Funktionalisme er tidens onde

Dominerende kræfter i landet vurderer alt i samfundet på, hvor godt det fungerer. I ny bog kritiserer historiker Michael Böss den funktionalistiskeideologi bag vores indtørrede visioner og fortidsforskrækkelse

Forfatter Michael Böss understreger vigtigheden af både den globale og den lokale dimension. Disse kombineres på pladsen i Holstebro, hvor Det gamle Rådhus danner baggrund for den italienske kunstner Alberto Giacomettis skulptur Kvinde på kærre. Eller i folkemunde: Maren å æ wou. _
Forfatter Michael Böss understreger vigtigheden af både den globale og den lokale dimension. Disse kombineres på pladsen i Holstebro, hvor Det gamle Rådhus danner baggrund for den italienske kunstner Alberto Giacomettis skulptur Kvinde på kærre. Eller i folkemunde: Maren å æ wou. _ .

”Hvem er du?”

Historikeren Michael Böss lader spørgsmålet hænge i luften og udfordrer uventet Kristeligt Dagblads udsendte, der er på besøg i hans hjem i Holstebro.

”Folk begynder at fortælle historier, når de får det spørgsmål. Vores identitet bygger på, at vi kan fortælle vores liv som historier. Derfor er historiefortælling vigtig,” forklarer han. Så vigtig er den, at han har skrevet en bog om emnet, der udkommer i dag.

”Et godt eksempel er sociologen Henrik Dahls mormor, som han beskriver i sin bog 'Mindernes land'. Hun blev over 100 år, og hun kunne forstå sig selv ind i et århundrede med enorme omvæltninger, helt til hun mistede bevidstheden. Hun fortalte blandt andet sit livs historier ud fra fotobøger,” siger forfatteren, der nu breder emnet ud fra individ til kultur.

”Vi er også blevet dårligere til at fortælle historier i samfundsdebatten. Tænk på folketinget i gamle dage. Bernhard Baunsgaard (R), for at nævne bare én, plejede at trække meget lange linjer tilbage i tiden fra talerstolen. Hvem kan det i dag?”.

Michael Böss ser det forsvundne historiske perspektiv i folketingssalen som et symptom på ”Det demente samfund”, som han har kaldt sin nye udgivelse. Et Lars Løkke-citat er anbragt på en af de første sider:

”Historie har aldrig været mit stærkeste fag, da jeg gik i gymnasiet (“) Det, der interesserer mig, er det fremadrettede.”

Flere politikere hudflettes. Lene Espersen (K) for sine ord om, at ”vi konservative orienterer os mod hverdagens udfordringer. Ikke mod støvede tanker i lige så støvede bøger.”

Forfatteren nævner Marianne Jelved (R) som et håbstegn, fordi hun er sig bevidst om at stå i en tradition, mens Margrethe Vestager (R) skildres som bærer af den visionsløse ”nødvendighedens politik”.

”Margrethe Vestager blev aldrig egentlig politiker. Hun talte sidst om fælles værdier i 2001, da hun udgav 'Værdier i virkeligheden'. Siden er hun gledet sammen med embedsmandsstanden og er blevet den arketypiske moderne politiker.”

Arketypisk moderne politiker er ikke nogen kompliment fra Michael Böss. Han opfatter en del yngre politikere som teknokrater og bureaukrater, der ikke har nogen forståelse for de værdier i civilsamfundet, som har bygget Danmark.

”Typisk var det svar, Antorini gav, da hun for nylig blev spurgt, om ikke det var et problem, at skolereformen ødelagde så mange fritidsaktiviteter for eleverne. Hun sagde, at de jo fik motion i skolen i stedet. Det afslørede, at hun ikke så foreningslivet som andet end et motions-anliggende.”

Politikerne er blevet ens og mangler identitet og vision. Men problemet er ikke bare politikerne, der taler og tænker historieløst. Det er også historikerne, der undgår fortællinger, der ikke passer ind i deres eget kram, forklarer han.

”De radikale historikere har haft det svært med de religiøse bevægelser. Derfor går vores historietradition uden om, at de gudelige vækkelser i 1800-tallet var et vigtigt skridt i skabelsen af vores demokrati. De var det første store kritiske opgør med statsmagten.”

Men omvendt kan internationale tænkere godt få øje på betydningen af kristendommen for Danmarks udvikling, påpeger Michael Böss undrende.

