Kvinden, der opfandt Irak

Gertrude Bell var eventyrerske, arkæolog, bjergbestiger og spion og kvinden, der i 1921 ”opfandt” det moderne Irak

Gertrude Bell (1868-1926) var, ud over sine mange bedrifter, med til at grundlægge det moderne Irak.
Gertrude Bell (1868-1926) var, ud over sine mange bedrifter, med til at grundlægge det moderne Irak. . Foto: Scanpix.

I fotografier af britiske udsendinge til Mellemøsten i begyndelsen af det 20. århundrede figurerer ofte en enkelt kvinde blandt de alvorsfulde mænd. Hun er lille, spinkel og iklædt lange elegante gevandter i trit med tidens mode.

Kvinden med det misvisende sarte udseende er Gertrude Bell (1868-1926), der ud over sine mange bedrifter som blandt andet arkæolog, spion og ørkeneventyrerske også var fødselshjælper for det moderne Irak.

Som indflydelsesrigt medlem af det britiske styre i Mesopotamien efter Første Verdenskrig mejslede hun en stat af de tre osmanniske provinser Bagdad, Basra og Mosul, installerede et monarki og formede lan-dets politiske institutioner.

Gertrude Bell var født ind i en af Englands rigeste industrifamilier og blev en af sin tids mest ukonventionelle personligheder. Hun blev Storbritanniens første kvindelige efterretningsofficer og den første kvinde, der opnåede en avanceret grad i historie fra Oxford Universitet.

Hun lærte sig flydende arabisk, tyrkisk og persisk, oversatte sufidigte, studerede kartografi, arkæologi og fotografi og blev en berømt bjergbestiger, opdagelsesrejsende og ekspert i arabisk politik.

Bell, hvis dagbøger og breve danner grundlag for flere biografier og en kommende Hollywoodfilm, erklærede sig for ateist i en tidlig alder og modsatte sig tidens foreskrevne kvinderolle, men var samtidig aktiv i bevægelsen mod kvinders stemmeret ud fra det ræsonnement, at hendes kønsfæller var ukvalificerede til at træffe politiske afgørelser.

Bell giftede sig aldrig, men havde ifølge Georgina Howells biografi ”Queen of the Desert, Shaper of Nations” (Ørkenens dronning, skaber af nationer) mindst to lidenskabelige kærlighedsaffærer.

Gertrude Bells kærlighedsaffære med Mellemøsten begyndte, da hun som 24-årig i 1892 rejste til Teheran, hvor hun opdagede, at hun som vestlig kvinde nød langt større frihed end hjemme i England.

Hun brugte de følgende år på at rejse, bestige bjerge i Schweiz og udvikle en lidenskab for sprog og arkæologi.

I årtiet op til Første Verdenskrig rejste Bell flere gange gennem Mellemøsten på heste og kameler og med en pistol spændt fast på låret, alt imens hun kortlagde store landområder og vandt stammelederes tillid. Hun skrev alt ned om stridigheder og alliancer, om ruter og vandkilder, om fauna og flora i sin dagbog.

Da Første Verdenskrig brød ud, sendte briterne Bell til Kairo, hvor hun arbejdede som efterretningsagent side om side med sit mere højt profilerede mandlige sidestykke, T.E. Lawrence, ”Lawrence af Arabien”.

Bell og Lawrence var med til at mobilisere det arabiske oprør mod de osmanniske tyrkere i 1916 til 1918 ved at forsyne araberne med våben og love dem en uafhængig stat, alt imens diplomater i hemmelighed blev enige om at dele Mellemøsten i et britisk og et fransk område.

Efter at briterne tog Bagdad i 1917, rejste Gertrude Bell dertil og fungerede om mægler, hvis opgave var at holde sammen på de forskellige stammer. I et brev sendt hjem til England reflekterer hun over den vilkårlighed, der prægede det britiske nationsbyggeri.

”Vi hastede ind i bestillingen med vores sædvanlige ligegyldighed over for en omfattende politisk plan. Klare os igennem på bedste beskub! Jamen, sådan gør vi vader gennem blod og tårer, der aldrig havde behøvet at blive udgydt,” skrev hun.

I 1921 var Bell blandt en udvalgt gruppe britiske orientalister udpeget til at organisere det nye Mellemøsten. Bell tegnede udkastet til Iraks grænser og anbefalede den Mekka-baserede arabiske prins Faysal ibn Husayn som Iraks første konge.

Da han ankom til Bagdad, rådgav hun ham om lokale forhold og hjalp med at skrive en forfatning og besætte lederposter i den nye regering.

I en rum tid var Bell, der talte med alle fra bønder til beduiner, den mest populære brite i Bagdad. Hun rummede imidlertid også et indre mørke, og i 1923 skrev hun i et brev til sin far:

”I mit baghoved er, at vi krigens mennesker aldrig kan vende tilbage til fuldstændig forstandighed. Chokket har været for stort; vi er ude af balance.”

Gertrude Bell syntes i sine sidste leveår at falde ind i en dyb depression, og hun døde i sit hus ved Tigrisfloden i juli 1926 af en overdosis af sovepiller, der muligvis var tilsigtet.

Da hun døde, blev det rapporteret, at hele Bagdad dukkede op for at følge hendes kiste til gravstedet.