Religion i Kina er en kompleks og spændende størrelse. For mens folkereligiøsitet, religiøs filosofi og religionsmangfoldighed i flere tusinde år har fulgt landet, har statslig kontrol, religionsundertrykkelse og -splittelse ligeledes ulmet i baggrunden.
Den kinesiske præsident, Hu Jintao, besøger den 14.-16. juni Danmark, og det er faktisk første gang, et kinesisk statsoverhoved besøger landet.
LÆS OGSÅ: Historisk præsidentbesøg fra Kina
Besøget ventes for størsteparten at komme til at handle om dansk samhandel med Kina, men også udenrigspolitik og menneskerettigheder vil formodentlig sætte dagsordenen.
Siden Kinas Kommunistiske Parti (CCP) med Mao i spidsen overtog magten i i 1949 har religion i Kina været underlagt grundig statslig overvågning.
Fra magtovertaget blev religion mødt med en vis skepsis og protestanter, katolikker, muslimer, buddhister og andre troende måtte organisere sig i godkendte foreninger.
I perioden 1966-1976 fandt den såkaldte Kulturrevolution sted.
Under revolutionen blev religiøse forfulgt og offentlig religionspraksis forbudt i en omfattende kampagne, der fra Maos side skulle opretholde et revolutionistisk miljø i landet ved at bekæmpe kapitalisme, traditionalisme og kulturinstansers position i samfundet.
Staten overtog blandt andet kontrollen over religiøse bygninger, og denne overtagelse og forbuddet mod religionspraksis blev holdt helt ind til begyndelsen af 1980'erne, hvor en række reformer slækkede på den hårde linje over for religion i landet.
LÆS OGSÅ: Religion i Kina
I artikel 36 i den kinesiske forfatning fra 1982 kom det til at lyde således:
Borgerne nyder religiøs frihed. Intet statsligt organ, offentlig organisation eller individ må tvinge borgerne til at tro på, eller ikke tro på, en hvilken som helst religion.
Artiklen betyder i teorien, at Kina har religionsfrihed, så længe det ikke drejer sig om offentlig forkyndelse eller mission af religion.
Religionsfriheden kompliceres dog en anelse af en udspecificering i artikel 51:
Udøvelsen af borgernes frihed og rettigheder i Den Kinesiske Folkerepublik, må ikke skade staten, samfundet eller kollektivet.
I praksis betyder det, at religioner, der ikke statsligt er defineret som religioner, ikke tillades i landet.
I Kina kontrolleres religionstilladelser og -anliggender nemlig af Bureauet for Religiøse Anliggender, som blev oprettet i 1954.
Alle religiøse anliggender hører under bureauet, og religion administreres i to afdelinger.
Den ene afdeling tager sig af institutionelle anliggender, renovation og opretholdelse. Den anden administrerer politiske anliggender og står for kontrol og administration af religion i landet.
I Kina er der tale om fem legale religioner: Islam, katolicisme, buddhisme, daoisme og protestantisk kristendom (den såkaldte tre-selv patriotiske bevægelse, red.).
Disse fem legale trosretninger har siden 1950'erne været organiseret i nationale forbund med underliggende lokalafdelinger.
De nationale forbund administreres af Bureauet for Religiøse Anliggender, som også er talerør mellem Kinas Kommunistiske Parti (CCP) og de enkelte religiøse grupper.
Bureauets og CCP's administration af religionerne fører ofte til sammenstød, da det for eksempel problematiserer forholdet, at det i den katolske kirke er paven og ikke Bureauet, der skal udpege de katolske biskopper.
Ligeledes finder man det betændte forhold mellem Kina og Tibet, som understreger misforholdet mellem Dalai Lamas tibetanske buddhisme og den officielle, anerkendte buddhisme i Kina.
LÆS OGSÅ: Dalai Lama: Vi skal række ud efter vores kinesiske brødre og søstre
I 2007 anslog forskere fra Shanghai Universitet, at der er over 300 millioner religiøse i Kina et antal, der er langt højere end det officielt udmeldte, og det kan derfor være vanskeligt at danne sig et nøjagtigt billede af trosfordelingen i Kina.
På Religionsportalen anslås det ud fra den officielle opgørelse, at tilknyttede i de fem legale religioner fordeler sig således: buddhister cirka 99,6 millioner, protestantisk kristne - cirka 16 millioner, katolske cirka 5 millioner, muslimer cirka 20,3 millioner og daoister cirka 3 millioner.
Ifølge The Pew Forum on Religious and Public Life (PEW), et anerkendt, uafhængigt analyseinstitut, er et nøjagtigt billede vanskeligt at tegne.
