Bjørnetjenesten

TRO TI LTIDEN: Kordegn ved De Døves Kirke i København, 31-årige Tomas Kold Erlandsen ville betakke sig for en såkalt CI-operation, som kunne give ham en vis form for hørelse. Det er sproget og ikke lyden, der gør os til levende mennesker, siger

31-årige Tomas Kold Erlandsen er døv. Men han ønsker ikke at komme til at høre normalt. Mens vi andre forbinder døvhed med handicap og begrænsning, opfatter kordegnen ved De Døves Kirke i København sin døvhed som et vilkår, der giver ham sprog- og kulturfællesskab med andre mennesker.

Hans ægtefælle, undervisningskonsulent Lene Tronhjem Kold Erlandsen, er også døv, og det samme er parrets treårige søn, Kristoffer. Næste familieforøgelse bliver med et adoptivbarn. I verdens fattige lande har døve børn ikke samme gode muligheder som døve danske børn.

- Den døve i søndagens tekst er isoleret, fordi han ikke har et sprog. Dengang var der ikke noget, der hed tegnsprog, som vi kender det i dag. Jeg tror ikke så meget, teksten handler om en døv, der bliver hørende som om Jesus, der forbarmer sig over et menneske i nød. I dette tilfælde ved at hjælpe manden tilbage til livet i fællesskab med andre mennesker. For 2000 år siden skete det ved at give ham hørelsen og talen igen. I dag havde Jesus måske helbredt den døve ved at overrække ham adressen på nærmeste døveforening og døvemenighed. Her kunne han få øje på sit eget værd som Gudsskabt menneske og lære det tegnsprog, som i vore dage betragtes som døvekulturens modersmål, siger Tomas Kold Erlandsen til Kristeligt Dag- blad.

Vi mødes i kordegnekontoret på Falkonérgårdsvej. Interviewet aftales og gennemføres på en måde, som er hverdagskost for ham, men som godt kan føles lidt besværligt for den ikkerutinerede. Først mailer vi sammen, men da vi senere skal have fat i hinanden over telefonen, foregår det via TDC's teksttelefon og en dame, der ringer én op og læser højt, hvad Tomas Kold Erlandsen skriver ind til hende, og efter hver bemærkning eller spørgsmål fra ham slutter med »skifter«, hvorefter man kan svare damen mundtligt, så hun kan skrive tilbage til ham, hvad man siger. Siden sidder vi så på hans kontor og kommunikerer ved hjælp af en tilkaldt tolk, som er hurtig og dygtig, men som af gode grunde ikke kan være lige meget inde i de forskellige branchers ordbrug og derfor undskylder, da hun kommer til at oversætte »den kanaanæiske kvinde« med »den canadiske kvinde«. I øvrigt har vi så småt kunnet tage hul på samtalen inden tolken kommer, for Tomas Kold Erlandsen er god til mundaflæsning og til at kommunikere tilbage med lydsprog.

For mennesker, der er født døve, eller har mistet hørelsen som voksne, har det siden midten af 1980'erne været muligt at få en form for hørelse ved hjælp af det, der på engelsk hedder cochlear implant (CI). Ved CI opereres, implanteres, en række elektroder ind i øresneglen, cochlea. Elektroderne forbindes med en lille computer, som omdanner sproglydene til svage elektriske signaler. Via elektroderne påvirker signalerne hørenerven, som sender impulser til hjernen og på den måde giver personen en form for hørelse, som dog er anderledes end normal hørelse. I nogle tilfælde endda meget anderledes. I dag får også døve børn i stigende grad tilbudt CI. Det giver livlig diskussion i bl.a. døvemenighedernes blad, »Effata«, hvor Tomas Kold Erlandsen også har bidraget med læserindlæg. Han mener ikke, at CI er helbredelsen. Det er sproget derimod, og derfor er det ikke noget problem at være døv, hvis bare man sørger for at lære et sprog.

