Den 29. august 1943 klokken lidt over fire om morgenen hørte den 35-årige kaptajn Gregers Christian Münter, chef for forsøgsafdelingen på Skydeskolen på Christianshavn, råb og larm ved hovedporten, hvor nogen tydeligvis forsøgte at komme ind. Kaptajnen var alene på skolen bortset fra, at 10 nyindkaldte soldater helt uden våbentræning sov på anden sal. Skolechefen og alle andre undervisere og elever var på kursus i Jægerspris, så Gregers Christian Münter følte sig ret alene, da det gik op for ham, at han blev angrebet.
Pludselig kom et ildglimt, og et stort projektil slog ind i muren lidt over mig, og samtidig slog automatisk ild ind i muren omkring mig. Jeg kunne høre tyske kommandoråb og i ildglimtene se tyske hjelme. Det stod mig nu ganske klart, hvad det drejede sig om. Det var værnemagten, der foretog et uvarslet angreb på en forsvarsløs dansk kaserne. I overensstemmelse med forholdsordren og i forbitring over et sådant gangsteroverfald ilede jeg tilbage til mit våbendepot på kontoret, for ville tyskerne skyde bygningen i grus, skulle jeg i hvert fald yde modstand til det sidste. Et kort øjeblik havde jeg kontakt med de 10 arbejdssoldater og beordrede dem ned i beskyttelsesrummet i kælderen. Dem ville jeg ikke have med til det, der nu forestod.
Sådan beskrev Gregers Christian Münter selv mange år senere optakten til kampen om Skydeskolen.
LÆS OGSÅ: Hele Gregers Christian Münters beretning (pdf)
Beretningen er frem til i dag ikke blevet offentliggjort, men den er bevaret for eftertiden af hans søn, Klaus Münter, som Kristeligt Dagblad har fået den fra.
Vi forlader for en stund soldaten, der ene mand sætter sig for at forsvare sin kaserne mod den tyske værnemagts granat- og maskingeværangreb, for at fortælle lidt om baggrunden for en af de mest dramatiske datoer i historien om Danmarks besættelse under Anden Verdenskrig. På torsdag er det 70 år siden.
I august 1943 havde Danmark været besat i mere end tre år, men den danske regering, hær og flåde havde fået lov til at bestå mod løfter om ikke at lægge tyskerne hindringer i vejen.
Denne linje, som i eftertiden har fået betegnelsen samarbejdspolitikken, havde på mange måder bragt Danmark skånsomt gennem krigen, men danske politikere havde måttet sluge mange kameler, og videre heroisk fremstod det ikke.
Mens den aktive modstand var yderst begrænset i krigens første år, begyndte modstanden i 1942-1943 at vise sig i form af sabotageaktioner, udbredelse af illegale blade og i sommeren 1943 folkelige strejker og protester.
Af afgørende betydning for denne udvikling var, at mens Hitlers Tyskland hidtil var gået fra sejr til sejr, var krigslykken nu vendt på den internationale scene. I februar 1943 overgav de tysker tropper sig til Sovjetunionen ved Stalingrad efter krigens blodigste og mest afgørende slag. Og i juli gik allierede tropper i land i Italien, som afsatte Mussolini og sluttede sig til Hitlers fjender.
For de danske politikere havde det hele tiden været en vanskelig balancegang, hvordan de bedst tjente danske interesser. Hvornår de risikerede at gå for langt i samarbejdet med tyskerne. Da de den 28. og 29. august stod i den afgørende valgsituation, var deres analyse, at samarbejdet ikke gik længere, forklarer Jakob Sørensen, ph.d. i historie, lektor ved uddannelsesinstitutionen KVUC og forfatter til flere bøger om Besættelsen, herunder medforfatter til Danmark besat krig og hverdag 1940-45.
LÆS OGSÅ: Minister vil forhøje hædersgave til modstandsfolk
Han tilføjer, at mens såvel besættelsesdagen den 9. april 1940 som befrielsen den 4.-5. maj 1945 markerer situationer, hvor Danmark var uden indflydelse på begivenhederne, så spillede danske politikere, soldater og borgere aktive roller den 29. august 1943. Danskerne blev ikke på godt og ondt påført begivenhederne. Der var et reelt valg.
Den 9. april 1940 var de danske politikere under et ekstremt pres. Den 29. august 1943 havde de fået tid til at tænke sig om, de havde et handlingsrum, og de kunne skele til krigslykken ude i verden. På den måde er det vigtigt at forstå, at muligheder og perspektiver hele tiden udviklede sig i løbet af Besættelsen, og at de færreste af datidens mennesker havde én klar position gennem alle fem besættelsesår, forklarer Jakob Sørensen, som mener, at et grundigt kendskab til de konkrete historiske begivenheder kan modvirke, at vi her 70 år efter hænger fast i en sort-hvid modstilling mellem samarbejde og modstand.
