”Det er bevist, at den Synd, som bragte Guds Vredes Bæger til at flyde over mod Sodoma, at Mænd øvede Uterlighed med Mænd, trives frodig i København, ogsaa på de højere Steder. Børn og ganske unge ødelægges af disse Dyr i Mandfolkeskikkelse, disse Handyr, som ingen Skranker kan standse, naar de drives af deres skidne Lyster og Begæringer.”
Med denne svada fra den indremissionske præst Vilhelm Kold fra Brorsons Kirke på Nørrebro var der lagt op til kirkelig ballade i kølvandet på rigsdagsgudstjenesten i 1908.
Kristeligt Dagblad, der på det tidspunkt havde eksisteret i 12 år, havde på forhånd fået teksten, trykt den i sin fulde længde, og solgte prædikenen formedelst 10 øre stykket i dagene efter den famøse prædiken.
Vilhelm Kolds prædiken resulterede også i en tjenstlig samtale med biskop Thomas Skat Rørdam. Det var især antydningen af homoseksuelle tilbøjeligheder i de finere kredse, der faldt biskoppen for brystet. Rørdam bad Vilhelm Kold om at skrive en ”saglig redegørelse”, som han skulle sende til ministeriet, og så skulle Rørdam nok berolige politikerne. Til gengæld kunne han ikke garantere, at Vilhelm Kold nogensinde igen ville blive inviteret som prædikant til rigsdagsgudstjenesten.
Fortællingen kommer fra professor emeritus Martin Schwarz Laustens 27. kirkehistoriske udgivelse: ”Politikere og prædikanter. Folketingets åbningsgudstjeneste fra begyndelsen til nutiden (1850-2013), baggrund, historie og vurdering”.
Og som han udtrykker det, så kan de nyere udgaver af åbningsgudstjenesterne snarere sammenlignes med en almindelig søndagsgudstjeneste set over for de lidenskabelige debatter om blandt andet folkeskole, moral, politik, forsvarssag i datidens rigsdagsprædikener. Prædikanterne fra omkring 1950 og frem har ikke samme saft og kraft i forkyndelsen.
Det kan prædikanten anno 2014, Tine Lindhardt, måske holde sig for øje.
Indtil 1953 hed Folketingets åbningsgudstjenester rigsdagsgudstjenester. Men med grundlovsændringen i 1953 forsvandt tokammer-systemet med Rigsdag og Landstinget til fordel for Folketinget, som det kendes i dag.
Rigsdagens åbningsgudstjenester blev i 1850, uden diskussion eller debat overhovedet, overtaget fra Stænderforsamlingerne, der havde haft lignende gudstjenester, bare flere steder i landet.
”Og dengang var præster meningsdannere og vigtige deltagere i den offentlige debat,” siger Martin Schwarz Lausten.
”Helt frem til 1940'erne blev prædikenerne refereret i landets største aviser, og selvom for eksempel Ekstra Bladet og Social-Demokraten krævede rigsdagsgudstjenesterne afskaffet, så gengav de ofte prædikenerne upolemisk.”
Ekstra Bladet gengav dog ofte prædikenen satirisk, blandt andet med karikaturtegning i 1907, hvor præsten Gottschalck-Hansen står på prædikestolen med et gevær, fordi Ekstra Bladet mente, at hans prædiken var militær agitation. Forsvarssagen var stor i Danmark på det tidspunkt grundet nederlaget ved Dybbøl.
I begyndelsen valgte den siddende biskop i København københavnske præster som prædikanter. Men biskop Hans Ostenfeld fik i 1917 mulighed for at indbyde prædikanter fra andre stifter, og den praksis fortsatte under biskop Hans Fuglsang-Damgaard (1870-1979). Han havde blandt andet en forkærlighed for præster, der var medlem af Blå Kors, så der er blevet prædiket afholdenhed i den biskops tid.
Åbningsgudstjenesterne har altid fundet sted i Christiansborg Slotskirke, som hører under kongehuset. Andre kirker - Holmens, Vor Frue og Marmorkirken har været brugt - blandt andet blev Holmens Kirke brugt efter en nødraket satte ild til tårnet i slotskirken under et pinsekarneval. Det tog fem år, før Folketingets kirke var klar igen.
