Danmark har fået en smal Venstre-regering med Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister og i alt 17 ministre.
Regeringsholdet er præget af rutinerede profiler som Claus Hjort Frederiksen på finansministerposten, Kristian Jensen som udenrigsminister, Søren Pind som justitsminister, Bertel Haarder som kirke- og kulturminister og Inger Støjberg som ny udlændinge-, integrations- og boligminister.
Optakten til den nye regerings fødsel har været kortere, men ligeså besværlig som den afgående regerings. Som Lars Løkke Rasmussen har gjort hele ugen op til regeringsdannelsen, lagde han også søndag vægt på, at den nye regering skal have manøvrerum, og at han som leder af en svag mindretalsregering må søge et bredt samarbejde. Det sidste bliver der hårdt brug for.
Regeringen tiltrådte samme dag, som Socialdemokraterne på sin kongres på Frederiksberg valgte Mette Frederiksen til ny partiformand efter Helle Thorning-Schmidt. Mette Frederiksen lagde ud med at advare Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti mod at tro, at de kan bruge Socialdemokraternes mandater til fortsat at ”køre på frihjul” uden at påtage sig et ansvar.
Og hun erklærede, at Socialdemokraterne vil være mandater, der arbejder. På spørgsmålet, om Socialdemokraterne vil afvise de topskattelettelser, der står i det nye regeringsgrundlag ”Sammen for fremtiden”, lød det overraskende svar, at hun ikke afviser noget på forhånd.
Det var opmuntrende ord for Lars Løkke Rasmussen, der ellers har været igennem en hård uges regeringsforhandlinger, hvor især Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har været på kollisionskurs. Liberal Alliance gjorde lettelser af topskatten til et ultimativt krav for at støtte Lars Løkke Rasmussen, og det er kommet med i regeringsgrundlaget i form af en ambition om at sænke skatten på den sidst tjente krone med 5 procentpoint.
Det skal ske i en jobreform i to faser. Den første del af reformen går ud på at indføre et kontanthjælpsloft, så det bedre kan betale sig at arbejde, og det skal gennemføres allerede i efteråret. Anden fase til næste forår har til formål at sænke skatten på arbejdsindkomster, både for de laveste indkomster og for de højeste. Idéen er, at besparelsen ved kontanthjælpsloftet skal finansiere skattelettelserne.
Øvelsen ser svær ud. Dansk Folkeparti har fra de første regeringsforhandlinger afvist lettelser af topskatten, ligesom Kristian Thulesen Dahl er utilfreds med andre dele af det endelige regeringsgrundlag. Først og fremmest er Dansk Folkeparti ærgerlig over, at regeringen vil lade en stærkere grænsekontrol afhænge af, 0m det kan gøres inden for rammerne af Schengen-aftalen.
Regeringen er kommet Dansk Folkeparti i møde, blandt andet ved, at der nu alligevel gerne må være vækst i de offentlige udgifter de kommende år, selv om Venstre gik til valg på et ”udgiftsstop”.
Man lægger også op til, at Pia Kjærsgaard skal være formand for Folketinget, men det har langtfra været nok til at formilde Kristian Thulesen Dahl. Tværtimod truer Dansk Folkeparti nu med at forsøge at skaffe opbakning fra 60 mandater i Folketinget til at få sendt spørgsmålet om grænsekontrol til folkeafstemning. Til Berlingske siger folketingsmedlem Søren Espersen, at Dansk Folkeparti vil søge indflydelse gennem forhandlinger om finanslove og andre forhandlinger, ligesom man gjorde i 00’erne.
Hvis Socialdemokraterne står ved ønsket om et konstruktivt samarbejde med regeringen, kan det parkere Dansk Folkeparti på et sidespor i dansk politik – til trods for dets overvældende valgsejr.
Umiddelbart er det ganske vist svært at se for sig, at Socialdemokraterne skulle gå med til regeringens plan om en jobreform, der indfører et kontanthjælpsloft og letter marginalskatten.
Det kan enten betyde, at regeringen slet ikke kommer igennem med den plan – eller at man skruer en helt anden plan sammen med Socialdemokraterne. I begge scenarier står Dansk Folkeparti tilbage uden at have fået noget ud af sine mange mandater.
På længere sigt risikerer partiet med sit nej til at gå i regering at stå tilbage med mindre politisk indflydelse, end Enhedslisten havde på den afgående regering.
For selv om holdningsforskellene på papiret er langt mindre mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance end mellem De Radikale og Enhedslisten, ser den i praksis ud til at være større. Det har skabt grobunden for en borgerlig borgerkrig, der gør livet temmelig skrøbeligt for den nye Venstre-regering, der trådte frem på Amalienborg slotsplads i går.
