Danmark har til alle tider sejlet i alkohol

Gæstfrie vikinger med øl på horn, munke med raffinerede bryggemetoder og stangstive arbejdere med brændevin i blodet. Alkohol har i årtusinder været en uomgængelig del af dansk kultur, og selv i dag lanceres øl med referencer til de glade drikkedage gennem tiden

Årene omkring år 1900 var et ”højdepunkt” i dansk alkoholkultur med alkoholindtag i rekordstore mængder. Særligt blandt arbejdere var alkohol en fast bestanddel af hverdagen med op mod en liter brændevin pr. mand om dagen suppleret med øl. Værtshusene – som her Holger Danske i Farvergade i København – åbnede klokken 4 om morgenen, så man kunne nå de første udskænkninger, inden fabriksfløjternes hylen klokken 6. Men alkoholmængderne havde konsekvenser: Knap hvert fjerde dødsfald blandt københavnske borgere i 1890 havde alkohol som hovedårsag. –
Årene omkring år 1900 var et ”højdepunkt” i dansk alkoholkultur med alkoholindtag i rekordstore mængder. Særligt blandt arbejdere var alkohol en fast bestanddel af hverdagen med op mod en liter brændevin pr. mand om dagen suppleret med øl. Værtshusene – som her Holger Danske i Farvergade i København – åbnede klokken 4 om morgenen, så man kunne nå de første udskænkninger, inden fabriksfløjternes hylen klokken 6. Men alkoholmængderne havde konsekvenser: Knap hvert fjerde dødsfald blandt københavnske borgere i 1890 havde alkohol som hovedårsag. –. Foto: Københavns Museum.

En sommerdag omkring år 1370 før vor tidsregning sænkede man en egekiste i jorden vest for Vejle. I kisten var en blot 16-18-årig pige.

Den knap voksne pige, som blev begravet, var gjort fin til lejligheden. Hun var klædt i en kort trøje, et skørt og et bælte med et dekoreret bronzespænde, og om hver arm havde hun en ring af bronze. Men pigen havde også fået drikkelse med sig i graven. Ved hendes fødder var placeret en lille spand af bark med en sødlig, gæret drik. Datidens svar på øl.

Pigen er Egtvedpigen, hvis grav blev udgravet i 1921, og hvis velbevarede klæder og smykker nu befinder sig på Nationalmuseet i København. Egtvedpigens spand med den gærede drik betragtes af historikere som det første fund af alkohol i Danmark, og antagelsen er, at drikken skulle forsøde tilværelsen i livet efter døden. Allerede i bronzealderen var alkohol altså en del af livet, og runeinskriptioner fra den ældre jernalder (år 500 f.Kr. til år 400 e.Kr.), vidner også om alkohol i Danmark.

Og så kom vikingerne. Med vanvidsdruk under plyndringstogter, hvor øllet flød og var vikingernes faste følgesvend i brusende mængder i det nordiske rige. Eller var det nu sådan? Gennem tiden har vikingerne fået ry for at være ølbællende krigsmænd, og i dag går vikingehjelme stadig hånd i hånd med fadølskrus med hank. Men billedet er fortegnet, fortæller Peter Steen Henriksen, museumsinspektør ved Nationalmuseet i København. Fund fra vikingetiden leverer rigtigt nok masser af vidnesbyrd om, at øl og mjød var en del af hverdagen blandt vikingerne, men ikke i det omfang, som skrøner blæser det op til.

Vi har ingen sikre, skriftlige kilder til, at vikingerne drak tæt. Vi har spredte kilder, og fra afbildninger på sten og mønter kan vi se vikinger stå uden for deres huse med et ølhorn i hånden, når der kom folk til huset. Det tyder på, at vikinger bød besøgende indenfor med noget at drikke, men vi ved ikke, hvor meget der er foregået inde i huset.

På grund af de sparsomme kilder er der heller ikke et konkret togt, der vidner om voldsom vikingedruk. Afbildningerne fortæller om nydelse af alkohol, og affaldsfund fra gruppehuse vidner om ølfremstilling, men:

Vikingerne har altså ikke drukket sig helt ned på togter, for de havde ikke tøndevis af øl med. Så det billede, der ofte dannes af vikinger som øltørstige krigere, er et billede, som er dannet for at kunne se vikingerne som nogle fandens karle, fortæller Peter Steen Henriksen.