”Mange tror,” siger Martin Schwarz Lausten, ”at den kongelige familie altid deltager i Folketingets åbning. Men den kongelige familie har kun deltaget én gang. Det var i 1966, hvor de umiddelbart efter gudstjenesten gik over i Folketinget og annoncerede forlovelsen mellem kronprinsesse Margrethe og grev Henri de Monpezat.
Vilhelm Kold var ikke den eneste præst, der skabte furore.
Det gjorde også Julius Ifversen, præst i Hellig Kors Kirke på Nørrebro. Ikke mindst på grund af den såkaldte Mureraffære. Murersvenden Ludvig August Jensen var blevet skilt fra sin kone og levede i seks år på polsk med en anden kvinde. Da murersvenden ville giftes, bad han Ifversen forrette vielsen. Det afslog præsten med den begrundelse, at det ville være i strid med Bibelen, og at han ikke ville sanktionere hor. Aviserne Politiken og Social-Demokraten støttede murersvenden, mens Ifversen fastholdt, trods et pålæg fra biskop Thomas Skat Rørdam, og murersvenden fik en bøde. Han blev frifundet i Højesteret. To år efter udpegede Skat Rørdam Ifversen som prædikant ved rigsdagsgudstjenesten.
Her fik menigheden så smæk for skillingerne: ”(...) vi finder os i, at svinske forfattere i bøger og aviser besudler ungdommen. Ofte giver man 'samfundet' skylden for ulykker og nød, medens det i virkeligheden er enkeltpersoner, som jager efter magt (...)”. Og han fortsatte: ”(...) at mange i dag korsfæster Jesus og lader forbryderen Barabbas få frit løb. (...) mange siger nej til Gud, afviser gudsfrygten, kalder sig overmennesker, vil have Bibelen forbudt, deres blod bruser kun i mørket. Deres fører er simpelthen Antikrist.”
En anden rabalder-prædiken gav Johannes Fibiger, kapellan i Garnisonskirken i 1872. Og Fibiger skriver i sine erindringer: ”Lige foran den lave prædikestol sad Partiets (Det Forenede Venstre) Førere med den dengang almægtige J.A. Hansen i Spidsen, og jeg havde let ved at see, at allerede Texten, som jeg læste med Eftertryk begyndte at vække Uro. Anføreren fikserede mig med sine skarpe Øjne, og hele Talen igiennem kunde jeg see hans Ansigt blive mere og mere Ophidset.”
Flere gange i prædikenen slår Johannes Fibiger, Garnisonskirken, fast, at man ikke kan bruge Bibelen til politiske formål.
”I Danmark har vi foretaget en adskillelse mellem de to områder, og man skal ikke smykke verdslige sager med hellige navne, men det indebærer også en fristelse til, at vi kunne komme til at glemme vor Gud og lægge Haand på vort Arbeide med et gudsforladt Sind.”
Men prædikenen opnåede, angiveligt som den eneste trykte prædiken, at udkomme i to oplag, mens Venstre indgav klage over den.
Der var dog ikke konflikt om alle prædikenerne. Og Olfert Ricard, Garnisonskirken, tog i 1921 fat i et område, som også er topaktuelt i dag: Skolereformen.
”Naar snart den nye Skoleordning skal vedtages, og Kirkens Datter Skolen nu føler sig myndig og er betænkt paa helt at forlade sin Moders Hus, da velsigner vi Eder fra Herrens Hus og bede til, at hun frivillig maa søge den Forbindelse med Kirken, som hendes Historie og Folkehjertets Røst tilhvisker hende.”
Sjællands biskop Harald Ostenfeld, som angiveligt var en kedelig prædikant, stod på prædikestolen i krigsudbruddets år 1914, hvor han angiveligt agiterede for, at politikerne burde holde sig neutrale i krigsårene.
I 1941 prædikede Oscar Geismar, Christiansborg Slotskirke.
”Og han skældte ud over tyrannerne, og ikke én i menigheden var i tvivl om, hvem Geismar tænkte på. Det var den tyske besættelsesmagt,” siger Martin Schwarz Lausten.
Blandt andet sagde Geismar, at ”(...) en Hersker der ingen Lov har over sig, som han er forpligtet til at adlyde, men som efter egne Luner udnytter Folkeslagenes Velfærd til sin egen Forherligelse; om han finder det for godt, døber Jorden med Blod og Taarer, blot for selv at slaa sig op som Verdenshersker. Denne Art af Herredømme skaber kun Ulykke for dem, det gaar ud over, og det bedste, som kan siges om det, er, at det efter sit Væsen maa og skal forgaa. Hvad der grundlægges med Blod og Jern, skal forgaa ved Blod og Jern.”
