"Der findes to klart adskilte kategorier af mennesker: dem, der klarer sig, og dem, der går til grunde. Andre modsætningspar (gode og onde, kloge og dumme, modige og feje, heldige og uheldige) er mindre tydelige. De synes mindre væsentlige og giver større spillerum for flere og mere komplekse opdelinger."
Det var en lære, Primo Levi drog af sin tid som fange i kz-lejren i Auschwitz. Af 650 italienske jøder, der en dag i begyndelsen af 1944 deporteredes dertil, var der kun 20, der "klarede sig" og kom hjem igen. Han var en af dem, og han skrev straks derpå bogen "Hvis dette er et menneske", der udkom i 1947. Men ingen læste den før 10 år senere. Derefter blev den til gengæld også læst.
I sit liv koncentrerede han sig om denne ene ting: at prøve at forstå det, han havde været igennem, og formidle det til omverdenen. Forlaget Rosinante har nu, under titlen "Vidnesbyrd", udgivet det første og hans to senere større bidrag til en forståelse - "Tøbruddet" fra 1963 og "De druknede og de frelste" fra 1986.
De tre bøger er forskellige. Levi bliver forfatter, men han er det ikke, da han udgiver sin første bog. Han er kemiker. Hans tilgang er naturvidenskabelig - nysgerrig, grundig, engageret, objektiv. Han er som en entomolog ved en brændende myretue, skønt han selv er en myre i tuen. Der er ingen patos, ingen selvmedlidenhed, bare et akut behov for at forstå. Ingen retoriske fordømmelser, ingen generaliseringer, ingen kvantificeringer af katastrofen, for ingen kendte endnu dens sande omfang. Blot hvad hans øjne så, og hans hjerne bearbejdede. Det forlener beskrivelsen med en stor kraft og troværdighed.
"Tøbruddet" handler om en endeløst udtrukken hjemtur efter befrielsen fra lejren, en tur som førte ham og andre frigivne tusinder af kilometer ind i det sovjetiske imperium. Den rummer humor og sans for det absurde og har et litterært filter. Levi er blevet forfatter. "De druknede og de frelste" er generaliserende i sin tilgang, skrevet fra større højde til en offentlighed, som nu kender til holocaust. Bøgerne supplerer hinanden eminent. Det er rystende, løftende læsning.
Ved ankomsten til lejren overlever Levi sin første selektion og bliver arbejder. Senere bliver han, kemikeren, et hjul i den importblokerede tyske værnemagts - og den kemiske koncern IG-Farbens - forsøg på at lave kunstgummi i 11. time. Hans bøger kredser omkring billedet med den druknede og den reddede - Levis afgørende skæring. I kz-lejren er overlevelseskampen nøgen og brutal og næsten uden formildende omstændigheder. Alle er desperate og så rasende alene om projektet: at overleve.
Den druknende er muselmanden - en levende død, en navnløs, som ikke længere er et menneske, hverken i sin egen eller andres bevidsthed, og ikke har en chance i helvede. Kropsligt afpillet efter få uger, med et blik, som er dødt og ude af stand til at skelne omgivelserne, gør han, hvad han får besked på, til det punkt, hvor han falder om med ansigtet i mudderet.
Når det sker, rækker ingen ham en hjælpende hånd. Snarere får han et ekstra skub, der gør det helt af med ham, for hans tilstedeværelse på et arbejdshold er en trussel mod andre i kampen for at overleve. Han er ikke værd at kende, har ingen kontakter, kender ingen fiduser, der kan kaste mad-rationer af sig, og hans besøg i lejren er i øvrigt kort: "Om få uger vil der ikke være andet tilbage af dem end en håndfuld aske på en tilfældig nærliggende mark og et udstreget nummer i en protokol."
For at ende som muselmand behøver man blot at nøjes med den tildelte madration - 600 kalorier eller noget lignende - og så underkaste sig den hårde arbejdsdisciplin efter bogstaven. Muselmænd er ofre, de er masse. Levi huskede dem evigt: "De befolker min erindring med deres ansigtsløse tilstedeværelse, og kunne jeg omfatte al vor tids ondskab i et enkelt billede, ville jeg vælge dette, som jeg kender så godt: en kronraget mand med bøjet nakke og ludende skuldre, i hvis ansigt og øjne man ikke kan læse skyggen af en tanke."
De reddede har ansigter og navne, de er gjort af et andet stof. Han beskriver dem detaljeret, kærligt og råt for usødet. De kender og efterlever efter evne de uskrevne regler - du må være noget, være nogen, du må ikke være ingen, ikke i din egen bevidsthed og slet ikke i andres. Du skal finde en niche at overleve i, hvis du vil være blandt de få hundrede langtidsfanger, der holder den kørende. Bedst er det, om du er læge, skrædder, skomager eller kok, om du er ung og attraktiv (seksuelt egnet) - eller bekendt med en magtfuld lejrperson. Hvis du ikke ligefrem er en af de brutale personager, der af tyskerne udses til Kapo (formand for en arbejdskommando) eller Blockälteste (formand for en barak) og for det meste er valgt blandt lejrens kriminelle fanger.
