De farlige kristne

Kristenforfølgelser Forfølgelsen af kristne i Kina er aftaget de seneste tyve år, men foregår stadig. Hvad er det ved kristne, som det kommunistiske styre er bange for? Xu Shaos historie belyser nogle af årsagerne

Kristne forsamlet hemmeligt et sted i Kina, hvor de dyrker deres tro i skjul for at undgå den kontrol og registrering, som staten ønsker at føre med religiøse i Kina.
Kristne forsamlet hemmeligt et sted i Kina, hvor de dyrker deres tro i skjul for at undgå den kontrol og registrering, som staten ønsker at føre med religiøse i Kina. Foto: Kim Schou.

Xu Shao lader sig ikke tæmme.

Som for de fleste af de knap 100 kristne husmenighedsledere, Kristeligt Dagblad møder i Kina, er han konstant bevidst om, at det er ulovligt at praktisere kristen mission, men han er også ret ubekymret.

"Jeg vælger glæden," siger han og opsummerer med de ord essensen af sit turbulente liv.

Han er på hemmeligt kristendomskursus og skal lige til at fortælle sin historie, da de i rummet ved siden af begynder at synge og klappe i takt. Han farer ind for at filme sangen med sin telefon. Med højre hånd holder han telefonen op, imens han på skift lægger den venstre hånd på folk, som han beder for, og løfter den i vejret, når han synger med på sangene til Gud. En kinesisk præst, der fungerer som en slags biskop for 200 undergrundskirker, proklamerer mellem to sange:

"Vi lider under forfølgelse. Familier bryder sig ikke om, hvad vi tror på. Men vi er stolte, for vi har en ren samvittighed. Hans nåde er nok. Vanskeligheder er også en velsignelse."

En ung pige i fangestribet T-shirt græder med begge arme i vejret. Hun holder dem udstrakt i ti minutter; armene ryster, tårerne triller.

Xu Shao beder også for hende. Og så er han klar til at fortælle.

I 1987 blev han kristen. Hans blinde onkel havde hørt om Jesus igennem radioen og videreformidlede budskabet til Xu Shao, der dengang var blot 12 år. Xu Shao lagde sig på knæ og bad det, han kalder for sin omvendelsesbøn. Og straks begyndte han på det, han i dag stadig bruger al sin tid på: at fortælle andre det, han hører, om kristendommen. Han fik samlet en mindre flok af 12-årige skolekammerater, som hver dag begav sig hen til onklens hus for at høre om Jesus, om næstekærlighed og om nåde.

Men hans forældre var ikke begejstrede. "Hvis du ikke holder op med at snakke om Jesus, får du ikke lov at gå i skole, og du får ikke mad af os, sagde de," husker Xu Shao.

Og sådan blev det.

Xu Shao blev forvist fra landsbyen og måtte flytte i skoven, hvor han lærte at leve af naturens hånd. En gang imellem, hvis han var virkelig sulten, siger Xu Shao, kunne han snige sig hen til farmoderens hus og få et måltid.

"Mine forældre var meget, meget vrede. Men jeg gav ikke op. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg gjorde det, men jeg kunne ikke lade være med at evangelisere," siger han.

I 1998 kom han i militæret i Beijing, hvor han for første gang mødte andre kristne end onklen. Her blev han involveret i kristne husmenigheder og modtog kristendomsundervisning. Mindre end ti år efter har han plantet seks kirker og været med til at stifte et missionsselskab, der sender kristne kinesere til Tibet, det østlige Asien og Mellemøsten.

"Vi har oplevet meget forfølgelse undervejs. Nogle gange kommer selv syge i fængsel og dør," fortæller Xu Shao.

For to år siden blev en af hans bekendte idømt tre års fængsel for at printe bibler uden tilladelse.

"Det burde være i orden, for vi tog ingen penge for biblerne. Men politiet sendte ham i fængsel," siger han.

Smilet stivner kun et øjeblik, da han fortæller det, så liver han op igen:

"Men det bliver bedre og bedre. Regeringen ønsker et godt ry i Vestens øjne, så der bliver mindre og mindre forfølgelse og forbud."

Og det er ikke noget, han bare siger. Den ideologiske dimension af kristenforfølgelserne i Kina er nedtonet efter Mao Zedongs død i 1976. At være kristen er i sig selv, generelt set, ikke længere et stort problem modsat i for eksempel Nordkorea, pointerer missionsorganisationer som China Impact.

