Millioner besøger invasionskysten

D-dagskysten rummer en stribe historiske lokaliteter

Et luftfoto af den militære kirkegård Colleville-sur-Mer. Den ligger på Frankrigs vestkyst, men er formelt amerikansk territorium, ligesom amerikanske ambassader verden over er det. Til højre ses Omaha Beach
Et luftfoto af den militære kirkegård Colleville-sur-Mer. Den ligger på Frankrigs vestkyst, men er formelt amerikansk territorium, ligesom amerikanske ambassader verden over er det. Til højre ses Omaha Beach. Foto: Scanpix.

Den brede strand strækker sig, så langt øjet rækker. Den er næsten helt øde, og roen og freden gør det næsten umuligt at forestille sig, at et af historiens mest blodige militærslag fandt sted her for næsten 70 år siden.

Men det gjorde det ikke desto mindre. Her på Omaha Beach den 6. juni 1944 og de efterfølgende dage, hvor tusindvis af amerikanske soldater blev mejet ned af de tyske forsvarsstyrker.

Kampene på Omaha Beach var en del af den storstilede allierede invasion af Normandiet, der gik under kodeordet ”Operation Overlord”. I en gigantisk militæroperation gik styrker fra Storbritannien, USA og Canada i land på fem forskellige strande langs Normandiets kyst.

Strandene fik hver deres kodenavn, og hvor amerikanske styrker angreb Omaha Beach og Utah Beach, gik briterne i land ved Gold Beach og Sword Beach, mens canadierne tog sig af Juno Beach. De fem strande ligger som perler på en snor over et længere område, og Omaha Beach er for eksempel hele otte km lang.

Omaha Beach var det sted, hvor der omkom flest allierede soldater. Derfor blev den amerikanske krigskirkegård også placeret i Colleville-sur-Mer, der ligger lige oven over strandens klipper. Faktisk kan man fra kirkegården se ned på Omaha Beach, ligesom der går en sti mellem de to lokaliteter.

Et par mindesmærker og et museum er det eneste, der i dag markerer Omaha Beachs dramatiske fortid.

Om sommeren er den således en helt almindelig badestrand, hvor letpåklædte gæster nyder livet side om side med invasions-interesserede turister.

Anderledes forholder det sig i vandet ud for den nærliggende by Arromanches-les-Bains, hvor man stadig kan se resterne af den flydende havn, som englænderne byggede op til invasionen og sejlede over Den Engelske Kanal i mindre stykker og efterfølgende samlede. Havnen betragtes som en af Anden Verdenskrigs største ingeniørbedrifter.

Langs hele invasionskysten ligger der en lang række vidnesbyrd om D-dag og de efterfølgende kampe. Det drejer sig om tyske batteristillinger med gamle kanoner, mindesmærker, krigskirkegårde samt en stribe mindre og større museer.

Et af de større mindesmærker ligger lidt inde i landet i byen Caen, der ikke selv var i skudlinjen på D-dag, men som blev mere eller mindre sønderbombet under de allieredes fremmarch i sommeren 1944.

Le Mémorial de Caen rummer en stor og detaljeret udstilling om invasionen i Normandiet, ligesom resten af Anden Verdenskrig samt den efterfølgende kolde krig også er behandlet, så her er nok at gå i gang med.

Nok at gå i gang med er der også langs invasionskysten generelt, og som besøgende kan man snildt bruge et par dage, hvis man vil have det hele med.

Man kommer ikke til at gøre det alene.

Omkring 3,5 millioner franskmænd besøger D-dagskysten hvert år. Men den tiltrækker også interesserede turister fra hele verden omkring 2,7 millioner.

Især er her mange amerikanere og briter. Hvis man lytter lidt efter deres samtaler, kan man høre, at mange af dem har forfædre, der deltog i invasionen.

https://www.youtube.com/watchv=QzgKMDydr5Y

De allieredes "Operation Overlord" satte det afgørende angreb ind på det tyskbesatte Frankrig. Det var et gigantisk projekt, som involverede omkring 6000 skibe til at transportere de fleste af tropperne - cirka 1,4 millioner mænd.
De allieredes "Operation Overlord" satte det afgørende angreb ind på det tyskbesatte Frankrig. Det var et gigantisk projekt, som involverede omkring 6000 skibe til at transportere de fleste af tropperne - cirka 1,4 millioner mænd. Foto: Scanpix/Schultz Reinhardt
Udmattede soldater på D-dag d. 6. juni 1944.
Udmattede soldater på D-dag d. 6. juni 1944. Foto: Scanpix