Da det for nylig blev offentliggjort, at Orlogsmuseet i København lukker som selvstændigt museum og flytter sine udstillinger til Tøjhusmuseet, lød argumentet, at flytningen giver mulighed for at fortælle om søkrig og landkrig på et fælles militærhistorisk museum.
”På den måde kan vi sætte søhelte som Niels Juel og Tordenskiold ind i en større sammenhæng, der rækker ud over deres bedrifter til søs, og vi kan vise, hvordan flåden og hæren gennem historien har understøttet hinanden i krig,” udtalte direktør Per Kristian Madsen fra Nationalmuseet, som begge museer hører under.
Det er næppe tilfældigt, at netop Tordenskiolds navn blev nævnt, da der skulle sættes ord på gevinsten ved sammenlægningen. Den norskfødte søhelt er i vælten for tiden, og hvis han ikke er på alles læber endnu, kommer han det formentlig, når en ny film om ham med manuskript af den norske forfatter Erlend Loe får premiere senere i januar.
Nu har Tordenskiold aldrig været rigtig ude i kulden. Historierne om den dristige og snarrådige søofficer, der kæmpede så bravt mod svenskerne, har levet i den folkelige bevidsthed, og drengebøger, børnesangen ”Jeg vil sjunge om en helt” og tændstikæsker med hans portræt har gjort deres til at holde myten om ham i kog. Alligevel er interessen for ham en anden end for bare 30 år siden.
”Han var forsvundet under radaren en overgang, men jeg synes, han er kommet igen,” siger Jakob Seerup, der er museumsinspektør, ph.d. i historie og medforfatter til bogen ”Danmarks største søhelte”, hvor også Torden-skiold har sin naturlige plads.
Og Tordenskiold er ikke den eneste, der er kommet igen. I lang tid ville historikere ikke røre militærhistorien med en ildtang, men nu er de igen begyndt at interesse sig for både krig og for dem, der har udkæmpet krigene, fortæller Jakob Seerup.
”I en lang periode var det ikke comme il faut at beskæftige sig med militærhistorie, og dét at fremhæve den enkeltes indsats var ikke noget, man så på med milde øjne. Man havde en tendens til at se på alle mulige andre felter end det, man opfattede som en antikveret tradition for historieskrivning,” siger han.
Den nye tendens afspejler ifølge Jakob Seerup en generel bevægelse i samfundet, som kan følges gennem 1990'erne, hvor Danmark igen begyndte at involvere sig i militære konflikter.
”Vi kan tidsfæste det ret nøjagtigt. Det begynder vel den 12. september 1990 klokken 7 om aftenen, da man sender 'Olfert Fischer' af sted til Den Persiske Golf,” siger han.
”Man begynder at bruge det danske forsvar til krigsmæssige indsatser igen, og det har nogle konsekvenser. En af de konsekvenser er, at der er nogen, der dør. Det sætter tanker i gang og skaber en ny selvforståelse.”
Det er i denne nye situation, at helte som Tordenskiold bliver børstet af og vurderet under nye synsvinkler, mener Jakob Seerup.
”Jeg ser Tordenskiold-interessen som en interesse for at opdage eller genopdage den militære del af vores fælles historie, som i lang tid var vist uden for døren,” siger han.
”Jeg har svært ved at forestille mig en film fra 1980'erne om Tordenskiold. Vi kan roligt fastslå, at tidsånden har ændret sig.”
Den øgede interesse for søhelten, der nåede at blive både adlet og udnævnt til viceadmiral i løbet af sit korte liv, viser sig ikke kun på filmfronten. Der er således lige udkommet en ny, revideret udgave af Dan H. Andersens store Tordenskiold-biografi, og det er den tredje, siden bogen oprindelig udkom i 2004. Dengang var der ikke rigtig sket noget i Tordenskiold-forskningen siden 1920'erne, og en anmelder skrev ligefrem, at det blot få årtier forinden ville have været karrieremæssigt selvmord at skrive, at krig kan være nødvendig. Men alt det har altså ændret sig.
”Tordenskiold har medvind i øjeblikket. Jeg var med allertidligst i en bølge, som vi stadig rider på,” siger Dan H. Andersen, der er ph.d. i historie og har været historisk konsulent på den kommende Tordenskiold-film.
Også han peger på Danmarks militære engagement som en væsentlig årsag til skiftet i holdningen til Tordenskiold, og modsat tidligere generationer af historikere mener han, at netop det uberegnelige, der kan gøre det svært at beskæftige sig med krig som historisk emne, er det fascinerende ved det. Han er i øjeblikket i gang med en bog om Store Nordiske Krig, som dannede baggrunden for det meste af Tordenskiolds virke, og denne krig kunne både have ført til, at Danmark mistede Norge allerede i begyndelsen af 1700-tallet, og at vi fik Skåne, Halland og Blekinge tilbage.
”Man skal se på, hvad der kunne være sket. Hele vejen er der muligheder, hvor krigen kunne have fået et andet udfald, og her er en mand som Tordenskiold interessant, fordi han griber mulighederne,” siger Dan H. Andersen.
Tordenskiold greb mulighederne i de militære operationer, han var involveret i, for eksempel da han i 1716 foretog et overraskelsesangreb på en svensk forsyningsflåde, der troede sig i sikkerhed i fjorden Dynekilen, men blev sænket eller erobret, hvorefter svenskerne måtte trække sig ud af Norge. Også uden for de egentlige krigshandlinger var han imidlertid god til at se muligheder, ikke mindst i forholdet til Frederik IV.
”Tordenskiold er meget heldig, at han har en konge, der kan og vil regere selv og selv vil udnævne sine folk. Tordenskiold sørger hele tiden for, at når han har gjort noget, så får kongen også et brev,” fortæller Dan H. Andersen.
”Store Nordiske Krig varede 11 år, og det er den længste krig, Danmark har været med i, så der var gode muligheder for ham for at avancere. Min Tordenskiold er en karrierebevidst type, som stiger til vejrs i enevældens samfund.”
Avancementerne fulgte så hurtigt efter hinanden, at Tordenskiold flere gange sprang militære grader over og kom foran officerer, der havde højere anciennitet end ham, hvilket skaffede ham fjender, der var misundelige på den unge komet.
Netop hans hensynsløse ærgerrighed er sammen med hans voldsomme temperament ifølge Dan H. Andersen sider ved Tordenskiold, man ofte har overset. Den folkelige version af myten om ham stammer i høj grad fra en biografi, som midt i 1700-tallet blev skrevet af forfatteren C.P. Rothe, der kritikløst overtog en række historier om ham, som muligvis i sidste ende stammer fra Tordenskiolds egen mund.
Det gælder blandt andet historien om Tordenskiolds soldater, som søhelten under forsøget på at få fæstningen Karlsten ved den svenske by Marstrand til at overgive sig skal have ladet marchere frem og tilbage, så svenskerne troede, der var flere af dem, end der rent faktisk var. Historien har ikke hold i virkeligheden, men er ifølge Dan H. Andersen typisk for den drengebogshelt, man har forsøgt at gøre Tordenskiold til.
”Jeg mener, man har banaliseret ham ved at gøre ham til en spejderdreng,” siger han og påpeger, at billedet af Tordenskiold er langt mere nuanceret og får aktualitet i en tid, hvor krig igen er blevet en del af hverdagen.
”Det, der chokerer mig hele tiden, er hans selvmorderiske mod. Han ligger ikke i havnen og venter, men går altid forrest selv og er altid med, hvor det sker,” siger Dan H. Andersen.
