I Anden Verdenskrigs sidste måneder blev flere tusinde danske og norske fanger evakueret fra tyske koncentrationslejre med de hvide busser. Den storstilede operation er også kendt som Bernadotte-aktionen, fordi grev Folke Bernadotte, som var vicepræsident i Svensk Røde Kors, spillede en fremtrædende rolle. Men også danske hvide busser og danske myndigheder deltog i evakueringen. Det lyder umiddelbart mærkeligt, for Danmark var besat af Tyskland modsat det neutrale Sverige.
Men Danmark indtog en særposition i det tyskbesatte Europa - et forhold, der kan føres tilbage til den 9. april 1940, hvor Danmark, ganske vist under udtrykkelig protest, accepterede den tyske besættelse af landet. Til gengæld opnåede man et løfte om, at Tyskland ville respektere Danmarks ”politiske uafhængighed” og ”territoriale integritet”.
Dansk uafhængighed var naturligvis en illusion med en tyske besættelsesstyrke stående i landet, men formelt set anerkendte Tyskland altså ikke desto mindre Danmark som en suveræn stat, som man ikke var i krig med. Den danske regering forblev ved magten, og alle forfatningsmæssige organer fortsatte med at fungere. Omend med begrænsninger. De dansk-tyske relationer blev fortsat varetaget af de to landes udenrigsministerier, og tyskerne etablerede ingen administrative organer i Danmark i modsætning til i andre besatte lande. Almindeligvis kalder man den danske politik for ”samarbejdspolitikken”.
Den 29. august 1943 ophørte regeringen med at fungere, men samarbejdspolitikken fortsatte grundlæggende, for i regeringens sted overtog embedsmændene i centraladministrationen regeringens rolle som forhandlingspartner over for besættelsesmagten. Så selvom mange danskere følte, at der efter den 29. august 1943 herskede en slags krigstilstand, så var Danmark formelt set aldrig i krig med Tyskland under Anden Verdenskrig.
Betydningen af de særlige besættelsespolitiske forhold i Danmark kan ikke overvurderes. De havde afgørende indflydelse på alle forhold i det besatte Danmarks politiske, økonomiske og kulturelle liv. Selv for en dansk statsborger i en fjern tysk koncentrationslejr greb disse særlige forhold afgørende ind.
Omtrent 6100 danskere blev deporteret til koncentrationslejr eller fængsel i Tyskland. Deportationerne begyndte, umiddelbart efter at den danske regering var ophørt med at fungere. Først jøderne og kommunisterne, derefter modstandsfolk, kriminelle og såkaldt asociale, politifolk og grænsegendarmer.
De danske myndigheder protesterede under henvisning til de tyske løfter fra den 9. april 1940 om at respektere dansk suverænitet, og deportationerne blev en hovedanstødssten i det dansk-tyske forhold resten af krigen. Embedsmændene overvejede alvorligt at trække sig i protest, men man besluttede i stedet at blive på pladsen og forsøge at komme de deporterede til undsætning. Det gjorde man ved at etablere kontakt mellem de deporterede og deres pårørende, ved at sørge for, at de deporterede modtog pakker fra Danmark med mad og tøj. Og endelig arbejdede man ihærdigt på at få de danske fanger hjem til Danmark igen.
Fra begyndelsen af december 1944 til marts 1945 lykkedes det de danske myndigheder at få lov til at hente flere hundrede fanger til videre internering i den danske Frøslevlejr i Sønderjylland. I midten af marts 1945 trådte evakueringen ind i en ny, afgørende fase: Fra nu af blev de danske anstrengelser forenet med de svenske under ledelse af Folke Bernadotte, som i februar 1945 havde indgået en aftale med SS-rigsfører Heinrich Himmler om, at de danske og norske kz-fanger i Tyskland kunne samles i et særligt afsnit i kz-lejren Neuengamme ved Hamborg. Herfra skulle de så transporteres til det neutrale Sverige. Med dette tilsagn forsøgte Himmler dels at redde sit eget skind, dels at opnå en separatfred med vestmagterne. Hvor det hovedsageligt var svenske busser, som stod for den interne transport i Tyskland, blev det primært danske hvide busser, som transporterede fangerne fra Neuengamme til Danmark. Den 20.-21. april 1945 hjemførte en nyligt udrustet og hvidmalet armada af DSB-busser, private rutebiler, ambulancer og andre køretøjer de sidste 4200 nordiske fanger fra Neuengamme.
