Den store nationsbygger

6. ABSALON: En række af de mest betydningsfulde udviklinger i skabelsen af Danmark som nation blev samlet i én person, der var biskop og grundlagde København

Absalon til hest på Højbro Plads i København. -
Absalon til hest på Højbro Plads i København. -.

Absalon var altid bestemt til at blive noget stort. Men han blev større, end nogen kunne have forestillet sig. Han grundlagde København, sammensmeltede kirke og stat, fik den første Danmarkshistorie skrevet og iværksatte de danske korstog. Blandt andet.

Absalon blev født i 1128 i Fjenneslev på Sjælland som lillebror til Esbern Snare og fosterbror til den forældreløse Valdemar, der senere skulle blive konge over Danmark. Han blev sendt til Paris for at studere teologi, men hans skæbne blev fremskyndet, da han i 1157 var hjemme i Danmark for at deltage i det, der skulle blive kendt som blodgildet i Roskilde. Valdemar, Knud og Svend skulle kåres som konger over et tredelt Danmark, der omsider var fredeligt efter mange års borgerkrig.

Men under stor dramatik forsøgte Svend at dræbe Valdemar, som dog undslap ved Absalons hjælp. Da Valdemar senere blev enekonge over Danmark, var der således tilbagebetaling til hans fosterbror og redningsmand, som blev kåret til biskop i Roskilde i en alder af 30 år.

Som biskop kastede Absalon sig straks over tidens største problem, de vendiske sørøvere. Han vandt det afgørende slag ved Arkona i 1169, men havde allerede et par år tidligere fået tildelt en lille fiskerby ved Øresund. Her byggede han den første af en række forsvarsborge, som skulle blive til København. Valdemars belønning for tro tjeneste var imidlertid ikke ovre. Absalon blev kåret til ærkebiskop og var dermed den kirkeligt mest magtfulde mand i landet. Hvilket han i praksis allerede havde været i årevis.

Til gengæld indgik han et tæt samarbejde med Valdemar (der skulle få tilnavnet den Store), som i realiteten betød en sammensmeltning af kirke og stat. To parter, der ellers tidligere havde været på konstant kollisionskurs. Kirkelig lovgivning blev nu i vidt omfang indført, og Absalon blev statsbygger, forklarer Harry Haue.

Absalon er så vigtig en figur i historien, fordi der i hans person samles mange af den moderne stats første skridt. Indadtil var han stats- og kirkesystemets grundlægger, mens han udadtil satte Danmark på Europakortet ved at iværksætte de danske korstog og ved at bede sin tjenestemand, Saxo, om at skrive den første samlede Danmarkshistorie. Derfor kan der også trækkes en række linjer fra Absalon og frem til i dag: Hvordan ser moderne korstog ud? Hvad bunder den aktuelle diskussion om adskillelsen af stat og kirke egentlig i? Og hvordan lyder den samlede Danmarkshistorie i dag?