Danskernes gravfred har aldrig været sikret

Se Ritzau: Assistens Kirkegård er nu fredet. Assistens kirkegården i København. Folk tager sol og løber ...

Vi har altid haft en meget liberal tilgang til gravfred i Danmark, hvor der er blevet lukket kirkegårde i mange hundrede år. Foto: Nikolai Linares / Scanpix Denmark

Min personlige vurdering er, at vi i dag som samfund er mere tilbøjelige til at acceptere, at de døde viger for de levende.
Stine Helweg, kirkegårdsvejleder

De seneste år har rydninger af kirkegårde og flytninger af grave skabt debat om vores respekt for gravfreden. Men de danske regler har altid været liberale og er med tiden blevet præget af et større fokus på de levendes behov

Fra midten af 1800-tallet oplevede den dengang mindre købstad Aarhus stor vækst. I takt med at flere flyttede til byen, blev der behov for flere bygninger, og da man i 1876 fik lavet en ny stor kirkegård i den nordlige del af Aarhus, blev det besluttet at lukke den centralt beliggende Søndre Kirkegård og bruge grunden til bebyggelse.

Efter 1926 var der ikke flere begravelser på kirkegården, men først efter fredningsperioden på cirka 20 år ville byrådet kunne begynde at rydde grunden. Det havde de imidlertid ikke tålmodighed til, og derfor forhandlede de med de berørte gravstedsejere om at nedlægge eller flytte gravene før tid.

Det lykkedes, og herefter blev knap 500 grave flyttet, og den tidligere kirkegård blev erstattet af store veje, et rådhus og en park.

I dag, cirka 60 år senere, har man i Aarhus planer om at fjerne endnu en nedlagt kirkegård for at få plads til et nyt byggeri. Denne gang drejer det sig om den psykiatriske kirkegård i Risskov, hvor flere end 2000 mennesker blev begravet fra midten af 1800-tallet og frem til 1926, og hvor et par hundrede gravpladser og gravsteder stadig er bevaret.

Ønsket om at rydde grunden for at få plads til beboelse har mødt modstand især fra kirkelige kredse, som ønsker mere respekt for gravfreden.

Men det er ikke nyt, at man rydder kirkegårde. For i modsætning til bestemte naturområder, historiske bygninger eller flere hundrede år gamle gravhøje har kirkegårde historisk set ikke hørt under nogen lov om evig eller længere fredning.

Først med revision af loven om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde i 2014 blev det indført, at man ikke må nedlægge kirkegårde, hvis de erklæres umistelige, siger kirkegårdsvejleder i Københavns Kommune Stine Helweg.

”Vi har altid haft en meget liberal tilgang til gravfred i Danmark, hvor der er blevet lukket kirkegårde i mange hundrede år. I København kender vi for eksempel til 20-30 historiske kirkegårde inden for voldene, hvoraf ingen eksisterer i dag. Sådan er vores gravkultur, hvilket man nok nogle steder vil finde afstumpet. For eksempel har jøder og muslimer evig gravfred, og for dem kan vores indstilling til vore døde virke ret nonchalant.”

Ifølge lovgivningen skal man lade en afdød ligge i jorden, indtil kisten, urnen og ligresterne er nedbrudt og forgået. Hvor lang tid det tager, afhænger af jordbundsforholdene på den enkelte kirkegård, og skal liget flyttes inden fredningstidens udløb, afgøres dette af stiftets biskop.

Et eksempel på dette var i 2009, da den daværende biskop i Københavns Stift, Erik Norman Svendsen, skulle tage stilling til kommunens ønske om at fjerne dele af Assistens Kirkegård grundet et nyt metrobyggeri.

Stine Helweg ved ikke, om reglerne for fredningstid har ændret sig siden den første begravelseslov fra 1682, men hun peger på, at vurderingen af, hvornår man må forstyrre gravfreden, til gengæld har ændret sig.

”Hvis du har et anlægsprojekt til flere milliarder kroner, som mange politikere og tilpas mange mennesker i samfundet synes er en god idé, så lader det til, at andre instanser vil strække sig langt for ikke at lægge hindringer i vejen. Min personlige vurdering er, at vi i dag som samfund er mere tilbøjelige til at acceptere, at de døde viger for de levende,” siger hun.

