”Kun bjergene er vore venner,” siger et kurdisk mundheld. Anatoliens Taurus-bjerge og Zagros-bjergene mellem Irak og Iran er rygsøjlen i den bjergrige halvmåne, som strækker sig fra det østlige Tyrkiet gennem en del af Syrien og det nordlige Irak til Iran. I disse bjerge har kurderne overlevet århundreders og måske årtusinders konfliktfyldt naboskab med andre folkeslag, i klemme mellem magtfulde imperier til alle sider.
De er blevet overfaldet af mongolerne, blevet gjort til vasalstat under osmannerne og snydt for den stat, de blev lovet af europæerne efter Første Verdenskrig. I stedet blev de forfulgt af både Atatürk og Saddam Hussein. Og nu er de Vestens eneste militære håb, det sidste bolværk, mod Islamisk Stat, der truer med at vinde større territorier.
De kurdiske dialekter er Mellemøstens fjerdestørste sprog, og de 35 millioner kurdere er det største folk i verden uden egen stat, når undtages Mahabad-republikken, som på sovjetisk initiativ blev oprettet i 1946 i Iran og forsvandt efter blot et år. Men med Iraks voksende opløsning er en selvstændig stat i den nu autonome kurdiske provins måske tættere på end nogensinde tidligere.
”Vi har et geografisk territorium, vi identificerer som stedet, hvor vi hører til, og en bevidsthed om at eksistere som folk,” siger Hamit Bozarslan, kurdisk professor i historie ved Institut for Socialvidenskab, EHESS, Paris.
”Vi har en national fortælling om vores historie, og vi har nationale myter i stil med jeres islandske sagaer. Som for eksempel myten om, at kurderne nedstammer fra det antikke Medes-rige. Eller sagaen om Kawe, der befriede kurderne og andre folkeslag fra den assyriske tyran Zehac i 612 før Kristus. Vores nationalfortælling er historien om et folk, der har kæmpet for at overleve, og som har været på nippet til at forsvinde, langt op i det 20. århundrede,” siger Hamit Bozarslan.
Betegnelsen ”kurdere” blev først benyttet af araberne i 700-tallet om de nomadestammer, som var blevet islamiseret under den arabiske fremrykning, med undtagelse af yazidierne, der holdt fast i den oprindelige zarathustriske kult.
”Kurderne blev ikke arabiseret, i lighed med andre folkeslag i periferien af den muslimske verden som perserne eller de nordafrikanske berbere, der blev islamiseret uden at overtage det arabiske sprog. De kurdiske sprog har overlevet i en lang række varianter, med kurmanji, sorani og hourani som de mest talte, men også dialekter, der er uforståelige for andre kurdisktalende,” påpeger Thomas Schmidinger, politolog og kulturantropolog ved Wiens Universitet og medgrundlægger af Europæisk Center for Kurdiske Studier.
Kurderne blev ikke desto mindre underlagt kalifatet i Bagdad, selvom de den ene gang efter den anden gjorde oprør. Det lykkedes de kurdiske feudalherrer at grundlægge flere fyrstedømmer, som nok var magthavernes vasaller, hvad enten det var kaliffen i Bagdad, seldsjukkerne i Damaskus eller senere osmannerne, men som i øvrigt havde frihed til at regere deres territorier, som de ville. Men ingen af dem blev stærke nok til at underlægge sig de andre og lægge kimen til en kurdisk stat.
”Kurdernes opfattelse af sig selv som en nation er et fænomen fra det 20. århundrede. Før da var de kurdiske samfund stammesamfund, og kurderne følte sig formentlig især som medlemmer af en stamme. Og som muslimer. Saladin, som i dag er en af kurdernes nationalhelte, betragtede ikke sig selv som kurder,” påpeger Thomas Schmidinger.
Saladin, der forenede de muslimske lande, besejrede de kristne stater i Palæstina og generobrede Jerusalem fra korsfarerne i 1187, var født i Egypten. Men han tilhørte en kurdisk stamme, ligesom sin nevø, Al Kamil, som Frans af Assisi forsøgte at omvende under et korstog i 1219. Saladin grundlagde ayyubidernes dynasti, der i dag betragtes som kurdernes guldalder.
”Det var kurderne, der reddede islam. Det er en kilde til national stolthed,” siger Hamid Barzaslan.
I dag er de kurdiske krigere, peshmergaerne, det eneste håb for eksempel for de kristne, der endnu ikke er flygtet fra den kristne by Alkosh og Islamisk Stat, der kun er få kilometer borte. Men kurdernes forhold til kristne og Vesten er komplekst.
”Kurdistan befinder sig i hjertet af den region, hvor kristendommen blev født, og kristne har deltaget i de kurdiske opstande gennem tiderne. Men de kurdiske samfund er også stærkt konservative muslimske samfund. Og der findes en islamisk fundamentalisme, blandt andet i Tyrkiet, som er ultraradikal, men også ultraminoritær,” siger Hamid Barzaslan.
”Nogle af de kurdiske islamiske bevægelser er potentielt antivestlige,” påpeger også Thomas Schmidiger.
