Den historiske forfatter Palle Lauring var for tidligt ude. Da han skrev sine bredt favnende, velfortalte bøger om historiske emner fra 1950'erne og frem, blev han nok læst i den brede befolkning, men ikke anerkendt af faghistorikerne, der mente, at Lauring var for populær.
I de seneste 10 år er der imidlertid sket noget nyt, mener lektor i historie Sebastian Olden-Jørgensen. I sin nye bog om Ludvig Holberg som historiker peger han på, at Holbergs såkaldte pragmatiske historieskrivning, der hyldede den gode historie, igen er blevet god latin blandt historikere.
”I flere generationer var han så at sige skrevet ud af den egentlige historieskrivning, men under påvirkning af et massivt formidlingspres har vor tids historie fundet tilbage til Holberg,” fortæller han.
”Der er i dag ikke længere noget stigma forbundet med at ville formidle.”
Blandt de historikere, der i dag skriver formidlende historisk litteratur, nævner Sebastian Olden-Jørgensen Tom Buk-Swienty og hans storsælgende bøger om 1864, Søren Mørch samt Bo Lidegaard, der har skrevet en række roste bøger om det 20. århundrede og dets store politiske skikkelser.
”De idealer, de hylder, findes også længere tilbage i den kulturelle tradition. De fortæller en historie og gør det i et bevidst levende sprog. De har overhovedet ingen dårlig samvittighed over at bruge den narrative form. De har heller ingen hæmninger over for at politisere, og de har som deres udtrykkelige mål at vise os, hvordan vi er landet her, hvor vi er i dag,” siger Sebastian Olden-Jørgensen.
”Holberg er i politisk forstand en opbyggelig forfatter, og det er Bo Lidegaard også. Du kan sagtens udnævne Bo Lidegaard til den moderne Holberg.”
Spørger man Bo Lidegaard selv, understreger han, at han ikke har læst Sebastian Olden-Jørgensens nye bog og derfor ikke kan udtale sig om den. Men Lidegaard, der er dr.phil. og ansvarshavende chefredaktør for Politiken, er skeptisk over for tanken om, at moderne historikere skal være alt for håndfaste i deres vurderinger af fortiden.
”Jeg interesserer mig mere for, hvorfor mennesker i fortiden tænkte og handlede, som de gjorde, end for at fælde dom over dem. De domme, vi må fælde i dag, tager nødvendigvis afsæt i vores verdensbillede. Vi vurderer fortiden ud fra præmisser, der er fundamentalt forskellige fra dengang,” siger han.
”Man kan lære af historien, men man kan ikke lære, hvad man skal gøre nu.”
Bo Lidegaard kan dog sagtens nikke genkendende til ønsket om at formidle historien, så den bliver levende for et nutidigt publikum.
”Det ligger for mig helt centralt i selve begrebet historie, at det både har en dimension, der handler om fortiden, og en dimension, der handler om at fortælle om fortiden. Jeg har lysten til at fortælle historien direkte ind i nutiden, så den bliver umiddelbart tilgængelig,” siger han.
”Der findes ikke den historiske problemstilling, der ikke kan fortælles en medrivende historie om.”
”Man må være ualmindelig sløv af naturen eller træt af dagens arbejde for at falde i søvn over denne bog, selv der, hvor den intet nyt har at meddele den sagkyndige læser.”