Europa var en smadret kop, der skulle limes

I år er det 200 år siden Wienerkongressen begyndte efter en blodig tid for det europæiske kontinent. Kongressen, der endte Napoleonskrigene, lagde kimen til Folkeforbundet og FN, mener historiker

Der blev danset og drukket til Wienerkongressen, men der blev også arbejdet. Foto: Scanpix
Der blev danset og drukket til Wienerkongressen, men der blev også arbejdet. Foto: Scanpix.

Frederik den Sjette ankom om torsdagen, få dage før zar Alexander den Første trak ind i Wien til hest den 24. september 1814 i en kæmpeprocession, akkompagneret af 1000 kanonslag.

Karakteristisk nok havde udenrigsministrene for Østrig-Ungarn, England, Rusland og Preussen allerede underskrevet en første protokol om, hvordan den store kongres i Wien skulle forløbe. For det var de fire store magter, sejrherrerne over Napoleon, der ledede det diplomatiske slag om at skabe en ny europæisk orden oven på Napoleonskrigenes kaos.

Frankrig, der ellers var krigens taber, skaffede sig takket være sin minister, Talleyrand, en vigtig plads ved forhandlingsbordet. Men de fleste af de andre små 300 delegationer, der ankom til den østrigske hovedstad i de sidste dage af september 1814, var statister i det store spil om Europas fremtid.

De skulle derfor underholdes. Fra den officielle åbning af kongressen den 1. oktober med opførelsen af Händels ”Samson” i ridesalen på slottet Hofburg og frem til underskrivelsen af slutdokumentet i juni 1815 var Wien ét stort festarrangement efter 25 års næsten uafbrudt krig.

”Alle fik del i pragten,” som hustruen til den danske gesandt i Wien, Christian Bernstorff, skrev hjem.

100.000 gæster, anslås det, opholdt sig på et eller andet tidspunkt i Wien, der dengang talte 250.000 indbyggere. Byen, der var blevet moderniseret i barokstil, brusede af silkekjoler og lystige skåltaler, og politiets rapporter bugner af saftige detaljer om, hvilke notabiliteter der hyggede sig med hvilke adelsdamer. Der blev danset wienervals, det nye modehit, og Ludwig van Beethoven, der var 45 år og på toppen af sin karriere, dirigerede storslåede opsætninger af sine værker.

”Kongressen arbejder ikke, den danser,” lød det syrligt fra en af deltagerne, Charles-Joseph Lamoral, der var fyrste af Ligne i det nuværende Belgien.

Men Wienerkongressen arbejdede faktisk. For mens de kronede hoveder morede sig, afgjorde diplomaterne under ledelse af den østrigske prins Metternich 180 millioner europæeres skæbne. En ny europæisk orden blev tegnet bag lukkede døre i den forgyldte, hvide rokokosal i Hofburg.

”Europa var som en kop, der var smadret og nu skulle limes sammen igen. Hvad skulle man stille op med de landområder og de 15 millioner indbyggere, som Napoleon havde annekteret? Skulle man give områderne tilbage til dem, der havde tabt dem, eller skulle man tegne et nyt Europa baseret på andre hensyn? Dertil kom et helt nyt spørgsmål, som de europæiske magter ikke hidtil havde været vant til at stille sig selv: Hvordan kunne man forhindre krig mellem de europæiske lande,” forklarer Thierry Lentz, historiker, direktør for Fondation Napoleon og forfatter til en bog om Wienerkongressen med titlen ”Le Congrs de Vienne”, som netop nu udkommer i tysk oversættelse.

Stormagterne, det vil sige Rusland, England, Preussen og Østrig-Ungarn, er enige om at styre forhandlingerne i Wien. Men de har vidt forskellige interesser, og to grupperinger tegner sig hurtigt. Preussen og Rusland tænker i traditionel militærmagt og mener, at kongressens hovedformål er at belønne sejrherrerne med nye landområder. Preussen har udset sig kongedømmet Sachsen, Rusland vil have Polen.

Rusland vil for alt i verden sikre sig Polen for at knytte sig tættere til Europa, der er magtens centrum. Og Preussen, som i 1814 er et forholdvis lille land, vil øge sit territorium. Det underliggende spørgsmål er, hvem der skal kontrollere det tysksprogede område og være den germanske magt i Europa efter opløsningen af Det Tysk-romerske Rige i 1806.

