Noor, Soma, Surendra og godt en milliard andre lever på kanten af fattigdom

Målet om at halvere andelen af verdens befolkning, der lever i ekstrem fattigdom, er blevet indfriet. Men livet på kanten af fattigdomsgrænsen er ikke væsentligt anderledes. Hvordan er det at leve for 1,25-2 dollar om dagen? Kristeligt Dagblad har mødt nogle af menneskene bag tallene

En halvering af andelen af mennesker i verden, der lever for under 1,25 dollar om dagen, var det første af 2015-målene. Det blev en realitet allerede i 2010, fem år før deadline. Men at leve for 1,30 dollars om dagen er ikke meget bedre.
En halvering af andelen af mennesker i verden, der lever for under 1,25 dollar om dagen, var det første af 2015-målene. Det blev en realitet allerede i 2010, fem år før deadline. Men at leve for 1,30 dollars om dagen er ikke meget bedre.

Det er ikke fordi det ligefrem springer i øjnene. Men Noor Jahan og hendes mand Irfan er ikke længere ekstremt fattige. Hun er over 50, han er nærmere de 70, og de bor i to små rum uden vinduer på i alt 15 kvadratmeter i en af de smalle, favelaagtige gader i New Seema Puri. 

Toilet er der ikke, det er der kun ganske få af boligerne, der har i slumbyen i den nordøstlige udkant af New Delhi. Noor og Irfan og deres 12–årige søn må i stedet bruge et af de offentlige toiletter, som de skal betale for at bruge.

Eller gøre som de fleste andre: forrette deres nødtørft uden for, hvor de kan komme til det. For eksempel i den smalle kloakrende, der løber foran deres hus. 

Det første rum er familiens køkken. I det andet, som er en anelse større, er der lige akkurat plads til to senge til dem selv og deres søn, det eneste af deres fem børn som har overlevet.

På endevæggen er krus og tallerkener og enkelte andre personlige ejendele sirligt stillet op på hylder af træplanker. Det er også her, de opbevarer bøtterne med farveblyanter i alle farver. 

Det er takket være disse farveblyanter, at Noor og Irfan ikke længere er ekstremt fattige. De er kommet til New Delhi fra nabostaten Uttar Pradesh på den anden side af Yamuna-floden, hvor de solgte cigaretter og andre varer fra en lille stand. Men det kunne de ikke længere leve af. Og nu er de blevet såkaldt ”hjemme-industriarbejdere” og pakker farveblyanter i æsker med seks blyanter i hver i otte-ti timer hver dag.

De får knap én rupee eller ti øre pr. æske. En gang om måneden kommer virksomheden, de arbejder for, og henter deres produktion, leverer nye æsker og blyanter. Og betaler dem de lige godt 6000 rupees, de gennemsnitligt tjener. 


Noor og Irfan Jahan er nogle af de omkring en milliard mennesker i verden, som ifølge FN’s Årtusindmålsrapport 2015 er blevet løftet ud af fattigdom siden vedtagelsen af FN’s såkaldte 2015-mål. Andelen af fattige er reduceret fra 47 til 14 procent siden 1990.

En halvering af andelen af mennesker i verden, der lever for under 1,25 dollar om dagen, var det første af 2015-målene. Og det var en realitet i 2010, fem år før deadline, som FN stolt understreger. 

Noor Jahan og hendes mand Irfan er ikke længere ekstremt fattige, takket være et job som hjemmearbejdere, hvor de fylder farveblyanter i æsker.  Men de bor stadig i New Seema Puri-slumkvarteret. Og hvis en af dem bliver syge, vil de ryge tilbage i fattigdom.
Noor Jahan og hendes mand Irfan er ikke længere ekstremt fattige, takket være et job som hjemmearbejdere, hvor de fylder farveblyanter i æsker. Men de bor stadig i New Seema Puri-slumkvarteret. Og hvis en af dem bliver syge, vil de ryge tilbage i fattigdom.

Det er en hidtil uset sejr over fattigdommen. Aldrig i menneskehedens historie er antallet af fattige blevet reduceret så hurtigt. Det skyldes især den økonomiske vækst i lande som Kina og Indien.

45 år efter, at Indira Gahndi i 1971 lancerede sit løfterige slogan ”Garibi Hatao” - Afskaf fattigdommen - er 140 millioner indere blev løftet over fattigdomsgrænsen i perioden mellem 2008 og 2011, viser Verdensbankens 2014-rapport om fremskridtene i Årtusindmålene.

Men hvordan lever de mennesker, som ifølge statistikkerne er blevet ”løftet ud af fattigdom”?

Mens verdens ledere forbereder sig på at vedtage nye Verdensmål, der lover at ”udrydde fattigdommen i 2030”, er det relevant at dykke ned i virkeligheden bag de smukke ord. Hvordan lever man, når man er løftet ud af fattigdom og lever for 1,30 dollar om dagen?

Kristeligt Dagblad har mødt nogle af de mennesker, der skjuler sig bag de fine tal. Og nogle af dem har ganske rigtigt fået markant bedre levevilkår. Men de fleste er kun lige akkurat kravlet op over den statistiske fattigdomsgrænse, og over 1,1 milliarder mennesker lever derfor for mellem 1,25 og 2 dollar om dagen.


For disse mennesker er påstanden om, at de er blevet ”løftet ud af fattigdom”, en meget rosenrød beskrivelse. Virkeligheden er, at de balancerer på kanten af den ekstreme fattigdom. Sult er ikke længere en daglig trussel, og deres børn kan som regel gå i skole. Men spørger man Noor og Irfan, synes de nu ikke, at livet på den anden side af den ekstreme fattigdomsgrænse er særligt luksuriøst.

