Den 23. oktober 1956 var en klar solskinsdag i Budapest. Den 16-årige gymnasieelev Peter Eszterhas var på vej til skole, da han stødte på en række optog til støtte for arbejderopstanden i Polen.
Protesterne pirrede hans nysgerrighed, og efter det store frikvarter forlod han sin klasse og gik ud i gaderne. Skolen lå tæt på Heltenes Plads i Budapest. Her var mange tusind mennesker forsamlet, og nogle af demonstranterne var gået i gang med at save i en statue af Josef Stalin med simple nedstrygere.
Peter Eszterhas gik videre til Ungarns radio. Efterhånden blev det mørkt, og der lød et skud fra radiohuset. Skuddene udløste opstanden mod det stalinistiske styre i Ungarn, og de følgende to-tre uger gik tusindvis af ungarere på gaden for at kræve regeringen afsat.
Tre år tidligere var Sovjetunionens diktator Josef Stalin død. I 1956 havde efterfølgeren, Nikita Khrusjtjov, på den 20. partikongres pillet Stalin ned fra hans piedestal og åbent erklæret, at diktatoren havde ladet mange ærlige kommunister anholde og henrette. Talen blev et vendepunkt og førte til arbejderprotester i Polen og opstanden i Ungarn efteråret 1956.
Den i dag 76-årige dansk-ungarske skuespiller og instruktør Peter Eszterhas var en af de mindst 200.000 ungarere, der flygtede fra Ungarn efter opstanden.
Som 16-årig var han blandt de 1000 flygtninge, der havnede i Danmark. Her blev han hurtigt genforenet med sin far og syv år senere, i 1963, med sin mor. I dag bor han i en lejlighed på Østerbro i København, men de voldsomme begivenheder for 60 år siden står stadig krystalklart i erindringen.
”I begyndelsen var der tale om en spontan, folkelig opstand uden ledelse, men efterhånden blev der dannet forskellige råd, der prøvede at styre opstanden,” fortæller Peter Ezsterhas.
Tilbage i Budapest gik den 16-årige gymnasieelev rundt i gaderne om natten den 24. oktober, da en lastbil kom kørende forbi med torsoen af Stalin-statuen fra Heltenes Plads. En anden lastbil med en gruppe syngende arbejdere på ladet fulgte efter. De delte geværer ud, og Peter Eszterhas fik også stukket et gevær i hånden og sluttede sig til en gruppe, der hen under daggry forskansede sig i en af Budapests biografer.
”Fra det tidspunkt, og indtil jeg endte i Danmark, var det ikke mig, der tog beslutninger. Begivenhederne rev mig med og tog magten. Det var en mærkelig fornemmelse at deltage i kampene, hvor der blev skudt fra hus til hus. Jeg kunne se, hvis min sidemand blev ramt, men jeg kunne ikke se, om jeg selv ramte nogen.”
Peter Eszterhas ringede til sin mor, der kunne fortælle, at hans far også havde sluttet sig til opstanden. Far og søn blev først genforenet godt en måned senere i Danmark. Over de næste tre uger var der kampe i Budapest og en lang række byer. Ifølge den britiske tv- og radiostation BBC skønnes det, at op mod 5000 civile ungarere blev såret eller dræbt.
Da russerne efter en uges kampe tilsyneladende opgav og på skrømt forlod Ungarn, og alle troede, at revolutionen havde sejret, vendte Peter Eszterhas hjem til forældrenes lejlighed.
Den 4. november om morgenen vågnede han ved, at alt rystede i lejligheden. De russiske tanks var nu for alvor og i stort tal vendt tilbage til Budapest. Opstanden blev knust, og Peter Eszterhas flygtede ligesom tusinder af ungarere op i bjergene. Her fik han ly hos en bonde et par dage og blev udstyret med proviant og forråd og lidt penge til den videre rejse. Hans mål var at nå byen Szombathely i det vestlige Ungarn og derfra finde vej til Østrig.
I en rygsæk havde den endnu ikke myndige teenager stadig håndgranater og våben. Hans idé var, at han på den måde kunne forsvare sig, hvis han blev pågrebet.
”Jeg havde strikket en historie sammen om, at jeg på grund af manglen på fødevarer i Budapest var på vej til noget familie ude på landet,” fortæller Peter Eszterhas.
Efter ankomsten til Szombathely ville han indlogere sig på et hotel. Men i det øjeblik, han tog fat i hotellets svingdør, blev han pågrebet af en russisk patrulje, fordi han havde overtrådt udgangsforbuddet, og ført til forhør hos en russisk kommandant.
