Det krævede syv års sårbarhed at blive mor

Der er så en stor skam forbundet med barnløsheden, at man tænker: ’Ej, det skal de ikke vide, at jeg ikke kan. Jeg kan så mange andre ting, men det her, som er så stor en ting, det kan jeg ikke, siger Rebekka Kure. Foto: Marija Krogh Iversen

Vi har måttet sige til hinanden mange gange, at vi var sammen, fordi vi havde valgt og elskede hinanden, og ikke kun for at få børn
Rebekka Kure

Det var følelsen af afmagt, der kendetegnede Rebekka Kures kamp for at blive mor. Efter syv års fertilitetsbehandling var hun på nippet til at give op. I dag er hun mor til fire

Rebekka Kure kørte ud til stranden ved Kolding Fjord og råbte sine frustrationer ud over vandet, når endnu et forsøg på fertilitetsklinikken var mislykkedes. Andet kunne hun ikke stille op med den afmagt, som 39-årige Rebekka Kure beskriver som det allermest kendetegnende for det at gå igennem et fertilitetsforløb. Efter syv år med hormonindsprøjtninger, lægebesøg og utallige skuffelser over den negative graviditetstest besluttede Rebekka Kure og hendes mand, at de hverken kunne eller ville mere. Ti måneder senere kom Julius til verden. I dag har parret fire børn, og det femte er på vej.

”Barnløsheden fylder alt, når man er i fertilitetsbehandling. Vi fik at vide, at vi skulle lægge det til side og gøre hverdagsting, men man bliver mindet om det hele tiden. På et tidspunkt kunne vi ikke mere. Man er konstant fokuseret, og det hele bliver så teknisk, at det er svært at leve et normalt liv,” fortæller Rebekka Kure og kigger eftertænksom ud igennem ruden på Cafe Berg i Kolding, hvor Kristeligt Dagblad møder hende for at tale om, hvordan det påvirker kroppen, kvindeligheden og parforholdet at gå igennem syv års fertilitetsbehandling.

Rebekka Kure er en af de titusindvis af kvinder, der kæmper mod barnløsheden i dagens Danmark. Flere end 6000 danske kvinder går hvert år i fertilitetsbehandling for at få det barn, de ønsker sig. Men fænomenet er langt fra moderne. Kvinder har altid kæmpet mod barnløsheden og selvom de sociale vilkår og synet på kvinder har forandret sig, er det de samme problematikker, som gør sig gældende for barnløse kvinder gennem tiden.

Tidligt mærkede Rebekka Kure, der er uddannet klinikassistent og nu arbejder hos Berendsen, et dybt ønske om at få børn. Hun mødte sin mand Jesper Kure først i tyverne, de giftede sig og købte et stort hus. Med god plads til masser af børn. Det var nemlig det eneste, der manglede i det billede, som Rebekka Kure havde af det perfekte parforhold.

”Man er en, så bliver man to, og så er det naturligt, at man også bliver tre eller flere. Den naturlige trang til at skabe liv var enormt stærk, og jeg ville gerne opfylde Jespers ønske om at få et barn.”
 
Trangen til at få børn kom fra et sted dybt inde i Rebekka Kure, der selv kommer fra en stor familie. Med to søskende faldt det hende naturligt at blive mor til en stor børneflok. Selv beskriver hun trangen til børn som en dyb længsel efter at skabe liv.

”Det er også noget, piger snakker om. Man vil giftes og have børn. Det er en trang til at passe på nogle, og den kommer indefra. Derfor var det også så hårdt at acceptere, at det måske ikke ville blive noget,” siger Rebekka Kure.

Da Rebekka Kure var 26 år gammel fik hun diagnosen PCOS, som er en hormonel forstyrrelse, der nedsætter frugtbarheden. Derfor gik Rebekka og Jesper Kure hurtigt i gang med fertilitetsbehandlingerne. Men det, der var startet som drømmen om at fuldbyrde parforholdet, udviklede sig til et klinisk maratonløb af hormonsprøjter, lægebesøg og et skemalagt sexliv.