”Vi får som regel mad nok, for vi har fået lov til at beholde vores rationeringskort til ris og olie, og så længe vi begge kan arbejde, holder vi skindet på næsen. Og vores søn går i skole," siger Noor stolt.

Så kigger hun på sin mand. Og hendes øjne fyldes med tårer.

”Men hvad skal der blive af os, hvis vi bliver syge, før vores søn bliver gammel nok til at arbejde? Hvem skal tage sig af ham, hvis der sker os noget? Hvordan skal vi få råd til medicin?”

Noors spørgsmål er nogle, der i høj grad optager Aasha Kapur Metha. Hun er professor i økonomi ved det Indiske Institut for Offentlig Administration og leder af den indiske del i et internationalt forskningsprojekt om såkaldt kronisk fattigdom, Chronic Poverty Research, under det britiske forskningscenter Overseas Development Institute.

Projektet har analyseret fattigdomsstruktur og veje ud af fattigdom i fire lande, deriblandt Indien. Og resultatet er, at rejsen ud af fattigdom sjældent er på enkeltbillet.

”Når vi følger fattige familier over en længere årrække, så viser det sig, at nogle bliver mindre fattige men derefter ryger tilbage i fattigdom. Andre, der ikke var fattige, ryger pludselig ned under fattigdomsgrænsen, fordi de rammes af en hændelse, der påvirker deres indtægt. Det kan være sygdom eller en ulykke, som gør et familiemedlem uarbejdsdygtig. For at kunne betale lægehjælp og medicin kan familien blive tvunget til at sælge den smule ejendom, de har, som for eksempel husdyr eller jord. Eller til at gældsætte sig, ofte til ågerrenter, så de fanges i en gældsfælde i mange år frem,” forklarer Aasha Kapur Metha.


Hvis indbyggerne i New Seema Puri bliver syge, kan de få gratis konsultation på kvarterets offentlige sundhedscenter et par gange om ugen. I den mørke gang med cementgulvet foran lægens konsultation er køen lang.

”Undersøgelsen er gratis, men lægen er her kun få timer om ugen. Og vi skal selv betale for den medicin, han ordinerer. Hvis en af os bliver alvorligt syg og skal på hospitalet, bliver vi nødt til at låne penge,” fortæller Rajkumari.

Hun bor sammen med sin mand og svigerforældrene og parrets to børn i to rum, der er en kopi af Noor og Irfans. Madrasserne, de sover på, er gemt af vejen. Til gengæld troner et lille tv-apparat oven på et køleskab, de synlige tegn på, at familien er kommet over fattigdomsgrænsen, efter at Rajkumaris svigermor har fået arbejde i en fabrik, der producerer vandhaner.

Rajkumari bor sammen med sin mand, de to børn og svigerforældrene i to små rum på 15 kvadratmenter i New Seema Puri-slumkvarteret. Takket være svigermorens arbejde i en fabrik, der producerer vandhaner, er hun ikke længere fattig. "Vi sulter ikke mere. Men vi lever stadig fra hånden og i munden," siger Rajkumari
Rajkumari bor sammen med sin mand, de to børn og svigerforældrene i to små rum på 15 kvadratmenter i New Seema Puri-slumkvarteret. Takket være svigermorens arbejde i en fabrik, der producerer vandhaner, er hun ikke længere fattig. "Vi sulter ikke mere. Men vi lever stadig fra hånden og i munden," siger Rajkumari

”Men vi lever stadig fra hånden og i munden. Vores liv er ikke blevet forandret. Vi bor stadig i slummen, for vi har ikke råd til andet” siger hun.

”For en del indbyggere i slumkvartererne er højere indtægter blevet omsat i mobiltelefoner og tv-apparater,” siger Parvati Tampi fra den internationale hjælpeorganisation Action Aid.

”Det er selvfølgelig folks eget valg at bruge pengene på det. Men de er blevet lovet at få del i det indiske væksteventyr, og mobiltelefoner er det mest synlige symbol på, at de er med på vognen, selv om deres leveforhold ikke har ændret sig synderligt,” siger hun. 

Slumbyens elever er for eksempel stadig henvist til New Seema Puris eneste offentlige skole, EDMC Primary School. Eleverne sidder på gulvet i lange rækker, for klasseværelserne har hverken borde eller stole, og en gennemtrængende stank breder sig fra toiletterne ud i gangen. Til gengæld er Parvati Tampi positivt overrasket over, at der i dag er lærere til stede i klasseværelserne, hvor eleverne ellers ofte overlades til sig selv, fordi lærerne har travlt med administrative opgaver eller bare er fraværende.

Selv om nogle af pigerne kommer i skole, er der stadig lang vej for at komme ud af New Seema Puri-slumkvarteret i New Delhi
Selv om nogle af pigerne kommer i skole, er der stadig lang vej for at komme ud af New Seema Puri-slumkvarteret i New Delhi

Rajiv Kumar, der leder den lille lokale hjælpeorganisation Pardashita, synes ikke, at New Seema Puri har mærket meget til, at fattigdommen skulle være faldet.

”Faktisk bliver levevilkårene værre dag for dag i de store byer i Indien,” mener han.

”Der bliver flere og flere mennesker, der lever i slum, fordi den økonomiske aktivitet trækker folk ind fra landet. Priserne på alting stiger, især priserne på mad, og der bliver mere børnearbejde i slumbyerne, fordi familierne ellers ikke kan klare sig,” siger Rajiv Kumar.


I Indien er andelen af mennesker, der indtager under 2.100-2.400 kalorier om dagen, vokset fra 64 til 76 procent siden 1988. FN’s Årtusindmålsrapport for Indien anslår, at 40 procent af alle indiske børn under tre år vil være undervægtige, når timeglasset udløber til september. 

