen, og en stensikker favorit er ”Jeg ser de bøgelyse øer”. De to sidste linjer af andet vers siger alt om dansk historie, tradition og kultur: ”De elsked' ungt, de drømte langt, de så kun alt for kort,/ men frem af dem stod folket. Og dette folk er vort.”

Opdragelse, tror jeg ikke er noget, man skal tænke over. Det, der har fået betydning for mine børn, er det, de har set deres forældre gøre. Vi har på godt og ondt givet vores børn vores gode og dårlige vaner med i bagagen. Jeg har forsøgt at give mine børn det frisind, som jeg selv er opdraget med: at det anderledes ikke er farligt, og at vi skal gå nysgerrigt til det. Hvis man er usikker på sig selv, sine værdier og sin egen identitet, bliver man bange og indadvendt. Når man ved, hvad man hviler i, kan man møde det fremmede med åbenhed. Jeg håber, jeg har lært mine børn at gribe livet, samtidig med at de kan give generøst til andre - uden at spørge, hvad de selv får ud af det.