Når kirkeklokkerne ringede, kom børnene ind

Et barneliv i dag er ikke, hvad det var engang, fortæller børnepsykolog Margrethe Brun Hansen. Dengang udfoldede barnelivet sig på gaden. I dag er barndommens gade flyttet ind i institutionerne, som har taget kontrol med børnenes liv og visket impulsiviteten væk. Til gengæld har børn fået rettigheder

I slutningen af 1970'erne og i begyndelsen af 1980'erne begyndte det store rykind i de danske daginstitutioner. Der skete også et udvikling imod en mere humanistisk pædagogik, hvor der var særligt fokus på kreativitet og social læring.
I slutningen af 1970'erne og i begyndelsen af 1980'erne begyndte det store rykind i de danske daginstitutioner. Der skete også et udvikling imod en mere humanistisk pædagogik, hvor der var særligt fokus på kreativitet og social læring. . Foto: Scanpix.

Barndommen blev levet i Jernbanegade. Der var fri leg, duften var varm af asfalt, og barndomslivets døre stod åbne.

Når børnepsykolog Margrethe Brun Hansen tænker tilbage på sin barndom i 1950'erne i stationsbyen Brørup mellem Esbjerg og Kolding, er der et særligt udtryk, der kommer over hendes læber: Hun og hendes søskende kunne ”gå løse”. Om turen gik til markedspladsen, landejendommene bag forældrenes gård eller runestenen, ja, så satte Margrethe Brun Hansen og de andre børn på Jernbanegade i Brørup ved Kolding selv dagsordenen.

”Når vi vågnede om morgenen og havde fået vores mad, gik vi direkte ud på gaden og kiggede rundt for at se, hvem der var kommet ud af de andre børn. Dagen var vores egen. Det var ligesom at have ferie. Vi kunne være, hvor vi ville. Vi kunne forsvinde.”

Ikke forstået på den måde, at Margrethe Brun Hansens mor og far ikke bekymrede sig om deres børn. Børnene vidste godt, at de ikke skulle tale med sigøjnerne på markedspladserne, vagabonderne eller landstrygerne. De vidste også godt, hvad det betød, når kirkeklokkerne ringede om aftenen.

”Jeg bor tæt ved en kirke i dag, og når kirkeklokkerne bimler klokken seks eller otte, tænker jeg 'nu skal du hjem, Margrethe'. Vi havde hverken telefon eller internet dengang, så vi orienterede os efter kirkeklokkerne,” fortæller Margrethe Brun Hansen.

I 1950'erne gik kun 10 procent af de danske børn i det, vi i dag kender som børnehave. Og de fleste af disse var halvtidsbørnehaver. Selve tanken om børnehaver kan tilskrives den tyske pædagog Friedrich Fröbel, som i 1840 fremsatte sine idéer om børneopdragelse med børnehaven som et fremhævet punkt. Han så den som et nødvendigt supplement til hjemmet, fordi der i børnehaven kunne skabes et fællesskab med jævnaldrende børn. Det skulle ske gennem leg, hvor opdrageren skulle være professionel, altså en pædagog.

Den første danske børnehave blev oprettet af Erna Juel-Hansen, og omkring begyndelsen af 1900-tallet spirede flere institutioner op. Søstrene Anna Wulff og Bertha Wulffs Hellerup-børnehave henvendte sig til borgerskabets børn. I halvdagsbørnehaven på Enghave Plads tog ægteparret Hedevig Bagger og Sofus Bagger sig af de dårligt stilledes børn, som gennem opdragelse og undervisning skulle sikres en god uddannelse.

Der var tale om tre typer af institutioner: asylet, den fröbelske halvdagsbørnehave og folkebørnehaven. Særligt asylet og folkebørnehaven havde ét overskyggende formål: at få børnene væk fra gaden, mens forældrene stod på fabrikkerne.

Fra 1919 begyndte den danske stat at give tilskud til driften af børnehaver. Det øgede antallet og betød, at de ikke længere var forbeholdt ubemidlede eller velstillede børn.

I 1960'erne sker der et nybrud i den danske familiepolitik. Man får øjnene op for, at barnets alder kan være af væsentlig betydning for den omsorg, der drages for barnet. Det fortæller ph.d. Sine Penthin Grumløse fra Roskilde Universitet, der netop har afleveret sin ph.d.-afhandling om dansk familiepolitik og det gode barneliv:

”Tanken om, at der til enhver alder knytter sig nogle behov står som hugget i granit i 1960'ernes danske familiepolitik. I Danmark kommer skellet mellem de forskellige aldres behov til at følge daginstitutionernes aldersinddelinger. Der er ét godt liv for småbørn, når de er under tre år gamle og en anden version af det gode liv, når de er ældre end tre år. Det, der er anderledes for de sidstnævnte, er, at et godt hverdagsliv også kan leves uden for hjemmet. Her tildeles halvdagsbørnehaven en særlig betydning.”

Men dagligdagen i børnehaverne var op til Bistandsloven i 1976 stadig markant forskellig fra den, de små poder oplever i dag, forklarer Lykke Lafarque Pedersen, seniorforsker og museumsinspektør ved Nationalmuseet. Med Bistandsloven overtog kommunerne ansvaret for børnehaver og andre institutionstilbud. Endnu vigtigere var det måske, at der blev grundlagt en ny pædagoguddannelse, at der kom fokus på uddannede pædagoger, og naturligvis at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Dermed skulle børnene tilbringe langt mere tid i institution.