Det konkrete valg, der skulle træffes af de danske politikere lørdag den 28. august 1943, var, hvordan man stillede sig til et tysk krav om, at der indførtes undtagelsestilstand i Danmark.
Hitler og hans udenrigsminister, von Ribbentrop, var utilfredse med den tiltagende folkelige uro i Danmark. Den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, dr. Werner Best, var derfor blevet kaldt hjem til Tyskland, skældt ud af von Ribbentrop og beordret at stramme grebet. Best præsenterede nu et ultimatum for den danske statsminister, Erik Scavenius, som blandt andet indebar forbud mod sammenstimlen af mere end fem personer, forbud mod strejker, natligt udgangsforbud, tysk pressecensur, særdomstole og dødsstraf for sabotage og våbenbesiddelse.
I al hast mødtes den danske samlingsregering for at drøfte kravene. Alle var enige om, at de var uspiselige, men mens Scavenius mente, man skulle forsøge at forhandle sig til at slippe for nogle af kravene ved at tilbyde at overgive sabotører og våbenbesiddere til en tysk krigsret, mente flertallet anført af den tidligere og senere socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhl at man skulle sige blankt nej.
Den danske regering sendte en note til den tyske overkommando på Dagmarhus med sit svar. Ministrene bad deres departementer fortsætte med at administrere Danmark. Forsvarministeren bad værnscheferne om ikke at gøre modstand, når tyskerne ville afvæbne hær og flåde, men denne ordre accepterede de ikke. Flådechefen, admiral Vedel, svarede, at flåden ville blive sænket for ikke at komme i tyskernes hænder, og hærchefen, general Gørtz, bemærkede, at hæren ville få ordre til at gøre modstand, hvis den tyske værnemagt overfaldt danske kaserner.
Dette var baggrunden for, at Gregers Christian Münter kom i ildkamp, da tyskernes reaktion kom i form af den såkaldte Operation Safari angrebet på de danske kaserner den 29. august 1943 klokken fire om morgenen.
Gregers Christian Münter var ikke helt uforberedt på, at noget voldsomt kunne ske. Han havde indrettet sig på sit kontor med 10 håndgranater, sin maskinpistol med 150 patroner og sin tjenestepistol med to magasiner. Og han var ikke til sinds at overgive sig, skønt han var alene, og tyskerne beskød bygningen med to infanterikanoner:
Med min maskinpistol drev jeg tyskerne væk fra portene, men mine ildglimt røbede min placering ved vinduet, og en voldsom ild rettedes nu mod mit vindue og de øvrige vinduer i gavlen, da jeg skiftede stilling et par gange fra vindue til vindue. Atter trængte tyskerne frem mod portene, og denne gang kastede jeg håndgranater ned, idet jeg afpassede mine kast, så de sprang lige over jorden. Under skrig og kommandoråb trak tyskerne sig tilbage, men kun for at forny en fremtrængen mod portene. Nu var det lidt lettere, i det gryende dagslys, at se dem, og med min maskinpistol rettede jeg ilden mod gitterhegnene på begge sider af portene, hvor mindre patruljer forsøgte at komme frem. Det var vanskeligt, stående mellem murbrokker og glasskår, at afgive en sikker ild. Da jeg havde opbrugt al min maskinpistolammunition, havde jeg kun nogle få håndgranater tilbage, og dem brugte jeg, da tyskerne under heftig kanonild og geværild for tredje gang forsøgte en indtrængen. I glimtene så jeg adskillige skikkelser foran portene og hørte råb og stønnen, så min ild havde da gjort sin virkning.
Men ammunitionen slap op. Kaptajnen kunne ikke holde tyskerne stangen og tænkte nu på at komme ud af hensyn til de 10 soldater i beskyttelsesrummet i kælderen. Med sin pistol i hånden gik han ned ad den næsten sønderskudte trappe. Tyskerne skød med maskingeværild ind gennem porten, og Gregers Christian Münter blev ramt af et strejfskud i venstre ben. Han stod i buskadset uden for administrationsbygningen, da tyskerne trængte ind med håndgranater og skud.
Da ilden efterhånden stilnede noget af, stak jeg min pistol i tasken for ikke at virke for provokerende og gik frem mod en ung tysk soldat, der stod ved hjørnet af cykelskuret. Jeg råbte til ham, at jeg var kommandant og ønskede at tale med den tyske chef. Han satte maskinpistolen i maven på mig. Fyren rystede af skræk, og jeg husker, at jeg tænkte, det måtte være skrækkeligt at få en byge gennem kroppen, hvis han rystede for meget. Han tilkaldte nu en underofficer, en utiltalende østfrontkæmper af den værste slags. Han gik om bag mig og stak en pistol mellem mine skulderblade. Derefter blev jeg afvæbnet og skubbet hen mod hovedporten og stillet over for en ung tysk løjtnant, der meddelte mig, at han var beordret til at indtage dette etablissement med et let kompagni forstærket med to lette kanoner. Hvad enten lokaliteten blev forsvaret eller ej, skulle der skydes, så de ganske unge rekrutter kunne lugte krudtrøg, inden de snart skulle til østfronten.
