Danmark på slagtebænken

Tom Buk-Swienty har skrevet en dokumentarisk fortælling om det danske nederlag ved Dybbøl den 18. april 1864. Et skæbneslag for Danmark. Bogen udkommer på fredag

Tom Buk-Swienty fotograferet ved skanse fire på Dybbøl skanse. Dér fandt slagets blodigeste kamp sted. –
Tom Buk-Swienty fotograferet ved skanse fire på Dybbøl skanse. Dér fandt slagets blodigeste kamp sted. –. Foto: Erik Smedegaard.

På et område mindre end en fodboldbane lå omkring 300 døde og lemlæstede soldater. Vi er ved skanse fire i Dybbøl en smuk forårseftermiddag med legende børn. Det kan være svært at forestille sig, at her rasede den mest blodige kamp ved slaget den 18. april 1864. Den afgørende faktor var, at skansen lå så tilbagetrukket, at prøjserne måtte tilbagelægge 400 meter for at nå frem. Det var dødbringende meter.

Mareridtet oprulles af vor krigskorrespondent, journalisten, historikeren og forfatteren, Tom Buk-Swienty, der med sin nye bog, Slagtebænk Dybbøl. 18. april 1864. Historien om et slag (Gyldendal), har skrevet en dokumentarisk fortælling om slaget, der fik en så skæbnesvanger konsekvens for Danmark. På grundlag af soldaterdagbøger, breve samt rapporter fra kompagnier og lazaretter skildres en dag, hvor det i sammenhængen nærmest absurd dejlige vejr var som en himmelsk ramme om det helvede, soldaterne oplevede. Vi kommer tæt på en række skæbner, både blandt officerer og menige og på begge sider af fronten. I ugevis havde den danske hær været udsat for et stadigt mere intenst bombardement. Og det blev endda værre endnu. Natten til den 18. april og til langt op på den følgende formiddag fandt et af krigshistoriens mest intense bombardementer sted: 8000 granater eksploderede mellem de nedgravede danske soldater i skanser, skyttehuller og løbegrave. Slaget udviklede sig for danskernes vedkommende til et menneskeslagteri uden fortilfælde i vor historie. Kampen var håbløs. Danskerne stod over for en modstander, der på de fleste frontafsnit havde fire gange så mange soldater. Men Dybbøl skulle forsvares, koste hvad det ville. Hele kompagnier blev udslettet, hele regimenter opløst. Godt halvdelen af de 12.000 danske soldater, der befandt sig i kampzonen, vendte ikke tilbage til reserverne på Als. De danske soldaters tilnavn til krigens landskab var lige så makabert som velvalgt: Slagtebænk Dybbøl.

Krig gør noget ved mennesker. Tom Buk-Swienty fortæller om, hvordan galskaben fik tag i en korporal, Rasmus Nellemann, der i det civile liv var godsforvalter: Tusinder af soldater har han imod sig. Det er næsten ikke til at udholde mere ... at skulle ligge og lade sig slå ihjel af de helvedes granater, skrev han til sin bror den 17. april. Som en enmandshær forsøger han at hævne sig. Han griber ud efter fanen, som fjenden har plantet, knækker den over knæet og kyler den ned i skansegraven. Flere prøjsiske soldater når op, de planter et nyt flag, som Nellemann også får revet op for så i det samme at synke dræbt til jorden ramt af flere kugler.

I samme brev skriver Rasmus Nellemann: ... han stod ganske roligt og talte til mig, pludselig kom en granat, og hovedet var borte.

Men i erindringen hos de soldater, der senere beskrev slaget, står gruen ikke alene. De husker også vejret, den gode duft af forår. Og trods den infernalske larm fra granaterne og de uafladelige geværsalver kunne mange af dem bagefter berette, at de samtidig havde hørt lærkesang. Tilfældet er ikke enestående. Veteraner fra et af verdenshistoriens største og blodigste slag, slaget ved Somme den 1. juli 1916, fortalte, at de lige før angrebet dels havde hørt fuglesang, dels havde bemærket, hvor usædvanligt smukt vejret var. Tom Buk-Swienty nævner endnu et eksempel: den 11. september 2001 en dag så glasklar og gylden i New York, at man skulle tro, engle havde været på spil.

Man kan filosofere over, siger Buk-Swienty, om mennesket netop i destruktive øjeblikke har en trang til ubevidst at hæfte sig ved skønhed og liv. Måske gør en højere guddommelig balance sig gældende: Hvor der er grusomhed, findes en tilsvarende skønhed. Tankevækkende er det i hvert fald.

Om krigen i 1864 findes ikke færre end cirka 3000 bøger, hvoraf langt de fleste er skrevet før Anden Verdenskrig. I 1964 udløste 100-året for krigen yderligere en bølge af udgivelser.

Men ingen har før lavet en dokumentarisk bog om 1864 på samme måde, som jeg har gjort, siger Tom Buk-Swienty. Jeg har prøvet at lave en slags krydsklip, hvor jeg skifter mellem de to frontafsnit. Tidligere har man herhjemme næsten kun skrevet om krigen set med danske øjne. Jeg har spurgt mig selv, om det er muligt at være krigskorrespondent med 150 års forsinkelse. Og det synes jeg, det har været. Ganske vist har jeg ikke haft kuglerne fløjtende om ørerne. Men som journalist er man så god som de kilder, man har. Mine kildestudier har stået på i to år. Og jeg er meget tro mod kilderne. Jeg er så tæt på virkeligheden, som jeg har kunnet komme. Som den krigskorrespondent, jeg næsten føler, jeg har været, har jeg ikke været begrænset af et bestemt synsfelt, men har kunnet se det hele i fugleperspektiv. Ligesom jeg så at sige har kunnet interviewe begge parter i krigen.