Men er der da slet ingen succeshistorier at finde blandt de de omkring 1 milliard mennesker, som ifølge FN har fået flere penge mellem hænderne siden 2000, da FN’s Årtusindmål blev vedtaget?

Jo, og vi møder nogle af dem i Bhopal, 800 km fra New Delhi, i Madhya Pradesh, en af de fattigste delstater i Indien.

Rahul Nagar-kvarteret ligner til forveksling New Seema Puri, med forfaldne rønner, stinkende, åbne kloakker og affaldsdynger. Men også med nykalkede facader, hvor de mest velstående beboere med alle midler kæmper for at gøre deres omgivelser udholdelige.

Rahul Nagar-slumkvarteret i byen Bhopal
Rahul Nagar-slumkvarteret i byen Bhopal
Soma har boet 30 år i Rahul Nagar-slumkvarteret i den indiske by Bhopal, og hendes stolthed er datteren Manta, som er ved at afslutte en master i socialvidenskab.
Soma har boet 30 år i Rahul Nagar-slumkvarteret i den indiske by Bhopal, og hendes stolthed er datteren Manta, som er ved at afslutte en master i socialvidenskab.

Her har Soma boet i 30 år med sin mand. De rejste hertil for at få arbejde, da de blev gift, og Soma fik arbejde i en lille skrædderbutik, mens hendes mand fik et godt og især stabilt offentligt job. Et strålende lys tændes i Somas øjne, da hun præsenterer sin yngste datter, Manta, som er ved at afslutte en master i socialvidenskab. Sønnen har også fået en god uddannelse og arbejder i en bank. Den ældste datter er godt gift, og Soma holder sit første barnebarn på armen.

”Det har været hårdt i alle de år at knokle for at kunne sende børnene i en ordentlig privatskole i stedet for den offentlige skole. Men nu bærer vores anstrengelser frugt. Jeg håber, vi snart kan forlade Rahul Nagar,” siger Soma.

For Kiran, Karuna, Pooja og Lovina, som lærer syning efter skole, er Manta et idol. Hun repræsenterer ”Shining India”, det strålende India, som blev populariseret ved valgkampen i 2004 som et symbol på indernes lyse fremtidsudsigter. Pigerne er vakse og veltalende teenagere, der drømmer om at blive læger eller især at arbejde i en bank, det helt store hit. De drømmer om at blive en del af del af det indiske væksteventyr. 

Kiran, Karuna, Pooja og Lovina bor i Rahul Nagar-slumkvarteret i den indiske by Bhopal. De lærer syning efter skole men drømmer alle om at blive læger eller arbejde i en bank.
Kiran, Karuna, Pooja og Lovina bor i Rahul Nagar-slumkvarteret i den indiske by Bhopal. De lærer syning efter skole men drømmer alle om at blive læger eller arbejde i en bank.

”Ud af 100 familier er der 30-40 familier, der klarer sig bedre,” anslår Francis Antony, som trods sit britisk klingende navn er født i Bhopal, hvor han står i spidsen for en lille hjælpeorganisation med det pompøst klingende navn, Institut for Socialforskning og Udvikling. 

”Man kan ikke sige, det ikke går bedre. Men det går langsomt. Og det er ikke alle, der klarer sig. De, som er allerfattigst nu, vil få meget svært ved at komme ud af fattigdommen, for de kan ikke drage fordel af de nye økonomiske muligheder,” siger han.

Disse nye økonomiske muligheder kan også være ensbetydende med nye risici. Lønnen i Indiens byggebranche eller læder- og tekstilindustrien i Bangladesh er højere end den dagløn, de fattige kan tjene ude på landet, hvor 70 procent af verdens 1,4 milliarder fattige bor. 

Millioner af fattige mænd og kvinder søger til de hastigt voksende storbyer i de fattige lande for at få et af disse jobs. Drømmen om væksteventyret er stærkere end beretningerne om bygningsarbejdere, der falder ned fra stilladser eller fabriksarbejdere, der mister livet i brande og sammenstyrtede bygninger.

Ifølge Den Internationale Arbejdsorganisation ILO omkommer 1,1 millioner mennesker hvert år i arbejdsulykker alene i Asien. Og de fattigste og dårligst uddannede samt kvinder og børn betaler den højeste pris, fordi de typisk er ansat i de dårligst lønnede og farligste jobs.


En af de bygningsarbejdere,
der bygger Asiens moderne storbyer og driver den økonomiske vækst, møder vi i Indien. Surendra Mourya er rejst til Bhopal i det centrale Indien fra den fattige nabostat Uttar Pradesh for at få del i den økonomiske vækst og slippe ud af fattigdommen. Han bliver hver dag hyret som daglejer på Peethe-pladsen i Bhopal, hvor rekrutteringsselskabene henter dagens arbejdere.

Han er dygtig og vellidt og får som regel et job hver dag til en ordentlig løn på 350 indiske rupees om dagen. Det svarer til omkring 30 kr for en ti timers arbejdsdag. Og hvis han arbejder seks dage om ugen, holder han sig selv, sin kone og deres lille datter ude af ekstrem fattigdom med 1,30 euro til at leve for om dagen.

Byggebranchen er en af de vækstmotorer, der automatisk går igang, når udenlandske investeringer begynder at sætte skub i økonomien. I hele Asien skyder moderne kontorbyggerier og boligkomplekser op næsten fra den ene dag til den anden. Arbejdskraften strømmer til byerne fra de fattigere landdistrikter for at få et bedre betalt job på byggepladserne. Om det er farligt går de mindre op i.

”Det er et godt arbejde. Jeg tror, jeg kan skabe mig en god fremtid her. Jeg synes ikke, det er farligt,” siger Surendra Mourya.