- Jeg kan godt forstå, at folk der tidligere har kunnet høre, vælger en CI-operation. Men jeg kunne aldrig drømme om selv at gøre det eller udsætte mit barn for en operation. Jeg opfatter ikke mig selv som handicappet. Jeg lever en travl hverdag som familiefar i Brøndby, hvor vi har hus og have, og som kordegn herinde med ansvar for en masse ting. Og hvad angår min søn - hvorfor skulle en lille dreng dog underkastes en operation, hvor man bedøver ham, skærer ham op bag øret og sætter elektroder ind i hovedet på ham for bagefter at gå igang med at undervise ham i udnyttelsen af den nye surrogatlyd og aftale kontrolbesøg på sygehuset. Altsammen selv om han klarer sig fint som han er, det vil sige som døv, der har lært tegnsprog. Og som også kommunikerer fint med hørende børn, på vejen og i sportsklubben, fordi han berhersker talesproget udmærket. Det lader sig gøre, fordi han gennem tegnsproget har fået et grundigt sprogligt fundament, som igen giver ham ressourcer til at lære et nyt parallelsprog, siger Tomas Kold Erlandsen.

Han tilføjer, at han ville ønske, at alle børn der får CI også lærte tegnsprog, men det er netop pointen for mange forældre, at deres børn med operationen skal sige endelig farvel til døvekulturen.

- På en eller anden måde minder CI-operationerne mig om den bjørnetjeneste, danskerne har gjort grønlænderne og deres kultur. Tænk, når døve børn med implantat kommer i situationer, hvor de må tage apparatet af, for eksempel i svømmehallen. Hvordan vil de klare sig, når de ikke kan høre lyd og ikke behersker det visuelle sprog, tegnsproget, godt nok, fordi de aldrig har lært det?

Det er sproget - hvad Gud siger til os, og hvad vi siger til hinanden - der gør os til levende mennesker. Ikke lyden. Jeg påstår ikke, min søns liv som døv bliver let. Jeg ved godt, der vil komme ensomme og frustrerende stunder senere hen i livet, når han trods tegnsprog og computer føler sig udenfor. Akkurat som for et CI-opereret barn, som jo heller aldrig kommer til at høre normalt. Men jeg synes ikke, det kan være rigtigt, at vi skal forsøge at udligne alle minoritetskulturer i samfundet. Jeg synes hellere, vi skulle give plads til hinanden og glæde os over forskellighederne. Døvekulturen har ligesom alle andre kulturer fordele og ulemper. Vi døve i lokalmenighederne lever som i en landsby, hvor alle kender alle. Det er dejligt og trygt i langt de fleste tilfælde. Men afhængigheden af døvekulturens begrænsede kreds - i hele landet er vi 4-5.000 døve - kan godt give problemer, hvis man en dag bare ønskede at flygte fra det hele og bosætte sig et andet sted i landet. Så kan man godt føle sig lidt på Herrens mark, siger Tomas Kold Erlandsen.

Inden vi tager afsked, vil han gerne have, vi ser De Døves Kirke, som med sine snart 100 år er verdens ældste døvekirke. Stolerækkerne skråner nedad, som i en biografsal, så alle kan se præstens tegnsprog og Joakim Skovgaards alterpartiudsmykning med Jesus og den kanaanæiske kvinde.

Som noget nyt har Det Danske Bibelselskab sørget for at få Bibelen oversat til tegnsprog fra græsk og hebraisk, ligesom også ritualerne og nogle af salmerne foreligger i nyoversættelse. Klokken hænger ikke i tårnet, men oppe til højre for altret, så menigheden kan overvære Tom Kold Erlandsens ni bedeslag et minut inden gudstjenesten. Orglet til venstre for altret er specialindrettet til døve og har ekstra dybe toner. Under bænkene er der trægulv, og under de forreste rækker ligger nogle store højtalere, som foruden lyd formidler vibrationer og dermed musikoplevelse til menigheden.

Blå bog

Tomas Kold Erlandsen, født 1972 i Køge. Uddannet reklamefotograf. I dag kordegn ved De Døves Kirke i København.

boas@kristeligt-dagblad.dk

Søndagens tekst

Markusevangeliet 7,31-37

Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« Ð det betyder: »Luk dig op!« Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.«