At gå bersærk er et af de gamle nordiske udtryk, som har fundet vej ind i det engelske sprog.
Ordet kom med de vikinger, som hærgede De Britiske Øer for omkring 1000 år siden, og betyder at gå amok på en rasende og voldelig måde.
For mange er vikingetogter forbundet med de brutale overfald, når vikingerne gik bersærk på særligt klostre og kirker beliggende ud til kysten.
Når de overfald fylder så meget i de skriftlige kilder fra den tid, er det, fordi det dengang særligt var præster og munke, der nedfældede historien, fremhæver Thomas Williams, der er en af kuratorerne på den store vikingeudstilling, som blev åbnet af dronning Margrethe på British Museum i London for nylig.
LÆS OGSÅ: Vikingegener for en million briter
Udstillingen er blevet til i samarbejde med Nationalmuseet i København, og mange af genstandene var også med på den store danske vikingeudstilling sidste år på dette museum i København.
Men der er også blevet plads til mange britiske fund på udstillingen, som samtidig er den første i den nye topmoderne temperaturstyrede fløj på British Museum.
Dermed er der også plads til at fortælle, hvordan vikingerne på meget forskellig vis påvirkede De Britiske Øer.
Plyndringerne af klostre og kirker er ofte blevet udlagt som et angreb på den kristne tro. Men i den tidligere fase med plyndringer handlede det mere om, at de lå ved kysten, og de var stort set forsvarsløse og dermed et let bytte.
Thomas Williams understreger, at alt tyder på, at der, før vikingerne begyndte at plyndre på De Britiske Øer, fandt handel sted hen over Nordsøen.
Men den afgørende teknologiske udvikling var det, vi kender som vikingeskibene. De var fladbundede, og det gjorde det muligt at komme helt ind til kysten og lande på strande med mange mænd og således foretage et hurtigt overraskelsesangreb og så forsvinde igen.
Thomas Williams fremhæver, at begrebet vikinger og vikingetiden er et ord, som eftertiden har brugt til at beskrive dem med.
Mange af de mennesker, som vi omtaler som vikinger, så ikke sig selv som vikinger i vikingetiden. Vikinger var personer, som plyndrede. De var banditter og pirater, og det var en asocial opførsel, som lå uden for normen.
Der var dog en vis accept af vikingeopførslen.
Vi ved fra de gamle oldnordiske kilder, at det var acceptabelt for unge at tage på vikingetogt som en slags fjumreår. Og særligt hvis de kom hjem med rigdomme. Men de, som blev vikinger på fuld tid og som en livsstil, var ikke velansete, fremhæver Thomas Williams og drager paralleller til vor tids rockere.
Men ikke alle vendte hjem fra de hurtige plyndringstogter. Nogle endte med at slå sig ned og dermed være med til at skabe en handelsmæssig og kulturel udveksling mellem de to lande.
Den sproglige påvirkning er der stadig. Når mange stednavne ender på by, er det et tegn på, at stedet er navngivet under vikingerne. Dagligdags ord som søster og æg er også kommet fra det oldnordiske.
Thomas Williams forklarer, hvordan typiske vikingemønstre vandt indpas i kunsthåndværk på De Britiske Øer, og at der var en gensidig udveksling af færdigheder og sociale traditioner.
Som udstillingen illustrerer, er forskellige udgaver af de samme typer smykker fundet i grave for rige kvinder hele vejen fra De Britiske Øer over Skandinavien til Rusland og Ukraine.
LÆS OGSÅ: Begejstret bevarer af fortiden
Vikingernes store netværk både i form af plyndringer og i form af handel betød således, at beboerne på De Britiske Øer fik adgang til sølv i en langt højere kvalitet, end de havde været vant til.
Thomas Williams peger på en kunstfærdigt udført broche, som er fundet i kvindegrav i Irland og udsmykket med bjørne.
Vi skal huske på, at Dublin er grundlagt af vikingerne, påpeger han.
Udstillingen på British Museum har fokus på årene fra 800 til 1050. Men allerede før den tid var der samhandel.