”Det sværeste ved at være i fertilitetsbehandling er, at det intime bliver offentligt. Det, der skulle være mellem to mennesker, bliver udstillet og gjort til noget klinisk og teknisk, selvom fertilitetsklinikkerne gør deres bedste for, at det skal opleves så hjemligt som muligt. Der er ingen overraskelser, det hele er skemalagt med klokkeslæt,” siger Rebekka Kure efter en lang tænkepause, der afslører at fertilitetsbehandlingerne og den lange ventetid er et emne, som stadig er følsomt.

Igennem perioden med de mange mislykkede forsøg på graviditet havde Rebekka Kure brug for at betro sig til de nærmeste og oplevede samtidig, hvor stor en stor sårbarhed, der var forbundet med barnløsheden.

”Det er følelsen af magtesløshed, der præger fertilitetsbehandlingerne. Man oplever at blive frataget noget, og det er svært, når man er vant til, at man selv kan bestemme det hele. Det føles som et enormt nederlag, at man ikke kan blive gravid som alle andre. Jeg ville bare ønske, at jeg var normal og tænkte på, hvorfor jeg ikke bare kunne fungere, som jeg skulle,” fortæller Rebekka Kure.

Hun oplevede hvordan andres kommentarer og velmenende ord både kunne vække trøst og irritation. Det skete for eksempel en aften, hvor Rebekka Kure kom hjem og opdagede, at et nært familiemedlem havde hængt en folder om barnløshed op på opslagstavlen.

”Det gjorde mig rasende. Der er så en stor skam forbundet med barnløsheden, at man tænker: ’Ej, det skal de ikke vide, at jeg ikke kan. Jeg kan så mange andre ting, men det her, som er så stor en ting, det kan jeg ikke’. Derfor var jeg også ekstra modtagelig overfor andres kommentarer. Samtidig oplevede vi også stor trøst fra vores venner, som bare var der for os,” fortæller Rebekka Kure.

Efter syv års sårbarhed var Rebekka og Jesper Kure nået til det punkt, hvor de ikke magtede at kæmpe mere. De mange fertilitetsbehandlinger havde slidt kroppen, parforholdet og håbet så langt ned, at de havde valgt at prøve en sidste gang og derefter afbryde behandlingen, hvis det ikke lykkedes.

”På et tidspunkt kan man ikke mere, og hvis vi skulle blive ved med at være sammen, uden at det skulle slide for meget på forholdet, så kunne vi ikke fortsætte med behandlingerne. Vi besluttede, at hvis det ikke lykkedes, så ville vi flytte i et mindre hus, rejse mere og gøre noget godt for andre. Vi har måttet sige til hinanden mange gange, at vi var sammen, fordi vi havde valgt og elskede hinanden, og ikke kun for at få børn.”

Da Rebekka og Jesper Kure havde erkendt, at de stod på tærsklen til at vinke farvel til drømmen om at blive forældre, blev hun gravid.

”Jeg lå i sengen og havde det enormt dårligt, fordi jeg var helt overstimuleret af hormoner. Jeg kunne ikke forstå, hvad der skete, så vi tog til lægen, som sagde, at det måske kunne skyldes, at jeg var blevet gravid. Vi turde slet ikke tro på det, så vi slog det hen og tog en test 14 dage senere, som faktisk var positiv. Jeg kunne stadig ikke tro på det, så jeg tog syv graviditetstests før jeg endelig turde tro på, at det virkelig var sket. Det var første gang, jeg var blevet gravid, men vi turde slet ikke fejre det af frygt for, at der ville gå et eller andet galt,” fortæller Rebekka Kure med et højt grin.

Siden kom der en til, så endnu en, og i dag har Rebekka og Jesper Kure fire børn på henholdsvis seks, to på fire år og en på 11 måneder, der alle er kommet til verden ved hjælp af fertilitetsbehandlinger. Rebekka Kures drøm om en stor familie, som hun havde opgivet håbet om, er gået i opfyldelse.

”Der er liv i huset. Det er gået op for mig, at det er et mirakel hver gang, der kommer et lille barn. Lægerne kan lægge tingene til rette, men ikke skabe liv, og det er fantastisk, hver eneste gang det sker.”

Hun læner sig ind over bordet med et hemmelighedsfuldt blik.

”For at det ikke skal være løgn, så skal vi faktisk have en mere. Endda helt uden behandling. Der er ingen, der ved noget endnu. Vi er både vildt overraskede og glade,” siger hun.