Vælger man døren ind til oldtidsfundene på Nationalmuseet i København, åbner rummet sig med den imponerende Dejbjergvogn som sit absolutte centrum, og man ser ikke det hullede og halvt forvitrede lille kar, før man står foran det. I en glasmontre ude ved væggen til højre står det sammen med flere andre kar, der endda er i betydelig bedre form, og gør ikke meget væsen af sig. Dets navn er da også alt andet end prangende: Keldbyspanden. Som om den er en lidt for fiks idé, man kan købe af en lidt for lurvet dørsælger.
Om få dage bliver den ikke desto mindre allemandseje i Danmark. Ud af mange mulige oldtidsklenodier er den valgt til at pryde den nye 500-kroneseddel, der frigives den 15. februar. Det er der flere forklaringer på. Lad os tage de mindst spændende først, så der er noget at glæde sig til:
Temaet for de nye pengesedler er broer og klenodier. Broerne symboliserer bindeled mellem Danmarks mange landsdele, men også leddet mellem fortid og nutid. Fortiden er klenodierne, som skal være fundet der, hvor broen på pengesedlen fører hen. På den kommende 500-kroneseddel kan ses Dronning Alexandrines Bro, bedre kendt som Mønbroen, der forbinder Møn med Sjælland. Men da et klenodie fra Sjælland allerede kan ses på 200-kronesedlen (bæltepladen fra Langstrup), skulle fundet altså været gjort på Møn. Men også her var der flere muligheder, så hvorfor vælge en spand, kun kendere har hørt om?
"Det er også en fejl, at Keldbyspanden ikke er mere kendt," forklarer museumsinspektør på Nationalmuseet Flemming Kaul.
"Det er et af de fineste oldtidsfund, vi har. Men den har nok stået i skyggen af Rynkebykedlen og Gundestrupkedlen, som begge er større, mere prangende og ikke mindst fyldt med menneskefigurer. Til gengæld har Keldbyspanden en fantastisk historie, og teknisk set er den også flottere end de andre, så det glæder mig virkelig, at dens tid som overset snart er forbi."
Han viser ind på sit kontor i det gamle, man stadig lige imponerende Prinsens Palæ fra 1744, hiver et par bøger frem og begynder så udrulningen af historien om spanden, der rettelig er et vinkar. En historie, der ikke blot fortæller et stykke vigtig danmarkshistorie fra længe før Danmark blev til Danmark, men også giver indblik i en omverden, der dengang for 2400 år siden igen var ved at åbne sig.
Keldbyspanden kom formentlig til Danmark i det sidste århundrede inden Kristi fødsel, men den blev skabt 2-300 år tidligere i hænderne på en ganske behændig arbejder et sted i det antikke Grækenland. Riget spredte sig vidt dengang, og et gæt på det præcise oprindelsessted går derfor både i retning af Makedonien, Korinth nær Athen eller måske et af værkstederne i den græske koloni Tarent i Syditalien.
Den er meget elegant besmykket med såkaldte palmet-ornamenter, altså palmefigurer, der symboliserede liv og genfødsel, og den blev brugt som vinkar af overklassen. Langt de fleste andre oldtidsfund fra udlandet er keltiske (det vil sige fra Frankrig eller Tyskland) eller etruskiske (fra Italien), så Keldbyspanden er trods sit navn temmelig eksotisk, fremmed og unik.
Fundet af den i Keldby på Møn giver derfor et fascinerende indblik i, hvor vidtrækkende de menneskelige kontakter var i tiden frem til år 0. I forhold til Danmark var Grækenland nærmest så langt væk, man kunne komme inden for civilisationens sfære, forklarer Flemming Kaul. I bronzealderen havde der været lignende kontakt, men omkring år 500 f.Kr. brød det globale netværk sammen – formentlig på grund af udbredelsen af den keltiske Hallstatt-kultur, der afskar det nordlige fra det sydlige Europa. Først i århundredet op til Kristi fødsel begyndte handelsvejene igen at flyde mellem købstæderne op gennem det nuværende Tyskland. Én af de genstande, der tog den lange rejse, var Keldbyspanden.
"Hvis man svinger sig lidt op, kan man godt kalde Keldbyspanden en repræsentant for den tidligste form for globalisering, som datidens Danmark oplevede i denne periode. Verden åbnede sig, kulturer mødtes, og det var selvfølgelig med til at forme den måde, vi levede på," forklarer Flemming Kaul.