Da kristendommen kom til Danmark for godt 1000 år siden, gik man fra at brænde de døde til at begrave dem i jorden eller huler, ligesom man allerede gjorde det i jødedommen. De rige og kongelige blev begravet under kirkens gulv og alle andre i kirkegårdens indviede jord, som var afgrænset af et dige, en grøft eller et hegn. Allerede i middelalderen oplevede de døde dog ikke meget fred i graven, siger arkæolog fra Nationalmuseet Jakob Kieffer-Olsen, som har skrevet ph.d. om middelalderlig gravskik.

Selvom man gjorde meget ud af, at de døde skulle lægges på et indviet og afgrænset område, var der nemlig ikke samme orden under jorden som i dag. Mange blev begravet i allerede eksisterende grave, mindre end 10 år efter at andre var lagt ned samme sted, og det betød ifølge arkæologen, at skeletterne kom til at ligge i lag og dermed forstyrrede hinandens fred.

”Vores studier har vist, at man ikke tog hensyn til knoglerne i middelalderen. Lig blev begravet sammen, og gamle knogler blev samlet sammen og lagt langs kanten af nye grave. Andre gange er man gået mere drastisk til værks og har flyttet flere menneskers knogler sammen i grave, men man har holdt dem inden for kirkegårdens areal. Vi må tolke det på den måde, at det vigtige for folk i middelalderen ikke var knoglerne, men sjælen. Når man kan forstyrre en grav så kort tid efter begravelsen, at hele skelettet har hængt sammen, er det ikke liget og knoglerne, men sjælen og de kirkelige handlinger, som er vigtige at markere,” siger han.

Ifølge Jakob Kieffer-Olsen kan denne tilgang til gravfreden skyldes, at man i middelalderen gik fra at tro på, at døden var én lang venten på dommedag, hvor Jesus ville kalde alle op til fælles dom, til at tro på, at enhver ville få sine egne handlinger gjort op inden for tre dage efter dødstidspunktet.

”I kristendommen har man hele tiden haft den opfattelse, at legemet ikke var interessant, og med ideen om, at ens handlinger blev opgjort efter tre døgn, blev det endnu mindre relevant at passe på skelettet, da sjælen allerede var steget op.”

Gravfred begyndte dog siden at fylde mere. Efter Reformationens indførelse gav den sjællandske biskop Peder Palladius eksempelvis pålæg om, at kirkegården altid skulle holdes ren, og at ingen måtte ”ride eller rende på den”, og i Danske Lov fra 1683 stod der, at børn og unge ikke måtte forstyrre freden på kirkegården. I de efterfølgende århundreder blev en af gravstedernes primære funktioner dog at vise status, siger Stine Helweg.

”De, der havde penge i 1800-tallet og også langt op igennem det 20. århundrede, satte en ære i at holde gravstedet i fin stand, da det viste deres stilling i samfundet. Det handlede i høj grad om prestige, når man vedligeholdt store flotte familiegrave,” siger hun og tilføjer, at dette også kunne ses ved, at man måtte betale ekstra for at få de bedste pladser på kirkegården som eksempelvis på arealer tæt på kirken.

I dag har gravstedet ifølge Stine Helweg mindre betydning som statussymbol.

”Fra at handle om at vise ens placering i det sociale hierarki og ens omsorg for slægten har gravsteder i dag en mere psykologisk betydning. Så længe dødsfaldet fylder blandt de efterladte, betyder gravstedet noget, men i takt med at man lærer at affinde sig med dødsfaldet, bliver det mindre vigtigt. Og så har mange mennesker også andre steder og måder at mindes på i dag, som sociale medier.”

Med tiden blev gravfreden også påvirket af en større interesse for fortidsminder og kulturarv. I en lov fra 1986 om folkekirkens bygninger og kirkegårde blev det bestemt, at man skulle registrere gravminder og gravsten, som grundet deres udtryk eller personen, der lå begravet, havde en særlig historisk betydning og skulle fredes.