I 2008 foretog PEW for eksempel en undersøgelse af religionsfordelingen i landet, hvori de anslog, at antallet af kristne i Kina nok snarere nærmede sig 70 millioner.
Og netop kristendommen ser ud til at have haft voldsom udbredelse i Kina i løbet af de seneste år.
LÆS OGSÅ: Kristendommen i Kina
Hovedparten af de kristne grupper er dog ikke lovlige i Kina, hvilket betyder, at mange må praktisere deres religion i det skjulte.
LÆS OGSÅ: Forsigtige, forfulgte og frie
Ifølge religionshistoriker ved Aarhus Universitet Klaus Bo Nielsen er dagens religiøse landskab i Kina præget af den begrænsende lovgivning på området.
Samtidig mener han, at når man betragter religion i Kina, må man forstå, at det skal anskues på en lidt anden måde, end man oftest gør.
Ved siden af de officielt anerkendte religioner, finder man nemlig en broget religiøs undergrund i landet:
Der er ingen tvivl om, at der under overfladen i det kinesiske samfund trives forskellige religiøse tilhørsforhold og så længe, de ikke fremstår offentligt, tolereres de i en vis forstand. Man kan i hvert fald sige, at de her fem legale religioner ikke i den forstand er repræsentative for kinesernes forhold til religion, siger han.
Han understreger, at selvom religionsfrihed er et emne, der i de senere år har fået mere fokus i landet, er religiøs tilbedelse henvist til nøje kontrol, og at man derfor naturligvis må stille spørgsmål ved den reelle religionsfrihed, som dermed også er et emne, der stadigt diskuteres internationalt.
Man finder over for listen med de fem tilladte religioner en lang liste med forbudte eller sortlistede religioner, som både består af mindre religiøse bevægelser, men som også kan være i stil med den daoistisk og buddhistisk inspirerede Falun Dafa, der også kendes som Falun Gong.
Falun Dafa blev forbudt i Kina, da bevægelsen pludselig viste sig at være overraskende stor og sågar havde flere medlemmer fra Kommunistpartiet og militæret, beskriver han også selvom Falun Dafa i egen terminologi ikke ser sig som religiøs bevægelse.
Klaus Bo Nielsen fortæller, at Kina i dag i høj grad kendetegnes ved en folkereligiøs kultur, som ikke i samme grad som andre religiøse tilhørsforhold har været forfulgt i landet.
Selvom 60'ernes Kulturrevolution slog hårdt ned på alle former for religiøs aktivitet, er for eksempel forfædrekult og husaltre nemlig en væsentlig del af den kinesiske kultur.
I dag viser undersøgelser faktisk, at op mod 50 procent af Kinas befolkning har en form for tilknytning til folkereligiøse betragtninger.
Når vi kigger på Kinas officielle holdning til religioner som buddhisme, daoisme og konfucianisme, så får de i disse år en fuldstændig rehabilitering, fordi det bliver set som en del af den kinesiske nationalitet. De har også brug for at legitimere, at de har været denne her storslåede nation, og der er det jo en del af det kulturelle landskab. Samlet set er de jo grundpillerne i den klassiske kinesiske kultur, beskriver han.
I dag har daoistisk og konfucianistisk filosofi i det hele taget en mere legitim plads i Kina, hvor man blandt andet er begyndt at afholde konferencer, hvor de gamle traditioner forholdes til et moderne Kina, fortæller han.
Konfucianismen betragtes da heller ikke som decideret religion i Kina, understreger han.
Kulturrevolutionens hårde angreb er i dag på retræte, og man ser trods den grundige kontrol en blidere officiel linje i Kina, hvor religion blandt andet er kommet ind på universiteterne som selvstændigt fag.
For størsteparten af Kinas befolkning knyttes den kommunistiske statsfilosofi dog officielt sammen med et ateistisk, eller ikke-religiøst religionssyn.
Uanset hvad er ateisme stadig den overordnede ideologi i forhold til det religiøse, som det også gøres klart i Kinas konstitution i og med, at al religion skal tilpasse sig den socialistiske ideologi og derfor placeres inden for en horisont, der sætter den ateistiske ideologi højest, slutter Klaus Bo Nielsen.
Klaus Bo Nielsen er religionshistoriker lektor i kinesisk religion ved Aarhus Universitet. Han har en lang række udgivelser om religion i Kina bag sig og udkommer snart med bogen 'Kinesisk religion og livsanskuelse fra arkaisk til moderne tid'. Læs mere om bogen her.