Surendra Mourya er kommet til Bhopal fra den fattigere nabostat Uttar Pradesh for at arbejde i Indiens boomende byggesektor. Arbejdsulykker er hyppige, og arbejderne har ingen sygeforsikring og ofte heller ingen kontrakt med bygherren.
Surendra Mourya er kommet til Bhopal fra den fattigere nabostat Uttar Pradesh for at arbejde i Indiens boomende byggesektor. Arbejdsulykker er hyppige, og arbejderne har ingen sygeforsikring og ofte heller ingen kontrakt med bygherren.

I byggeriet bag ham hænger en arbejder ellers i en faretruende position, tilsyneladende i et forsøg på at hæfte nogle elkabler sammen. Og spørger man Vijay Kumar fra fagforeningen TUCS i Bhopal, er der mange daglejere som Surendra, der har måttet sige brat farvel til drømmen om et bedre liv. 

”Vi har for eksempel hjulpet Rakeesh, 35 år og bygningsmaler, der faldt ned og brækkede ryggen. Sjaklederen på byggepladsen kørte ham på hospitalet, men entreprenøren hævdede, at det ikke var ham men et rekrutteringsselskab, der var arbejdsgiver, og rekrutteringsselskabet sagde, at der ikke var nogen skriftlig kontrakt. Så han fik hverken erstatning eller hjælp til hospitalsregningen. Den slags eksempler er der masser af. Hver eneste måned er der ulykker,” siger Vijay Kumar.

Byen Bhopal kom på verdenskortet i 1984 med eksplosionen i Union Carbide-koncernens kemiske fabrik, der kostede 20.000 mennesker livet, mens 550.000 stadig har mén. Idag er industrierne i vid udstrækning flyttet uden for byen, blandt andet til industriområdet i Singaroli. Og her er arbejdsulykkerne også hyppige.

Vijay Kumar husker for eksempel Selim, der var 42 år, da han mistede den ene arm ved en ulykke på en traktorfabrik. Han blev fyret og er i stedet blevet gadesælger. 

”Den indiske regering vil tiltrække flere udenlandske investeringer for at holde væksten oppe. Der er i stigende grad pres på fagforeningerne, der kunne være med til at skaffe bedre sikkerhed. Og især bliver det mere og mere almindeligt, at virksomhederne ikke direkte hyrer de ufaglærte ansatte men overlader det til rekrutteringsselskaber, der hyrer folk på daglejerbasis,” siger Vijay Kumar.

Når mændene flytter til byerne for at arbejde på i byggeriet, flytter familien med, så der opstår nye slumområder ved siden af byggepladsen.
Når mændene flytter til byerne for at arbejde på i byggeriet, flytter familien med, så der opstår nye slumområder ved siden af byggepladsen.


Sikre og stabile jobs var ellers et af de 2015-mål, som blev vedtaget af FN i 2000 sammen med løftet om at halvere den ekstreme fattigdom. Men mens fattigdomsmålet er blevet nået, blandt andet takket være den økonomiske vækst og de nye jobs, er det ikke gået helt så godt for målet om ”anstændigt arbejde til alle”, som det formuleres i 2015-målene.

Også Den Internationale Arbejdsorganisation ILO har ”anstændigt arbejde” som et af sine vigtige indsatsområder.

”Nu skal man jo ikke sige, at de jobs, der skabes i udviklingslandene, pr. definition er uanstændige jobs," nuancerer Tine Stærmose.

Hun var frem til årsskiftet leder af ILO’s afdeling for ”decent work” eller anstændigt arbejde i Sydasien ved ILO’s kontor i New Delhi

”Men omvendt fører økonomisk vækst heller ikke automatisk til gode jobs. At landene af sig selv kommer ind på en vej med bedre standarder og levevilkår, bare fordi der kommer gang i hjulene, er en teori, der for længst blevet skudt ned. De data, vi har analyseret her fra Indien, viser at de nye jobs, der er blevet oprettet under den økonomiske vækst i 2009-2010, især er opstået i den uformelle sektor, ikke i den formelle, organiserede økonomi,” konstaterer Tine Stærmose. 

Den handlingsplan for arbejdsmarkedet, som er udarbejdet af ILO og Indien for perioden 2013-2017, konstaterer, at andelen af formel ansættelse i den organiserede, formelle økonomi er faldet fra 58 til 49 procent mellem 2000 og 2010.

”Meget af den vækst, vi har oplevet i Indien i de seneste år, hviler på usynlig arbejdskraft, der kommer ind fra landet for at arbejde og som ikke går op i sikkerhed og arbejdstid. Vi ser børn, der arbejder på de store byggepladser. Og byggeprojekter er med til at øge slumområderne, fordi de tilrejsende arbejdere ikke har råd til at bo andre steder,” siger Tine Stærmose.


I Bangladesh er det tekstilindudstrien, der trækker folk fra landet til hovedstaden Dhaka. Fire millioner mennesker arbejder i tekstilfabrikkerne, og 80 procent er kvinder. Lutpa var en en af de millioner af kvinder, der syede t-shirts, skjorter og bukser til kendte tøjmærker som Benetton, Zara og Walmart. Hun arbejdede i en fabrik i Savar-kvarteret i Dhaka, på 7. sal i bygning, der egentlig ikke var beregnet til industriproduktion.

Bygningen var kendt som Rana Plaza, et navn som idag er blevet et synonym for de industriulykker, der følger i kølvandet på vækstmiraklet i de fattige lande. 1.138 kvinder omkom og 2.500 blev såret, da vibrationerne fra de tunge generatorer fik bygningen til at styrte sammen den 24.april 2013. 