Barneplejerskerne, iklædt uniform, blev erstattet af kvinder og mænd i hverdagstøj i børnehaverne, fortæller Lykke Lafarque Pedersen:

”Der sker et skel fra opbevaring, pasning og hygiejne til en børnehave med vægt på det pædagogiske, det sociale, samarbejde og udvikling af børnene. Desuden flyttede der dyr som høns og kaniner ind i børnehaverne. Og så var der alt det kreative: Børnene skulle nu med i teatret, og de skulle være med til at lave maden.”

Desuden blev der lagt vægt på det demokratiske. Både for børn og voksne.

”Forældrene fik indflydelse via forældrerådene, og de tog indflydelsen, hvilket skyldtes en opblødning af hierarkier, mens børnene med den senere så udskældte rundkredspædagogik og samlinger også fik lov at komme til orde,” siger Lykke Lafarque Pedersen.

Selvom det var sidst i 1970'erne og i 1980'erne, at daginstitutionerne boomede, så har der lige siden været en stigning i antallet af børn i institution. Og børnene blev efterhånden sendt af sted tidligere og tidligere. I 1983 gik fem ud af ti etårige børn i institution, mens det i dag gælder ni ud af ti etårige børn.

I 1970'erne arbejdede Margrethe Brun Hansen som pædagog, og her oplevede hun, hvordan det pædagogiske fokus på ro, renlighed og regelmæssighed udskiftedes med en mere laissez faire-tilgang til børnene.

”Der sker et brud, som er ret interessant. Drengene og piger badede nu sammen uden underbukser, og der var i det hele taget mere kropslighed og en fællesskabsfølelse over institutionslivet. Der var en frihed, som var dejlig.”

Som Margrethe Brun Hansen oplevede det, gik der dog også noget tabt midt i frigørelsen. Det var autoriteterne.

”Nogle børn havde nok svært ved at se deres forældre og pædagoger som autoriteter, når de rendte topløse rundt og drak sig fulde. De voksne skulle selvfølgelig have lov til at have det sjovt, men der var en usikkerhed over dem, som man ikke så i generationen før dem. Det var, som om de voksne mistede fodfæstet i frigørelsens navn. De blev selv som børn.”

I 1980 begyndte Birger Jarlkov som leder i Børnehuset Strandbo i Brøndby Strand, og det var en positiv oplevelse at starte som leder dengang, fortæller han.

”Lederne var jo selvbestaltede konger. Vi kunne gøre, hvad vi ville ude i institutionerne, for der var nærmest ingen retningslinjer fra kommunerne. På den måde var hver en institution en enklave for sig selv. Man bestemte det selv.”

Det var i det hele taget noget anderledes at være i institution dengang. Da Birger Jarlkov var i praktik som pædagog i Hudegrunden på indre Vesterbro, var det ikke unormalt, at ungerne var i bad sammen de voksne.

”Næsten ingen af børnene havde baderum derhjemme, og for at man skulle have lov at spille bold, skulle man i bad. Det skulle alle, børn, unge, voksne, mænd og kvinder. Det ville jo være utænkeligt i dag.”

Børnene og pædagogerne var i det hele taget knyttet tættere sammen dengang, husker Birger Jarlkov. I de første år efter hans ansættelse tog Børnehuset Strandbo også på koloni sammen i sommerferien. Den udgift sløjfede Brøndby Kommune imidlertid i 1982, men så tog Birger Jarlkov, hans kolleger og forældrene i børnehaven sagen i egne hænder.

”Vi sparede selv sammen, lejede telte og boede på en bondegård. Forældrene satte telte op om søndagen, og så kom vi med offentlig transport dagen efter og blev der til fredag med det gammeldags lokum, vi havde med.”

Ligesom båndet mellem pædagoger og børn føltes tykkere, mærkedes der i begyndelsen af 1980'erne også en tættere forbindelse mellem forældre og pædagoger:

Noget anderledes ser det ud i dag. Birger Jarlkov kan bedst beskrive den udvikling, der er sket i relationen mellem det pædagogiske personale, børn og forældre fra 1980'erne til i dag med ordet ”afstand”.

”Man er ikke længere kammerater. I stedet ser man på det faglige, og det har forældrene respekt for. Kan de mærke, at en pædagog er super dygtig, har de respekt for det.”

Væk er den hverdag, børnene selv planlagde. I stedet er kommet et struktureret forløb, hvor pædagogerne styrer børnenes liv. I Margrethe Brun Hansens barndom foregik det bare noget anderledes. Det var en anden tid. Far og mor var autoriteterne, og autoritet og dannelse var i det hele taget i høj kurs. Der var ingen samlinger, som der er i børnehaven i dag. Når de voksne talte, så ventede man pænt, til de var færdige, før man selv åbnede munden. Man sagde aldrig ”ad, det er ulækkert”, når der blev serveret mad, og når der kom gæster på besøg, tilbød man pænt de voksne at lave kaffe:

”I dag er det nærmest os voksne, der servicerer børnene,” oplever Margrethe Brun Hansen, der dog savnede nogle rettigheder i sin barndom.

”Vi kom altid i anden række. Blev man sendt på værelset, så blev man derinde. Der kom ikke nogen ind og bad om at blive gode venner. Der var ingen tilgivelse. I dag har børnene fået rettigheder, så de voksne ikke må slå og ydmyge. Det savnede man måske dengang.”

Det var ikke ualmindeligt, at børnene legede frit i baggårdene i de store byer. Her leger en gruppe børn i en baggård i København.
Det var ikke ualmindeligt, at børnene legede frit i baggårdene i de store byer. Her leger en gruppe børn i en baggård i København. Foto: Scanpix