Dette større fokus på fortiden og kulturarven har skabt en større respekt for gravfreden i dag, siger museumsinspektør på Nationalmuseet Nils Engberg.

”Vi har flere gange i nyere tid set eksempler på, at man under igangsat bygge- og anlægsarbejde enten bevidst eller ubevidst støder på en gammel kirkegård. For 50 år siden ville man bare køre en maskine henover for at fjerne gravene, hvis en motorvejstilkørsel skulle ligge der. Men det kan man ikke i dag. Nu skal man hyre arkæologer til at komme ud og kontrollere gravene og sørge for, at man ikke fjerner noget værdifuldt fra fortiden, og at man fjerner det ordentligt. Med gravene kan vi se, hvordan vores gravskikke har ændret sig, og medicinere kan undersøge, hvilke sygdomme man eksempelvis havde i 1800-tallet. Derfor har gravene fået stor betydning.”

Ikke kun arkæologerne, men også befolkningen generelt er ifølge Nils Engberg blevet mere opmærksomme på gravenes og gravfredens betydning.

Han nævner som eksempel, da man i 2002 måtte opgive at fjerne en allerede nedlagt kirkegård i Nykøbing Falster for at få plads til et indkøbscenter, fordi den folkelige modstand var for stor.

”Den folkelige modstand var der ikke tidligere. Men når vi arkæologer foretager udgravninger i dag, er der ofte interesserede borgere, som spørger, om de døde ikke bare kan få lov til at ligge i fred. Hvad der ligger bag, skal jeg ikke gøre mig klog på, men der er noget, der generer danskerne, når vi fjerner skeletterne. Det er blevet mere følelsesmæssigt for os, og vi er blevet mere omhyggelige med ikke bare at grave de døde væk.”

Det har dog også udfordret gravfreden, at museer og arkæologer er blevet mere interesserede i den viden, gravene kan give om fortiden, siger Elof Westergaard, biskop i Ribe Stift og formand for Foreningen for Kirkegårdskultur. Som eksempel nævner han, da man i 2010 gravede den danske astronom Tycho Brahe op, og da man i 2013 ville lave en udgravning under Jelling Kirke, hvor Gorm den Gamle efter sigende ligger begravet.

”Museernes opgave er at afdække og finde ud af, hvordan fortidens mennesker har været, mens kirkens opgave i højere grad er at dække dem til og værne om deres gravfred. Så det er to meget forskellige roller, hvilket kan udfordre gravfreden i dag,” siger Elof Westergaard.

Problemet er, at kirken ikke har meget at skulle have sagt, når det kommer til de helt gamle kirkegårde, som har været nedlagt i over 100 år. Når de bliver så gamle, overgår de nemlig til museumsloven, som handler om udgravning af kulturarv.

Her har man ikke samme forhold til gravfred eller til behandlingen af ligrester, siger Elof Westergaard, der har svært ved at vurdere, om gravfreden helt overordnet har fået større eller mindre betydning for mennesker i dag.

”Men jeg tror på mange måder, at den historiske bevidsthed er blevet mindsket. Vi lever i en individualistisk kultur, som er præget af hurtig glemsel, og det påvirker også vores kultur på kirkegården i dag. Flere kremeres, og gravsteder sløjfes hurtigere end for bare få generationer tilbage.”

Skal man se fremad, er det, der kan udfordre gravfreden mest i fremtiden, hvis kirkegårdskulturen går hen og bliver ren natur, siger Elof Westergaard.

”Hvis der i fremtiden bliver sat lighedstegn mellen kirkegården og skoven eller havet, bliver det vanskeligt for mennesker at se, hvorfor de skal agere anderledes inden for kirkegårdens rammer. Vores kirkegårde er i dag kendetegnet ved at være afgrænsede rum, hvor vi begraver vores døde i taknemmelighed over det liv, vi delte med dem. Det er et særligt og indviet stykke jord. Men hvis vi ikke kan skelne mellem det rum og skoven, så er det svært at forklare, hvorfor man skal tænke gravsteder som noget fredet.”