I to dage lå hun under murbrokkerne, før hun blev bragt til hospitalet, hvor hun var indlagt i over en måned for kraniebrud og skader på rygsøjlen. Men hendes ryg brækkede ikke. Lutpa var heldig. Andre af de overlevende måtte amputeres og er idag stærkt handicappede og uarbejdsdygtige. Deres drøm om at tjene flere penge i Bangladesh’s boomende tekstilindustri er slut. 

”Jeg kan ikke længere arbejde på fabrik på grund af skaderne på min ryg. I dag lever jeg af at sælge tøj på gaden. Jeg tjener ikke ret meget, men det er bedre end ingenting,” fortæller Lutpa. 

Siden hendes liv kollapsede sammen med Rana Plaza-bygningen, har hun haft tid til at tænke. Over hvordan hun skal forsørge sine fem børn, nu hvor hun ikke længere har kræfter til at arbejde på fabrik. Og over hvorfor det netop var syerskerne, der betalte betalte med deres liv og helbred, for at Bangladesh kan fastholde sin økonomiske vækst.

”Vores fabrik var ikke den eneste arbejdsplads i Rana Plaza-bygningen. På de andre etager var der for eksempel en bank. Men bankens kontorer var tomme, da bygningen styrtede sammen. For de ansatte havde set revnerne i murene og loftet, og de havde nægtet at arbejde der. Vi havde også set revnerne. Men vi fik besked på at arbejde videre, ellers ville vi blive fyret. Vi er fattige og har brug for hver en taka, vi kan tjene, for at overleve. Vi turde ikke gå fra symaskinerne, selv om det var farligt,” siger Lutpa. 

Hun har fået hjælp fra en særlig fond oprettet af premierminister Sheik Hassinas. Med den internationale arbejdsorganisation ILO’s mellemkomst har de internationale mærker desuden indvilget i at bidrage til en hjælpefond, Rana Plaza Trustfund. ILO har beregnet, at Fonden har brug for knapt 210 millioner kroner for at kunne betale erstatning til både de overlevende og til de efterladte, men udbetalingerne er mere end to år efter ulykken endnu ikke begyndt.

Til gengæld har 190 internationale tøjfabrikanter, deriblandt Bestseller og Dansk Supermarked, underskrevet den såkaldt Accord eller ”Aftale om Brand- og Bygningssikkerhed i Bangladesh”.

”Rana Plaza-ulykken skabte et momentum, der har gjort det muligt at øge kontrollen med omkring 2.000 virksomheder. Og vi har opnået en minimumsløn på 68 dollar om måneden, mod knap 40 dollars tidligere. Men fagforeningsledere bliver stadig udsat for trusler og pres, og regeringen holder hånden over tekstilbranchen, som mange politikere har økonomiske interesser i. Derfor er kampen ikke vundet endnu,” siger fagforeningslederen Kalpona Akter fra Bangladesh Center for Arbejdersolidaritet.

I alt er 1.800 fabrikker nu blevet inspiceret, og de, der ikke lever op til kravene, må lukke. 

Men ikke alle retter sig efter de nye regler. Den 16. marts meddelte ILO, at fabrikken M/S Mega Choix Knitwear Ltd i Dhaka fortsat beskæftiger 600 arbejdere i en bygning, som inspektørerne har krævet evakueret af sikkerhedshensyn, blandt andet på grund af brandfare. 

”Der er sket fremskridt siden Rana Plaza. Men der skyder nye fabrikker op overalt, og det er alt for let at få byggetilladelse. Der bygges stadig rask væk på sumpede grunde, hvor bygningerne med tiden risikerer at bryde sammen,” siger Syed Sultan Uddin Ahmmed fra Bangladesh Institut for Labour Studies, BILS, der var med til at forhandle sikkerhedsaftalen på plads.

”Bangladesh har store ambitioner om at øge antallet af tekstilfabrikker fra over 5000 på nuværende tidspunkt til 10.000 i 2021, hvor sektoren skal beskæftige omkring 14 millioner. Hvis vi ikke skal have nye Rana Plaza-ulykker igen og igen, skal vi sørge for, at denne udvikling sker på en mere velorganiseret måde end tidligere,” siger Syed Sultan Uddin Ahmmed

Men Rana Plaza er ikke et enkeltstående tilfælde, og problemet er ikke begrænset til tekstilbranchen, endsige til Bangladesh, påpeger A.B.M. Khorshed Alam, leder af Rana Plaza Koordineringsgruppen, der styrer hjælpeindsatsen over for ofrene fra Rana Plaza.

”I sidste uge havde vi en ulykke i en plastikfabrik her i Dhaka. 12 personer blev alvorligt forbrændt. Få uger tidligere døde 300 i en brand i en fabrik i Pakistan. En anden ulykke fandt sted i Bombay i Indien, og i Kina finder der industriulykker sted næsten dagligt. Arbejdernes sikkerhed er et generelt problem i alle nyindustrialiserede lande. Vi taler om et globalt marked. Derfor bør det også være et globalt ansvar at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold,” mener Khorshed Alam.

”Efter Rana Plaza-ulykken har vi fået den såkaldte Accord om sikkerhed i tekstilfabrikkerne. Og mange af vore lokale virksomheder kontrolleres og tvinges nu til at forbedre sikkerheden. Men hvem skal betale for disse investeringer? Accord-aftalen indeholder også bestemmelser om, at tøjmærkerne skal være med til at finansiere dem. Men de vil ikke betale mere for varerne. Bangladesh er i konkurrence med lande, der tilbyder endnu lavere lønninger end vi. Uden globalt ansvar og globale løsninger flytter vi bare problemerne rundt på kloden,” siger han.


Men det forhindrer ikke de fattige i at fortsætte med at søge til byerne for at arbejde i de nye fabrikker. Shana er for eksempel kommet til Dhaka fra en landsby 360 km borte. 

