For en del tyskere personificerer Otto von Bismarck preussiske dyder som orden, disciplin, god opførsel, viljestyrke og militær realisme.
Men faktisk fandtes der også sider ved Otto von Bismarcks natur, som kun få tyskere i dag kender.
Som ung tydede ikke meget i hans opførsel på, at han en dag skulle blive en af Tysklands største politiske figurer, tværtimod. Den unge Bismarck gjorde sig flere gange bemærket med skandaløs opførsel. Mens han studerede jura i byerne Göttingen og Berlin, gik han mest op i at feste og blev hurtigt kendt for at være i stand til at drikke sine kammerater under bordet. Det skete også, at han i en rus smadrede gadelanterner, eller at han skød i loftet, når han ønskede noget af sine tjenestefolk.
På trods af sine udskejelser lykkedes det ham at få arbejde som jurist, men han fortsatte sit udsvævende liv og tillagde sig hurtigt en stor spillegæld. Da han forelskede sig i en engelsk kvinde og i flere uger rejste rundt i Europa efter hende, mistede han sit job.
Otto von Bismarck var glødende monarkist, og hans liv ændrede sig, da han i slutningen af 1850'erne blev diplomat for kong Ludwig I af Preussen. Det skulle vise sig at være første skridt på vejen mod en stor karriere.
I 1862 nægtede Preussens parlament at acceptere kongens ønske om at øge militærudgifterne, og kongen følte, at han havde brug for en særlig stædig ministerpræsident. Valget faldt på Bismarck. I de efterfølgende år overlod kongen i vidt omfang den politiske magt til Bismarck, der regerede enevældigt uden hverken at tage hensyn til flertallet i det preussiske parlament eller landets forfatning.
De første år som ministerpræsident betragtede Otto von Bismarck krige som et legitimt middel til at sikre staten Preussens overlevelse, hvilket blandt andre danskerne kom til at mærke. I 1864 fandt slaget ved Dybbøl sted, hvorefter en del af Danmark blev tysk.
To år senere vandt Otto von Bismarck også en krig mod Østrig, og i samme år dannede han Det Nordtyske Forbund, som forenede 22 tidligere selvstændige stater nord for floden Mains i ét land.
Hidtil havde staterne, der i dag udgør Sydtyskland, set skeptisk på Otto von Bismarck, men da hans tropper førte krig mod Frankrig i 1870, valgte de at tage hans parti og marcherede med i krigen. Efter at have opnået en overvældende sejr, tilsluttede de sydtyske stater sig Bismarcks forbund, og dermed var det store forenede Tyskland en realitet. Bismarck blev dette nye lands første kansler.
I konflikten med Østrig havde Otto von Bismarck oplevet krigen på nært hold og var rystet over at se mennesker dø. Han var træt af krig nu og følte, at den store sammenslutning af tyske stater var stærk nok til at kunne overleve uden sabelraslen. Derfor satsede han de efterfølgende år på fred, og han forsøgte via diplomati, forhandlinger og traktater at komme til forståelse med de andre europæiske stater.
Internt i Tyskland førte kansleren til gengæld en politik, der langtfra var fredelig, hvilket var medvirkende til, at han fik øgenavnet ”Jernkansleren”.
Han var urolig over, at det nye socialdemokrati voksede så hurtigt, og derfor forbød han ganske enkelt partiet og alle socialistiske foreninger i 1878.
Paradoksalt nok stod han i de efterfølgende år bag indførelsen af en række sociale love, som var helt i overensstemmelse med socialdemokratisk ånd. For eksempel fik tyskerne meget moderne regler på sundheds- og pensionsområdet.
Ifølge Dirk Hempel, der er journalist og kulturhistorisk ekspert ved den tyske public service-tv-station NDR, viser dette, at Bismarck kunne handle meget pragmatisk, når han ville.
”Hans egentlige mål med lovene var at hindre, at arbejderne stemte på SPD, men alligevel var lovene på daværende tidspunkt enestående, og grundtrækkene af dem finder man stadig i Tysklands nuværende sociale lovgivning,” skriver Dirk Hempel på NDR's hjemmeside.
Otto von Bismarck var protestant. Han læste i Bibelen og bad hver dag, men kunne ikke lide katolikkerne og da slet ikke den katolske kirkes dogme om pavens ufejlbarlighed. Da tyske katolikker dannede Det Katolske Centrumsparti, opfattede han det som en trussel imod den tyske stat og indledte en nådesløs kulturkamp. Mange katolske præster blev fængslet og klostre nedlagt.
Otto von Bismarck måtte træde tilbage i 1890, fordi den nye kejser, Wilhelm II, ville regere selv. Kejseren havde lyst til kolonier og magt og forstod ikke Bismarcks forsigtige status quo-politik over for de andre europæiske lande.
Herefter trak Otto von Bismarck sig tilbage på sit gods ved Hamburg, hvor han døde i 1889.