Det har været en højtstående person på Møn, der fik overrakt vinkarret, måske endda en småkonge, der herskede over øen. Og det må have vakt opsigt, særlig for dem, der havde indblik i, hvilken verden karret kom fra. Da Keldbyspanden blev til, var den græske kultur på sit højdepunkt. Det var tiden, hvor store tænkere som Sokrates, Platon og Aristoteles levede og skabte kvantespring inden for både filosofien, videnskaberne og praktiseringen af demokrati. Vældige bygningsværker og overdådige templer prægede arkitekturen, og livet udviklede sig i – for datiden – enorme bystater på nogle gange flere hundrede tusinde mennesker.
Den virkelighed var langtfra den "danske", selv 300 år senere, da Keldbyspanden afsluttede sin rejse. Her var der stadig ingen egentlige bysamfund, kun mange, ganske små landsbyer. Husene var simple med lerklinede vægge og tag af strå eller lyng. Livet foregik omkring ildstedet med kreaturerne udenfor og bag primitive plove på marken. De fleste levede af grød lavet på byg, rug og havre, og de færreste havde nogen anelse om, at tilværelsen andre steder i verden var så markant anderledes.
Én ting havde disse mennesker dog til fælles med grækerne: De nød et godt drikkelag. Grækerne gjorde det i forbindelse med væddeløb, arrangerede boksekampe eller dybe samtaler. Germanerne, som var det folk, danskerne var en del af, havde hidtil bare gjort det. Nu begyndte de at gøre det med mere stil.
Det var altså ikke noget tilfælde, at det netop var et vinkar, som fandt vej til de nordligste egne af datidens Europa for cirka 2100 år siden. Overalt i den vestlige verden var drikkegilder det absolutte sociale omdrejningspunkt, og gildernes hyppighed og omfang var en af de primære målestokke for, hvor vigtig man var. Den, der inviterede mest og flottest, var altid den, der herskede over egnen.
I det sidste århundrede før Kristi fødsel var det dog et ret nyt fænomen i Norden. Før havde alle huse i en landsby været næsten lige store, og folk blev begravet på samme måde. At der fandtes en mand, som var mægtig nok til at blive begravet med et så eksotisk vinkar, kan derfor ses som indvarslingen af en ny tid med klasseopdeling og tydelige skel mellem rig og fattig. Nogle var nu mere end andre, og hvilken måde var bedre at skilte med det på, end at drikke på den mest eksklusive måde?
"Keldbyspanden er det oldtidsfund, der mere end noget andet viser, hvor store sociale omvæltninger der sker i denne periode," forklarer Flemming Kaul.
"Det er en helt ny måde at indrette samfundet på, hvor der pludselig er én gård, der er større end alle andre i landsbyen. Der er én grav, der er større og mere kostbar end andres. Men det er også en tid, hvor kulturelle skikke ændrer sig – tydeligt inspireret af græske, romerske og keltiske skikke, særligt omkring drikkelagene. Her repræsenterer Keldbyspanden begyndelsen på en tid, hvor drikkesæt og finere bordservice blev mere udbredt. Det kulminerer først efter Kristi fødsel, hvor også glas bliver introduceret, men det ser ud til at begynde lige omkring den tid, hvor spanden kom hertil."
I det hele taget udvikler Norden sig enormt i det, man i dag ville kalde opgangstider. De genfundne handelsveje betyder tryk for alle kedler, så nye jorde kommer under plov, nye og større landsbyer skyder frem, og der sker en generel befolkningstilvækst. Hvor mange, der egentlig befandt sig i det, vi i dag kalder Danmark, ved ingen, men eksperternes forsigtige bud er normalt 200-500.000 fordelt jævnt ud over småbyer, kun holdt sammen af magtkampe mellem landsbyhøvdinge og mellem de småkonger, der formentlig styrede de forskellige landsdele.
I de efterfølgende århundreder fortsatte fremgangen og den kulturelle åbning mod syd. Romerriget nåede på et (kortvarigt) tidspunkt helt op til Teutoburgerskoven ikke langt fra nutidens Hamborg og bragte både velstand, ny viden og nye skikke med sig. En på mange måder afgørende del af danmarkshistorien, der rent arkæologisk indledes med Keldbyspanden.
I Prinsens Palæ lukker Flemming Kaul de bøger, han ivrigt har peget i, og samler op på sin fortælling:
"Det er vel egentlig meget passende, at vi omsider hylder den genstand, der mere end nogen anden symboliserer vores ophøjede glæde ved at drikke. Ånden fra Grækenland fulgte ikke med Keldbyspanden, for der er intet, der tyder på, at vi med den fik et mere raffineret og demokratisk samfund. Det, vi fik, var en streg under vores forkærlighed for et godt drikkelag, som vi vel endnu ikke har lagt fra os."