Slagtebænk Dybbøl er ikke alene en historikers værk, men også en fortællers:

Netop det er jeg måske ved at gøre til min livsmission. Vi har forsømt vores historie. Som korrespondent i USA slog det mig, hvor interesseret man derovre er i historien. Mange historikere er god skribenter. Og mange gode journalister dykker ned i historien. I Danmark derimod har vi glemt historiefortællingen. Den er simpelthen blevet skyllet ud. Det er synd og skam, at vi ikke er bedre til at fortælle historie. Det er ikke et spørgsmål om at bruge kunstige greb. Vores historie er i sig selv utrolig levende.

Er der noget ved 1864-krigen, der har overrasket dig?

Jeg er blevet overrasket over, hvor store lidelserne og ødelæggelserne var, og over, hvor meget der stod på spil for Danmark. Jeg er også blevet overrasket over, hvor blodigt et sted Dybbøl var. Noget, som er med til at forklare, hvorfor traumet efter 1864 har været så dybt. Det er desuden kommet bag på mig, hvor vigtig en brik prøjsernes sejr blev i tysk historie. Uden det, der skete i Dybbøl, og i det hele taget uden krigen i 1864, havde man måske ikke fået et samlet Tyskland i 1871. På typisk dansk vis har vi nok overset, hvor meget sejren i virkeligheden betød. Ingen på tysk side tog det for givet, at det ville være let at vinde krigen. Man følte, at man var oppe mod nogle gigantiske forsvarsværker, først ved Dannevirke og senere ved Dybbøl. I Berlin var man nærmest beruset over sejren.

Var beslutningen om at rømme Dannevirke rigtig?

Generel de Meza gjorde, hvad sagkundskaben siden hen har ment var det eneste rigtige. Fra politisk og folkelig side i Danmark havde man nogle helt urealistiske forventninger til Dannevirke. En romantisk tro på, at med middelaldervolden, Thyras gamle værn, kunne man holde tyskerne væk. Da det blev kendt i København, at de Meza havde trukket hæren væk, lød der et ramaskrig. Byen var på den anden ende. Men fra tysk side beundrede man den måde, tilbagetrækningen blev gennemført på. I virkeligheden var det en fantastisk bedrift at trække en hær på 40.000 mand tilbage, uden at fjenden opdagede det.

Men magtens mænd i den skæbnestund, som 1864 blev for Danmark, ryster Tom Buk-Swienty på hovedet ad:

Det er selvfølgelig altid let at vurdere tingene i bakspejlet. Ikke desto mindre er det helt forrygende at konstatere det sammentræf af inkompetence, der var på dette tidspunkt i den danske historie. Man havde simpelthen de forkerte personer på topposterne. Det er, som om hvert eneste træk fra dansk side svækker danskerne. Hele vejen igennem fejllæser man situationen. Man regner for eksempel med at få hjælp fra udlandet. Men det får man ikke, fordi man overtræder internationale aftaler.

I spidsen for Danmark stod D.G. Monrad, som i fordums tid havde været en stor åndelig kraft, men han var blevet alvorligt syg. Man er ret sikker på, at han var maniodepressiv. Man havde med Christian den IX en svag, ny konge, der var helstatsmand og blev presset til at bakke krigen op. Man havde en krigsminister, C.C. Lundbye, der var på vej til at blive sindssyg og ikke havde kræfter til at arbejde mere end et par timer om dagen. I J.C. de Meza havde man en overgeneral, der var kompetent, men han var aldrende, 72 år, og stærkt excentrisk. Han var hypokonder og mente ikke, at han tålte kold luft. Han gjorde alt for at undgå kold luft. Det var jo uheldigt, eftersom krigen fandt sted om vinteren. Én eneste gang var han ude at inspicere tropperne.

Nederlaget den 18. april 1864 blev begyndelsen til enden for den danske helstat, der bestod af selve kongeriget samt endvidere først og fremmest af hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Dagen blev indbegrebet af det nederlagskompleks, som frem til vor tid har været med til at forme landets nationale karakter, skriver Tom Buk-Swienty.

En tredjedel af befolkningen forsvandt. Det samme gjorde en tredjedel af landområdet. Og samtidig al selvsikkerhed. Jeg mener ikke, at vi nogensinde har bearbejdet det, der skete. Et af svarene på, hvorfor vi har haft denne trang til at glemme krigen så hurtigt som muligt, er, at Danmarks eksistens stod på spil. I København blev man klar over, at krigen ikke nødvendigvis bare udkæmpedes et fjernt sted, men at den kunne nå også dertil. En stor tysk militærstrateg havde faktisk en plan om erobring af København. Og desuden havde stormagterne nogle underhåndsforhandlinger om, hvorvidt man skulle opløse Danmark, så Sjælland blev afstået til Sverige, og Jylland til Det Tyske Rige.

Ligger vi stadig under for 1864-traumet?

Der er ingen tvivl om, at vi er ved at løsrive os fra det. Et afgørende skridt i en ny retning blev taget, da Danmark i 2003 med en god portion brask og bram gik i krig i Irak.

grymer@kristeligt-dagblad.dk