Der er kun en vej: Du må blive organisator, kombinator, prominent. Finde en nebengesjæft, der kan holde dig flydende, skaffe dig de ekstra kalorier, der holder temperaturen oppe på de 37 grader. Man overlever ikke i kz-lejren uden egoisme eller uden at blive kompromitteret af magten. Muselmændene er moralsk rene, men ikke kompetente. I kz-systemet er der en gråzone mellem magt og ofre - en gråzone af dominans- og beskyttelsesrelationer. Det er naivt, absurd og historisk forkert, skriver Levi, at tro at det nazistiske system ophøjede sine ofre. Tværtimod, det drog dem med sig i moralsk fornedrelse.
Civilisationen viser sig som en tynd fernis. Man overlever ved at gøre sig lille og hård, ved at indkapsle sine dybere følelser. Ikke ved at drømme om eller hænge overdrevent ved livet, som det havde været og måske stadig var udenfor. Så bliver man blød. Overlevelse kommer én dag ad gangen, og hver dag kræver fuld opmærksomhed. Og held.
Levi mødte et held ved navn Lorenzo. Lorenzo var en frivillig italiensk murer i Auschwitz, en civilarbejder med bedre madrationer end fangerne. Dag efter dag bragte han Levi en smule brød og suppe og en smule håb. Jeg tror, det er Lorenzos skyld, at jeg er i live i dag, skriver Levi: "Lorenzo var et menneske. Hans sind var rent og ubesmittet. Han stod uden for denne verden af fornægtelse. Takket være Lorenzo glemte jeg aldrig at jeg også selv var et menneske."
Hvad Levis billeder kan fortælle en eftertids "kompetente", er enkelt og rystende: Dette blev gjort mod dem, ofrene - det kan ske for mig. Javel - en erkendelse, svanger med usikkerhed og ængstelighed, som at være offer allerede. Men en endnu mere rystende erkendelse følger lige efter: De forøvede det - nazisterne - men det kunne være mig!
Mennesket er evigt meningssøgende, evigt symboltolkende, og livet i Vesten blev aldrig, som det var før de enorme, industrialiserede udryddelseslejre. Den sociale og psykiske overlevelseskamp i vores massesamfund er på afgørende vis præget af billederne fra kz-lejren.
De fleste i dag ved, hvordan man skal tolke billeder af muselmænd, af bunker af lig, bunker af sygekassebriller eller vielsesringe, af kasser med sko eller hår eller en række trøstesløse godsvogne på et sidespor - det er den slags udsondrede erfaringer af total krig, massedød, folkemord og staters summariske behandling af egne borgere, eller af fremmede, der udgør kernen i vores intuitive ubehag ved stat og masser.
"Direkte eller indirekte oplevelser af ekstreme situationer har givet ikke blot undertrykkelse og modgang, men også hverdagens rivalisering og konkurrence et nyt sæt billeder og har dermed ændret den måde, undertrykkelse, modgang og konkurrence opleves på. Modgang får nye betydninger i en verden, hvor koncentrationslejren står som en magtfuld metafor for hele samfundet", skriver Christopher Lasch i bogen "Det minimale selv".
Nazisme og holocaust skubbede grænserne for menneskelig adfærd, og desværre i den helt forkerte retning. Sikringerne sprang, og det må vi leve med, de lader sig ikke erstatte.
Og Levi? Levi tog sit liv en skønne dag i 1987. Han lod sig glide ud over gelænderet i trappeopgangen i det barndomshjem i Torino, som han havde overtaget fra sine forældre, og faldt 15 meter ned. "Auschwitz fik ham 40 år efter", var den foretrukne avisoverskrift. Hans biograf, Carole Angier, fortæller en anden historie. Det er historien om en mand, som led af depressioner og selvmordsønsker, både før og efter sit ophold i kz-lejren - men ikke under.
For Levi var opholdet i Auschwitz retrospektivt en positiv oplevelse, skriver hun. Den gav ham en grund til at leve, til at kommunikere, til at skrive. Den gav ham et stof og en sag. Det var, sagde han selv, hans eventyr, hans ungdomstid i Technicolor, hans universitet - og det kunne han føle nostalgi for: "Det var den tid, hvor hans højeste forestillinger om menneskeheden og hans stærkeste tro på sig selv faldt sammen, og tændte det lys, som er "Hvis dette er et menneske"."
Det står tilbage - værket - og det bør læses!
Primo Levi: Vidnesbyrd. Forord af Peter Tudvad. 523 sider. 199,95 kroner. Rosinante.