Den prædiken brød tyskere og danske nazister sig ikke om. Avisen Fædrelandet, som var tyskvenlig, klagede over, at prædikenen var et direkte angreb på andre styreformer. Til gengæld fik Geismars prædiken om tyranniet ros af digteren Kaj Munk. Den sidste åbningsgudstjeneste under besættelsen blev holdt i 1942, og de blev genoptaget i maj 1945 efter befrielsen.
Det var sognepræst i Jesu Kirke Thorkil Glahn, der åbnede den første gudstjeneste i 1945. Han var en af to præster, der havde forfattet brevet om jødeforfølgelse, som ofte tillægges biskop Hans Fuglsang-Damgaard, da det var ham, der sendte den ud i landets kirker. Glahn blev arresteret i slutningen af besættelsesperioden og sad både i Vestre Fængsel og senere i Frøslevlejren. Og i hans rigsdagsprædiken fik rigsdagsmændene en opsang:
”Alt for ofte præges det politiske Liv af Parti-Egoisme og personlige Interesser, og vi maa alt for ofte hos vore Politikere savne det Mod, som giver sig udslag i, at man vedgaar begaaede Fejl og tager Konsekvenserne deraf. Tværtimod præges baade Rigsdagsforhandlingerne og Partipressen af ideligt Selvforsvar og Selvros, naar man da ikke dækker sig med mere eller mindre uhæderlige Angreb paa hinanden. Vi trænger snart til at høre - om saa blot fra en enkelt Mand - offentligt bekende: 'Jeg har syndet, og jeg er ikke længere værdig til at være Rigsdagsmand.'”
I 1956 var det Aarhus-professor og dr.teol. Regin Prenter (1907-1990) - en af de fire store Aarhus-teologer - der fik æren af slotskirkens prædikestol. Det var, ifølge Martin Schwarz Lausten, en kendt sag, at Prenter var imod kvindelige præster. Det var han ikke ene om, da 514 præster underskrev en protest mod kvindelige præster i 1947, da lovforslaget om, at også kvinder kunne blive præster blev fremlagt og vedtaget. Men Prenter var uenig:
”(...) her lå en fare for hele demokratiet, dersom de ikke var vågne over for den fare. De kunne nemlig her medvirke til umyndiggørelse af folket. Dette ville han belyse med et eksempel: vedtagelse af loven, som ville tillade kvindelige præster. Det ansvar, som politikerne der havde påtaget sig, tilkom dem ikke.”
Striden om kvindelige præster fortsatte efter Prenters prædiken, med blandt andet denne fanfare fra Aarhus-teologen: ”(...) hjulpet af kirkelige 'frisindsapostle' har kvinden 'trængt sig ind' i et embede (og en dragt!) hvor hun intet har at gøre; selv ville han forlade en ordinationsgudstjeneste, hvori en kvindelig præst deltog og råde alle samvittighedsømme ordinanter gøre det samme, hvis ikke biskoppen ville 'udvise' hende af kirken.”
Indtil omkring 1960-1970 udpegede biskopperne prædikanterne, skriver Martin Schwarz Lausten.
Men den magt flyttedes med Bodil Koch og senere Arne Fog Pedersen til kirkeministeren, og den praksis er uændret til i dag.
”Da Dorte Bennedsen, Bodil Kochs datter, blev kirkeminister, udpegede hun prædikanterne og mente, at det var en tradition. Men den tradition startede altså med hendes mor,” siger Schwarz Lausten.
Tove Fergo (V), der var kirkeminister under Anders Fogh Rasmussen gik ud fra et lighedsprincip: Først en grundtvigianer, så en missionsmand.
Den mest debatterede nylige åbningsgudstjeneste var i 2003, hvor europarlamentarikeren Jens Rohde (V) ikke deltog, fordi han ikke ville høre på den vestjyske missionske prædikant Thomas Kristensen.
Det er også i nyere tid, at man er begyndt at lukke mange nyvalgte biskopper op på prædikestolen.
Åbningsgudstjenesten er for alle. Også andre religioner, og der er kø for at komme ind i Christiansborg Slotskirke.
Aviserne er stort set holdt op med at dække begivenheden, med undtagelse af Kristeligt Dagblad, men rigtig mange folkevalgte og ministre, uanset tro, dukker op til gudstjenesten.