Ifølge de officielle tal kostede angrebet på de danske kaserner 23 danske og fem tyske soldater livet, så flere lykkedes det trods alt næppe den danske enmandshær på Skydeskolen at dræbe. Men det havde stor symbolsk betydning både internt i Danmark og i forhold til de allierede, Storbritannien og USA, at der i den danske skæbnestund blev sagt fra og kæmpet.
Danmark blev nu erklæret i undtagelsestilstand, og i løbet af den 29. og 30. august blev regeringen enig om at afgive sin afskedsbegæring til kong Christian X, som også var blevet orienteret om det danske nej til det tyske ultimatum.
Det havde været helt enestående forhold, at et besat land havde kunnet beholde sin regering og sin hær. Nu ændredes spillereglerne afgørende. Tyskerne lagde op til en anden type besættelse end hidtil, forklarer Jakob Sørensen.
I forbindelse med Operation Safari blev 250 danske politikere og kulturpersonligheder taget som gidsler og interneret og siden bragt til Horserødlejren. Blandt andre den konservative Ole Bjørn Kraft og Dansk Ungdoms-Samvirkes formand, socialdemokraten Hal Koch. Efter befrielsen, da mange havde travlt med at dele krigens aktører i helte og skurke, gavnede det at have været blandt de internerede.
Ifølge Jakob Sørensen kan det også meget vel tænkes, at Vilhelm Buhl reddede sit eftermæle i forhold til eftertidens sort-hvide opdeling, da han sagde klart fra over for tyskernes ultimatum, mens Scavenius ville fortsætte med at forhandle.
Rigtig mange var efter krigen tilfredse med, at de kunne placere aben hos Scavenius og selv klare frisag, siger han.
Så sent som sidste år kom dette til udtryk, da vejnavnenævnet i Københavns Kommune skulle tage stilling til, hvilke statsministre man kunne opkalde københavnske gader på Islands Brygge efter. Nævnets vurdering var, at Scavenius var for belastet af samarbejdspolitikken, mens Buhl, som også havde ført samarbejdspolitik og i en radiotale som statsminister i september 1942 havde opfordret borgerne til at melde danske sabotører til politiet, blev fundet egnet.
Da krudtrøgen lettede på Skydeskolen, blev en del sårede båret væk. Den tyske løjtnant bad Gregers Christian Münter sammenkalde hele sin styrke, men han måtte forklare, at han selv var ansvarlig for hele ilden. De 10 soldater blev hentet op af kælderen og ført bort. Selv blev han ført til den gamle artillerikaserne på Artillerivej:
Jeg kiggede mig omkring og så en ejendommelig skare krigsfanger sidde rundt om på stole langs væggene. Tyskerne havde åbenbart, sammen med deres danske håndlangere, gået frem efter Kraks vejviser og tømt omegnen for alt, som havde militær klang. Gamle pensionister, skibskaptajner, en havnekaptajn på 90 år og flere andre, men meget få af min egen kategori. Alle var ganske uforstående over for denne situation. De var blevet vækket om morgenen af tyske patruljer og ført bort i det nødvendigste tøj med en frakke over.
Om eftermiddagen blev Gregers Christian Münter og de krigsfanger, som blev vurderet som farlige, kørt til Idrætshuset på Østerbro under stærk eskorte. Via Idrætshusets restauratør lykkedes det Gregers Christian Münter at få smuglet en besked ud til sin familie om, at han var i live. Sammen med 70 officerskolleger blev han siden kørt til Marienlyst ved Helsingør. Her var han interneret frem til den 22. oktober, hvor han blev frigivet. Efter seks uger var undtagelsestilstanden i Danmark slut.
Ligesom alle andre officerer havde han nægtet at underskrive en erklæring om ikke at ville deltage i nogen form for aktion rettet mod den tyske værnemagt, som ellers ville have ført til en hurtigere løsladelse. Han brød derfor intet løfte, da han senere i oktober deltog i en sabotageaktion, som bestod i, at et værksted i Københavns Sydhavn, som fremstillede komponenter til tyske ubåde, blev beskudt med en mortér. Som Skydeskolens mortérekspert var det naturligt, at Gregers Christian Münter blev involveret.
Onsdag den 3. november 1943 tog han efter ordre til Sverige for at melde sig til Den Danske Brigade, som officielt blev oprettet den 11. november. Her afventede han sammen med brigaden Danmarks befrielse.
Efter krigen gjorde Gregers Christian Münter fortsat militær karriere og avancerede til oberstløjtnant, og han brugte også sine betydelige evner med skydevåben i sportslig sammenhæng, idet han deltog i skydekonkurrencen ved De Olympiske Lege i London i 1948. Han døde som 81-årig i 1988.