At alkohol var et gæstfrihedens middel, vidner Egil Skallagrimssons saga fra 900-tallet om. I sagaen fortælles det, at Egil Skallagrimsson var gæst hos Bård, men Bård bød ikke Egil på velkomstøl. Gæstebudsøl var der til gengæld masser af, da den danske konge om aftenen kom forbi Bårds gård.

LÆS OGSÅ: Den drikfældige ungdomskultur er under forandring

Egil Skallagrimsson tog sammen med de øvrige gæster godt for sig af øllet, og i takt med at Egils promille steg, hånede han Bård for ikke at vise passende gæstfrihed. Egils hån kulminerede blodigt, da han stak sit sværd gennem kroppen på Bård.

I middelalderen fra cirka år 500 til 1500 var vikingerne dog langtfra alene om at skabe den danske alkoholkultur. Også de danske benediktinermunke bød sig til med vin, som var finere end øl, og de excellerede i ølbrygning.

Sandsynligvis var der ølproduktion på de fleste danske, katolske klostre, vurderer middelalderforsker Brian McGuire, og det øl, som klostermunkene bryggede, var så fint, at det var forbeholdt adelen. Munkene nød også selv det fine øl, men, pointerer Brian McGuire:

Billedet af en overpolstret munk er ikke rigtigt. Fremstillingen af at munkene til særlige lejligheder drak sig næsten ihjel, er et skræmmebillede fra reformationen. Billedet er en del af den protestantiske propaganda mod klostervæsenet. Munkene praktiserede mådehold; de nød alkoholen, men misbrugte ikke Guds gaver, som for-tællinger fra reformationen ellers lægger op til.

De danske munke holdt sig dog ikke til øl og vin. Aqua vitae livets vand stammer fra dansk klosterbrygning og har overlevet frem til i dag på de danske frokost- og juleborde som akvavit. Men i middelalderen skiftede livets vand hurtigt karakter fra en fint destilleret drik på klostrene til regulær brændevin blandt folket. På klostrene tilsatte man urter og betragtede drikken som medicin i landsbyerne tilsatte man folkelighed og drak tøndevis af den berusende væske.

Øl- og akvavitproduktionen på de danske klostre i middelalderen nåede sjældent uden for de danske grænser, men i løbet af perioden opstod der grænsehandel den anden vej. På dette tidspunkt var dansk øl tyndt og med lave alkoholprocenter man skulle kunne drikke meget af det, da øl ofte erstattede bakteriefyldt vand men stærk, tysk øl begyndte at flyde over grænsen. Det gik ikke kirkens næse forbi. Biskop Gunner af Viborg var en dag på markedet, hvor en sælger falbød stærk, sachsisk øl. Selv holdt biskoppen sig fra det, da han blot var vant til dansk øl, men en lokal bonde skyllede betragtelige mængder ned af den udenlandske drik. Med det resultat, at han ravede rundt i Viborg by helt ude af sig selv, fortæller Brian McGuire.

Det var en skandale, og dagen efter prædikede Gunner mod det farlige øl. Biskoppen brugte bonden som eksempel på, at man skulle tage sig i agt for det stærke øl.

Det med at tage sig i agt for alkoholen lader dog til at være skyllet forbi de følgende mange generationer. Øl- og brændevinsindtagelsen voksede enormt gennem 16- og 1700-tallet, særligt blandt arbejderne, men borgerskabet holdt sig bestemt ikke tilbage. Her hev mændene i kjole og hvidt bare branderterne hjem i vin og spiritus, mens kvinderne søbede portvin til de fine selskabsarrangementer.

Det var altså hverken øltørstige vikinger eller vinslubrende munke, som satte fart på den danske alkohokultur. I middelalderen og i klostertidens katolske Danmark var der rigtigt nok alkohol på bordene, men først i de følgende århundreder voksede alkoholmængderne for alvor. Eksempelvis var en daglig ølindtagelse på op mod 10 liter ikke ualmindeligt i 1600-tallet, ligesom det forlyder, at kong Christian IV til en sammenkomst i 1612 efter 35 skåltaler var så beruset, at han måtte bæres væk i sin stol.