En anden broche, der stammer fra omkring år 700, er et eksempel på lokalt kunsthåndværk i simpelt sølv. Brochen er fundet i Hunterston på den skotske vestkyst.
Den har tilhørt en person af høj status og velstand, og vi kan se, at den på bagsiden har fået indgraveret i runeskrift, at den tilhører Mælbrigoa, hvilket er et keltisk navn. Alligevel har personen valgt at gøre ejerskabet klart med runer.
Vikingernes forgrenede netværk smittede også af på de vikingeskatte, som er fundet i Storbritannien. Udstillingen på British Museum giver for første gang besøgende mulighed for at se hele Vale of York-skatten.
Den blev fundet så sent som i 2007 på en pløjemark af to mænd med metaldetektorer. Fundet var usædvanligt, fordi skatten, der blev gravet ned omkring år 920, havde ligget uberørt under jorden i mere end 1000 år.
Skatten er som et kort over vikingernes udbredelse og vidner om kontakt med folkeslag, der dyrkede islam og kristendommen fortalt gennem mønter, smykker og ædelmetaller. Blandt mønterne er islamiske dirhams, og der er en forgyldt kop fra en frankisk kirke, der næsten med sikkerhed er blevet plyndret, som Thomas Williams pointerer. Der er smykker fra Irland, Skandinavien og Rusland.
Skatten viser det store handelsnetværk, som vikingerne havde, og det er så alt sammen endt med at blive gravet ned i Yorkshire i England.
Vikingerne ankom som hedenske krigere. Men også med en gudetro, der havde plads til mange guder. Og efter deres målestok var den kristne Gud blot endnu en gud. Men det var samtidig en Gud, som de tog til sig efter typisk en generation i deres nye hjemland, og de blev kristne.
En af de fascinerende genstande på British Museum er således Middleton Korset fra det 10. århundrede. Det stammer fra det nordlige Yorkshire, som var et af de områder, hvor mange vikinger slog sig ned. Korset, hugget ud i sten, er ikke kun et typisk keltisk kors, men har ganske usædvanligt også en vikingekriger med spyd, sværd, skjold og hjelm afbildet, og er således et tydeligt billede på, hvordan vikingerne tog den kristne tro til sig.
Vikingerne bliver ofte fremstillet som brutale krigere. Men en ting var at plyndre forsvarsløse kystsamfund. Noget andet var at kampe mod andre regulære og veludrustede hære i åben kamp.
Her var kampen mere lige, og vi antager, at de kun vandt hver anden gang.
De Angelsaksiske Krøniker fortæller således ganske detaljeret, hvordan seks vikingeskibe i år 896 blev overrumplet af en angelsaksisk flåde, mens størstedelen af vikingerne var på land. Kun to vikingeskibe formåede at slippe væk, og ifølge overleveringen var der kun fem mand tilbage på et af skibene.
En mere uforklarlig skæbne overgik 54 vikinger omkring år 1000. I 2009 fandt arkæologer en massegrav i Weymouth i Dorset, der ligger ud til Den Engelske Kanal.
De var alle halshugget, men derudover havde de ingen skader, som kunne være tegn på, at de have været i kamp, forklarer Thomas Williams foran de udstillede knoglerester.
Arkæologerne kan ikke forklare, hvad der var gået forud for massehenrettelsen. Men antallet af henrettede svarer til mandskabet på et mellemstort vikingeskib. Forskerne har via analyser af tandemaljen fastslået, at de alle kom fra Danmark eller Norge, og at en af de dræbte tilmed stammede fra området nord for polarcirklen i Norge.
Graven er et andet eksempel på det brogede billede af vikingernes aftryk på De Britiske Øer. Og deres indflydelse rakte væsentligt længere end vikingetiden. Norge havde herredømmet over øen Man og De Ydre Hebrider indtil 1266. Orkneyøerne holdt de fast i til 1468, og som det sidste måtte de året efter opgive Shetlandsøerne.
