”Vi lå sammen i et granathul, Mors Dreng og jeg.”

Sådan begynder én af beretningerne fra slaget ved Verdun i 1916, nedskrevet i en rød årbog med sølvfarvet segl. Det er Foreningen af Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere, der i deres årbøger fra 1941 og frem til 1972 indsamlede beretninger fra nogle af de cirka 30.000 slesvigske deltagere i Første Verdenskrig på tysk side.

Vidnesbyrd over Krigens gru

I dag står fortællingerne som et vidnesbyrd over krigens gru og meningsløshed, som den blandt andet tog sig ud ved Verdun.

En soldat, der kalder sig Herm Hunger, fortæller, at han ved fronten fulgtes med en ung soldat, der var et ”bedre folks Barn fra en Storby” og ”blandt de Aargange, hvor man har fået de første krøllede Dun på Hagen og ikke tør betro sig til Barberkniven endnu.”

Når drengen havde fået post hjemmefra, kunne han, til den ældre soldats irritation, ikke lade være med at snakke løs om sin mor, hvor god og dygtig hun var, ”den bedste (…) Mor i verden.”

Men i granathullet blev drengen stille.

”Det var en prægtig Foraarsmorgen efter en rolig Nat,” skriver soldaten.

”Lidet anede vi ved Daggry, at Ordren skulde komme til at storme den franske Grav uden Artilleriforberedelse, heroppe på den frygtede og frygtelige Høj ved den eftertragtede Fæstning Verdun.”

”Klokken fire Morgen kom Befalingen: ’Om et Kvarter stormer vi. Alle klar til at springe ud af Graven. Den fjendtlige Grav skal tages’. Saa kom Flammekasterne.”

”Præcist Klokken fire og femten Minutter sprøjtede de, og Skrigene ovre fra den anden Grav viste, at Vædsken havde truffet. Op! Fremad! Og saa begyndte et Helvede paa Jorden.”

Franskmændene skyder tilbage på soldatens gruppe med alt, hvad de har. Soldaten og hans unge ven søger dækning for geværilden i en lille granattragt ti meter fremme fra deres skyttegrav.

”Vi sundede os lidt. Den sikre Død at storme videre. Men Drengen var ivrig.

’Vi maa fremad. Vi har faaet Ordre.’

’Er du forrykt! – Ned med dig’

Værre og værre blev Helvedet over os.

Drengen var der igen:

’Vi maa videre.’

’Ti stille.’

Vi laa tavse en Stund. Var hans Tanker hos Mor? Og, mærkede Moderhjertet derhjemme, at hendes Dreng var i Dødsfare?

Nu sagtnede Ilden lidt.

’Jeg vil lige se, hvor Kompagniet er henne.’

’Lad vær!’

For sent. Hans varme Blod sprøjtede hen over mig. Drengehovedet bøjede sig ned og hvilede mod Granattragtens Væg. Det sidste, de sitrende Læber mumlede, var:

’Mor.’

Og saa skingrede Fløjten fra vor Grav:

’Tilbage!’”