Adskillige skriftlige kilder fortæller om en eskalerende drikkekultur frem mod år 1900. Murer P. Nissen berettede i slutningen af 1800-tallet:

Det gik haardt til med Drikkeri paa Arbejdspladserne, Spiritus var saa forbandet billig dengang, en Bajer kostede 12 Øre, en Flaske Brændevin 25 Øre, en Kaffepuns kostede 15 eller 18 Øre, og saa var Brændevinsflasken endda sat paa Bordet, saa vi kunde hælde af den i Kaffen efter Behag. Naar vi kom i Gang med at drikke Øl og Brændevin paa Arbejdspladserne, kunde der gaa hele Dage, hvor vi ikke bestilte noget.

Og det var ikke uden konsekvenser at melde sig ud af alkoholens fællesskab, oplevede en ædruelig murersvend Rasmussen.

En Dag da vi var paa Værtshus, bestilte alle Svendene Kaffe med Brændevin, men jeg bestilte Kaffe med Wienerbrød. Saa var den jo gal igen, har man nogensinde set en Murersvend drikke Kaffe med Wienerbrød? Formanden forlangte, jeg skulle jages væk, da de ikke kunne være bekendt at arbejde sammen med en Svend, der drak den slags Pigepatte.

Murersvend Rasmussen beholdt dog sit job, men de danske arbejdere beholdt til gengæld ikke deres billige brændevin, som de snildt kunne hælde en liter af i sig om dagen. For med industrialiseringen (midten af 1800-tallet til første halvdel af 1900-tallet) kom også, hvad der af historikere er betegnet som en lovgivningsmæssig revolution: Spritafgiften fra 1917. Den satte omgående en prop i forbruget til gavn for både samfundsøkonomi og befolkningssundhed. Præcis efter hensigten.

Set over de seneste år sågar måneder er det dog, som om proppen har løsnet sig. Danske unge har drukket sig fra sans og samling i Prag og lagt på rekorden som verdens mest drikfældige unge. Blandt voksne danskere billedliggør alkoholindtagelsen sig ikke på samme måde, men voksne indtager også langt flere genstande, end sundhedsmyndighederne anbefaler.

Ofte lyder forklaringen: jamen alkohol er jo en del af dansk kultur, men kan det faktisk passe, at vikingernes, munkenes, borgerskabets og arbejdernes hælden i hovedet skaber en så ubrydelig kulturel arv?

Sidsel Eriksen, historiker og forsker i alkoholens historie ved Københavns Universitet, forklarer det således:

Alkoholforbruget har været massivt både hos arbejdere og adel, og det ynder vi også historikere at tale om. Det er godt stof. Og alkoholreklamer handler i dag om iscenesættelse af kulturen. Det borger for kvalitet, hvis øllet brygges efter gamle, lokale opskrifter, og det ser vi hos både mikrobryggerier og de store bryggerier. Den fortælling om gamle dage er med til at legitimere et højt nutidigt alkoholforbrug.

Ifølge Sidsel Eriksen handler det høje alkoholforbrug derfor om identifikation med gamle drikketraditioner. For eksempel, at danskerne med øl fra Ølsmeden blot drikker som vikingerne, drikker som de gamle munke med Munkeøl fra Skagen Bryghus, eller nyder Christian IV-øllet fra Kongens Bryghus, som kongens mænd drak ved søslaget på Kolberger Heide i 1644. Og Buurøl bliver bedre, fordi Randers Bryghus lancerer produktet med, at Skipper Clement og hans bondehær tabte et slag ved Randers i 1534, fordi de havde undervurderet øllets styrke, forklarer hun.

Denne iscenesættelse er med til at fastholde, at ølkultur er del af en tradition, vi er stolte af. Det bliver en del af sammenhængskraften i det danske samfund. Det er der ikke noget forkert i, men som historiker skal man jo påpege, at der også kunne etableres en anden historiefortælling. Der ville bare ikke være så meget salg i det, hvis den danske alkoholfortælling handlede om alkoholismen blandt 1890ernes arbejderbefolkning.