Bo Lidegaard: Historikeren er ikke dommer i en moralsk retssag

At forstå baggrunden for jødernes redning som et samspil mellem danske og tyske interesser er ikke romantisering, men saglig historieskrivning, siger Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, som svar på aktuel kritik fra historiker og debattør Bent Blüdnikow

”Man bliver jo ikke klogere af bare at bekræfte sig selv i en moralsk fordømmelse,” mener Bo Lidegaard. – Foto:
”Man bliver jo ikke klogere af bare at bekræfte sig selv i en moralsk fordømmelse,” mener Bo Lidegaard. – Foto:.

Bo Lidegaard, i en artikel i Historisk Tidsskrift kritiserer Bent Blüdnikow din og andre historikeres fremstilling af jødernes redning som følge af samarbejdspolitikken og peger på, at det i højere grad var resultat af den tyske ledelses kolde beregninger. Hvad mener du om den kritik?

Der er ingen tvivl om, at hele den særlige besættelsessituation, der var i Danmark, i høj grad var et resultat også af Tysklands interesser. Det er også derfor jeg i ’Landsmænd’ lægger afgørende vægt på at inddrage de tyske vinkler, og hvordan den nazistiske ledelse opfattede hele forløbet op til og efter aktionen. Men for mig giver det ikke mening at skille tingene ad og gøre tyskerne til eneste aktør. Tyskernes og danskernes ageren kan ikke skilles ad. De skal ses i sammenhæng. Det var netop det særegne møde mellem danske og tyske interesser, der blev afgørende for redningen af jøderne – uanset hvor lidt Bent Blüdnikow bryder sig om det.

Blüdnikow ser din fremstilling som led i en nationalromantisk myte om de heroiske danskere, hvis humanisme påvirkede den tyske besættelsesmagt til gunstige særaftaler?

For mig at se er det farligt i historisk forskning at operere med begreber som nationalkarakter. Det ved jeg ikke, om Blüdnikow har gjort, men jeg gør det ikke. Både den nazistiske og den danske ledelse handlede ud fra deres opfattelse af, hvad der var i deres interesse. For Danmarks vedkommende omfattede det redningen af jøderne. Her blev det afgørende, at der var noget nær konsensus i det danske samfund – også blandt politikere og organisationer – om at afvise tiltag mod de danske jøder. Det var også baggrunden for, at imponerende mange engagerede sig spontant for at redde deres jødiske landsmænd. Det er et interessant og tankevækkende fænomen, som jeg prøver at forstå betingelserne for. Det er ikke romantisering, men en saglig interesse baseret på samtidige kilder.

Blüdnikow problematiserer også, at dansk besættelsestidshistorie skrives inden for en snæver national ramme, som ikke tilstrækkeligt tager højde for det internationale perspektiv. Har han en pointe?

Det er godt, at Blüdnikow også er nået til den erkendelse. Det internationale perspektiv med komparative studier, som jeg har præsenteret i min bog, sætter netop den danske situation i perspektiv, blandt andet i sammenligning med situationen i Norge og Holland. Det er i høj grad i den sammenstilling, at det bliver klart, hvor afgørende det var, at nazisterne i Danmark mødte konsekvent afvisning af ønsket om at skille det jødiske befolkningselement ud.

Ser du Blüdnikows kritik som udtryk for den kulturkamp om besættelsestiden, som Anders Fogh Rasmussen indledte i 2004?

Jeg skal ikke motivforske, hvorfor Blüdnikow mener, hvad han mener. Men debatten ville være mere interessant, hvis han bedrev genuin historisk forskning i stedet for at polemisere mod alle mulige stråmænd. Som jeg ser det, har langt de fleste historikere et kritisk og nuanceret blik på samarbejdspolitikken, der jo indeholdt meget svære moralske dilemmaer, som i høj grad kan diskuteres. Den debat udgør den røde tråd i min disputats om Henrik Kaufmann, som jo dengang var den mest artikulerede kritiker af samarbejdspolitikken.

Ifølge Blüdnikow forsømmer du og andre at forholde sig til de moralske aspekter af datidens beslutninger og spørgsmålet, om man kunne have handlet anderledes?

Selvfølgelig kunne man have handlet anderledes. Der foreligger altid et valg, og hvert valg har konsekvenser. Jeg forsøger så at afdække baggrunden for de beslutninger, som rent faktisk blev truffet. Hvordan så situationen ud i datiden? Hvilke valg blev truffet? Og hvorfor? Den grundlæggende forskel på Blüdnikow og mig er, at jeg ikke opfatter historikeren som dommer i en moralsk retssag. Jeg vil hellere lade den moralske vurdering være op til den enkelte læser, og så præsentere præmisserne så godt som muligt. Man bliver jo ikke klogere af bare at bekræfte sig selv i en moralsk fordømmelse af vore forældre og bedsteforældre.