”Den amerikanske filosof Francis Fukuyama benytter udtrykket 'at tage til Danmark.' Det er den retning, mange politikere ønsker for deres land: Velfærd, fremskridt og tryghed. Fukuyama ser både Reformationen og Grundtvig som trædesten i den udvikling. Det er selvfølgelig ikke noget, andre lande bare kan beslutte at gøre efter. Men det er en udviklingslinje, som mange historikere herhjemme går helt uden om.”

Men hvad er det, der får os til at vende os væk fra vores egen fortid?

”Funktionalisme,” lyder svaret fra samfundskritikeren. Og hvis man tror, man ved, hvad funktionalisme betyder, bør man alligevel spidse ører. For Michael Böss bruger ordet i en mere grundlæggende betydning end den æstetiske.

”Jeg trækker på litteraten Johan Fjord Jensen, der i 1960'erne skrev bogen Homo Manipulatus. Her påviser han, hvordan en oprindeligt samfundsvidenskabelig og senere arkitektonisk strømning, som blandt andre Poul Henningsen var eksponent for, har vokset sig til en bredere ideologi. Funktionalismen vil det rationelle samfund. Et samfund, der er præget af lys, klarhed og fornuft.”

Men funktionalismen er gået over gevind, siger han. Og i dag er målbar funktionsdygtighed blevet afgørende kriterium for både økonomiske, skolepolitiske og kulturpolitiske beslutninger.

”Udviklingen har svækket vores ideologiske tænkning. Funktionalismen har både til højre og venstre styrket den teknokratiske og bureaukratiske kultur. Vores politik er postideologisk.”

Den økonomiske argumentation er blevet styrende for det politiske, fordi økonomien giver svaret på, hvad der fungerer, mener Michael Böss. Og derfor er det indflydelsesrige økonomer, der sidder i midten af spindelvævet.

”Det er bankverdenen, man lytter til. Den symbolsk magtfulde figur i det system er nationalbankdirektøren, som ikke altid har været så betydningsfuld en person som i dag.”

Tilsvarende er Finansministeriet og Økonomiministeriet de tunge ministerier nu.

”Det var Finansministeriet, der i 2005 fik kommunalreformen igennem. Den var unødvendig. På den måde strammede man kontrollen med kommunerne. Den reform er et mønstereksempel på den funktionalistiske tænkning i dag.

Historikeren tænker sig længe om uden at sige noget. Så deler han sine overvejelser:

”Måske er danskerne specielt modtagelige for funktionalismen. Dansk politik har aldrig været særligt ideologisk drevet.”

Derpå opremser han flere historiske begivenheder, som tegner et billede af en dansk kultur, der gennem hundredvis af år har været kompromisvillig, løsningsorienteret og pragmatisk.

”Jeg tror, den tilgang styrkes som følge af nederlaget i 1864. I 1899 løses arbejdskonflikten under storlockouten også på en pragmatisk måde, uden unødig strid. Men allerede Holberg beskriver i 1729 en genkendelig mentalitet.”

Her henter lektoren en tyk bog ned fra bogreolen og læser højt:

”I det øvrige kand man sige om den Danske Nation, at den er føyelig og god at komme til rette med, og besynderlig lydig imod Øvrigheden.”

Men den kritiserede funktionalisme er ikke bare en nordeuropæisk strømning. Også EU får i den nyudkomne bog læst og påskrevet.

”EU har prøvet at skabe en identitet som en slags social ingeniørkunst. Man har tænkt som Sovjet-teoretikerne om det nationale: At det var noget forbigående. Typisk blev det en fiasko, da EU forsøgte at gøre Beethovens ”Ode an die Freude” til europæisk kendingsmelodi. Man har ikke taget nationalstaternes sejhed alvorligt.”

Derfor undrer det ikke Michael Böss, at de EU-kritiske bevægelser har vind i sejlene.

”Det nylige EU-valg var et protestvalg. En protest imod en postdemokratisk tænkning. Også på EU-niveau har der været modvilje imod egen fortid. Eksempelvis ville man ikke i 2003 have stående i EU-traktatens forord, at kristendommen er en del af kontinentets historie, ligesom antikken og oplysningstiden er det.”

Historikeren ser flere misforståelser i forholdet mellem det internationale og historien. Han undrer sig over, at mange politikere opfatter formidling af religiøs og national historie som ekskluderende over for indvandrere. For eksempel i debatten om kristendomskundskab i folkeskolen.

”Der er ikke nogen dokumentation for, at det skulle være rigtigt.”

Debattøren rejser sig igen og henter en bog.