Over for disse magter står England repræsenteret af især diplomaten Robert Stewart Castlereagh. Og han har en vision. En vision om en ny europæisk orden baseret ikke på magt, men på magtbalance. Stormagterne skal holde hinanden i skak, så ingen bliver stærk nok til at vove sig ud i et krigseventyr som Napoleons. Han får opbakning fra Østrig-Ungarn, hvis udenrigsminister, fyrst Metternich, ikke stoler den russiske zar over en dørtærskel og bakker op om en idé, der kan tøjle ham.

Og de får overraskende nok støtte af den franske udsending, Talleyrand, der virtuost udnytter uenigheden mellem England-Østrig og Rusland-Preussen til at gøre sig selv til en uundværlig allieret, uagtet at han kom til Wien som krigens taber.

For Preussen og Rusland lader sig ikke godvilligt overbevise om en fred, der stækker deres magt og snyder unge zar Alexander for Polen. Zaren, fortæller Thierry Lentz i sin bog, siger ligeud, at han har ”200.000 mand stående mellem floderne Oder og Vistula. Prøv bare at jage mig væk”.

”Europa er på kanten af krig under Wienerkongressen. For at undgå et krigsudbrud, indgår Østrig, England og Frankrig en hemmelig alliance om at give udseende af, at de er rede til at føre krig. Franske generaler ankommer til Wien, så det ser ud, som om man holder krigsråd,” siger Thierry Lenz.

Skakspillet virker. Krigen afværges. Rusland accepterer at nøjes med en bid af Polen, Preussen med en tredjedel af Sachsen. Storbritannien får et stort nederlandsk kongedømme og herredømme over strategiske øer som Malta. Og Danmark får lov at bestå som stat. Hensynet til magtbalancen i Europa dæmmer op for de tanker, der spirer i blandt andre svenskernes bevidsthed, om at man lige så godt kunne fordele de sørgelige rester af Danmark mellem sejrherrerne.

”Danmark var i en penibel situation i Wien. Vi var på tabernes side efter at have støttet Napoleon meget længe,” understreger Rasmus Glenthøj, historiker ved Syddansk Universitet og forfatter til bogen ”1814 - krig, nederlag, frihed: Danmark og Norge under Napoleonskrigene”.

”Danmarks skæbne var blevet beseglet ved Kielerfreden allerede i januar, hvor vi mistede Norge, der blev givet til Sverige som belønning for at have støttet Napoleons modstandere. Der var en reel risiko for, at Danmark blev fjernet fra landkortet, når der blev skiftet territorier på kryds og tværs i den store kabale i Wien. Det blev undgået, og Kielerfreden blev cementeret i Wien,” siger Rasmus Glenthøj.

For første gang blev den store byttehandel med de europæiske territorier foretaget ud fra andet end militær magt. Lige siden Den Westfalske Fred i 1648, hvor Trediveårskrigen blev afsluttet, havde landegrænserne fulgt den militære magt.

I den forstand er Wienerkongressen skelsættende i Europas historie. En garvet udenrigspolitisk iagttager som Henry Kissinger vender gang på gang tilbage til dette øjeblik i diplomatiets historie i sit storværk ”Diplomacy”, hvor han ser Castlereagh og Metternich som noget nær diplomatiets forfædre.

”Oven på Napoleonskrigene var de europæiske lande for første gang i deres historie klar til at forestille sig en international orden, der hviler på magtbalance. Men de drog endnu en konklusion. Denne balance fungerer bedst, når den støttes af fælles værdier,” skriver Kissinger.

De værdier, de europæiske lande kan enes om, er ikke det moderne demokrati. Den legitimitet, der anerkendes, er fyrsternes historiske indflydelse. Napoleons erobringer bliver i vid udstrækning leveret tilbage til de kongehuse, der havde tabt dem. Hvad befolkningerne måtte ønske, tæller ikke.

”Fyrsternes legitimitet er den eneste, man kender på dette tidspunkt. Men det virker faktisk. Wienerkongressen skaber fred i Europa i resten af århundredet eller sikrer i hvert fald, at konflikter som for eksempel den mellem Danmark og Preussen i 1864 ikke degenererer til en stormagtskrig,” siger Thierry Lentz.