Men kurdisk islam er desuden stærkt præget af sufi-mystikken. Nogle af de betydelige sufibroderskaber, som for eksempel naqshbandiyya, har kurdiske rødder, og de to historiske ledere af irakisk Kurdistan, Jalal Talebani og præsidenten for den kurdiske region, Massoud Barzani, tilhører hver sin sufiretning. Dertil kommer, at 20 procent af kurderne, især i Tyrkiet, tilhører den særlige alevi-retning.
Netop i Tyrkiet har kurdernes forhold til den kristne armenske befolkning været dobbelttydigt. I Osmannerriget var de kurdiske herremænd tyrkernes vasaller, der til gengæld for deres loyalitet fik pæne stillinger i det osmanniske magtapparat. Og de spillede en tvetydig rolle under folkemordet på armenierne i 1915.
”Det er et meget ømt punkt i kurdernes historie og bevidsthed. På den ene side deltog kurderne aktivt i folkemordet som tyrkernes håndlangere. På den anden side var der også kurdere, der skjulte armeniere og reddede deres liv,” påpeger Martin van Bruinessen, antropolog og specialist i kurdisk historie ved universitetet i Utrecht.
”Men den armenske nationalisme blev også en inspirationskilde til den kurdiske drøm om en egen stat. Og det tog især fart med kemalismen i 1923 og Kemal Atatürks vision om en etnisk tyrkisk stat, hvor minoriteternes identitet fornægtes,” påpeger den hollandske historiker.
Netop efterspillet efter Første Verdenskrig blev et vendepunkt for den kurdiske nationalisme, der var begyndt at spire i begyndelsen af århundredet, for eksempel blandt kurdiske intellektuelle i Kairo. Svres-traktaten fra 1920 lover kurderne deres egen stat i det sydøstlige Anatolien og Mosul-regionen. Men så kommer Atatürks revolution, der samler Tyrkiet, og i Lausanne-traktaten fra 1923 er dette løfte forsvundet. Frankrig og Storbritannien, der allerede havde aftalt at dele Mellemøsten mellem sig med Sykes-Picot-aftalen i 1916, trækker nye grænser, der fordeler de kurdiske territorier mellem fire stater: Tyrkiet, Syrien, Irak og Iran.
”De europæiske landes appetit i Mellemøsten er en væsentlig forklaring på situationen i dag,” mener Barzaslan.
I Tyrkiet kom det til adskillige oprør, og i 1978 dannedes Kurdisk Arbejderparti, PKK, der var stærkt påvirket af marxistisk ideologi og indledte en væbnet kamp mod Tyrkiet, der svarede igen med massiv undertrykkelse. Også i Irak rejste kurderne sig mod de skiftende regimer, både før og efter den britiske kontrol af landet.
Allerede i 1937 enedes Tyrkiet, Irak og Iran om at samarbejde om at bekæmpe den kurdiske selvstændighedsbevægelse, men under krigen mellem Iran og Irak støttede de hinandens kurdiske mindretal.
I 1988 gennemførte Saddam Hussein en af de værste massakrer på kurderne un-der den ”blodige fredag” i Halabja, hvor 5000 mænd, kvinder og børn blev gasset.
Massakrerne gentog sig i 1991, da de irakiske kurdere rejste sig mod Saddam Hussein efter Golfkrigen og Iraks invasion af Kuwait. To millioner irakiske kurdere flygtede, og de vestlige allierede indførte et forbud mod irakisk overflyvning af den kurdiske provins for at beskytte befolkningen. Mellem 50.000 og 180.000 kurdere blev dræbt under Saddam Hussein.
Den nye irakiske forfatning, som blev vedtaget i 2005, efter den amerikanske invasion og afsættelsen af Saddam Hussein, gav vidtstrakt autonomi til irakisk Kurdistan, som siden er blevet udvidet til at omfatte det olierige Kirkuk-område.
Med Islamisk Stats fremrykning i Irak er de kurdiske peshmerga-tropper blevet det sidste bolværk mod en islamisk terrorstat, og med Nato-landenes beslutning om at støtte de kurdiske tropper med blandt andet våben og luftangreb, er en selvstændig stat rykket tættere på. I juli i år erklærede den kurdiske præsident, Massoud Barzani, at en folkeafstemning om selvstændighed vil blive holdt inden for få måneder. Hvis ellers det lykkes at trænge Islamisk Stat tilbage.
”Denne situation skaber en mulighed for at oprette en selvstændig kurdisk stat. Irakisk Kurdistan vil have det nødvendige økonomiske grundlag takket være olien, men den vil til gengæld blive afhængig af Tyrkiet for at kunne eksportere olien og risikerer at blive en tyrkisk satellitstat,” mener Martin van Bruinessen.
”Vi befinder os ved et skæringspunkt i vores historie,” mener også Hamid Barzaslan.
”Der er en proces i gang, der styrker hele tanken om en kurdisk nationalstat. Men der er også mange ubekendte, og især gælder især, hvordan de eksisterende arabiske stater vil udvikle sig. Vil der stadig være et Syrien og et Irak, som vi kender dem idag, i 2020? Men én ting er sikker,” fastslår den kurdiske historiker: ”Kurderne har ikke kræfter til at redde Irak fra Islamisk Stat alene. Det er utænkeligt, at kurderne skulle kunne skabe fred i et hav af rædsler.”