Danske magthavere var stolte af koloniernes skatte og slaver

I kolonitiden skiltede hjemvendte guvernører og velhavende aktionærer gerne med de rigdomme og rariteter, de fik fra Trankebar, Guldkysten og Vestindien. Moralske anfægtelser hører en senere tid til, konstaterer projektforsker Louise Sebro fra Nationalmuseet

Dette maleri fra omkring år 1700 af den franske kunstner Benoit le Cofre forestiller Dorothea Krag, en af periodens mest velhavende kvinder, som skiltede med sin kolonitilknytning ved at have sin lille slave med på portrættet. Ifølge projektforsker Louise Sebro er det tydeligt, at de moralske anfægtelser var fraværende i 1700-tallets Danmark. Maleriet gengives med tilladelse fra fonden Gisselfeld Adelige Jomfrukloster. -
Dette maleri fra omkring år 1700 af den franske kunstner Benoit le Cofre forestiller Dorothea Krag, en af periodens mest velhavende kvinder, som skiltede med sin kolonitilknytning ved at have sin lille slave med på portrættet. Ifølge projektforsker Louise Sebro er det tydeligt, at de moralske anfægtelser var fraværende i 1700-tallets Danmark. Maleriet gengives med tilladelse fra fonden Gisselfeld Adelige Jomfrukloster. - . Foto: Post- og Telemuseet.

På et maleri fra omkring år 1700 ser man en af tidens mest velhavende danske kvinder, Dorothea Krag, sidde i sit palæ med majestætisk mine og med armen om sin personlige morian - sin sorte slave. Et barn, som bærer en metalring om halsen og læner sig hengivent ind mod sin herskerinde.

Dorothea Krag var enke efter to ægteskaber. Først med Jens Juel, generaladmiral, baron og en af stifterne af Det Vestindisk-guineiske Kompagni, dernæst Christian Gyldenløve, greve på Gisselfeld Gods og søn af kong Christian den Femte og dennes elskerinde, Sophie Amalie Moth. Via første ægteskab havde hun en indbringende aktiepost i selskabet, der havde monopol på at fragte slaver fra kolonierne i Afrika til arbejde i sukkerplantagerne på De Dansk-vestindiske Øer. Via andet ægteskab havde hun det palæ på Kongens Nytorv i København, hvor maleriet er malet, og som i dag huser den franske ambassade.

Det 300 år gamle ”snapshot” af en kvinde fra samfundets top er interessant, fordi det dels fortæller om en periode af Danmarks historie, som i historieforskningen er kommet til at stå i skyggen af den tid, der fulgte efter. Det er også interessant, fordi det er med til at fortælle historien om, at kolonier og slaver var med til i denne periode at forøge magten og velstanden hos rigets mægtigste mænd og kvinder. Og det er interessant, fordi det viser, at kolonitilknytningen absolut ikke var noget, der udløste moralske anfægtelser, men snarere noget, man følte stolthed over.

”Der har selvfølgelig altid været moralske overvejelser om, hvordan man skulle behandle sine undersåtter, men i forhold til slaveriet i 1700-tallet var der ingen anfægtelser over, at den ene race udnyttede den anden. De, der havde magten, herskede,” konstaterer Louise Sebro, projektforsker ved Nationalmuseet og museumsleder på Selsø Slot.

Hun arbejder i øjeblikket på et post.doc.-projekt om, hvordan danskere har skiltet med deres kolonitilknytning, når de iscenesatte sig selv. Projektet strækker sig fra tiden, lige efter at Det Vestindisk-Guineiske Kompagni i 1672 annekterede den dengang ubeboede vestindiske ø Sankt Thomas, og op gennem de efterfølgende cirka 250 års danske koloniherredømme. Hovedvægten er lagt på det tidlige 1700-tal. En periode, hvor højadelen og de store handelskompagnier havde deres storhedstid, men en periode, som danske historikere ikke har brugt helt så mange kræfter på at granske som de efterfølgende årtier med landboreformerne og dramaet omkring den sindslidende kong Christian den Syvende, konstaterer forskeren.

”Det er svært at sige, hvor meget kolonierne betød for den enkelte. For nogle var det måske bare en investering, man kunne tjene penge på. For nogle var det en adgang til at få fat i luksusting, som blev set som eksotiske og fascinerende,” siger Louise Sebro og tilføjer:

”Det er markant, at Indien tidligere blev identitetsskabende end Vestindien. Fra Indien fik man kulturskatte i form af møbler, kunst og brugsgenstande, fra Vestindien fik man mest bare sukker. De Dansk-vestindiske Øer var i mange år bare en udpost, og først i begyndelsen af 1800-tallet opstod en særlig vestindisk stil med mahognimøbler.

Et af hendes afsæt til projektet er den herregård, hun er museumsinspektør på, Selsø Slot ved Skibby i Hornsherred på Sjælland. Herregården blev 1728-34 ombygget og udbygget af gehejmeråd og kammerherre Christian Ludvig Scheel von Plessen, som var præsident i Asisatisk Kompagni og aktionær såvel her som i Vestindisk Kompagni. Herregården er speciel, fordi den sidste adelige beboer døde i 1829, hvorefter bygningen stod forladt og forfaldt gennem 144 år, inden den blev istandsat som museum. Netop fordi bygningen stod urørt så længe, fremstår den i dag som et vidnesbyrd over, hvordan de herregårde så ud, som blev opført for penge, som i nogen grad var tjent i kolonierne.

En anden bygning med klart kolonipræg var den lille herregård Øraker uden for Christiania, det nuværende Oslo, som var hjem for Peter Anker (1744-1832), den norskfødte kongelige guvernør over kolonien i Trankebar i Indien 1788-1806. Efter hjemkomsten indrettede han sit hjem, så det var fyldt med souvenirs fra perioden i Indien og tydeligt viste, hvor meget det betød for ham resten af livet at kunne iscenesætte sig selv som guvernøren fra Indien, fortæller Louise Sebro.

Et tredje konkret eksempel på, hvordan kolonierne satte deres præg i Danmark, knytter sig til viceadmiral Konrad Emil Mourier, som levede fra 1795 til 1865 og i perioden 1832-38 var guvernør over de danske ostindiske besiddelser. Ved hjemkomsten blev der udarbejdet udførlige lister over alle de genstande fra Asien, han havde med hjem som gaver til venner og bekendte. Listerne findes endnu og fungerer som værdifuldt kildemateriale for Louise Sebro. En del af Mouriers asiatiske kunstskatte blev i øvrigt skænket til Nationalmuseet af Mourier selv, andre af hans arvinger, fortæller Louise Sebro:

”For Mourier var det vigtigt at hjemføre en stor mængde minder fra tiden i Indien til Nationalmuseet, til sine venner og til sig selv. Men det var ikke alle genstandene, hans arvinger fandt vigtige at beholde.”