I Kina kan man finde åbne kirker, lovligt trykte bibler og endda positiv omtale af kristne initiativer på de landsdækkende statsejede tv-kanaler.

Alligevel foregår der fra statens side forfølgelse af kristne i Kina. Der er mange eksempler, og langt størstedelen har at gøre med ét element af undergrundskirkernes virke: samarbejdet.

Undergrundskirkerne udgør enorme netværk, hvor tusinder af kristne deler informationer. Organisatorisk er det imponerende, hvad husmenighederne formår: Denne lille forsamling, som Xu Shao er en del af i dag, repræsenterer knap 50.000 kristne, som venter på at få videreformidlet det, lederne lærer i dag – ligesom når Xu Shaos onkel videreformidlede sin viden til Xu Shao, og han til sine venner, og de nu til mennesker i andre lande.

Der er dog ikke én samlet ledelse for kristne i Kina. Ifølge en nylig rapport fra det amerikanske udenrigsministerium er der sandsynligvis mere end 300 forskellige kristne netværk af husmenigheder. Kinas kristne er yderst sjældent regeringsfjendtligt indstillet, tværtimod gør de en dyd ud af at bede for landets ledere, ligesom der gøres i danske sognekirker hver søndag.

Så hvorfor reagerer regeringen til tider næsten paranoidt mod grupper af mennesker, der blot vil bede, synge sammen og hjælpe hinanden?

"De er vel stadig lidt bange," foreslår Xu Shao.

"Det er bedst, at vi ikke bliver alt for synlige."

Måske har han ret, og måske er "frygten" historisk betinget.

Den engelske forfatter og journalist Ronald Boyd-MacMillan, der i tyve år har arbejdet med forfulgte kirker og i dag er skribent for missionsorganisationen Åbne Døre, foreslår i bogen "Når troen koster mest" fra 2008, at den kristne vækkelse i Kina minder meget om to historiske begivenheder.

For det første Taipingoprøret, som er lige så stor en del af kineseres fælles bevidsthed og nationalforståelse, som slaget ved Dybbøl Mølle er for danskere.

Kort fortalt: For 150 år siden lykkedes det en mand ved navn Hong Xiuquan at organisere en stor del af kineserne og næsten vælte Manchu-dynastiet, hvilket totalt ville have ændret Kinas historiske udvikling. Hong Xiuquan gik også under et andet navn: Han kaldte sig for Jesu Yngre Bror.

Den anden historiske parallel ligger lidt nærmere kommunistpartiet. Den handler også om en ganske særlig mand, der blev meget populær blandt især bønder. Meget lig flere karismatiske kirkeledere, man kan støde på Kina i dag. Og han havde et godt og glædeligt budskab at dele – et budskab, der gav håb om en bedre fremtid.

Ligesom Xu Shao og de fleste kirkeledere i landets kristne historie var han ikke højtuddannet, men blot en dygtig taler. Han var skolelærer, og hans navn var Mao Zedong. Han startede en revolution og stiftede Kinas kommunistparti.

Det er altså ikke uden grund, at de omkring 80 millioner kristne i Kina vækker bekymring. Og når størstedelen af dem er mennesker med lav social status, opfattes de ifølge Ronald Boyd-MacMillan af regeringen som særligt tilbøjelige til at følge en karismatisk leder.

Blandt kristne er der tusinder af karismatiske ledere. Xu Shao er én af dem. Og jo, han går målrettet efter de fattigste i samfundet, når han missionerer.

"Mange flytter til byerne, men kan ikke finde arbejde, og i minoritetsområderne er folk så fattige, at ..." Xu Shao leder efter ordene, der kan beskrive det bedst.

"De er for fattige til at have håb," siger han og fremlægger sin kur:

"De skal høre om Jesus."

"Omvendt er der stadig flere rige, som er fattige indeni, men har penge. Vi har brug for, at kirken griber ind her. Kirken skal lære rige kristne at tage sig af andre. Uanset om vi kender hinanden, er vi ét fælles legeme," siger han og antyder en stille revolution:

"Derfor bør kirken have stor indvirkning på samfundet. Det bør den bare."

Efter interviewet sætter Xu Shao sig på en bænk i undervisningslokalet og finder sin blok frem. Alt, hvad der bliver sagt i dag, noterer han nøje på papiret. Så han kan fortælle det videre.

schou@k.dk

Xu Shaos navn er opdigtet af sikkerhedshensyn. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt.