Den gode bror en af holocausts sande helte

National Socialism: Concentration camps.-Arrival of Hungarian Jews in Auschwitz.-Photo, June

For millioner af jøder endte livet i koncentrationslejre som denne i Auschwitz. Men takket være Albert Göring undgik 34 jøder den grufulde skæbne, og de er senere blevet identificeret ud fra "Görings liste", som i dag befinder sig i nationalarkivet i Washington. Foto: AKG Images. / Scanpix

0Albert Görings mange forskellige oprør mod SS og Gestapo bragte ham mange gange i fedtefadet, hvorefter ...

Albert Görings mange forskellige oprør mod SS og Gestapo bragte ham mange gange i fedtefadet, hvorefter han fik hjælp af sin bror og nummer to i Det Tredje Rige, Hermann Göring. – Arkivfoto.

Mens topnazisten Hermann Göring gav den skæbnesvangre ordre til holocaust, traf hans lillebror, Albert Göring, et helt andet valg i godhedens tjeneste: Han besluttede at sætte sit liv, sin formue og karriere på spil for at frelse hundreder af ofre for nazisternes og sin brors hensynsløse terrorregime

Den officielle mindedag for det 20. århundredes folkedrab, Auschwitz-dagen, markeres i morgen under overskriften En verden af valg gerningsmand, tilskuer eller beskytter og fokuserer på de skæbnesvangre valg, som mennesker træffer under et folkedrab. Nogle tager aktivt del i udryddelsen, andre sætter livet på spil for at få det stoppet de fleste ser til fra sidelinjen.

LÆS OGSÅ: På besøg i østfrontens førerbunker

Efter at Hitler havde besluttet sig for at gennemføre holocaust, det systematiske folkemord på Europas jøder, blev millioner myrdet som ofre for det nazistiske inferno af hensynsløst barbari uden sidestykke i verdenshistorien.

Det blev topnazisten Hermann Göring, i mange år nummer to i Det Tredje Rige og udset til at være Hitlers efterfølger, der med sin underskrift den 31. juli 1941 gav den formelle ordre til planlægningen af folkemordet. Han bemyndigede SS-sikkerhedschefen Reinhard Heydrich til at træffe alle nødvendige organisatoriske, saglige og materielle forberedelser til en samlet løsning på jødespørgsmålet i det tyske indflydelsesområde i Europa.

Massemordene blev sat i system i de nazistiske udryddelseslejre. Lastet i overfyldte kreaturvogne ankom ofrene til deres sidste stoppested: Børn, unge, mødre, fædre, bedsteforældre alle blev udsat for brutale mishandlinger, ydmygelser, sult og tortur for til slut at blive myrdet i dødslejrenes helvede.

Midt i dette ragnaroktraf Hermann Görings næsten ukendte lillebror, Albert Göring, et helt andet valg i godhedens tjeneste: Han besluttede at sætte sit liv, sin formue og karriere på spil for at frelse hundreder af ofre for nazisternes og sin brors hensynsløse terrorregime. I årevis spillede Albert på de selvsamme talenter, der tidligere havde gjort ham til en behændig forretningsmand, nemlig flair for bestikkelse og store armbevægelser. Uden blusel udnyttede han sit berømte slægtsnavn for at redde de mange ofre gennem krigens rædsler.

Efter krigen blev Hermann Göring dømt til døden i Nürnberg for forbrydelser mod menneskeheden. I årevis blev navnet Göring således udelukkende kædet sammen med vold og terror. Da aviserne i München i slutningen af december 1966 bragte en dødsannonce over en lokal byggekonstruktør ved navn Albert Göring, der var død som 71-årig den 22. december, blev det blot betragtet som en fodnote til historien om broderens forbrydelser. Man trak på skulderen: endnu en Göring

Men årtier senere har historikere kunnet godtgøre den næsten utrolige historie om lillebroderen Albert Göring. I dag vidner en liste i National Archives in Washington DC Görings liste med 34 navne om én af holocausts sande helte, der blev skubbet ud i historiens tusmørke. En parallel til den berømte Oskar Schindler.

Men de allierede, der havde arresteret Albert Göring lige efter krigen i 1945 og kastet ham i en celle mistænkt for krigsforbrydelser, turde ikke løslade en Göring, og Albert sad fængslet indtil 1947, hvor han blev frigivet, ødelagt på liv og sjæl af fængselsopholdet.

De holdt livet igennem meget af hinanden, de to brødre, selvom der syntes at være en verden til forskel på dem den ældste, Hermann, født i 1893 med lyse, blå øjne, kæk og altid med på den værste, og Albert, der blev født to år senere, den 9. marts 1895, med sit dådyrbrune blik, mere stille og genert. Han mindede påfaldende meget om sin gudfar, den halvjødiske baron Hermann von Epenstein, der var en nær ven af familien Göring.

Faderen, Heinrich Ernst Göring, var en fremtrædende tysk diplomat og næsten altid ude at rejse, og von Epenstein tog sig derfor ofte af børnene. Den lille Albert især var begejstret for de mange ture og udflugter med sin gudfar, der også tog ham med til de årlige Wagner-festspil i Bayreuth.

Mens Hermann Göring opnåede et legendarisk ry som dristig jagerpilot under Første Verdenskrig og blev belønnet med den højeste tyske orden for tapperhed, Pour le Mérite, blev Albert ret hurtigt såret og derefter hjemsendt. Kort tid efter krigens afslutning begyndte han at uddanne sig til teknisk konstruktør i München, og i 1921 giftede han sig med den 21-årige Maria von Ummon. De blev skilt to år senere, hvorefter Albert giftede sig med den 37-årige Erna von Miltner.

Da Hitler kom til magten den 30. januar 1933, hastede Albert Göring, der foragtede nazisterne af hele sit hjerte, til Østrig i selvvalgt eksil og fik arbejde i et filmstudie i Wien. Han tilbragte de næste seks år i den østrigske hovedstad og lagde aldrig skjul på sin ringeagt for Det Tredje Rige. Det fortælles, at når han købte ind, forlod han altid butikken med et venligt Grüss Gott!. Fandt han ikke, hvad han søgte, lød det i stedet sarkastisk Heil Hitler!.

Han kom alvorligt i klemme i marts 1938, da nazisterne invaderede Østrig og proklamerede Anschluss, men han blev alligevel i Wien i endnu et år, og takket være broderen den næstmægtigste i det nazistiske regime led han ingen direkte overlast fra SS og Gestapos side. Konfrontationer med nazisterne var der ellers nok af, og han blev arresteret flere gange.

En sommerdag i 1938 var brutale SS-officerer i færd med at ydmyge en gruppe jødiske kvinder i Wiens centrum. De stakkels mennesker blev sat til at skure fortovet med små børster til stor morskab for nazisterne og tilfældigt forbipasserende. Da Albert Göring kom forbi, smed han resolut jakken, faldt ned på knæ ved siden af kvinderne og gav sig til at skure løs. Nazisterne hev ham op og forlangte hans legitimationspapirer. Da en SS-officer så hans efternavn, blev skrubningen indstillet for den dag

Kun få dage senere blev Albert vidne til et optrin, hvor en gruppe nazibøller havde overfaldet en 75-årig bedstemor på en gade i Wien og tvunget hende til at bære et skilt om halsen med påskriften Jeg er en jødisk so. Uden tøven gik Albert i krig med hele flokken, stak et par nazister et par på snuden og fik befriet kvinden. Han blev arresteret af Gestapo, og igen måtte Hermann Göring gribe ind.

I maj 1939, da det efterhånden var blevet for broget i Wien, blev Albert Göring sendt til Prag i Tjekkoslovakiet som eksportchef for de tjekkiske våbenfabrikker Skoda. Han fortsatte de næste seks år med at holde hånden over ikke alene de jødiske ansatte, men også medlemmer af den tjekkiske modstandsbevægelse. Fabrikkernes jødiske direktør, Jan Moravek, og hans familie overlevede takket være Albert Göring, der fik udstedt falske visa, så hele familien kunne flygte til Rumænien. Moravek figurerer som nummer 20 på Görings liste.

Alberts tidligere assistent, Karel Sobota, har fortalt, at Albert Göring forbød billeder af Hitler på sit kontor og i alle årene konsekvent nægtede at gengælde heil Hitler-hilsenen, når nazi-officerer besøgte Skoda. I de tider blev mange ellers henrettet for mindre forseelser.

Han forlangte også, at alle uanset rang og position meldte deres ankomst, inden de trådte ind på hans kontor. En dag marcherede en højtstående nazist forbi assistenten direkte ind til Albert Göring han blev smidt ud igen med fuld musik og beordret til at vente uden for kontoret. I stedet bad Albert Göring assistenten komme ind, og de næste 30-40 minutter tilbragte de to med en hyggesnak om lidt af hvert, vejret, familien, ligesom der var tid til at kigge billeder i Görings familiealbum.

Først da gjorde Albert Göring mine til at ville modtage sin fornemme gæst, idet han med et smil sagde til assistenten: Nå, hr. Sobota, nu er det vist tid til at tale med den sortklædte herre. Vær venlig at bede ham komme ind. Den højtstående officer i sort SS-uniform, højrød i hovedet af indestængt raseri, kunne forsigtigt træde nærmere.

I 1942 henvendte den berømte østrigske komponist Franz Lehár sig til Albert om hjælp. De to havde været gode venner siden Alberts år i Wien, og Lehár, der var gift med den jødiske Sofie Paschkis, havde fået et ultimatum fra nazisterne: Enten lod han sig skille fra sin hustru, eller også ville han selv blive betragtet som jødisk med de konsekvenser, det ville indebære. Det var ikke tomme trusler, og Albert lovede at hjælpe. Han opsøgte straks Hermann Göring i Berlin, der ringede til Goebbels. Enden på historien blev, at truslerne mod Lehár blev opgivet, og hustruen fik et certifikat på at være en del af den ariske race. Lehár figurerer som nummer 15 på Görings liste.

I 1944 blev Albert indbudt til et møde med tilhørende middag for diplomater og højtstående nazister i Bukarest, hvor også den berygtede tyske ambassadør Manfred Freiherr von Killinger ville være til stede. I 1920erne havde von Killinger været et nidkært medlem af højreekstreme dødspatruljer og blev af mange betragtet som ansvarlig for mordet på blandt andre den tyske udenrigsminister, Walther Rathenau, i 1922. Albert kunne ikke skjule sin afsky og afviste at sætte sig ved samme bord som en morder. Skandalen var en realitet og blev ikke mindre af, at Albert i et muntert lag havde omtalt Hitler som alle tiders største forbryder og Himmler som en lystmorder.

Albert Göring blev endnu en gang arresteret af SS og endnu en gang måtte Hermann Göring redde sin bror ud af fængslet.

Da Albert Göring samme år hørte om forbrydelserne i koncentrationslejren Theresienstadt 60 kilometer nord for Prag, hvor næsten 35.000 indsatte døde i årene 1940-1945, reagerede han prompte ved at tage til lejren med nogle lastbiler. Et vidne, Jacques Benbassat, kunne senere fortælle, hvordan Albert næsten beordrede lejrkommandanten Karl Rahm: Jeg er Albert Göring, Skodafabrikkerne. Jeg mangler arbejdskraft. Kommandanten turde ikke andet end at opfylde kravet, og lastbilerne blev fyldt op med fanger. Efter nogle timers kørsel standsede bilerne ved nogle store skove, og fangerne blev sat i frihed.

Den 24. august 1944 havde lederen af SS i Prag, SS-Obergruppenführer Karl Hermann Frank, fået nok af Albert Göring og hans meritter. Han sendte en telex til Berlin stilet til rigsfører-SS Heinrich Himmler med en indtrængende anmodning om at måtte arrestere Albert for defaitisme og anti-nazistisk virksomhed og underkaste ham forhør. Svaret fra Berlin kom omgående: Albert Göring skulle arresteres. Han måtte flygte i hast for at søge tilflugt hos nære venner, men klarede sig igennem til krigens afslutning, igen med hjælp fra Hermann.

Efter Det Tredje Riges sammenbrud i 1945 blev Hermann Göring anklaget ved Nürnberg-processerne, kendt skyldig i krigsforbrydelser og dømt til døden ved hængning. Den 15. oktober 1946, to timer før henrettelsen, begik han selvmord i sin celle ved at sluge en giftampul.

Forfatteren William Hastings Burke fortæller i sin bog om Albert Göring, Thirty Four, at de to brødre havde mødt hinanden for sidste gang i maj 1945 i Augsburg. I lejren havde de omfavnet hinanden, og med grådkvalt stemme havde Hermann taget endelig afsked med sin lillebror: Jeg er så ked af, Albert, at netop du skal lide så meget på grund af mig.

Albert Göring blev arresteret den 13. maj 1945 og indsat i en celle i Augsburg. Han brugte tid på at udfærdige sin liste over de mennesker, han havde hjulpet igennem holocaust. Den 28. juni 1945 blev han afhørt første gang, og de allierede forhørsofficerer stirrede vantro på den liste, han lagde foran dem med 34 af de mest fremtrædende navne, han havde reddet fra de nazistiske bødler.

Blandt navnene på listen var:

Ærkehertug Josef Ferdinand IV af Østrig, der blev frigivet fra koncentrationslejren Dachau takket være netop Alberts indgriben (nummer12 på listen).

Den jødiske dr. Kovacs, som han sikrede mod SS ved at attestere, at han var Alberts personlige læge og ikke måtte lide overlast (nummer 14 på listen).

Den tidligere østrigske forbundskansler Kurt von Schuschnigg, der under sit ophold i flere kz-lejre i al hemmelighed blev beskyttet af Albert (nummer 27 på listen).

Den jødiske filminstruktør William Szekely, som han hjalp til flugt til Schweiz (nummer 33 på listen).

Oskar Pilzer, jøde og Alberts tidligere chef, blev arresteret af SS, men hurtigt løsladt, da Albert gik i aktion. Han hjalp derefter hele familien ud af landet (nummer 24 på listen).

Men selvom mange af de overlevende taknemmeligt vidnede om Albert Görings indsats for at redde dem, forblev forhørsofficererne skeptiske, og rapporterne blev begravet dybt i de allieredes arkiver.

Der skulle gå adskillige måneder, før nogen tog Alberts historie og listen med de 34 navne alvorligt. Ved et tilfælde blev den britiske efterretningsofficer Victor Parker draget ind i afhøringen, og han genkendte et medlem af sin egen familie på listen, nemlig komponisten Lehárs hustru, Sofie Paschkis.

Efterretningsofficeren var selv oprindeligt døbt Paschkis og havde kendskab til den utrolige historie. Han kunne således bekræfte Alberts oplysninger, men i stedet for at blive løsladt blev Albert Göring udleveret til retsforfølgelse i Tjekkoslovakiet, mistænkt for krigsforbrydelser og indsat i Pankrac-fængslet i Prag. Først da en lang række af tidligere medarbejdere på Skodafabrikkerne kom ham til undsætning, blev han løsladt fra fængslet i 1947.

Han flyttede til Salzburg, men navnet Göring viste sig at være en næsten uovervindelig belastning. Han var en udstødt, en paria, for ingen ville have noget at gøre med en Göring. Skuffet og desillusioneret drak han tæt og førte et kaotisk privatliv med flere skilsmisser. Hans tredje hustru, den tjekkisk-fødte Mila, nærmest flygtede til Peru i Sydamerika med hans eneste barn, datteren Elizabeth. Han så dem aldrig igen og besvarede heller ikke de mange breve, Elizabeth regelmæssigt sendte til ham igennem årene. Hun er i dag en succesrig forretningskvinde i 60-årsalderen med to sønner.

Albert klarede sig kun igennem efterkrigsårene takket være hjælp i form af pakker og pengegaver fra de mennesker, han havde frelst fra de nazistiske kz-lejre.

Albert Göring døde ensom og glemt den 22. december 1966 som 71-årig efter at have arbejdet gennem nogle år som oversætter og som konstruktør i et byggefirma i München. På sit dødsleje giftede han sig med sin trofaste husholderske for at vise sin taknemlighed og sikre hende en fremtidig statslig enkepension.

Han oplevede aldrig at få oprejsning, men blev i stedet hånet og nedgjort af sine landsmænd for til slut at blive skubbet ud i historiens tusmørke som tyskernes dårlige samvittighed: alle dem, der vidste noget, men intet gjorde

Louis Bülow er forfatter