Bernadotte-aktionen, eller de hvide busser, er blevet berømmet som en helt bemærkelsesværdig aktion, hvor det gode besejrede det onde. Aktionen har været med til at profilere Sverige som en neutral og humanitær nation. Når en svensk statsminister i 2014 karakteriserer Sverige som en ”humanitær stormagt” under henvisning til den aktuelle svenske flygtninge- og indvandringspolitik, knytter han an til den almindelige, traditionelle forestilling om den svenske rolle mod slutningen af Anden Verdenskrig.
I den danske grundfortælling om Besættelsen har de hvide busser indtaget en helt central rolle. Her anerkender man Bernadottes og Sveriges afgørende rolle i aktionen, men man fremhæver også den danske andel i aktionen. De hvide busser har dog især spillet en afgørende rolle i fortællingen om den danske modstand mod den tyske besættelsesmagt og om de lidelser, besættelsesmagten påførte det danske folk. De hvide busser var et konkret udtryk for, at folk og statsmagt, altså nationen, stod skulder ved skulder i forenet kamp mod det onde, mod tyranniet, og at man ikke svigtede landsmænd, der var blevet deporteret af besættelsesmagten.
Nogle danske historikere har karakteriseret denne grundfortælling om dansk modstand som en ren konstruktion, som en konsensus-fremstilling, der ikke havde meget med virkeligheden at gøre, men som blot skulle dække over de indre modsætninger og spændinger mellem statsmagten og modstandsbevægelsen. Andre historikere hævder, at der faktisk var en fundamental konsensus, altså enighed, i det besatte Danmark trods uenigheder om midlerne. Og at de hvide busser netop er et godt eksempel på denne konsensus.
Historien bliver konstant nyfortolket, og selv stjernestunder bliver gået kritisk efter i sømmene, sådan som det for eksempel er sket med den danske hjælp til jøderne i oktober 1943. Også fortællingen om de hvide busser er blevet underkastet en kritisk revision. Det kulminerede i 2005, da den svenske historiker Ingrid Lomfors udgav bogen ”Blind fläck. Minne och glömska kring Svenska Röda Korsets hjälpinsats” (På dansk: Det blinde punkt. Erindring og glemsel om Svensk Røde Kors' hjælpeindsats) i Nazityskland 1945. Her sætter hun især fokus på det særlige afsnit i Neuengammelejren, hvor de nordiske fanger blev samlet - et afsnit, der kom under direkte administration af Svensk Røde Kors. Med henblik på at skaffe plads til de norske og danske fanger blev hovedbygningen, Steinbau, i dette lejrafsnit bogstaveligt talt ryddet for cirka 2000 dødssyge fanger fra andre lande. Og på den tyske lejrkommandants udtrykkelige forlangende blev disse fanger transporteret til koncentrationslejren Bergen-Belsen med de hvide busser. Bergen-Belsen blev af SS karakteriseret som en erholungslager, altså en rekreationslejr for syge fanger. Meget få overlevede denne rekreation. Her var altså et punkt i hele undsætningen af de danske og norske fanger, som gik direkte ud over andre fanger.
Lomfors' påstand, der er præget af den nutidige forestilling om universelle menneskerettigheder, er, at hjælpen til de danske og norske fanger principielt var racistisk, fordi den ikke omfattede fanger fra andre lande - og at den skete på disses bekostning. Og var det overhovedet moralsk i orden at hjælpe danske og norske fanger, når man ikke kom andre fanger til undsætning?
Til Bernadottes forsvar kan man fremføre, at han faktisk også fik udvirket, at flere tusind kvindelige fanger fra andre lande (herunder også jødiske fanger) i koncentrationslejren Ravensbrück blev omfattet af aktionen.
Tankegangen bag den danske (og svenske) hjælp til de skandinaviske kz-fanger var, at man først og fremmest undsætter egne statsborgere og dem, man føler står en nærmest. I dette tilfælde nordiske broderfolk. Og denne praksis er stadig gældende: Nationalstater undsætter primært egne statsborgere. Et nyere eksempel på denne praksis var, da Danmark for få år siden evakuerede 5800 danske statsborgere af mellemøstlig herkomst samt en del med opholdstilladelse i Danmark, der var blevet fanget i en voldelig konflikt i Libanon. Etniciteten var underordnet, statsborgerskabet eller opholdstilladelsen derimod helt afgørende. På samme vis var der adskillige statsløse og endda tyske jøder blandt de jøder, som i oktober 1943 blev deporteret fra Danmark til Theresienstadt, men samtlige deporterede nød rettigheder som danske jøder - og blev af tyskerne behandlet som danske jøder. Dermed undgik også de gaskamrene i Auschwitz.
Statsborgerskabet er principielt en ”diskriminerende” foranstaltning.