”Jeg ved ikke, om der er mirakler i verden, men af en eller grund lod han mig gå uden at undersøge rygsækken.”
Peter Eszterhas blev sendt tilbage til hotellet med streng besked om at vende tilbage til Budapest næste morgen. På hotellet mødte han en flok ungarere, der også ville til Østrig. De havde hørt, at det var bedst at krydse grænsen længere mod syd, og de rejste derfor videre med tog næste morgen.
Her indtraf mirakel nummer to. Gruppen havde aftalt med togføreren, at han skulle sagtne farten på et bestemt sted, så de kunne hoppe af og løbe over grænsen.
Efter en times togrejse kørte toget langsommere, og flere fra gruppen hoppede som aftalt ud af toget. Men Peter Eszterhas fik betænkeligheder og blev. Fra sin plads kunne han se, hvordan der blev skudt mod den gruppe, der løb mod grænsen.
I stedet stod Peter Eszterhas af ved et trinbræt sammen med et par andre. Her mødte de en bonde, der instruerede dem i, hvordan de kunne komme til Østrig.
Gruppen gik i snevejr i otte timer. Totalt udmattede bankede de på en dør. Lettelsen var stor, da der blev svaret på tysk. De blev installeret i en stald og senere afvæbnet og afhentet af det østrigske grænsegendarmeri.
”Mindst 200.000 mennesker var flygtet, og der var vildt kaos. Langt mere kaos, end da de mange flygtninge kom til Europa sidste år. Vi blev ført til en tidligere russisk kaserne og boede under meget uhumske forhold. Mange måtte sove på det bare gulv,” fortæller Peter Eszterhas.
Godt en uge efter ankomsten lød der en besked i flygtningecentrets højttaler om, at det var muligt at komme til Danmark.
Peter Eszterhas slog til, og natten til den 30. november kørte flygtningetoget, der havde fået navnet ”Danica-ekspressen”, op gennem Europa mod den dansk-tyske grænse.
Da toget nåede Padborg, løb en masse mennesker frem på perronen for at byde velkommen.
”Det var fantastisk. Folk kom med wienerbrød og blomster og kommunikerede med os gennem vinduerne,” husker Peter Eszterhas.
Efter ankomsten blev de ungarske flygtninge inddelt i grupper. 272 af de 1000 ungarske flygtninge, der kom til Danmark, skulle til Hald ved Viborg. Peter Eszterhas blev sammen med 100 andre unge installeret på Hald Hovedgård. Godt en uge senere blev han via Røde Kors genforenet med sin far.
”Jeg havde meget ambivalente følelser. På den ene side var det en fantastisk lettelse at være i sikkerhed et sted, hvor der blev sørget godt for os. På den anden side havde jeg og mange andre det meget dårligt. Vi græd os i søvn mange nætter på grund af hjemve, og mange af os led af posttraumatisk stress. Jeg savnede min mor. Det var ikke alle, det gik godt. Nogle slog ind på en forkert vej og blev kriminelle. Jeg var på det tidspunkt selv lidt af en rod. Jeg kunne ikke finde ro til at gå i skole, men mine ambitioner fejlede ikke noget. Jeg ville være skuespiller.”
Peter Eszterhas kom på Askov Højskole og fik mulighed for at flytte ind hos en landsdommerfamilie med to døtre i Viborg.
”For at blive integreret skal man blive skilt fra sine egne. Det var en utrolig sød familie, der tog sig meget af mig, selvom jeg ikke altid var helt nem.”
Hans plejemor skaffede ham kontakt til teaterverdenen, og i foråret 1958 blev han optaget på skuespillerskolen i Aarhus, selvom han endnu ikke var fyldt 18 år. Den 76-årige teatermand har ofte talt flygtningenes sag i medierne. Han er ikke i tvivl om, at almindelige danskeres velvilje var afgørende for ungarernes vellykkede integration.
”Der var en grundstemning af, at vi var velkomne, og vi blev mødt med empati. Hvis der var skærmydsler, handlede det mest om, at vi tog danskernes piger. Den positive holdning skyldtes, at vi havde kæmpet mod Sovjetunionen. Jeg tror også, at ungarernes vellykkede integration handlede om, at vi kom fra en kristen kultur, der ikke er alt for forskellig fra den danske, og at vi var et overskueligt antal.”