”Den Franske Revolution har sået idéer om folkenes frihed. De idéer forsvinder ikke, men de begynder først at vinde frem op til 1848, hvor de blandt andet smelter sammen med idéerne om nationen til den nationalliberale bølge. Nogle lande, som for eksempel Baden, kunne få lov til at få en relativt liberal forfatning, så længe det ikke truede stormagterne. Men i 1814 er både Rusland og Østrig-Ungarn multikulturelle imperier, og alt, der lugter af nationalisme, er farligt. Derfor handler det først og fremmest om, at stormagterne ikke mere vil have ballade i Europa,” siger Rasmus Glenthøj.

Ikke desto mindre fødes under Wienerkongressen den tanke, at de internationale relationer skal hvile på lov og ret. En helt ny idé, blandt andet for den preussiske forhandler, Wilhelm von Humboldt, broderen til den store tyske opdagelsesrejsede.

”Hvad har det med sagen at gøre?”, spørger han, da tanken præsenteres for ham, beretter Thierry Lentz.

Kongressen opretter en statistisk kommission, der laver tabeller over folketallene i de forskellige landområder, så fordelingen mellem magterne bliver ligelig. Og den etablerer ”Nationernes Koncert”, der er en musikalsk metafor på samarbejde, som blandt andet indeholder princippet om, at de europæiske lande skal forsøge at løse stridighederne ad diplomatiets vej ved forhandling. Og det er en helt ny idé.

”Det er første gang, de europæiske lande accepterer en form for supranational orden med fælles regler. Det er kimen til Folkeretten, der lægges her. Nationernes Koncert fungerer som en slags Sikkerhedsråd, hvor de fire stormagter forsøger at løse kriserne på vegne af de andre. I 1920 kommer Frankrig med ved bordet efter at have udstået straffen efter Napoleonskrigene, og i 1860'erne bliver kredsen udvidet til det nye Italien. Kimen til en international ret er blevet lagt med forbuddet mod slavehandel og en traktat om fri bevægelighed på de europæiske floder. Det er forløberen for Folkeforbundet og FN,” siger Thierry Lentz og fortsætter:

”Før Wienerkongressen mødtes statslederne stort set aldrig for at tale sammen eller forhandle, før en krig brød ud. Kun bagefter. Med Nationernes Koncert mødes de den ene gang efter den anden.”

Rasmus Glenthøj ser ligeledes lange perspektiver i det historiske møde:

”Kimen til 1864 lægges i Wien i 1814, hvor Holsten, selvom det forblev dansk, kom ind i det nye Tyske Forbund fra 1815, hvilket reelt var en underminering af den danske suverænitet. Det var i 1814, at Danmark fik status af småstat. Men samtidig fødtes også tanken om, at de skandinaviske lande skulle stå sammen og samarbejde, hvis de ville overleve. De skandinaviske lande kom aldrig mere i krig med hinanden, og efter 1814-15 begyndte universiteterne at samarbejde. Man begyndte at synge hinandens sange. Orla Lehman, inkarnationen af den danske nationalisme, var i virkeligheden skandinavist.”

Da Wienerkongressen afsluttes den 9. juni 1815, er det et helt nyt Europa, der er født. Mosaikken af 350 tyske stater er blevet reduceret til 39 i Det Tyske Forbund. Italien består af kun syv stater, og Storbritannien har sikret sig solide maritime forposter i skikkelse af blandt andet Malta og Kapstaden. Og trods Talleyrands diplomatiske evner er det her, med nederlaget i Napoleonskrigene, at Frankrig mister sin status som europæisk stormagt.

”Wienerkongressens orden fungerer, indtil balancen mellem stormagterne bryder sammen op til Første Verdenskrig, blandt andet fordi Storbritannien holder op med at blande sig i kontinentets sager. Europa kastes ud i en hidtil uset storkrig. Det kan hævdes, at Wienerkongressens orden tillader Bismarck at blive stærk nok til at vælte stormagtsbalancen. Men det kunne Castlereagh og Metternich ikke forudse i 1814. Og den fred, de designede, var langt mindre katastrofal for fremtiden end den, man senere skulle tegne 100 år senere i Versailles,” konkluderer Thierry Lenz.