Folketingsvalget bliver alles kamp mod alle

Især de gamle partier – De Konservative, De Radikale og til dels Socialdemokraterne og SF – er udfordret af det valg, statsminister Helle Thorning-Schmidt udskriver i dag. Det betyder mere rivalisering inden for blokkene og måske mindre præsidentvalgkamp end tidligere

Henrik Hoffmann-Hansen er politisk redaktør på Kristeligt Dagblad.
Henrik Hoffmann-Hansen er politisk redaktør på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel.

Lige siden Anders Fogh Rasmussen (V) indtog statsministeriet i 2001 har danske valgkampe i stigende grad lignet en præsidentvalgkamp. Måske naturligt når over halvdelen af vælgerne har stemt på enten Socialdemokraterne eller Venstre som de to blokkes klart største partier.
 
Uden tvivl skal vi også denne gang kigge på røde og blå søjler og på masser af fotos af ”Helle” og ”Lars”, og der er bebudet hele fire dueller mellem de to. Alligevel adskiller det valg, statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har udskrevet i dag, sig tydeligt fra folketingsvalgene i 2001, 2004, 2007 og 2011.

Dels er der på begge fløje denne gang store uenigheder partierne imellem om økonomi og velfærd. Dels er styrkeforholdet mellem partierne ændret væsentligt i forhold til tidligere, særligt på den borgerlige fløj.

Om økonomi og velfærd: Socialdemokraterne og De Radikale går til valg på at danne regering igen, men de to partier er ikke enige om, hvad der på længere sigt skal til for at forberede det danske samfund på en fremtid med langt færre erhvervsaktive og flere pensionister. De Radikale taler om flere reformer og højere pensionsalder, og de vil øge boligskatterne for at kunne lette personbeskatningen - forslag Socialdemokraterne ikke vil røre med en ildtang. I den svære debat om en dagpengereform vil hverken Socialdemokraterne eller De Radikale bruge flere penge, mens SF og Enhedslisten er parat til at spendere flere penge på et nyt dagpengesystem, der kan hjælpe nogle af de mange tusinde arbejdsløse, som med dagpengereformen fra 2010 fortsat mister retten til arbejdsløshedsdagpenge.
 
På den borgerlige side skal Lars Løkke Rasmussen (V) forsøge at harmonisere helt forskellige holdninger til, hvor mange penge der må bruges i den offentlige sektor de kommende år. Liberal Alliance er klar til at skære i de offentlige udgifter, mens Venstre selv taler om et udgiftsstop, og Dansk Folkeparti fortsat vil have vækst i udgifterne for at kunne øge velstanden for ældre og syge.
 
Om værdipolitik: På regeringssiden har SR holdt sammen om at gennemføre en stram udlændinge- og indvandrerpolitik, omend det ikke just er traditionel radikal politik, at flygtninge fra krige i Mellemøsten nu skal vente et år på at blive familiesammenført med ægtefæller og børn.

På den borgerlige fløj er der mere enighed om at stramme udlændingelovgivningen og genindføre en lavere ydelse til kontanthjælpsmodtagere - det moderne kontanthjælpsloft, som Venstre taler om, men endnu ikke har defineret nærmere. Til gengæld er de borgerlige partier fortsat splittet om EU-politikken og ikke mindst om, hvad vælgerne bør stemme, når det danske retlige forbehold i EU senere bliver sendt til folkeafstemning.
 
Nok så afgørende er, at partierne står over for store vælgervandringer, hvis man skal tro det utal af meningsmålinger, der er gennemført op til valget. Groft sagt er de gamle partier trykket i defensiven, mens de nyere partier står til succes.
Venstre, De Konservative, De Radikale, SF og Socialdemokraterne slås med mere eller mindre elendige meningsmålinger, omend Socialdemokraterne og til dels SF på det seneste har vundet lidt af det tabte tilbage.
 
Til gengæld har nyere partier som Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Enhedslisten stadig vind i sejlene.

På den borgerlige side er magtforholdene ændret så voldsomt, at det minder om udviklingen efter, at den konservativt ledede firkløverregering trådte tilbage i 1992, og hvis de borgerlige vinder magten, er VK-aksen ikke længere den naturgivne regeringskonstellation, den har været siden 2001. Lars Løkke Rasmussens problemer med troværdighed hos vælgerne i kombination med den konservative nedsmeltning udfordrer det borgerlige sammenhold.
 
Venstre bliver i valgkampen nødt til at kæmpe hårdt for at bevare sin status som det største borgerlige parti. Konservative er i overlevelseskamp, og Dansk Folkeparti og Liberal Alliance slås om at kunne trække en kommende borgerlig regering i hver sin retning på velfærds- og skatteområdet. Og de fire partier appellerer til de samme vælgere.

På regeringssiden bliver det tilsvarende alles kamp mod alle, hvor Morten Østergaard (R) skal undgå en radikal katastrofe, og SF, Enhedslisten og Alternativet kommer i indbyrdes strid om at tiltrække alle de vælgere, der er utilfredse med regeringens politik, særligt miljø- og arbejdsmarkedspolitikken.
 
Så der er dækket op til mindre præsidentvalg end tidligere og mere spektakel inden for blokkene.