”Der er faktisk lige kommet en bog fra Canada, et af verdens største indvandringslande, som siger det modsatte. Ikke bare er indvandrere i Canada meget interesserede i at lære om deres nye lands fortid. De er mere interesserede end gennemsnittet af canadiere. Det viser en ny undersøgelse.”

Og allerede tolerance-tænkeren John Locke pegede i 1600-tallet på vigtigheden af, at indvandrere lærer om deres nye hjemlands historie.

”John Locke sagde, at indvandrere ikke behøvede at være etnisk engelske. Men de skulle kende landets frihedstradition, som han fører tilbage til 1215, altså til Magna Carta, der er englændernes første frihedserklæring.”

To Bruno Mathsson-stole i stuen fortæller, at Michael Böss ikke har noget imod funktionalismen i dens oprindelige betydning. To lammetæpper oven på de stilrene møbler tilføjer den pointe, at det funktionelle skal integreres i det lokale.

Hvad er løsningen på den funktionalistiske ideologis problemer?

”Svaret skal findes i civilsamfundet,” lyder det.

”Der er nogle kræfter i civilsamfundet, som kan yde modstand. Og funktionalismen skal udfordres intellektuelt, for eksempel på den måde det gøres af Rønshovedsgruppen - som jeg dog ikke selv identificerer mig med fuldt ud. Her møder man den kritik af udviklingen, vi har brug for.”

Gruppen tager historien på sig. Og det er en del af løsningen på historieløshedens problem, for det giver indflydelse at kende sin historie, siger Michael Böss.

”At være historisk bevidst giver magt til at protestere.”

Og man må frem for alt være bevidst om historiefortællingens magt. Den indsigt spiller en vigtig rolle i analysen af det demente samfund, hvor Michael Böss citerer den tjekkiske forfatter Milan Kundera, der under det kommunistiske regime skrev bogen ”Om latter og glemsel”:

”Menneskets kamp mod magten er erindringens kamp mod glemslen.”

Michael Böss er på trods af sin kritiske analyse af Danmarks historieløshed optimistisk - ”ellers ville han ikke skrive en bog om fænomenet”. For funktionalismen er oppe imod et urmenneskeligt behov for at kende sin fortid.

”Det er samfundet i dag, der er historieløst. Det er ikke mennesket. Mennesket har af natur historisk bevidsthed. Det er det, der gør os i stand til at rette os fremad.”

Citatbånd fra Det demente samfund

Det rent færdigheds- og kompetenceorienterede dannelsesideal kaldes i den engelsktalende verden for 21. curriculum, altså ”læseplanen for det 21. århundrede”. Den er rendyrket funktionalistisk ideologi.

Fysikeren Isaac Newton, som var en af sin egen tids mest innovative og kreativt tænkende mennesker, mennesker, skrev om sig selv: ”Hvis jeg har set længere end andre, er det, fordi jeg har stået på skuldrene af kæmper.” Når der en gang imellem skabes virkelige fremskridt, skyldes det for det meste forskere og opfindere, der har lært af deres forgængere på feltet - og som har haf t gode vidende lærere.

Som modvægt mod den rod- og hjemløshed, som globaliseringen skaber, må det være en af folkeskolens - og ungdomsuddannelsernes - opgaver at gøre det muligt for både nye og gamle danskere at udvikle en følelse af at høre til på et bestemt sted og i et bestemt historisk folk.

*****

Uddrag af formålsbeskrivelser for skolen

”Folkeskolens formål er at fremme og udvikle børnenes anlæg og evner, at styrke deres karakter og give dem nyttige kundskaber.”

Skolen skal ”udvikle og styrke børnenes sans for de etiske og kristelige værdier, give dem ærbødighed for menneskelivet og for naturen, kærlighed til hjemmet og vort folk og land, respekt for andres meninger, følelse for fællesskab mellem folkene og for samhørighed med de andre nordiske folk.”

”Det er skolens formål at dygtiggøre børnene til at gå ud i samfundet og erhvervslivet, velegnede til at opfylde de krav, man med rimelighed kan stille, men først og fremmest er det skolens opgave at fremme alle muligheder for, at børnene kan vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker.”

Skolen anbefales at fjerne en række ”adfærdsmønstre”, der skjuler ”rester af tidligere perioders menneske- og kultursyn”. Målet er at give eleverne ”lighedsorienteret holdning og evne til at realisere et lighedsorienteret adfærdsmønster over for andre”.