”På landet, hvor jeg kom fra, var der ikke noget arbejde. Min mand og jeg har ikke jord, vi kan dyrke, så her har vi et bedre liv. Vi får mad nok,” siger Shana.

Nu bor hun i Litui Baghan-kvarteret, som er en kombination af permanent byggeri og slum. Takket været lønnen fra fabrikken har Shana og hendes mand råd til et værelse i en rigtig ejendom. Shana betaler næsten halvdelen af sin løn for et værelse på 16 kvadratmenter. 138 beboere bor i bygningen, der har 28 værelser fordelt på to etager. Loftet til 1. etage understøttes af interimistiske bjælker for ikke at styrte sammen. Køkkenet, der består af fire gasblus langs væggen, er fælles, og der er to toiletter til hele bygningen, et i hvert af de to baderum hvor et vandrør leder vand ind i gulvhøjde. Men kun til vask. Drikkevand må beboerne hente ude i byen.

”Det kan godt være, at lønningerne er højere end på landet. Men jeg kan ikke se, at folk ikke længere skulle være fattige,” siger Nazma Akter, forkvinde for AWAJ Foundation, der støtter kvinders rettigheder i Bangladesh.

”For hvorfor kommer de internationale tekstilkoncerner og får produceret deres tøj her? Netop fordi vi er fattige. Og eftersom vi er fattige, tager vi til takke med den løn, de er villige til at betale. Hvis vi kræver en løn, vi virkelig kan leve af, får vi at vide, at kunderne flytter til et andet land, hvor arbejdskraften er billigere. Og altså endnu fattigere. Mange tøjmærker er allerede ved at investere i Ethiopien i stedet for i Bangladesh,” siger Nazma Akter. 

Nazma Akter er forkvinde for AWAJ Foundation, der kæmper for kvinders rettigheder i Bangladesh. Her fortæller hun blandt andet, at vestlige firmaer i landet faktisk er med til at udbrede fattigdom. Se interviewet herunder.


Kvinder udgør 70 procent af verdens ekstremt fattige og 60 procent af de godt 800 millioner mennesker i verden, der sulter. De producerer op til 80 procent af fødevarerne i de fattige lande, men ejer kun to procent af den jord, de dyrker, og en stor del af deres arbejdsdag går med ubetalt arbejde i marken eller med at hente vand eller brænde.

Øget ligestilling mellem mænd og kvinder og styrkelse af kvinders selvbestemmelse er et mål i sig selv i de 2015-mål, som verden netop nu gør status over. Men ligestilling er også en betingelse for at nedbringe fattigdommen. Kvinders adgang til jord og til lønnet arbejde er derfor en nøgle til større selvbestemmelsesret for kvinder men også til økonomisk udvikling, viser mange undersøgelser, der konkluderer, at ligestilling og økonomisk udvikling hænger sammen. 

For eksempel anslår Global Compact, FN’s platform for samarbejdet med private globale virksomheder, at ”ligestilling kan føje flere, i nogle lande tocifrede procentpoints til vækstraterne.”

Forudsætningen er, at kvinderne kommer ind på arbejdsmarkedet og får lønnet arbejde. I Bangladesh er kvindernes andel af den samlede arbejdsstyrke gået frem fra 8 til 36 procent siden 1990. Mange af dem forlader landsbyerne og et ofte traditionel familiemønster for at arbejde i en af de mange tekstilfabrikker i hovedstaden Dhaka. 


Nur Jajeen er en af de kvinder, der har bidraget til den økonomiske vækst i sit hjemland, Bangladesh, og samtidig skaffet sig en grad af selvstændighed, mange andre kvinder næppe kan forestille sig. Den 42-årige kvinde begyndte som syerske i en stor fabrik i Dhaka, og idag er det hende, der sørger for at sætte kundernes ordrer i produktion og få dem ekspederet. Hun er en selvstændig kvinde og tydeligvis ikke den type, der lader sig kommandere med.

”Jeg har givet mine to sønner en god uddannelse. Og jeg har besøgt den ældste i Florida, hvor han bor nu. Jeg har frihed til selv at bestemme. Men jeg har også et bedre job end de fleste. Min fabrik producerer tøj for kendte vestlige tøjmærker som Zara og Gap, men for at kunne levere til tiden, får vi en del syet hos underleverandører. Og her er der ikke noget med faste jobs og fast løn. Her er kun mundtlige kontrakter, og hvis der ikke er arbejde en dag, bliver kvinderne bare sendt hjem,” siger Nur.

Vi møder hende i kvindeorganisationen Awaj Foundation i Dhaka, hvor hun er ved at spille en slags Trivial Pursuit med tekstilarbejdere, der skal lære deres rettigheder at kende. 

”Barselsorlov”, står der på det kort, hun har trukket, og for at spille videre, skal hun forklare reglerne for barselsorlov. 

”Det er et stort fremskridt for kvindernes rettigheder. Men det gælder kun for store virksomheder med over 100 medarbejdere. Kvinderne hos vores underleverandører har ikke den slags goder,” fortæller Nur. 

Alligevel høres det argument ofte, at fabriksarbejdet giver kvinderne større selvstændighed og derfor fremmer ligestilling, også selv om lønnen er lav og arbejdet hårdt.

Kalpona Akter, der forsvarer kvinders rettigheder i fagforeningen Bangladesh Center for Worker Solidarity i Dhaka, er enig i påstanden et stykke af vejen. 

”En kvinde, der tjener sine egne penge, kan lettere sige fra over for en voldelig mand, og hun kan kræve skilsmisse, hvis manden skulle finde på at tage en kone mere. Hun kan betale skolegang for sine døtre, og lønnet arbejde medvirker til at få antallet af tidlige ægteskaber til at falde. Det får visse barrierer for kvinders frihed til at falde. Men på arbejdspladserne møder kvinderne ofte den samme undertrykkelse som i resten af samfundet,” siger Kalpona Akter.

Kalpona Akter forsvarer kvinders rettigheder i fagforeningen Bangladesh Center for Worker Solidarity. Hør hendes bud på, hvordan kvinder i selv lavtlønnet fabriksarbejde fremmer ligestilling. Se interviewet herunder.


”Kvinderne avancerer kun yderst sjældent. Og den vold, der eksisterer mod kvinder ude i samfundet, findes også på fabrikkerne, hvor kvinder kan blive udsat for sexchikane og tvunget til sex for at beholde deres job. Og hvis vi kræver en løn, vi kan leve af, får vi at vide, at arbejdspladserne vil forsvinde til endnu billigere lande,” siger Kalpona Akter.

Det er også den konklusion, Naila Kabeer drager. Hun er professor i køn og udvikling på London School of Economics, og i rapporten ”Where are the women”, hvor er kvinderne, som hun har lavet for Institut for Udviklingsstudier i London, har hun analyseret forskningen på området. Forskerne er generelt enige i, at især Østasien, med Bangladesh som et skoleeksempel, kan takke kvinderne og deres lave lønninger for deres økonomiske vækst. 

”I Østasien synes kønsulighed i lønningerne at have spillet en vigtig rolle for regionens hurtige økonomiske vækst. De lave lønninger til kvinder har haft en positiv effekt på investeringer og eksport. De lande, der har de største kønsforskelle i lønningerne, har også haft den største vækst” skriver Naila Kabeer.

”Det er usikkert, om en sådan økonomisk strategi kan fungere i lande med mindre patriarkalsk kontrol over kvindernes liv,” konstaterer Naila Kabeer, som heller ikke finder belæg for, at kvindernes indtjening automatisk fører til større selvbestemmelsesret for kvinderne. 

”Forskningen viser generelt, at økonomisk vækst har lille eller ingen effekt på kønsulighed og i visse situationer forværrer den. Det afhænger helt af, hvilke vækstspor, de enkelte lande har valgt,” fastslår hun. 


FN’s Statusrapport
over 2015-målene konkluderer således, at kvinder i højere grad en mænd arbejder i den uformelle økonomi og til lavere lønninger end mænd. 

Det er også tilfældet i Indien, som er klatret flere pladser op i det ligestillingsindeks, som hvert år offentliggøres af World Economic Forum.

I 2013 var landet nummer 101 ud af 136 lande mod nummer 114 i 2009. Det skyldes især bedre politisk repræsentation af kvinder særligt på lokalt plan.

Men især de fattige kvinders økonomiske selvstændighed er ikke blevet væsentligt ændret. 

”Kvinder fra middelklassen og overklassen har fået bedre muligheder, og idag ser man mange veluddannede og stærke kvinder i gode jobs. Men de fattige kvinders situation har ikke ændret sig ret meget. For nogle har den økonomiske vækst tværtimod betydet, at de har mistet deres jord til et mineprojekt eller en dæmning, der skal producere elektricitet til byerne,” siger Kamla Bhasin, en af Indiens fremtrædende feminister og forfattere.

Damyanti Sridharan, seniorådgiver i ligestillingsspørgsmål ved den tyske Friedrich Ebert Stiftung i New Delhi, er enig.

”I dag vil de fleste piger arbejde i hvert fald nogen tid uden for hjemmet, inden de gifter sig. Tidligere ville de aldrig have fået lov. Men langt de fleste kvinder får arbejde i den uformelle, uorganiserede sektor, for eksempel som hjemmearbejdere, hvor de måske sidder og broderer. Der er blevet flere muligheder for kvinder, men samtidig er livet også blevet vanskeligere. De kvinder, der flytter fra landet til byen, kommer til at bo i slum, med dårligere sundhedsvilkår. Og lange arbejdsdage betyder større risiko for at blive udsat for vold på vej til eller fra arbejde. Volden mod kvinder er blevet værre inden for de seneste år, som voldtægtssagerne i de indiske busser har været med til at sætte fokus på,” siger Damyanti Sridharan.

Hvis den økonomiske vækst skal føre til øget ligestilling, er det derfor nødvendigt med en målrettet indsats for at styrke kvinders rettigheder, konstaterer Sascha Gabizon, talskvinde for Women’s Major Group, en sammenslutning af kvindeorganisationer verden over, der har observatørstatus ved forhandlingerne om de nye bæredygtige udviklingsmål, som skal erstatte 2015-målene.

”Man kan ikke bare sige, at et dårligt betalt job for kvinder er bedre end slet ikke noget job. Ligestillingseffekten kan være lige så stor af at få en ko. Eller af at få adgang til offentlige serviceydelser, som for eksempel Brasiliens program Bolsa Familia, der sikrer fattige familier mad på bordet," siger Sascha Gabizon.


Når udviklingeksperterne begynder
at gå ”halveringen af fattigdommen” efter i sømmene, er triumfen altså ikke helt så entydig.

”Hvis man lever for 1,40 dollar om dagen istedet for 1,25, er ens levevilkår ikke blevet markant bedre. Og hvis vi ser på andelen af mennesker i verden, der lever for under 2 dollar om dagen, som er næste skridt på fattigdomstermometret, så er dette antal ikke faldet. Det tyder på, at fattigdommen ikke strukturelt er blevet reduceret,” siger Andrew Shepherd. 

Han leder det såkaldte Chronic Poverty Research, et samarbejde blandt forskere i fire lande koordineret af den britiske forskningsinstitution Overseas Development Institute. Og en af forskernes hovedkonklusioner er, at fattige, der lever på kanten af fattigdom, er i konstant risiko for at falde tilbage. 

Chronic Poverty Report 2014/2015 fastslår at ”millioner af sårbare mennesker ryger tilbage i fattigdom eller bliver ekstremt fattige for første gang, fordi de rammes af en kombination af slag, som for eksempel alvorlig tørke, sygdom eller konflikt. Selv i succesrige lande som Vietnam og Indonesien er omkring 20 procent af de, der blev løftet ud af fattigdom, røget under grænsen igen. I Ethiopien er tallet 60 procent."

Andre peger også på, at mangel på penge og lavt forbrug ikke er den eneste måde, man kan måle fattigdom på. Sabina Alkire, leder af Oxford Human Poverty Initiative, peger netop på, at fattigdom antager mange former og har mange ansigter. Forskerne ved OHPI er blandt andet inspireret af den indiske nobelpristager i økonomi, Amartya Sen, der definerede fattigdom som fravær af frihed til at handle og udnytte sine evner og muligheder. 

OHPI, der hører under Oxford University, har blandt andet lavet forarbejdet til det Indeks for Menneskelig Udvikling, Human Development Index, som FN’s udviklingsorganisation UNDP har offentliggjort siden 2010, og som ud over nationalindkomst per indbygger også omfatter forventet levealder og skolegang. 

Men OPHI har også udviklet et mere komplet Globalt Multidimensionelt Fattigdomsindex, der omfatter i alt ti fattigdomsindikatorer, herunder adgang til skolegang og fuldførelse af grundskolen, fravær af sult, ingen børnedødelighed, adgang til vand, sanitet og en ordentlig bolig samt en vis økonomisk uafhængighed som for eksempel at eje jord, en cykel eller andre arbejdsredskaber. 

Indexet er udarbejdet for foreløbig 100 lande. De, der komulerer mindst en trediedel af disse indikatorer, er fattige, ifølge OHPI’s metode. Også selv om indtægten overstiger de 1,25 dollar pr. dag.

Sabina Alires arbejde viser, at man kan være fattig, selv om man er over FN’s fattigdomsgrænse. Og ude af ekstrem fattigdom, selv om man har under 1,25 dollar om dagen at leve for. 

Mens FN anslår, at omkring 1,1 million mennesker lever for under 1,25 dollar om dagen, kan 1,6 millioner eller 50 procent flere defineres som multidimensionelt fattige, ifølge OPHI. Og i omkring halvdelen af 60 analyserede lande er antallet af multidimensionelt fattige højere end andelen af økonomisk fattige. Det gælder blandt andet Indien og Bangladesh. I 11 overvejende afrikanske lande er andelen af ekstremt multidimensionelt fattige højere end andelen af befolkningen, der lever for 1,25 dollar om dagen. 

”At afskaffe fattigdom ved at få alle over 1,25 dollar-grænsen vil ikke afskaffe de mange overlappende fattigdomsproblemer, som underernæring, dårlig adgang til vand og sanitet, manglende elektricitet eller elendige skoler,” konstaterer Sabina Alkire. 

Kamla Bhasin, en fremtrædende indisk feminist og forfatter, fortæller om, hvorvidt den økonomisk vækst i Indien har gavnet kvinder. Se interviewet herunder.

”80 procent af inderne har mobiltelefoner. Kun halvdelen har toiletter. Det siger noget om, hvor prioriteterne ligger i den udviklingsmodel, vi har fulgt,” konstaterer Kamla Bhasin, en af Indiens fremtrædende feminister og forfattere. 


Denne konstatering står i kontrast til de entusiastiske erklæringer fra FN og andre internationale organisationer, der kalder 2015-målene for ”historiens mest succesfulde fattigdomsbekæmpende bevægelse og springbrædtet for den nye bæredygtige udviklingsdagsorden, som skal vedtages i september”, som en pressemeddelelse fra FN formulerede det ved lanceringen af den seneste Årtusindmålsrapport i juli i år.


I september skal FN’s generalforsamling vedtage en ny, ambitiøs udviklingsdagsorden for de næste 15 år. De 17 nye mål skal ikke blot bekæmpe fattigdom og sult men også sikre, at det sker på en bæredygtig måde, ikke mindst i lyset af klimaforandringerne. 

I den forstand er de nye bæredygtighedsmål langt mere ambitiøse og bedre gennemtænkt end de gamle 2015-mål. Hvor de gamle mål ræsonnerede i enkeltstående mål som skolegang og børnedødelighed, er de nye mere tværgående og tænker problemstillingerne sammen. Målet er at udrydde den ekstreme fattigdom i 2030. 

”Vi ved nu, at fattigdom kan udryddes i den næste generation,” sagde FN’s generalsekretær Ban Ki-moon ved lanceringen af den sidste Årtusindmålsrapport. 

Men spørgsmålet er, om vi kan være tilfredse med en ”fattigdomsbekæmpelse” som den, Noor, Irfan og Rajkumari har oplevet. Og hvor mange, der som Lutpa vil sætte liv og lemmer på spil for at få en lidt højere dagløn, som alligevel kun rækker til at betale et rum i en slumby. 

Det er økonomisk vækst som den, vi har oplevet i Indien, Kina og Bangladesh, som skal løfte den sidste milliard over fattigdomsgrænsen, konkluderede verdens ledere, da de i juli var samlet i Etiopiens hovedstad Addis Ababa for at finansiere den nye udviklingsdagsorden. Og arbejdspladser og investeringer er uden tvivl vejen frem. 

Men denne udviklingsmodel rejser også nye spørgsmål, som vil blive udviklingsdebattens store kampplads fremover: spørgsmål om ulighed og mindsteløn, om sikkerhed og faglige rettigheder. Og om hvad fattigdom dybest set er.